EU I PUTINS SKYGGE #22 // KOMMENTAR – Truslen fra Rusland, Kina og Nordkorea kræver et tættere europæisk forsvarssamarbejde. De nordiske lande er gået foran med en styrkelse af forsvaret i Østersøregionen.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hvem ville have troet det, men fakta er, at Finland i maj 2022, tre måneder efter det russiske angreb på Ukraine, søgte om medlemskab af Nato og rent faktisk blev medlem året efter. Det var det endelige finske brud med forsigtighedspolitikken i forhold til Moskva, den såkaldte finlandisering. I mit perspektiv er det altid en urimelig betegnelse. For hvad skulle Finland ellers gøre alene over for den mægtige nabo mod øst?
Finland blev svigtet af de store vestlige demokratier under Vinterkrigen. Jo, der kom nordiske frivillige, flest svenskere, derefter danskere. Men fra Storbritannien og Frankrig blev det kun til snak.
Finland var det eneste land i krig med Sovjetunionen, der ikke måtte overgive sig. Den finske hær var ved våbenhvilen den 19. september 1944 ubesejret, men landet måtte afgive territorium til Stalin.
Rusland fortsætter og forstærker krigen mod Ukraine. Det sker i strid med den aftale, der blev indgået, da Ukraine efter selvstændigheden afleverede sine atomvåben til Rusland med garanti for aldrig at blive angrebet
Finlands Nato-medlemskab er et stærkt militært bidrag til det vestlige forsvar. Et eksempel herpå: Mens Danmark, foreløbig, har købt 27 af de avancerede amerikanske F-35 fly, er det finske indkøb på 64 stk.
Jeg har et lille historisk appendiks om Finland i min nye bog, Kan vi undgå en ny storkrig i Europa. Jeg synes generelt, danske forfattere beskæftiger sig alt for lidt med Finlands historie og sikkerhedspolitik og med de finsk-danske relationer. Derfor mit bidrag til at rette lidt op herpå.
Alle i samme forsvarsforbund
Og så kom Sverige omsider med i Nato. Det skete i marts, 2024. Et vigtigt svensk brud med mere end 200-års alliancefrihed. Tyrkiske pressionsforsøg med udgangspunkt i kurderproblematikken og lidt chikane fra Budapest forsinkede det svenske medlemskab. Men det kom da på plads. Sverige blev Natos 32. medlemsland. Det blev meget positivt noteret af Danmarks statsminister: ”Med jer ombord – endelig – vil Nato være stærkere, vores nordiske region vil være stærkere, og vi som naboer vil være stærkere. Tak Sverige,” sagde Mette Frederiksen ifølge Altinget den 6. marts, 2024.
I et nordisk perspektiv er der nu sket det, som mislykkedes efter 2. verdenskrig. Alle de nordiske lande er nu i samme forsvarsforbund. Det betyder en væsentlig militær styrkelse af Nato i Nordeuropa. Tilsammen har de nordiske lande faktisk en ret god styrke i luften. Og de danske og norske F-16 fly viste deres effektivitet i den syv måneder lange indsats over Libyen i 2011 for at beskytte civilbefolkningen.
Som en positiv tillægsbemærkning til det danske forsvar kan det noteres, at det har ganske stor kamperfaring. Vores styrker gjorde det godt i Bosnien, i Afghanistan og i Irak.
Det har ikke været min hensigt at skrive om nordisk forsvarspolitik i min bog, der beskæftiger sig med, om vi kan undgå en ny storkrig. Men da temaet for nærværende artikel er europæisk samarbejde, har jeg fundet det naturligt at tage udgangspunkt i det styrkede nordiske sammenhold. Det er der i høj grad brug for.
Vi står, som ingen kan være i tvivl om, over for en helt usædvanlig farlig udfordring fra Ruslands side. Jeg har i min bog en del med om sovjetisk og russisk adfærd siden 2. verdenskrig. Det er med nogle nedslag, som er præget af personlige oplevelser, som jeg håber, læseren kan finde som et nyttigt bidrag til et samlet overblik over udfordringen ”Fra Øst”.
Det kan måske virke ulogisk, at jeg medtager en positiv oplevelse fra et af mine besøg i Moskva. Men det var på et tidspunkt i foråret 1991, hvor det hele tegnede ret lyst med udsigt til et bedre paneuropæisk samarbejde.
