EU I PUTINS SKYGGE #7 // INTERVIEW – Bogaktuelle Lykke Friis ser Ukraine og EU-udvidelse som emner, der burde være øverst på den politiske dagsorden, når Danmark overtager EU-formandskabet 1. januar 2025. POV International mødte hende til en snak med afsæt i bøgerne Tårernes Europa og den nyligt opdaterede Håbets Europa.
Grønnekærvejens smalle spor smyger sig op mellem skanserne på Dybbøl Banke. Udsigten er exceptionel. På den ene side står gyldne marker og blomster i fuldt sensommerflor. På bankens top troner Dybbøl Mølle, hvor Dannebrog vajer i dagtimerne. Politikere fra nær og fjern bliver ofte foreviget i dette område, når de med møllen som den uovertrufne kulisse skal dokumentere deres nationalpatriotiske sindelag. På den anden side er der med Flensborg Fjord, nordtyske skove og en håndfuld vindmøller i horisonten, direkte udsigt til Europa.
Jeg er på vej til et møde med Lykke Friis. Hun er på plakaten på Biblioteket Gråsten, hvor hun senere skal holde foredrag. Med afsæt i bøgerne Tårernes Europa og den nyligt opdaterede Håbets Europa skal vi tale om hendes syn på den politiske tilstand i Europa lige nu. Jeg lægger ud med at spørge til en ofte lidt overset del af Europas grænseland: Vestbalkan.
– I dine bøger giver du udtryk for, at EU-toget har efterladt Vestbalkan på den politiske perron, og at området stadig er en ”krudttønde”. Om Ukraine, som betyder grænselandet, skriver du, at det i mange år har fået en stedmoderlig behandling af Europa. Hvor ser du Vestbalkan i dag? Er der en parallel mellem EU’s behandling af Ukraine og relationerne til Vestbalkan?
”Jugoslavien og senere Vestbalkan blev længe opfattet som værende lidt af et særtilfælde. Og det har jeg jo også gjort selv, hvilket jeg ikke har lagt skjul på. Den tidligere amerikanske udenrigsminister Madeleine Albright konstaterede engang, at europæerne næsten troede, at det var en given sag, at befolkningen på Vestbalkan ville sprætte maverne op på hinanden. Derfor stod man lidt med en følelse af ren afmagt. Og det hele eksploderede to gange …”
Et politisk tomrum
De to ”eksplosioner”, som Lykke Friis taler om, var for det første krigene i Kroatien og Slovenien, men i høj grad også i Bosnien-Hercegovina i 1992-1995. For det andet var det konflikten mellem Serbien og Kosovo, der udspillede sig i 1998-1999, og som i realiteten ikke er afsluttet, eftersom Serbien endnu ikke har anerkendt Kosovos selvstændighed.
”Europæerne kunne ikke klare det selv og måtte ringe til USA. Der sker så det, at man på en eller anden måde i den proces, ikke mindst efter Kosovo, erkender, at man bliver nødt til at give disse lande et klart signal om, at de kan blive medlemmer af Den Europæiske Union. Og det sker jo. Slovenien og Kroatien blev optaget relativt hurtigt. Det var vitterligt et markant skridt. Man åbner for forhandlinger med flere af landene, men så er det lidt, som om det røg i glemmebogen. De lande kommer først tilbage på EU’s dagsorden, da den fuldtonede invasion af Ukraine finder sted.”
Man har jo også gjort det, at man har ændret lidt på optagelsesprocessen, og på den måde ser EU sin Vestbalkan-politik i dag mere som et samlet hele
Lykke Friis
Europa-Parlamentets hjemmeside bekræfter, at EU siden sommeren 2022 har været i gang med forhandlinger med blandt andet Albanien og Nordmakedonien, og fra 2024 med Bosnien-Hercegovina. EU modtog Kosovos medlemskabsansøgning i december 2022.
”Så er det ligesom, at logikken tilsiger: Okay, når det nu er af sikkerhedspolitiske grunde, at vi skal gøre noget for Ukraine for at stabilisere regionen, så kommer jeg til at tænke på Lars Løkke, der hele tiden siger: Har man et politisk tomrum, så bliver det fyldt af nogle andre, jamen, så vil Rusland eller Kina gå ind der. Ergo er man nødt til at styrke landenes medlemskabsperspektiv. Og det er jo så sket.”
EU’s fodslæbende tilgang
Flere rapporter bekræfter både Ruslands og Kinas stigende indflydelse på Balkan. Det tyske analyseinstitut, Bertelsmann Stiftung, understreger i en nylig analyse, at Kina i høj grad har gjort sin entré som en politisk og økonomisk faktor på Balkan. European Council on Foreign Relations uddyber, at det særligt er inden for energisektoren og infrastruktur, at Kina gør sig gældende.
Forklaringen begge steder er, at udviklingen skyldes EU’s fodslæbende tilgang til regionen. I forhold til Ruslands rolle i regionen, så dokumenterer det hollandske Clingendael Institut, hvordan russisk indflydelse i henholdsvis Serbien, Bosnien-Hercegovina og Montenegro er betydelig.
