
UKRAINE // ANALYSE – Russerne presser på i Donbas, mens ukrainske enheder mangler ammunition, droner og luftforsvar. USA’s støtte er usikker, og Europa handler for langsomt. Fronten flytter sig meter for meter – med høje omkostninger på begge sider. Hvis Europa stadig vil have indflydelse på krigens udfald, er det nu, vi skal tage ansvar – ikke om et år.
Min sidste frontlinjeartikel var om en droneenhed i Pokrovsk. Dens position er bombet og forladt. Sådan er det mange steder lige nu. I runde tal besatte russerne 200 km² i marts, 300 km² i april og 500 km² i maj. Alarmisterne taler om et egentligt russisk gennembrud, men det kan jeg på ingen måde genkende.
Der er snarere tale om et konstant russisk pres, hvis succes måles i ukrainske tab af soldater og materiel mere end areal. At det er accelererende, svarer til forventningerne i forhold til årstiden, for det er meget svært for en hær at rykke frem i Ukraine fra sent efterår til tidligt forår. Dermed ikke sagt, at den russiske fremrykning ikke er alvorlig. Det er den.
Det er dødelig alvor, og Europa må gøre sig det klart, at Ukraine ikke kan blive ved med at være i stand til at komme tilbage i offensiven
Trump stoppede i nogle dage leveringen af alle efterretninger. Europa har meget af den amerikanske teknologi, og det, vi mangler, kan vi nogenlunde overkommeligt udvikle, men vi har slet ikke den amerikanske kvantitet, og her og nu kan vi ikke erstatte amerikanernes satellitter og anden højteknologisk forsvarsteknologi. Men når amerikanerne kan finde på fra den ene dag til den anden at lukke for efterretningerne, så er vi nødt til at gøre os uafhængige. Trump lukkede også for forsyninger af våben en tid, og lige nu ser det ud til, at kun det, som Biden bevilgede, går til Ukraine.
Senest har USA lige dirigeret 20.000 luftværnsmissiler, som skulle være tilgået Ukraine, til Mellemøsten, og det i en tid, hvor de ukrainske byer rammes af massive russiske luftangreb.

Som resultat mangler de ukrainske enheder ammunition. FPV-droner (”kamikazedroner”) er rationerede, og luftvåbnet kan ikke lukke effektivt af for de russiske angreb mod de ukrainske byer.
Det er dødelig alvor, og Europa må gøre sig det klart, at Ukraine ikke kan blive ved med at være i stand til at komme tilbage i offensiven. Der kommer en dag, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Den er vi ikke nået til endnu, og jeg kan ikke forudse hvornår, men et eller andet sted er den der, og når fx droneenhederne sidder passivt og venter på at have noget at skyde med, mens de selv bliver angrebet, så er den dag til at få øje på.
EU som næste mål
Det er svært at manøvrere i de mange forudsigelser om faren for Europa som helhed og Danmark i særdeleshed. Forsvarets Efterretningstjeneste vurderer, at blot seks måneder efter en eventuel russisk sejr eller våbenhvile i Ukraine vil Rusland have styrken til at udfordre Nato med en ny lokal krig. Fx mod et af de tre baltiske lande.
Briterne og tyskerne er stort set enige. Den britiske efterretningstjeneste mener, at Rusland forbereder at angribe med ”små grønne mænd”, ligesom de gjorde på Krim, og på den måde bruge de russiske mindretal som femtekolonne, bakket op af FSB-enheder og andre specialenheder uden kendetegn.
Mark Rutte, generalsekretær for Nato, mener, at der vil gå omkring fem år, før Rusland er klar til at udfordre hele den europæiske del af Nato, og der vil Nato i øvrigt være klar. Dvs. Nato uden USA. En analytiker spurgte, men uden at få svar, hvorfor man tror, at russerne er så venlige at vente med at udføre et eventuelt angreb, til Nato er klar. Så venlige var tyskerne fx ikke i 1939.
Russerne har med deres droneangreb mod civile begået forbrydelser mod menneskeheden
Rygter, og dem er der mange af, siger, at Trump overvejer at stoppe al hjælp til Ukraine ved indgangen til 2026. Mod dette taler, at der næste år er valg til Kongressen, og adskillige republikanske senatorer er lodret imod at stoppe støtten til Ukraine. Jeres gæt er lige så godt som mit, og deri ligger selve problemet. Vi kan ikke stole på USA mere.
