Uffe Elbæk

Uffe Elbæk: Vi kan lukke ned – har vi modet til at lukke op til et frit, grønt postkapitalistisk Danmark?

i Politik & Samfund/Danmark af
KRONIK – Er et frit, grønt postkapitalistisk Danmark overhovedet muligt, spørger Uffe Elbæk? Det er ikke bare muligt, det er også nødvendigt. For hvis vi ikke ændrer kurs nu, så ender vi der, hvor vi er på vej hen, og det er lige lukt ud over klima- og biodiversitetskanten. Det er vores ansvar at drømme vildt og modigt, at sætte kurs mod det bedste samfund, vi kan forestille os.

De sidste uger har på alle måder været usædvanlige, ikke mindst på Christiansborg. Aldrig har vi gennemført så mange dybt komplekse hastelove. Aldrig har vi arbejdet så målrettet sammen på tværs af politiske holdninger. Og aldrig har politikken været mere håndholdt. De mange hastelove viser på den ene side styrken ved det danske velfærdssamfund og vores demokratiske institutioner.

På den anden side har de sidste ugers hastelovgivning også vist en bekymrende villighed til at træffe politiske beslutninger, der presser vores demokratiske selvforståelse som et åbent, liberalt og demokratisk samfund. Hvilket kun viser, hvor usædvanlig en politisk, social og økonomisk situation, Danmark befinder sig i. Endnu kender vi ikke effekten af de tiltag, vi har taget som land, dertil er det endnu for tidligt. Men lad os håbe på det bedste.

Men mens vi venter på at se sygdomskurven forhåbentlig flade ud på den anden side af påske, kan vi lige så godt begynde at se på den næste bundne opgave der ligger foran os. Nemlig, hvordan vi åbner landet op igen. Og i forlængelse af det: Hvad er det for et Danmark, vi til den tid er blevet?

Har de sidste uger i isolation måske givet os lyst og mod til at forestille os et langt mere demokratisk, mere menneskeligt og mere bæredygtigt samfund end det Danmark, vi var før krisen

Er det det samme Danmark, der gik ind i krisen, som går ud af den. Næppe. De sidste uger – og måske bliver det måneder – har alligevel været for stort et socialt eksperiment til, at vi ikke alle er blevet mærket og dermed har flyttet vores vaner, behov og forestillingsverdner om, hvad det er for liv, vi gerne vil leve.

Ønsker vi virkelig bare at gå tilbage til business as usual. Eller har de sidste uger i isolation måske givet os lyst og mod til at forestille os et langt mere demokratisk, mere menneskeligt og mere bæredygtigt samfund end det Danmark, vi var før krisen. Måske rummer coronakrisen paradoksalt nok en gave til os alle sammen: Nemlig en unik chance for at stoppe op, mærke efter og stille os selv spørgsmålet: Er et frit, grønt postkapitalistisk Danmark muligt?

Sidste gang vi stod i en sammenlignelig politisk og økonomisk situation var i finanskrisen i 2008. Desværre greb vi dengang ikke muligheden for at skabe en langt mere demokratisk og retfærdig økonomi som svar på den mangel på moral, etik og menneskelig empati, som finanskrisen var udtryk for. Her tolv år efter er den økonomiske ulighed og magtkoncentration i verden kun blevet større og dybere. Alt er tilbage til business as usual: umættelig kapitalisme og markedets krav over menneskets.

Et historisk innovationsøjeblik

Men sådan behøver det ikke at være denne gang. For når vi har hjulpet hinanden over på den anden side af corona-krisen, får vi for en kort stund igen chancen for at gøre op med den økonomiske tænkning og vækstforståelse, der fungerede som rugekasse for selvsamme corona-krise. Nemlig en økonomisk tænkning og vækstforståelse som igen og igen udviser manglende respekt overfor naturen og alle de arter, som vi mennesker deler denne planet med.  Spørgsmålet er, om der kan skabes en folkelig opbakning til at gennemføre de nødvendige politiske samfundsforandringer som corona-, biodiversitets- og klimakrise kalder på.

Hvis ikke, er jeg bange for, at det vi oplever lige nu, bliver startskuddet på en generationskonflikt uden sidestykke.

For sat på spidsen: Coronakrisen rammer primært de ældste medborgere, mens biodiversitets- og klimakrisen primært rammer vores børn og unge og ikke mindst de kommende generationer. Hvis vi ikke formår at løse alle tre udfordringer, kan jeg ikke på nogen måde fortænke vores børn og unge i at føle sig ikke blot nedprioriteret, men reelt tilsidesat.

Det, vi oplever som samfund, er på mange måder et historisk innovationsøjeblik… spillereglerne er nulstillet, og der er åbnet op for at genforhandle dem

Lige nu ser de deres fremtidsmuligheder lukke ned i takt med, at vi bruger den ene milliard efter den anden på at løse problemer, der primært rammer den ældre del af befolkningen. Samtidig er vores svar på deres problemer – først og fremmest klimakrisen – mildest talt utilstrækkelige. Det er ikke enten-eller, vi har brug for, det er både-og. Men hvis vi ikke er meget skarpe og præcise på vores politiske prioriteringer de kommende måneder og år, kan håndteringen af coronakrisen derfor ende i en egentlig generationskamp. Hvilket absolut ingen kan have en interesse i.

