MED LASTBIL TIL UKRAINE // REPORTAGE – I forstaden Bucha, blot 30 km fra centrum af Ukraines hovedstad Kyiv, giver udbrændte boligblokke og en kirkegård for ødelagte tanks et indblik i krigens rædsler, som de udspiller sig langs fronten og i de områder af landet, der har været eller er besat af Rusland. Bjarke Larsen er kørt til Bucha for at overdrage en brugt firehjulstrækker med nødhjælp til en lokal NGO.
I Ukraine går der soldater rundt, der kan takke en lille dansk NGO for, at de har reddet livet, eller at de har fået færre mén af at blive såret ved fronten. Og der går civile rundt, som kan takke samme organisation for, at de blev transporteret i sikkerhed.
Det var med den viden i baghovedet, at jeg i starten af februar valgte at bruge nogle dage på at køre en godt brugt firehjulstrækker den lange vej fra Aarhus-forstaden Lystrup til Kyiv, hvor bilen blev overdraget til en ukrainsk ngo.
Det er det hele værd, når man oplever glæden og taknemmeligheden hos aktivisterne i den ukrainske NGO, der holder til i de mindste og mest tætpakkede lokaler, jeg vist nogensinde har oplevet
I alt blev der kørt 10 biler afsted i denne omgang, og de var alle proppet med ikke mindst generatorer og hospitalsudstyr.
Den ukrainske ngo distribuerer biler og nødhjælp videre til forskellige hospitaler og hærenheder, hvor bilerne bliver brugt til at transportere sårede soldater væk fra fronten, så de kan få lægehjælp, eller til at transportere civile i sikkerhed for kampene.
Det var her, der blev fundet torturkældre og massegrave fulde af civile ukrainere. Nu er hverdagen vendt tilbage
Selve turen er der ikke noget hverken heroisk eller dramatisk over. Det handler om at køre en masse kilometer i en gammel bil, hvor der godt kan være gule lamper, der lyser, og hvor baglygterne kan være gjort fast med gaffa-tape – i kraft af årstiden en del af tiden i mørke, regn og slud. Samt at bruge det meste af en dag med bureaukrati for at få lov til at eksportere bilerne ud af EU og ind i Ukraine.
Men det er det hele værd, når man oplever glæden og taknemmeligheden hos aktivisterne i den ukrainske ngo, der holder til i de mindste og mest tætpakkede lokaler, jeg vist nogensinde har oplevet. Her er papkasser med nødhjælp overalt.
Massegrave og torturkældre
Efter at have overdraget bilerne til den ukrainske NGO fik jeg mulighed for at komme ud til forstaden Bucha.
Foto: Bjarke Larsen
Den ligger i samme afstand fra Kyivs centrum, som Birkerød eller Greve ligger fra Rådhuspladsen i København. Og det var så tæt, at de russiske styrker i krigens start var lige ved at erobre hovedstaden – hvorved de formodentlig ville have knækket den ukrainske modstandskraft.
I Bucha træder krigens brutalitet tydeligt frem og giver en lille forsmag på, hvilke rædsler der finder sted i de områder, russerne har erobret, eller hvor der i disse dage kæmpes.
Alt er optaget af de mange hundrede tusinder, der er flygtet fra det østlige Ukraine, hvor russerne har magten
Det var her, der blev fundet torturkældre og massegrave fulde af civile ukrainere. Nu er hverdagen vendt tilbage, og man kan gå rundt mellem de mange huse og beboelsesblokke, der er mere eller mindre ødelagt.
Det er surrealistisk voldsomt at se skudhullerne i en rutsjebane på en legeplads foran en boligblok, hvor den ene opgang står sodsværtet og afbrændt tilbage, mens der stadig bor mennesker i de andre opgange, for beboerne har ikke andre steder at tage hen.
Alt er optaget af de mange hundrede tusinder, der er flygtet fra det østlige Ukraine, hvor russerne har magten.
Foto: Bjarke Larsen
En gammel kvinde med et par plastikposer kommer gående forbi, mens hun kigger resigneret på os. En ung mand går hen til affaldscontainerne og sorterer omhyggeligt sit affald i tre fraktioner, inden han sætter sig ind i sin bil og kører. Bilen ved siden af skal absolut ingen steder – den er gennemhullet af skud, og motoren står udbrændt, rusten og forvreden tilbage.
