UKRAINE // REPORTAGE – I de enheder, Jens Alstrup besøger, er de ukrainske soldaters rotationer ved frontlinjen blevet længere og deres ophold i forlægningen kortere. Dog vækker nye forsyninger af blandt andet gummistøvler og powerstations begejstring.
På min seneste og snart færdige rejse med forsyninger til ukrainske soldater og medicinere er stemningen langt mere sammenbidt end tidligere.
Mine venner fra en eliteenhed i Bakhmut-området er trukket tilbage fra fronten. Jeg møder dem uden for Kyiv. “Vores enhed er godt splittet ad lige nu,” siger Max. Han er min gode ven, som jeg fejrede jul sammen med. Hans rotationer ved frontlinjen bliver længere og længere og opholdene i forlægningen kortere og kortere. Til jul var han fx inde i blot en enkelt dag.
Fra sin seneste omgang kunne han fortælle, hvordan russerne nu igen bruger termobariske våben i stor skala langs hele fronten, og hvordan åbningen til deres egen bunker ved skyttegraven blev grillet godt og grundigt på 1.500 meters afstand.
“Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det må have været for dem, der blev ramt. Det må have været et helvede!” sagde Max og tilføjede: “Da vi måtte rømme vores position, affyrede russisk artilleri 40 salver fra mange kanoner. Vi kunne kun skyde seks granater den anden vej!”
Det var imidlertid tydeligt at mærke, at soldaterne havde haft en slem omgang og mange oplevelser, som mennesker ikke burde have haft
Gummistøvler og vinterjakker blev modtaget med glæde. Rygsækkene fra det danske militær vakte også stor glæde, men størst var den over to store powerstations med 1.200 W batterikapacitet og 1.800 W kapacitet på kablet. “Da vi måtte flygte fra vores position, var vi nødt til at efterlade alt for at redde os selv!” sagde Max. Dermed var vores sidst donerede powerstation gået til grunde.
Allerstørst var glæden dog, da jeg kunne fortælle, at deres termiske drone var på vej til dem. Det har vi kunnet i kraft af den store opbakning, vi har oplevet fra mange almindelige og måske ikke helt så almindelige danskere. Vi har fået enkeltbeløb fra 50 kroner og helt op til 50.000 kroner. Det er meget flot! Og nu er det på et niveau, hvor det gør en forskel for kampevnen for Max’ enhed på omkring 1.000 soldater.
Det var imidlertid tydeligt at mærke, at soldaterne havde haft en slem omgang og mange oplevelser, som mennesker ikke burde have haft. Det gjorde mig ondt at se, at de, som er blevet mine gode bekendte, har det så hårdt. Deres rotation er ikke kommet en dag for tidligt. Nu skal de formentlig have orlov, så de kan gense deres kære, og så skal der trænes med nye rekrutter, så de igen kan blive en velfungerende enhed. Det er tredje gang på et år, at de skal igennem dette. Det er barskt!
Under kanontorden i Ukraine
Lyman er et hotspot, og det giver ingen mening at opholde sig der mere end allerhøjst nødvendigt. Der er farligere områder, som fx Kherson, men der er sandelig også mere sikre områder. Natten havde vi derfor i Kharkiv, så vi kunne slutte turen til Lyman med at overnatte i Dnipro. Kharkiv var dog ikke mere sikker, end at der var ganske mange eksplosioner gennem natten. Det lød som et S300-missil, og det var det. Et af dem ramte mindre end 1.000 meter fra vores hotel.
S300, der er beregnet til at ramme fly, har et sprænghoved på mellem 24 og 150 kilo afhængigt af model og årgang. Vi kørte forbi skaderne fra et af missilerne, og de var ikke overvældende, hvorfor det må have været et af de nyere med det lille sprænghoved. Målet var en beboelsesejendom, og beboerne stod udenfor, og redningsfolk var stadig i aktion. Jeg valgte ikke at stoppe og tage billeder. Det er ren terror af civilbefolkningen, der foregår her!