Europa skal klare sig selv. Det kan vi godt, men det er på et hængende hår. Jeg har fx ikke hørt om en eneste våbentype til dato, som et europæisk land har opgivet for, at vi kan opnå en mere effektiv masseproduktion og logistik ved fronten.
End ikke det danske forsvar er på nogen måde på rette kurs. Bevares, jeg er med til diverse møder og præsentationer i kraft af mit engagement i et droneprojekt, og her kan jeg konstatere, at Forsvaret gør noget ved det, og meget ser ud til at være rigtigt, men … det tager bare så uendeligt lang tid. Vi må håbe, at det politiske led er parat til at tage nogle radikale og drastiske beslutninger, der kan kortslutte systemet til en ekspresstart.

Spektakulære sejre – for en pris
Ukraine scorede nogle fantastiske sejre mod russerne over den seneste tid. 41 russiske fly, hvoraf de fleste var strategiske bombefly, blev ramt af ukrainske FPV-droner (”kamikazedroner”). Dronerne var rullet i position tæt på flybaserne over længere tid, i almindelige lastbilscontainere.
Senere oplyste den ukrainske generalstab, at 13 fly var destrueret, og straks gik der brand i de sociale medier, hvor russiske trolde og andet godtfolk udstillede dette som det ultimative ”bevis” på ukrainsk propaganda. Nej, oplysningerne var, at 41 fly var ramt, og 13 fly var destrueret. Begge dele kan udmærket være sandt og udgør under ingen omstændigheder i sig selv en modsætning.
Ifølge de ukrainske opgørelser skal de russiske tab nu have rundet en million
Et godstog med et større antal kampvogne blev også ramt af droner. Droner, som var med på en godsvogn sammen med kampvognene. Guderne må vide, hvordan ukrainerne fik timet det. Også Kertj-broen til Krim blev ramt og undermineret af sødroner, men uden dog at bryde sammen.
Sejrene var mange og spektakulære. Svaret på de, ifølge russerne, ukrainske ”terrorangreb” på militære mål, var et massivt bombardement af de ukrainske byer. I flere omgange overgik russerne deres egne rekorder i antal missiler og droner, affyret over et enkelt døgn. Særligt Kyiv var hårdt udsat, men næsten alle store byer ved Dnipro-floden og øst for blev ramt. Her må man forstå, at den russiske bombning af civile boligblokke m.m. ifølge Moskva er en ren militær foreteelse.
Russerne har med deres droneangreb mod civile begået forbrydelser mod menneskeheden (FN) og krigsforbrydelser (Reportere uden grænser, Amnesty International, FN og flere andre). Fordømmelserne af Rusland er massive, men der er ikke nogen samlet militær og industriel plan for at tvinge russerne i knæ.
Situationen på landjorden
Desværre har de spektakulære sejre med droner langt inde i Rusland ingen betydning, i det mindste ikke i første omgang, for krigens udvikling på landjorden. De fly, som blev ramt, bruges primært til at ramme civilbefolkningen, og som mange vil vide fra litteraturen om Anden Verdenskrig, så er den militære betydning af den slags angreb sekundær. Med andre ord kan Ukraine glæde sig over, at Ruslands evne til at foretage terrorbombardementer er reduceret i et vist omfang, men det vil ikke gøre livet lettere for de ukrainske soldater ved fronten.
Russerne presser på mod nord, i retning af byen Sumy. Det er et tyndt befolket område. Der skal være sat 50.000 ekstra russiske styrker ind her. Ukraine siger fra deres side, at det russiske forsøg på at gennembryde de ukrainske linjer blev stoppet af primært en stor koncentration af HIMARS systemer (MLSR eller en moderne udgave af ”stalinorgler”).
Derfor vil det være helt forkert at tro, at en ukrainsk sejr ligger lige for. Den mulighed havde vi måske i 2022 og starten af 2023
Russerne har været dygtige til at jamme HIMARS på det sidste. Tidligere var de ustoppelige, men nu siger rygterne, at det kun er 20 pct., som slipper igennem de russiske modforholdsregler. Jeg ved også fra mine venner, at det var hårdt ved fronten der, som ellers i meget lang tid har været sekundær eller helt inaktiv, mens den ukrainske hær var inde i Kursk-regionen. Men som det ser ud fra diverse kort og oplysninger fra første hånd, så har ukrainerne måttet vige for de russiske angreb, men tilbagetrækningen har været begrænset, hvad som regel betyder, at det har kostet russerne dyrt.
