Blåt nederlag trods Søren Gade-effekten

af i EU/Politik & Samfund

EP-VALG 2019 // ANALYSE – Selv om Venstre sejrede stort ved europaparlamentsvalget, blev resultatet samlet set et nederlag til blå blok. Særligt Dansk Folkeparti tabte stemmer og lignede på valgaftenen et parti, der har fejlvurderet folkestemningen i forhold til spørgsmålet om klimaforandringer, skriver Bjarke Larsen.  

Der er mange interessante tendenser ved søndagens EU-valg. Jeg vil prøve i stikordsform at se på nogle af dem:

De fire partier bag den nuværende regering led et kæmpe nederlag. I alt gik de fra 55,4 pct. af stemmerne i 2014 til 42,6 pct. i år. Det er næsten hver fjerde stemme, man har mistet.

Trækker man Dansk Folkeparti ud af ligningen, er der imidlertid tale om en fremgang på 3 procentpoint – fra 28,8 til 31,9 pct. til de tre regeringspartier, Venstre, De Konservative og Liberal Alliance. Denne fremgang må formodentlig tilskrives, at Venstre har fået stemmer fra en del af de vælgere, der i hobetal er flygtet fra DF.

I sin tale på valgaftenen langede Pia Kjærsgaard ud efter det, hun kaldte ”klimatosserne”. En udtalelse der tyder på, at partiet har mistet sin evne til at mærke, hvad der rører sig i folkehavet

Venstre har også opsamlet stemmer fra især De Konservative, der stod med en ny, ukendt spidskandidat, og fra Liberal Alliance, der kun fik 2,2 pct. af stemmerne.

Hertil kommer Søren Gade-effekten. Den tidligere forsvarsminister er, trods en række uheldige sager i hans ministertid, voldsomt populær i borgerlige kredse, og de personlige stemmetal viser, at han støvsuget stemmer især i det jyske.

Denne effekt vil selvfølgelig give ny energi til Venstres kandidater og aktivister, men det er svært at tro, at det vil kunne ændre afgørende på folketingsvalget.

Socialdemokratiets statsministerkandidat, Mette Frederiksen, manede dog til forsigtighed, da resultatet blev kendt: ”Intet er afgjort endnu”, lød hendes budskab, der skal holde S-aktivisterne i gang og få så mange S-vælgere som muligt op af sofaen og hen i stemmeboksen om 9 dage. Hun fik også sagt, at resultatet gjorde folketingsvalget “mere spændende”, hvilket må siges at være en eufemisme.

Rød sejr – de ‘Radicoole er på vej tilbage

Modsat er der fremgang til rød blok, selv om det er svært helt at sammenligne tallene, da hverken Enhedslisten eller Alternativet stillede op i 2014.

Men hovedparten af stemmerne til Folkebevægelsen mod EU kommer fra rød blok, og hvis man tager bevægelsens tal med i beregningen, er der tale om en fremgang fra 44,6 til 57,4 pct.

Selv uden Alternativet og Folkebevægelsen mod EU får S, SF, Enhedslisten og De Radikale tilsammen et flertal på 50,3 pct. af stemmerne. Det er ret imponerende.

Der er ikke tvivl om, at De Radikale er på vej frem. Det er igen ved at være ‘radicool ‘at stemme på liste B

Det er også værd at lægge mærke til, at SF er blevet størst i hovedstadsområdet, hvor De Radikale også har overhalet Enhedslisten. Selv om det til dels skyldes, at en del Ø-vælgere har valgt at sætte krydset ved Folkebevægelsen, er der ikke tvivl om, at De Radikale er på vej frem. Det er igen ved at være radicool at stemme på liste B.

Partiet har for et første et program, der appellerer til mange storby-unge, for det andet skal man ikke underkende en Margrethe Vestager-effekt, og for det tredje er Morten Østergaard trådt mere og mere i karakter som en dygtig partileder med gennemslagskraft efter en lidt farveløs start, da han tog over efter Vestager.