Derfor er min anbefaling, at vi nu udnytter, at Danmark så at sige er blevet politisk og administrativt nulstillet, at den store samfundstavle for en stund er visket ren. Og hvem pokker siger, at det er ”plejer” der skal have lov til at definere, hvordan vi genstarter Danmark? Et frit, grønt postkapitalistisk Danmark er vel lige så muligt et scenario som et business as usual-Danmark er det. Og timingen er ikke helt skæv.

For lige nu bliver der gjort nye demokratiske erfaringer i alle hjørner og på alle niveauer af det danske samfund. Det, vi oplever som samfund, er på mange måder et historisk innovationsøjeblik. Som vi greb, hvis det stod til mig. For ingen af os ved, hvornår en sådan mulighed opstår igen. Hvor spillereglerne er nulstillet, og der er åbnet op for at genforhandle dem.

Er det ikke nu?

Så er det ikke nu, at vi skal skabe et samfund, hvis udgangspunkt er social og økonomisk retfærdighed, respekt for de kommende generationers behov, og frihed for den enkelte til at leve et meningsfuldt liv. Men hvilken samfundskontrakt skal vi formulere sammen, for at et sådant frit, grønt postkapitalistisk Danmark er muligt? Hvilke økonomiske, demokratiske og sociale spilleregler bør et sådant samfund bygge på? Jeg vil her give mit bud på ti politiske byggeklodser, der kunne indgå i fundamentet for et sådant frit, grønt postkapitalistisk samfund.

  • En grøn, demokratisk skatte- og erhvervspolitik.
  • En frisættende strukturreform
  • En kulturel renæssance.
  • En styrkelse af civilsamfundet.
  • En holistisk sundhedspolitik.
  • En borgerrettigheds- og ligestillingsmobilisering.
  • En frigørende uddannelsespolitik
  • Et nyt socialt sikkerhedsnet
  • En progressiv Europapolitik
  • Et nyt natursyn

Jeg vil forsøge nedenfor at sætte lidt flere ord på de enkelte byggeklodser, der tilsammen måske kan udgøre grundstrukturen og på sigt være afsættet til en langt mere detaljeret beskrivelse og strategi for et frit, grønt postkapitalistisk Danmark:

1. Grøn, demokratisk skatte- og erhvervspolitik

En grøn, demokratisk skatte- og erhvervspolitik har som helt centralt omdrejningspunkt, at alle varer og serviceydelser koster ”den sande pris”. Det vil sige, at varens reelle produktionsomkostninger og klimaaftryk fremgår og er indregnet med en generel CO2-beskatning i slutprisen. Parallelt hermed sænkes indkomstskatten i bunden, og tilsvarende forøges beskatningen af indkomsten i toppen. Dertil en momspolitik der fremmer salget af bæredygtige, sunde fødevarer.

Intet reelt politisk demokrati uden økonomisk demokrati

Der skal ligeledes indføres en omsætningsbeskatning af de store globale virksomheder, der opererer her i landet, samt skat på finanstransaktioner og ændring af aktie- og pensionslovgivningen, så pensionskasserne ikke længere kun er forpligtet til at søge størst muligt afkast, men kan inddrage andre afgørende samfundsbehov og interesser i deres prioriteringer.

Endelig en opprioritering af og støtte til nye demokratiske virksomhedsformer: generation 2.0 af andelsbevægelsen, kooperativer, medarbejderejede virksomheder og nye hybride virksomhedsformer i spændingsfeltet mellem den private, offentlige og frivillige sektor (4. sektor-virksomheder).

På sigt en national strategi for at demokratisere økonomien – intet reelt politisk demokrati uden økonomisk demokrati. Hvilket også betyder, at den private ejendomsret til de fælles goder som jord, vand, luft og energi bør tages op til diskussion. Brugsret er én ting, privat ejendomsret er en anden. For vores generation har kun lånt jorden, luften, vandet og energien fra de kommende generationer. Derfor bør det principielt heller ikke være muligt at kapitalisere på de fælles goder.

2. En frisættende strukturreform

Kommunerne skal frisættes fra budgetlovens og anlægsloftets stramme regler, og det skal igen være muligt for kommunerne at hæve skatteprocenten.

Ligeledes skal det for kommunerne være muligt at formulere udbudskrav, der understøtter den lokale grønne erhvervsstrategi, grønne lokale producenter og grønne iværksættermiljøer. De kommunale institutioner skal have mulighed for at overgå til selvejende institutioner, og kommunernes folkeskoler skal have de samme frihedsrettigheder som de frie skoler.

Kommuner og regioner skal have vide muligheder for at eksperimentere med borgerbudgetter, borgerforslag, borgerting og lavere valgalder. Endelig skal landsbyer og lokalsamfund inddrages langt mere direkte i de overordnede kommunale beslutninger og have mulighed for at få status af eksperimentalzoner, hvor normalt gældende lovgivning bliver sat ud af kraft og frihedsgraderne øges markant.