De vestlige lande bør holde Putin op på Ruslands underskrift, når der skal forhandles fred
Folketinget fik faktisk i 1991 en indbydelse fra Den øverste Sovjet til at sende en delegation til Moskva for at fortælle om danske erfaringer med menneskerettighederne. Sovjetunionen planlagde en stor konference herom senere på året og ville gerne inddrage dansk viden. Jeg blev delegationsleder for en lille gruppe folketingsmedlemmer fra retsudvalget, fordi jeg repræsenterede det daværende største regeringsparti, Det Konservative Folkeparti. Den slags formalia gik russerne meget op i. Det gav lidt pudsige oplevelser, men dem kan man læse mere om i bogen.
Oplevelsen med samtaler med nogle af de første nogenlunde demokratisk valgte sovjetiske parlamentarikere var oplagt, at de ville af med det socialistiske system. De ville have de samme frihedsgrader som hos os. Men så skete alle de dramatiske ændringer i USSR fra sensommeren 1991. Det mislykkede kupforsøg mod generalsekretær Mikhail Gorbatjov, og det hele endte som bekendt med Sovjetunionens sammenbrud ved årets udgang.
Så kom Boris Jeltsin til magten, og med ham et rodet tiår, hvor det kunne være gået godt, hvis de visionære reformpolitikere havde haft held med deres planer. Men det blev ulykkeligvis den tidligere KGB-oberstløjtnant Vladimir Putin, der blev den egentlige magthaver. Vi mindes igen og igen hans ordsprog ”There is no such thing as a former KGB man”.
Jeg citerer den nu afdøde engelske krimiforfatter John le Carré, der – ingen sammenligning i øvrigt – som nærværende forfatter fra sit første besøg i Sovjetunionen næsten samtidig med mit havde et håb om, at det måtte gå godt for russerne. Han var der igen 20 år senere, da Putin havde udviklet sit brutale magtapparat, og kom til denne helt ændrede vurdering:
”Ingen af os kunne have forudset, at det kommunistiske Rusland mod alle ønsker og forventninger ville udvikle sig til en akut trussel mod demokratiet i verden.”
Den fuldstændige stalinisering
Er der overhovedet nogen grund til optimisme om forholdet til Rusland? Som jeg oplevede det i 1991, og andre med mig, ved vi, at der bag Putins kulisse er en demokratisk understrøm. Vi så den med de mange, der hellere ville have haft Aleksei Navalnyj som leder af et demokratisk, parlamentarisk Rusland. Men Navalnyj er død, formentlig slået ihjel af systemet.
Og Rusland fortsætter og forstærker krigen mod Ukraine. Det sker i strid med den aftale, der blev indgået, da Ukraine efter selvstændigheden afleverede sine atomvåben til Rusland med garanti for aldrig at blive angrebet. Jeg citerer i bogen dette såkaldte Budapest Memorandum fra december 1994, hvor Rusland, Storbritannien og USA ”genbekræfter deres forpligtelse til at afstå fra trusler eller brug af magt mod Ukraines territoriale integritet eller politiske uafhængighed, og at ingen af deres våben nogen sinde ville blive anvendt mod Ukraine”.
Set i bagklogskabens klare lys ville den russiske underskrift på dette memorandum have været tilstrækkelig til at advare Rusland, da man i 2022 foretog den store opmarch mod Ukraine, om at USA og Storbritannien militært straks ville have hjulpet Ukraine i tilfælde af, at de russiske styrker overskred grænsen.
De vestlige lande bør holde Putin op på Ruslands underskrift, når der skal forhandles fred. I mellemtiden må vi hjælpe Ukraine med alt, hvad vi kan militært og økonomisk.
Nogle mener måske, at den russiske elite fortsat støtter Putin. Det er næppe elitens sønner, der kæmper i Ukraine. Faktum er, at Putins propagandaapparat i høj grad styrer, hvad russerne må mene om situationen. Det kører med en effektivitet, der leder tankerne hen på Joseph Goebbels’ styring af tyskernes meninger om og opbakning til nazi-systemet.
Kendsgerningen er, at det russiske civilsamfund er brudt sammen. Et udtryk herfor er, at bevægelsen Memorial, der prøvede at samle viden om sovjettidens værste periode, nu er knust af Putins ”retsapparat”, eller som den russiske oppositionspolitiker Sergei Mitrokin udtrykte det i 2021: ”Memorial var den sidste barriere mod en fuldstændig stalinisering af samfundet og staten.”
