GRÆNSEKONFLIKT // ANALYSE – Det er langt fra sikkert, at der kommer nogen russisk invasion af nabolandet Ukraine, men der er så mange underliggende og uafklarede kriser i sagen, at det fremover vil komme til jævnlige skærmydsler.
Efteråret 2021 har budt på flere eksempler på, at forholdet mellem Rusland og Vesten er det dårligste siden den kolde krigs afslutning. Denne bemærkning er efterhånden blevet en kliche, men de seneste måneder har desværre bekræftet klicheens sandhedsværdi.
Efterårets migrantkrise ved Belarus’ grænser til EU var et eksempel. Krisen opstod ikke nødvendigvis på russisk foranledning, men eftersom Belarus’ præsident Aleksandr Lukasjenko for tiden må klynge sig til Putin for at forblive ved magten i Belarus, er det oplagt at se denne migrantkrise i et mere overordnet Rusland/Vesten-perspektiv. Migrantkrisen kan dog hurtig komme til at blegne i forhold til konsekvenserne af den massive russiske oprustning på grænsen til Ukraine.
Rusland har altid haft det svært med Ukraines uafhængighed. Det kom blandt andet til udtryk i det lille essay Putin i juli 2021 skrev om Ukraines historie. Det er fuldt af halve sandheder og meget søgte fortolkninger
I foråret 2021 udspandt en lignende russisk oprustning sig ved Ruslands grænse til Ukraine. Dengang endte det med, at Rusland trak en stor del af sine tropper tilbage. Om det ender på samme måde denne gang, er trods alt nok det mest sandsynlige – men sikkert er det ikke. Bag alt dette ligger Ruslands problemer med at finde sig til rette i verden efter den kolde krigs afslutning, og her spiller Ukraine en central rolle.
Modvillig accept af Ukraines uafhængighed
Rusland har altid haft det svært med Ukraines uafhængighed. Det kom blandt andet til udtryk i det lille essay Putin i juli 2021 skrev om Ukraines historie. Det er fuldt af halve sandheder og meget søgte fortolkninger. Essencen er på mange måder, at Ukraine ikke er en nation for sig selv, og i det omfang det er, så er det skabt af udenlandske magter.
Putins syn på forfatteren Nikolaj Gogol (1809 – 1852) er i denne sammenhæng meget illustrativ. Putin skriver, som sandt er, at Gogol skrev på russisk, men at hans værker er fulde af ukrainske ordsprog og folklore. I sit essay spørger Putin retorisk, hvordan man kan dele en sådan arv, og hvorfor man overhovedet skal gøre det?
Dertil kan man jo indvende, at en sådan situation eksisterer mange steder i verden, uden man af den grund drager en stat eller en nations eksistens i tvivl. Danmark og Norges forhold til forfatteren Ludvig Holberg (1684 – 1754) er jo et godt eksempel i den sammenhæng.
Putins opfattelse af, at russere og ukrainere i virkeligheden blot er et og samme folk, kom også til udtryk sidst Putin var i Kiev. Det var i 2013, da man fejrede 1025-året for Vladimir den Helliges kristning af Kiev Rus’ i 988. Under dette besøg omtalte Putin naturligvis det nære fællesskab med Ukraine og Belarus og sagde, at de fælles åndelige værdier gør de østslaviske folk til ét folk.
Med disse forhold in mente undrer det jo ikke, at Rusland har svært ved at acceptere, at Ukraine rent faktisk er en selvstændig stat, der ikke ser sig selv som blot liggende i en russisk interessesfære. Hertil kommer så også spørgsmålet om fortolkningen af tiden efter den kolde krig.
Påstået udnyttelse af Ruslands svaghed
Hovedproblemet her er spørgsmålet om hvorvidt Sovjetunionen, og senere Rusland, på et tidspunkt blev lovet at NATO ikke ville udvide længere mod øst. Vesten har set NATO’s udvidelse mod øst som udvidelsen af en freds- og stabilitetszone i et potentielt meget uroligt område.
Fra Moskva ser det imidlertid anderledes ud. Her ser det ud som om, Vesten har forsøgt at udnytte Sovjetunionens, og senere Ruslands, svaghed til at trænge Rusland tilbage fra områder, der traditionelt enten har tilhørt Rusland, eller hvor Rusland har haft stor indflydelse.
Dertil skal føjes et traditionelt russisk mindreværdskompleks over for Vesten. Dette mindreværdskompleks kan umiddelbart føres tilbage til den ideologiske kappestrid mellem øst og vest under den kolde krig, hvor det sovjetiske kommunistpartis legitimitet i sidste ende afhang af, om Sovjetunionen kunne indhente og helst også overgå Vesten i velfærd.