Rejsen fortsatte mod øst til Lyman. Her skulle vi aflevere mere udstyr til en kampenhed og tale med et stabiliseringscenter, som vi før har leveret udstyr til. Jeg har også boet hos dem og været med på evakuering af en såret soldat med dem. Overdragelsen af udstyr gik godt, men mødet med medicinerne var desværre gået i vasken som følge af fejl i kommunikationen. Det bliver til et senere møde. Jeg er derude igen om 14 dage.
Udstyret medførte de sædvanlige billeder af glade soldater med tommelfingeren op stående ved udstyret. Det er godt nok, men alting bliver rutine en dag. Det vigtigste er, at udstyret er i brug, og det gør gavn! Udstyret blev leveret under akkompagnement fra det ukrainske artilleri, der beskød de russiske stillinger omkring 20 kilometer fra os. Her var det tydeligt, at det ukrainske artilleri havde overtaget, i det mindste mens vi var der, men fra de daglige rapporter fra den ukrainske generalstab fremgår det tydeligt, at også her er ukrainerne under hårdt pres fra talrige russiske angreb.
Levende fakler
På vejen til Dnipro så vi både et Himars-raketsystem, en Leopard 2-kampvogn og masser af andet udstyr. Vi ved jo, at det findes herude, men det er noget særligt at se det i virkeligheden. Vi så også et ukrainsk Su-27- eller MiG-29-kampfly på stor afstand. Det ukrainske luftvåben lever endnu! Det er dybt imponerende og tjener dem stor ære.
I Dnipro mødtes vi med Dariya og Slavik. Dariya er leder af “PTSD Med Combat Team”, som består af læger og paramedicinere, men som også deltager aktivt i kampene. Russerne har alligevel ambulancer som topmål, så det gør ingen forskel. Dariya har været såret i flere omgange.
Gensynet var varmt. Fra Nikita, en russisk kirurg i Danmark, var der tre kasser med medicinske forsyninger, og vi havde også en del udstyr med til soldaterne hos dem. Også Slavik var glad. Det betyder meget, at vi kommer fra Vesten og leverer udstyr til dem. Enheden består af russere, der hjælper Ukraine. Typisk russere, der har en eller anden forbindelse til Ukraine, ofte familie eller opvækst.
Slavik fortalte, at de var 32 mand i den enhed, som han var sammen med oprindeligt. Nu er der syv tilbage af hans kammerater, ham selv inklusive. Alligevel virkede han optimistisk, og han viste stolt på video, hvordan han havde nakket en russisk T72-kampvogn på mindre end 100 meters afstand med en RPG, eller “bazooka”, som mange civile kalder dem for. Vi talte om forskellige frontafsnit, og jeg fik en patron til en AK47 fra ham. En gave, som jeg må give videre, da jeg ikke må have den, hverken her i Ukraine og slet ikke i Polen og Danmark.
Slavik viste os en droneoptagelse. En af de mange, der befinder sig på fx Telegram og andre steder. Det var en russisk pansret mandskabsvogn, der blev ramt af en anden drone, og så brød den i brand. Soldaterne i den løb hurtigt ud, men de var levende fakler. Nogle var hurtigt slået ud, og nogle få kæmpede i nogen tid for at få ilden slukket. Det så ikke ud til, at en eneste af dem slap godt fra det, og det må have været en frygtelig død.
Jeg har det dobbelt med den slags. Krig er brutalt, og det er nedkæmpelsen af russiske tropper, som sikrer Ukraines overlevelse. Men vi er alle mennesker, og en lidelsesfuld død ønsker jeg ikke for nogen, være sig ven eller fjende. Men den slags tanker er nemme at have, når man sidder i et varmt og komfortabelt hotelværelse og skriver om det.
Jeg er hjemme i hele tre dage, før jeg igen rejser tilbage her til Ukraine. Jeg får lige vasket tøj og service på kassevognen.
Læs mere om Ukraine i POV her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