Lykke Friis konstaterer: ”Uden Ukraine havde man ikke indledt optagelsesforhandlinger med flere Vestbalkan-lande. Det er jeg ret overbevist om.”
– Du har givet udtryk for, at det mest risikable er lande, der hverken er øst eller vest. Man kunne sige, at den tanke flugter præcis med Serbien og landets ageren i international politik. Hvordan snitter man den rent?
”Jamen, det gør man jo ved, at man har tilbudt Serbien medlemskab, og man har indledt optagelsesforhandlinger. Men man kan jo ikke gøre meget, hvis et land så egentlig ikke ønsker at være med. Serbien overholder helt klart ikke Københavner-kriterierne. Så kan man jo ikke gøre andet end at dingle med guleroden og sige, at I bliver nødt til at overholde reglerne, så kan I rykke længere frem i køen.
Man har jo også gjort det, at man har ændret lidt på optagelsesprocessen, og på den måde ser EU sin Vestbalkan-politik i dag mere som et samlet hele. Hvis I vil rykke længere frem, så kræver det altså også, at I samarbejder mere. Det er jo ikke afmagt.
Jeg var lige til en konference i Prag, hvor Serbiens præsident Vucic også var – og altså han spiller jo i den grad på flere heste. Han har en interesse i at gøre det. Og hvad kan man så lige gøre ved det? EU har en strategi, men man er ikke sikker på, om den kommer til at virke. Er konklusionen, at man ikke kan komme langt nok, så må man tage det op til revision, men indtil videre har man et håb om, at det kommer til at virke.”
Ventetiden bliver lang
Vi runder snakken om Vestbalkan af og skifter emne: Danmarks formandskab for Den Europæiske Union begynder 1. januar 2025. Jeg spørger Lykke Friis, hvilken kurs hun mener, den danske regering bør lægge, og hvilke udfordringer regeringen ser ind i.
”Det er krigen i Ukraine, ellers så er det udvidelsen af EU. Ukraine har selvfølgelig førsteprioritet, men det vil jo sandsynligvis lande med, at man får en eller anden form for aftale. Det vil så udløse stort pres på EU for en udvidelsesproces …
Det bliver den store sag. Det bliver det også, fordi man ikke kun kan tænke Ukraine. De argumenter, der er med hensyn til Ukraine – altså at få stabiliseret Ukraine og give dem det håb, som det klare signal vil være, at vi vil optage dem, så magtens tomrum ikke kommer til at råde – det gælder for Ukraine. Det gælder også for Vestbalkan.
Det er derfor, du ser et land som Tyskland, der hele tiden siger, at det ikke nytter, at vi kun taler om Ukraine. Det skal vi så også lære i et land som Danmark. Da den nylige danske regeringsrokade blev præsenteret, så var der faktisk fokus på Vestbalkan i relation til det med tomrummet. Men Vestbalkan er trods dette næsten ikke på den politiske radar.”
Lykke Friis afbryder pludselig sig selv, griner let og siger til min overraskelse lidt som en sidebemærkning: ”Du er næsten den første, der spørger om Balkan.”
Hun fortsætter: ”Det er nok, fordi at nu er det Ukraine, og nu har vi forstået det med Moldova som et land, der i sammenhæng skal etableres relationer til. Og så er der Georgien, men der sker ikke meget.”
– Det lyder jo næsten som monitoren, der overvåger en svagelig hjertepatient. Lang tids stilstand. Så et pling. Og så stilhed. Og så et pling.
”Ja, sådan er politik, selv om det kan lyde kynisk eller opgivende, men sådan er det. Der er jo dog den pointe, at ting hænger sammen. Det gjorde de også dengang med Kosovo-krigen. Der reagerede man, som sagt, ved at åbne for optagelsesmulighederne med flere af Vestbalkan-landene – og et medlemskabsperspektiv … Så det hænger sammen … Men det være ikke sagt, at der er en stor folkelig opbakning …”
Lykke Friis peger på Jean-Claude Juncker, der var formand for EU-Kommissionen fra 2014 til 2019.
”Han konstaterede, at EU ikke skulle udvides i hans tid. Så er det klart, at man ikke kan tro, at befolkningen pludselig synes, at det er vejen frem. Man har som sagt heller ikke fået diskuteret igennem, hvad det er for et medlemskab, man i givet fald vil tilbyde. Er det det klassiske, der ligger her og nu, eller vil man prøve at komme på et anderledes medlemskab? Hvis det nu er et anderledes medlemskab, så kan det godt være, at det ikke vil være helt så kompliceret.”
