POLITIK // JULEKALENDER – Ordet politikerlede hører man ofte i medierne, især på de sociale medier. Men det beslægtede ord vælgerlede hører man yderst sjældent, da mange nok vil finde det særdeles politisk ukorrekt. Og det er næppe noget, der skaffer stemmer, hvis det kommer fra en aktiv politiker.
I sommer dukkede ordet vælgerlede op fra tidligere Venstre-minister Søren Pinds tastatur i et indlæg i Berlingske den 18. august. Han har nævnt det et par gange før, men første gang det for alvor blev omtalt, var i forbindelse med det skelsættende jordskredsvalg i 1973.
Et jordskredsvalg er betegnelsen for et valg, hvor nogle partier går voldsomt frem, og andre partier går tilsvarende tilbage – og/eller når nye partier stormer ind på Christiansborg. Ved det seneste valg i 2022 kom Moderaterne ind på tinge med 20 mandater og Danmarksdemokraterne med 14.
Det var dog et meget lille jordskred, når man sammenligner med valget den 4. december 1973, hvor antallet af partier med ét slag steg fra 5 til 10.
Mest markant var det nye parti Fremskridtspartiet med Mogens Glistrup i spidsen, som fik 28 mandater, og Erhard Jakobsens CD, der høstede 14, samt Kristeligt Folkeparti, der fik 4. Desuden vendte DKP og Retsforbundet tilbage med henholdsvis 6 og 10 mandater. I alt 57.
Blandt de gamle partier, som gik voldsomt tilbage, var chokket og modløsheden til at få øje på i datidens cigartåger. I årtier er det i medierne blevet beskrevet, at det var den radikale Niels Helveg Petersen, der på valgaftenen sagde de opsigtsvækkende ord: ”Vælgerleden breder sig på Christiansborg.”
Andre mente dog at vide, at det var ”en fremtrædende venstremand”, der stod fadder til bemærkningen.
I 2016 genlæste jeg historien om jordskredsvalget og satte mig for at finde ud af, hvem der var ophavsmanden til den friske karakteristik af vælgerkorpset. Jeg ringede til Henning Christophersen, som dengang var valgt for Venstre. Han blev senere udenrigsminister, finansminister og EU-kommissær – en mand, der kendte Venstre ud og ind.
Da jeg spurgte, om han vidste, hvem det var, holdt han en længere pause, inden han stille og noget underspillet sagde: ”Det var vist mig, der kom til at sige det.”
De Radikales daværende pressechef og nære ven, Peter Lautrup-Larsen, fortæller, at Niels Helveg over for ham bekræftede, at det var Henning Christophersen, der fandt på det.
I 43 år holdt Christophersen oplysningen for sig selv.
Politikere bruger mange ord til at foreslå, forklare og bortforklare.
I 35 år har Michael Stuhr indsamlet nyheder og reportager på Christiansborgs gange og i nærmeste omegn. På hans vej rundt i den gamle bygning er han også stødt på pudsige ordvekslinger, citater og begivenheder, som han samlet til bunke.
Bob Katzenelson er illustrator og bladtegner. Han har tegnet til Randers Amtsavis, Berlingske Tidende og Det Fri Aktuelt som fastansat siden midten af firserne.
Freelance fra 1997 for Aktuelt, Politiken, Information og en række fagblade og magasiner. Har løst scenografiopgaver sammen med instruktør Stig Fogh Andersen på operaerne ’Kain og Abel’, ’Ragnarok’ og ’Tristan og Isolde’.
Har illustreret og lavet omslag til børnebøger, fagbøger og skønlitterære udgivelser. Tegnet plakater, lavet vægmalerier og alt muligt andet indenfor tegnefaget.
http://www.katzenelson.dk/
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her