Det samme kan man sige i øst. Her er Kharkiv og Kupjansk, de to nordlige sektorer for østfronten, og der holder ukrainerne så nogenlunde linjen. Kampene er tiltaget, men er stadig sekundære i forhold til, hvad der foregår omkring Sumy og Donbas. Nogle af de hårdest medtagne ukrainske enheder er taget ud fra de værste sektorer og placeret her i defensive roller. Det var tiltrængt, men moralen er fortsat høj.
En million døde og sårede russere …
Værst ser det ud i Donbas. Russerne rykker langsomt frem, og det sker under store tab. De ukrainske tab kender vi ikke noget til, men de er indlysende også store. Det siger alle rapporter. Det springende punkt er naturligvis, hvordan det ser ud i forhold til de russiske tab. Ifølge de ukrainske opgørelser skal de russiske tab nu have rundet en million. Der er strid om det tal, men det er, hvad vi har, og det er enormt. Alligevel ser det ikke ud til at have reduceret den russiske indsats.
Sagen er, at russerne fortsat rykker frem i Donbas. Pokrovsk holder stand mod de russiske angreb, hvor jeg troede, at byen ville være tabt i juli/august 2024. Men Pokrovsk er stadig ukrainsk kontrolleret. Det ændrer ikke ved, at russerne rykker mere og mere frem omkring byen.
Der var også meldinger om, at russerne er rykket ind i Dnipropetrovsk-regionen, hvad ukrainerne helt afviser. Sandheden ligger måske et sted midt imellem, for russerne har længe været meget tæt på grænsen mellem Donbas- og Dnipropetrovsk-regionerne, så det er meget tænkeligt, at russerne er kommet ind, omend kun meget beskedent, og det på åbne marker uden nogen militær betydning for nærværende.

Et andet hotspot i Donbas er omkring Toretsk, Kostjantinivka og Tjasiv Jar. Ukrainerne har reelt mistet kontrollen med Tjasiv Jar, men sidder dog fortsat på kontrollen over nogle få boligblokke. Dermed kan man heller ikke sige, at russerne har kontrol med byen, som i øvrigt er totalt smadret.
Men sydfra kommer russerne stadig tættere på Kostjantinivka, og senest har de ramt en meget populær tankstation, hvor soldaterne købte benzin, diesel og snacks i stor stil. Der har jeg selv været kunde adskillige gange.
Falder Kostjantinivka, så er Druzhkivka og hurtigt efter også Kramatorsk blevet til frontlinjebyer, og ukrainernes hold på et meningsfyldt område af Donbas er tabt. Her er det vigtigt at huske, at udviklingen, omend den er negativ for Ukraine, går meget, meget langsomt, så tidspunktet, hvor Ukraine i givet fald taber kontrollen med områderne i Donbas, ligger næppe lige for. Det bliver hverken i næste uge, næste måned eller næste kvartal.
Hastighed! Hastighed! Hastighed!
At ukrainske droneenheder eller artillerienheder sidder passive og venter på forsyninger, må der i den grad gøres noget ved, hvis Ukraine ikke skal tabe på lang sigt. Der er kun Europa til at gøre det, og her er det måske endda kun landene i Nordeuropa, der er villige. Derfor må jeg henvise til Ukraines tre prioriteter: Hastighed! Hastighed! Hastighed! Er et våben godt nok, så er det bare med at få det masseproduceret. Tiden for de kloge tanker og overvejelser er forbi. Nu tæller kun handling og mængde.
Markedet for kameraer til droner sidder Kina massivt på, og de er nærmest ikke til at opdrive noget sted i Europa. Ukraine er angiveligt tæt på at være klar med deres eget kamera til droner, men altså kun tæt på. Kina sidder også alene på andre komponenter, eller næsten alene. Især Ukraine er nået langt med at have egne komponenter, men de er ikke i mål på alle komponenter endnu. Europa som helhed er slet ikke. Vi har en seriøs udfordring her.
Derfor vil det være helt forkert at tro, at en ukrainsk sejr ligger lige for. Den mulighed havde vi måske i 2022 og starten af 2023, men vi gav russerne tid til at restrukturere deres styrker og deres industri, uden at vi selv gjorde det samme. Nu bliver det i bedste fald en lang og slidsom vej til sejr over de næste 2-4 år. Det kan også ende med nederlag, men dette vil også tage sin tid. Derfor kan Europa stadig bestemme krigens udfald. Rusland har tabt masser af krige, så det er ingen given sag, at Rusland ikke kan tabe. Langtfra.
I de kommende måneder vil jeg bringe beretninger fra selve fronten og fra konkrete soldater og deres oplevelser ved fronten og i russisk fangenskab.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og