Der er i Rusland en lang tradition for, at man vil anerkendes som en ligeværdig partner af Vesten/USA
Det kan også føres længere tilbage, nemlig til Peter d. Stores tid i starten af 1700-tallet. Peter d. Store ville modernisere Rusland efter vestligt forbillede og forestod en meget hårdhændet modernisering af Rusland. Hvorvidt denne lykkedes eller ej, og om den i det hele taget var ønskværdig, har man i Rusland diskuteret de sidste 300 år, og med stor sandsynlighed vil diskussionen fortsætte de næste 300 år.
Der er i Rusland en lang tradition for, at man vil anerkendes som en ligeværdig partner af Vesten/USA. I foråret 2021 var der, som tidligere nævnt, en lignende russisk militær opmarch ved grænsen til Ukraine. Den blev standset, da topmødet mellem Putin og Biden i Geneve fandt sted i juni 2021.
Det er bestemt sandsynligt at noget lignende kan finde sted igen, hvis det atter kommer til et topmøde mellem Putin og Biden. Hvad Rusland ønsker af sådan et topmøde er ingen hemmelighed. Putin har nemlig aldrig langt skjul på, at han er utilfreds med den verdensorden, der opstod efter den kolde krigs afslutning. Senest blev det understreget den 23. december 2021, da Putin holdt sin årlige pressekonference for både russisk og udenlandsk presse.
Ruslands ønsker er således helt klare. Nemlig en sikkerhedsgaranti for at NATO ikke udvider yderligere mod øst – og også gerne en eller anden form for tilbagerulning af NATOs indflydelse i Østeuropa. Det er naturligvis indrømmelser NATO ikke kan give med den begrundelse, at Rusland ønsker det.
Der forestår således et stort diplomatisk arbejde, der bør have som formål at mindske Ruslands angst for Vesten, samtidig med at NATO ikke kan give indtryk af, at det ligger under for russiske militære trusler mod Ukraine.
Ukraine som trussel mod Rusland
Det er ofte blevet hævdet, at det militærstrategisk er umuligt for Rusland at acceptere ukrainsk medlemskab af NATO. Der er imidlertid også andre grunde til, at Rusland har grund til at frygte Ukraine. Putin hævder jo selv, at russere og ukrainere på det nærmeste er ét folk med samme sprog, kultur og religion. I så fald ville det være uheldigt for Putin, hvis Ukraine udviklede sig markant anderledes end Rusland.
Putins nationalkonservative påstand om, at Rusland er kernen i en eurasisk verden, med en markant anderledes kultur end Europa, vil stå meget dårligere hvis et andet østslavisk land – i dette tilfælde Ukraine – kunne udvikle sig efter en vestlig liberal samfundsmodel, hvor for eksempel valgresultater faktisk kan være en overraskelse.
Hvis Vesten virkelig vil hjælpe Ukraine, ville et godt sted at starte, være at hjælpe landet med at bekæmpe korruption og i det hele taget støtte civilsamfundet
Ukraine er et mindre autoritært land end Rusland, og i Freedom House’ årlige undersøgelse af alverdens lande bliver Ukraine klassificeret som et delvist frit land, mens Rusland bliver klassificeret som et ufrit land. Det er i sagens natur ikke en prangende placering Ukraine indtager her. Samme tendens ses hos Transparency Internationals oversigt over korruptionsopfattelser i verdens lande, der blev offentliggjort i januar 2021. Her kommer Ukraine ind på plads nummer 117 og Rusland på plads nummer 129.
Danmark og New Zealand delte plads nummer 1 som verdens mindst korrupte lande. Selvom Ukraine ifølge disse opgørelser altså klarer sig en anelse bedre end Rusland, er det mildt sagt ikke et imponerende resultat.
Hvis Vesten virkelig vil hjælpe Ukraine, ville et godt sted at starte, være at hjælpe landet med at bekæmpe korruption og i det hele taget støtte civilsamfundet, således at landet kunne blive eksemplet på, at en vestlig liberal samfundsmodel er mulig i den østslaviske verden. Hvis det blev et ufravigeligt faktum, ville Putin og Lukasjenko virkelig have grund til at frygte Ukraine.
Ukraine er blevet mere vestorienteret
Intet tyder på, at der var en voldsom folkestemning i Ukraine for at landet skulle blive en del af NATO før 2014. En meningsmåling, der viser holdningen til NATO i hele Ukraine over perioden 2002 -2009 viser, at der aldrig i denne periode var et flertal for Ukrainsk medlemskab af NATO. I juni 2002 støttede 32 % af Ukraines befolkning medlemskab, mens 32,2 % var imod. I juli 2009 var det tal ændret til, at blot 20,1 % af befolkningen ønskede NATO-medlemskab, mens hele 59,3 % var imod.
Det har naturligvis ændret sig, og en meningsmåling fra november 2021 viser, at 58 % af ukrainerne nu støtter et ukrainsk medlemskab af NATO og at 62 % støtter ukrainsk medlemskab af EU. Denne meningsmåling er foretaget over hele Ukraine, men ikke på Krim eller i folkerepublikkerne Luhansk og Donetsk. I disse områder har skepsissen over for NATO traditionelt været høj, men det er naturligvis ikke hele forklaringen på så stor en forandring.