Værdipolitik vigtigere end handelspolitik
Det er den situation, vi europæere må forholde os til. Der er ikke grundlag for nogen ønsketænkning. Min pointe, som jeg giver udtryk for i bogen, er, at det er afgørende, at demokratierne står sammen. Vi må lære af historien, af de fejl, der blev begået af de store europæiske demokratier i 1938-1939. Der er selvsagt ikke to historiske situationer, der er ens. Men noget kan vi forhåbentlig lære. EU skulle have reageret langt hårdere over for Putin, da han foretog den store opmarch før overfaldet på Ukraine. Det kan vi ikke ændre på nu, men vi kan intensivere det europæiske sikkerhedspolitiske og militære samarbejde.
Vi kan og bør gøre det med den realpolitiske viden, at det russiske bruttonationalprodukt på 2.021 milliarder dollars er omkring 10 % under Italiens på 2.255 milliarder USD, opgjort i 2023. Europas økonomi er langt stærkere end den russiske. Det bør omsættes i langt større samlet militær styrke.
I dette udvidede europæiske sikkerhedspolitiske samarbejde kommer vi ikke uden om debatten om nogle store mangler. For uanset hvilken linje USA måtte lægge i de kommende fire år med en temmelig uforudsigelig amerikansk præsident, kommer vi ikke uden om, at EU militært må kunne forsvare sig selv. Det betyder, at europæerne må have i det mindste nogle små atomvåben, så vi ikke risikerer at blive påvirket i vores adfærd af russiske forsøg på atomafpresning på slagmarken. Ganske vist er såvel Frankrig som Storbritannien atommagter, men med en begrænset kapacitet, som nærmest kan betragtes som de pågældende staters ultimative selvforsvar.
Den overforsigtige danske Kina-politik bør erstattes af en ny realpolitik, hvor vi erkender, at værdipolitik er vigtigere for vores fremtid end handelspolitik
Som den daværende finske statsminister Sanna Marin udtrykte det under et besøg i Australien i november 2022: ”I must be brutally honest with you. Europe isn’t strong enough right now … We would be in trouble without the United States.”
Det var godt og realistisk sagt. Europæerne må gøre meget mere for at være selvkørende forsvarspolitisk. Den debat må vi danskere bidrage til at fremskynde. Også i erkendelse af Danmarks egen utilstrækkelige forsvarskapacitet. Selvom der er planlagt brug af mange milliarder i de kommende år, betyder mange års forsømmelser af dansk forsvar, at der skal endnu mere til. Vi kender kun alle manglerne alt for godt. Et søværn, der er kørt ned, især de store skibe og uden ubåde, en hær med for lille mandskab og med for få avancerede våben og et flyvevåben, der har brug for mange flere fly end de bestilte F-35’ere.
Dertil kommer det globale perspektiv, som vi europæere også må tage stilling til. Truslen fra det kommunistiske Kina er på sigt alvorligere end fra Rusland. Vi bør ikke overlade forsvaret af friheden i Taiwan eller af den fri sejlads i Taiwan-strædet eller i det sydkinesiske hav til USA alene. I min bog har jeg et særligt afsnit om det spændte forhold mellem Japan og Rusland. Jeg kalder det demokratiske Japan for en slumrende kæmpe under opvågning. Sikkerhedspolitisk og militært er et styrket europæisk samarbejde med Japan vigtigt. For en stor søfartsnation som Danmark er fri sejlads på Østasien knyttet til demokratiernes samarbejde. Et element, som også Japan lægger stor vægt på.
Den overforsigtige danske Kina-politik bør erstattes af en ny realpolitik, hvor vi erkender, at værdipolitik er vigtigere for vores fremtid end handelspolitik.
Viggo Fischers bog, Kan vi undgå en ny storkrig? Europas frihed på spil, udkom tidligere på året på Forlaget Mellemgaard.
I bogen giver han en samlet vurdering af udviklingen i vores verdensdel siden afslutningen af 2. Verdenskrig. Han tager udgangspunkt i konkrete erfaringer og pointerer, at vi betaler en pris for naivitet over for styret i Kreml.
Europæisk sikkerhedspolitik i Putins skygge
Med krigen i Ukraine og mere usikre signaler fra USA, er forsvars- og sikkerhedspolitikken blevet en helt central del af den europæiske debat.
I dette efterår kigger POV nærmere på de sikkerhedspolitiske udfordringer, som Ruslands invasion af Ukraine har bragt Europa i, og hvad EU-landene gør – både som enkeltlande og i fællesskab – for at imødegå truslen.
Hver onsdag og fredag frem til jul sætter vi fokus på tidens store omvæltninger, der har tydelige tråde til konflikterne i Mellemøsten og globalt.
Læs flere artikler i serien her.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