Skulle det ende med, at et USA under Trump skruer ned for graden af militær hjælp til Ukraine, så vil Zelenskyj uden tvivl henvende sig til Europa
Friis opsummerer: ”Når du spørger om, hvad et dansk formandskab skal gøre, så er svaret, at de skal have gang i hele processen om EU’s budget, fordi det er afgørende. Udvidelse koster jo penge. Og man bliver nødt til at tage diskussionen om, hvad det er for et medlemskab, som Vestbalkan skal tilbydes. Det er ikke nødvendigvis det samme, som vi har gjort indtil videre, hvor man skal overholde alt til punkt og prikke.”
Friis tilføjer som en afslutning:
”Det er sådan, at Ursula von der Leyen inden for de 100 dage, efter hun er tiltrådt, har lovet at komme med en rapport om udvidelse, og det bliver jo interessant at se hvad der står om hele den pre-enlargement, som hun kalder det.”
Ordet pre-enlargement betyder direkte oversat ”før-udvidelse”. Hvis udvidelse af EU er en på alle måder tidsmæssigt og ressourcekrævende proces, så smager før-udvidelse-udtrykket af noget endnu mere langtrukkent, som man skal igennem, før man overhovedet kommer til en konkret samtale om regulær EU-udvidelse. Sagt lidt primitivt lyder det næsten, som om at man lige så godt kan bygge læskuret på den politiske perron med det samme. Ventetiden for Vestbalkan kan blive lang.
Tårerne definerer Europa
Ved det efterfølgende foredrag udfolder Friis blandt andet pointerne i bogen Håbets Europa. Frederik Thomsen har spiddet bogens essens i sin nylige anmeldelse: ”For Lykke Friis er læren af ’89 … ikke, at historien sluttede, men derimod at fremtiden er uforudsigelig og beror på en blanding af tilfældigheder, held og enkeltpersoners mod. Det, som forekommer uforanderligt, kan med andre ord ændre sig, og der er altid håb, selv under ugunstige forhold. Dette er historiens lektie til os.”
Med reference til Tårernes Europa gør Lykke Friis det med nærmest vemodigt klarsyn tydeligt, at det er tårerne, der på grund af krigen definerer Europa. Hun medgiver, at det lidt lyder som en kliché, men faktum er, at ingen ved, hvad der kommer til at ske med Europa i relation til krigen. Alt er på godt og særligt ondt muligt. Det kunne være, at historien tager en lige så uventet drejning som i 1989. Uanset hvad, så er det vigtigt at holde fast i håbet.
Men udfordringerne er store. Der ser ikke ud til at være mange revner i det russiske panser lige nu, og ingen skubber til den russiske kæmpe. Ifølge Friis er der i Ukraine frygt for, at Trump bliver genvalgt som præsident i USA. Han kunne presse Ukraine til at indgå en aftale med Rusland. Forventningen er, at en sådan aftale næppe vil falde ud til Ukraines fordel.
Mens jeg på tilbagevejen igen passerer Dybbøl Mølle og Als Sund, føles krigen i Ukraine lige pludselig tæt på i den næsten urealistisk fredelige danske hverdagsaften
Skulle det ende med, at et USA under Trump skruer ned for graden af militær hjælp til Ukraine, så vil Zelenskyj uden tvivl henvende sig til Europa. Det store spørgsmål er så, hvad Europa vil svare. Det centrale og østlige Europa vil minde Europa om fortiden og frygten for et nyt angreb fra Rusland. De europæiske stormagter kunne være fristet til at argumentere for en forhandlet fred.
Friis formoder, at der kommer en eller anden form for fred mellem Ukraine og Rusland. Det kunne blive et scenarie, hvor Ukraine kunne blive tvunget til at afsige sig fx et Bornholm, eller et Sønderjylland for at opnå en form for fred. Men det er en diskussion, som ukrainerne må tage med sig selv, som hun siger til slut.
Når man kører fra Gråsten til Sønderborg, går vejen forbi slottet ved Gråsten Sø. Kongefamilien har siden 1936 benyttet stedet som sommerresidens, uden tvivl for blandt andet at signalere tilstedeværelse i det genvundne sønderjyske. Når familien ikke er der, kan man gå frit rundt i haverne omkring slottet. Mens jeg på tilbagevejen igen passerer Dybbøl Mølle og Als Sund, føles krigen i Ukraine lige pludselig tæt på i den næsten urealistisk fredelige danske hverdagsaften.
Læs også Frederik Thomsens anmeldelse af Lykke Friis’ bog, Håbets Europa i 89 billeder, her i POV.
Europæisk sikkerhedspolitik i Putins skygge
Med krigen i Ukraine og mere usikre signaler fra USA, er forsvars- og sikkerhedspolitikken blevet en helt central del af den europæiske debat.
I dette efterår kigger POV nærmere på de sikkerhedspolitiske udfordringer, som Ruslands invasion af Ukraine har bragt Europa i, og hvad EU-landene gør – både som enkeltlande og i fællesskab – for at imødegå truslen.
Hver onsdag og fredag frem til jul sætter vi fokus på tidens store omvæltninger, der har tydelige tråde til konflikterne i Mellemøsten og globalt.
Læs flere artikler i serien her.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