S-skuffelse trods fremgang

Socialdemokratiet fik et fint valg med fremgang fra 19,1 til 21,5 pct. af stemmerne, men det er en bitter pille at sluge, at Venstre stormede forbi og ikke bare blev det største parti, men også sikrede sig et mandat mere end S.

Socialdemokratiet har altid haft det svært ved EU-valgene, fordi en del af partiets vælgere har været EU-skeptiske og enten er blevet hjemme på sofaen eller har stemt først på JuniBevægelsen og senere på Folkebevægelsen mod EU.

Frem mod næste valg skal Socialdemokraterne nok til at overveje, om man kan køre en populær topminister i stilling

De to topkandidater – Jeppe Kofod og Christel Schaldemose – er dygtige og gør det godt, men det er tydeligt, at de ikke kan trække stemmer på samme måde, som Poul Nyrup Rasmussen kunne, da han stillede op, eller som Søren Gade kunne denne gang.

Frem mod næste valg skal Socialdemokraterne nok overveje, om man kan køre en populær topminister i stilling (hvis man overtager regeringsmagten efter næste valg), og også om det er klogt kun at opstille ni kandidater, som man har gjort denne gang.

Dansk Folkeparti og ”klimatosserne”

Dansk Folkeparti rammes ekstra hårdt af, at de ikke er i valgforbund med andre partier. Deres ene mandat er det dyreste af alle de 14 mandater.

Tilbagegangen skyldes den tilbagegang, der også har ramt partiet i forhold til folketingsvalget, og hertil kommer så anklagerne om at have misbrugt penge fra de to EU-fonde Meld og Feld.

Hertil kommer, at man i 2014 også havde en helt overvældende fremgang i kraft af en Morten Messerschmidt-effekt, hvor man denne gang har valgt en spidskandidat, der er ukendt i den brede offentlighed.

I sin tale på valgaftenen langede Pia Kjærsgaard ud efter det, hun kaldte ”klimatosserne”:

Det er en udtalelse der tyder på, at partiet har mistet sin evne til at mærke, hvad der rører sig i folkehavet. Lige så dygtigt, partiet har været til at opfange og italesætte bekymringen over indvandringen, lige så meget går man nu skævt af bekymringen for klimaforandringerne.

Selvfølgelig er der et segment, som er enige med Pia Kjærsgaard i, at der er tale om ”tosserier”, men det er ikke stort – og det vil formodentlig skrumpe stadig mere i de kommende år.

En forsmag på dette fik partilederen, da #klimatosse straks begyndte at trende på de sociale medier. DR skriver, at Kjærsgaards udmelding har givet bagslag og at SF Ungdom sågar har benyttet sig af udtrykket i en kampagne, som de for kort tid siden har lanceret på sociale medier under overskriften ‘bliv en del af klimatosserne’.


Foto: Wikimedia Commons. 

Jeg er journalist og redaktør og driver bl.a. nicheforlaget Pressto (www.forlaget-pressto.dk), der har specialiseret sig i bøger om børn og unge med diagnoser eller andre udfordringer i hverdagen. Desuden er jeg initiativtager til festivalen Historiske Dage (www.historiske-dage.dk).
Jeg er uddannet journalist og har både arbejdet freelance og haft eget firma. Senest var jeg i perioden 2011-16 chefredaktør på branchebladet BogMarkedet. Før det har jeg lavet PR og branding for diverse virksomheder og skrevet om udenrigspolitik med særligt fokus på Afrika og 3. verden.
Politisk har jeg en fortid hos De Radikale, bl.a. som redaktør af partiets medlemsblad. I dag er jeg passivt medlem af Socialdemokratiet.
I en menneskealder boede jeg i Sønderborg, hvor jeg bl.a. i 10 år redigerede det satiriske årshæfte æ Rummelpot. I dag slår jeg mine folder i en haveforening i Sydhavnen.
Du kan donere beløb til min journalistik via Mobile Pay og Swipp på 20 74 68 44. Alle beløb, store som små, er velkomne.

Seneste artikler om EU