Imidlertid er det et godt udtryk for, at Rusland har gjort rest-Ukraine mere pro-vestligt og anti-russisk ved dels at fratage Ukraine kontrollen over de mest pro-russiske egne, men også ved konstant at være en trussel mod Ukraines eksistens.
Russisk invasion af Ukraine?
I den nuværende situation er det store spørgsmål naturligvis, om det kommer til en russisk invasion af Ukraine. Al fornuft siger, at det ikke bør ske. Så længe Ukraine ikke har den fulde kontrol over sit territorium, er det utænkeligt at Ukraine bliver medlem af NATO. Hvis den blotte eksistens af de selvudnævnte folkerepublikker i Donetsk og Luhansk kan sikre det, giver det rationelt set ikke nogen mening af forestille sig en russisk invasion af Ukraine.
Omfanget af den nuværende militære opbygning er dog alene på grund af dens omfang foruroligende. Ikke mindst fordi det også kan være forbundet med et vist prestigetab at afblæse en så stor mobilisering uden at have opnået nogen som helst politiske resultater.
Her er det også værd at huske, at utilfredsheden med tabene i Afghanistan i 1980’erne, sammen med så meget andet, var med til at underminere kommunistpartiets autoritet i Sovjetunionen
Overvurderer Vesten risikoen for en russisk invasion, som (måske) aldrig har været planlagt, kommer Vesten let til at give for store indrømmelser. Det vigtigste for Putin er og forbliver naturligvis, at det nuværende system i Rusland bevares. Der er ingen grund til at tro, at Putin ikke er klar over omkostningerne ved en større invasion af Ukraine, og at en sådan kan blive en alvorlig trussel mod ham selv.
Her er det også værd at huske, at utilfredsheden med tabene i Afghanistan i 1980’erne, sammen med så meget andet, var med til at underminere kommunistpartiets autoritet i Sovjetunionen. Nu er Ukraine selvsagt ikke Afghanistan, men erfaringerne fra 2014 bør heller ikke anspore Rusland til en yderligere invasion af Ukraine.
Selvom Ruslands erobring af Krim i 2014 nærmest forløb gnidningsløst, viste det sig mere kompliceret med andre dele af Ukraine. Drømmen om at det sydlige Ukraine under navnet Novorossija ville blive en del af Rusland lod sig tydeligvis ikke gennemføre i 2014. I stedet endte man med de to folkerepublikker i Luhansk og Donetsk, der ikke ligefrem er den bedste reklame for, hvad det vil sige at bo i et russisk protektorat.
Det ser heller ikke ud til at en inkorporering af folkerepublikkerne Luhansk og Donetsk i Rusland er specielt populær i den russiske befolkning. I marts 2021 var det kun 26 % af Ruslands befolkning, der støttede den tanke ifølge en meningsmåling fra det anerkendte Levada Institut i Moskva.
Rusland er med al sandsynlighed klar over, at Ukraines hær er i langt bedre stand i dag end i 2014. Blandt andet har Ukraine købt Bayraktar-droner i Tyrkiet. Ikke mindst ihukommende den store rolle disse droner spillede i krigen mellem Armenien og Azerbajdsjan om Nagorno Karabakh i 2020, er det en yderligere indikation af, at en eventuel russisk invasion af Ukraine på ingen måde vil være gratis for Rusland.
Meget på spil og ingen permanent løsning i udsigt
En russisk invasion af Ukraine vil have enorme konsekvenser – også internationalt. En succesfuld russisk invasion af Ukraine ville let kunne friste Kina til at øge presset på Taiwan. Der står således store ting på spil i den kommende tid i det russisk-ukrainske grænseområde. Den 25. december meddelte Rusland dog, at 10.000 soldater nu har afsluttet deres øvelse nær grænsen til Ukraine, og at disse soldater vil blive trukket tilbage til deres permanente baser.
Et er dog sikket, og det er, at situationen stadig er særdeles skrøbelig i området
Hvorvidt det er et tegn på en større afspænding i området er endnu uklart, men dog et tegn på, at det måske også denne gang blot var et russisk ønske om at vise, at man ønsker at sætte en stopper for en yderligere vestorientering af Ukraine, snarere end intentionen om en invasion af Ukraine, der fik Rusland til at spille med musklerne.
Et er dog sikket, og det er, at situationen stadig er særdeles skrøbelig i området. Så længe både halvøen Krims status og folkerepublikkerne i Luhansk og Donetsk er omstridte, vil der konstant komme til skærmydsler fra tid til anden.
En samlet løsning for hele området er ikke inden for rækkevidde foreløbig, så den umiddelbare ambitionen må være at forhindre, at en mindre konflikt i området forvandler sig til en større konflikt, der løber ud af kontrol.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