Et sted er der stadig blod på gulvet. Hvem skulle også tørre det op?
I en af de udbrændte opgange er det muligt at komme ind og se sig omkring i lejlighederne. De er fuldstændig raserede af ild og granater.
For enden af gangen i en af lejlighederne står en rusten, forvredet vaskemaskine; i et værelse er børnebøger og legetøj strøet ud over det hele; i et andet er der kun resterne af metalskelettet til en seng tilbage – og et sted er der stadig blod på gulvet. Hvem skulle også tørre det op?
Kirkegård for rustne tanks
På vejen tilbage passerer vi først en bilkirkegård fyldt med vrag af biler, der blev ødelagt under den russiske besættelse af Bucha. Senere kommer vi fordi en tilsvarende ”kirkegård” bestående af 7-8 ødelagte tanks, der står langs vejen.
Endnu tættere på Kyiv er en bro på hovedvejen ødelagt af et missil, så trafikken må ledes udenom.
Dette er blevet den nye hverdag: missiler, der i en ujævn strøm regner ned over alle dele af Ukraine, og hvor der typisk, men absolut ikke kun, sigtes efter kritisk infrastruktur, især kraftværker.
Der er liv på gaderne, folk shopper videre i butikkerne, og den kollektive trafik fungerer – dog kører der under en luftalarm ikke tog over floden Dnepr, som løber tværs gennem Kyiv
Det har ukrainerne tilsyneladende efterhånden vænnet sig til: Både i Lviv og Kyiv var der luftalarmer, mens jeg var i landet, men hverdagen fortsætter tilsyneladende uanfægtet:
Der er liv på gaderne, folk shopper videre i butikkerne, og den kollektive trafik fungerer – dog kører der under en luftalarm ikke tog over floden Dnepr, som løber tværs gennem Kyiv.
Og bortset fra luftalarmerne er der umiddelbart kun få tegn på, at landet befinder sig i en overlevelseskamp mod den mægtige russiske nabo, når man kører gennem Ukraine fra den polske grænse over storbyen Lviv i det vestlige Ukraine og 550 km østpå til hovedstaden Kyiv.
Der er enkelte militære kontrolposter på hovedvejen, men de færreste er bemandede, og bilerne bliver ikke gennemsøgt på noget tidspunkt. Der er varme på hotelværelset, elektricitet og benzin på tankstationerne samt masser af varer i butikkerne.
Foto: Bjarke Larsen
Bilerne overlever få måneder
Men jo længere østpå man kommer, jo værre bliver situationen, og det er her, den danske NGO, Biler til Ukraine, kommer ind i billedet.
Bilerne overlever kun få måneder ved fronten, og derfor er behovet for nye og flere stort og konstant
Organisationen er startet af de to brødre Jesper og Morten Lindholt. Jesper har boet i Ukraine i mange år, og da Rusland invaderede landet 24. februar 2022, fik han ideen med at opkøbe gamle, billige biler i Danmark og donere dem til hæren i Ukraine. Han kørte selv bil nummer 1 til Ukraine, og med den leverance, jeg deltog i, er der indtil nu overdraget 110 biler – 2 er på vej i skrivende stund.
Bilerne overlever kun få måneder ved fronten, og derfor er behovet for nye og flere stort og konstant.
I Danmark opkøbes bilerne af Jespers bror, Morten, der er en ægte jysk krejler – på den gode måde. Han er også en sand blæksprutte, der med hjælp fra et par frivillige sørger for at få ordnet alle de nødvendige papirer til at kunne eksportere bilerne ud af EU, skaffe frivillige chauffører og lave kampagner og auktioner på nettet for at indsamle penge til at købe bilerne osv.
Efter besøget i Bucha gik turen hjemad med først nattog og så bus til Krakow og derfra fly til København. Fem ret intense dage, der godt kunne mærkes fysisk i dagene derefter. Det blev rigeligt opvejet af følelsen af at have ydet et lille bidrag til kampen for fred og frihed i Ukraine.
Biler til Ukraine kan støttes via MobilePay på 669994.
Læs mere i POV om Ruslands krig mod og i Ukraine her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