3. En kulturel renæssance

Med afsæt i en borgercentreret kultur og folkeoplysningspolitik skal det sikres, at alle borgere livet igennem har mulighed for at møde levende professionel kunst og kultur der, hvor de bor, arbejder og uddanner sig. Landets efter- og højskoler skal opprioriteres økonomisk, så alle familier vil få mulighed for at sende deres børn på efterskole, og at de unge har mulighed for at vælge at tage et halvt til et helt år på højskole.

Parallelt hermed en styrkelse af de kreative og håndværksmæssige fag i folkeskolen og ungdomsuddannelserne, og etablering af en egentlig ny kreativ ungdomsuddannelse. De kunstneriske uddannelser bliver tilsvarende fagligt, organisatorisk og økonomisk styrket. Og folkeuniversiteterne og oplysningsforbundene får en langt mere fremtrædende og aktiv rolle, når det gælder at sikre, at borgerne har mulighed for intellektuelt, kreativt og håndværksmæssigt at dygtiggøre sig igennem hele livet.

4. En styrkelse af civilsamfundet

Civilsamfundets organisationer skal tænkes ind i alle større politiske reformudspil og fremadrettet skal al lovgivning vurderes på om den vil gøre det lettere eller sværere for civilsamfundsorganisationer, foreninger og aktørerne at udfylde deres rolle i det danske samfund. Der skal derfor være tungtvejende grunde til at indskrænke civilsamfundets råderum i en given lovgivning.

For det danske velfærdssamfund er vokset ud af civilsamfundet, og en svækkelse af civilsamfundet vil derfor på sigt være en svækkelse af det danske velfærdssamfund. Frivillighed, decentralisering og selvforvaltning er afgørende faktorer for, at vi i Danmark stadig har levende lokalsamfund uden for de større byer og levende lokalkvarterer i byerne.

Uden levende lokalsamfund vil man ikke længere kunne tale om et sammenhængende og socialt robust Danmark. Derfor skal civilsamfundets organisationer styrkes økonomisk og organisatorisk. Og ikke mindst skal nye civilsamfundsinitiativer, der eksperimenterer med nye inddragelses- og organisationsformer, opprioriteres.

5. En holistisk sundhedspolitik

Mange af de sundhedsmæssige udfordringer vi har i dag, kan føres tilbage til vores muligheder eller mangel på samme for at leve meningsfulde liv. Uanset om vi snakker manglende selvværd, mistrivsel, tab af mening, depressioner, ensomhed, selvskade, vægtproblemer, nikotinafhængighed, stof eller alkoholmisbrug, seksuelle problemer eller livsstilsrelaterede kræfttyper – peger disse sygdomme ofte tilbage på de begrænsninger, vi som mennesker har for at kunne overskue og forvalte vores egne liv.

Derfor er hovedambitionen i en holistisk sundhedspolitik, at styrke den enkelte borgers forståelse, indsigt og lyst til at tage ansvar for eget helbred gennem hele livet. Den enkelte skal tage ansvar for eget liv. Men fællesskabet skal bakke op med viden, muligheder og råd og vejledning.

Dette livs- og sundhedssyn skal være udgangspunktet for den måde, det primære sundhedssystem møder borgerne på. Men det er også retningsgivende for den måde, vores børn og unge lærer sig selv og deres egen krop at kende op igennem skole og uddannelsessystemet.

Derfor vil kropsligt aktivitet, sund mad og evnen til at sætte ord på de følelser og signaler kroppen sender være en integreret del af undervisningen på både børnehave- og folkeskoleniveau samt på ungdomsuddannelserne. For hvis du ikke kan mærke dig selv og tolke det din krop fortæller dig, så øges chancen for alvorlige sundhedsproblemer. Derfor skal en holistisk sundhedspolitik tage afsæt i forebyggelse og støtte til borgerne, så de selv så vidt muligt kan tage ansvar for eget liv og sundhed.

6. En borgerrettigheds- og ligestillingsmobilisering

Gennem de sidste år er der ikke bare i Danmark, men mange steder i verden, sket et øget politisk pres på menneskerettigheder og -konventioner. Dette sker samtidig med at en række grundlæggende demokratiske institutioner – i Danmark for eksempel ombudsmandsinstitutionen og Danmarks Radio – bliver nedprioriteret eller overhørt.

Der er brug for en bred folkelig mobilisering til støtte for de grundlæggende borgerrettigheder og ligestillingspolitikker

Tilsvarende ser vi øget antidemokratisk aktivitet på den yderste højrefløj. Både her i landet og i Europa. Disse radikaliserede politiske miljøer samarbejder på tværs af landegrænser og bliver i stigende omfang set som en reel demokratisk trussel af efterretningsvæsener både i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland.

Derfor er der brug for en bred folkelig mobilisering til støtte for de grundlæggende borgerrettigheder og ligestillingspolitikker. Vi ser nemlig desværre det samme mønster på tværs af de europæiske lande: vold og hadefuld tale vendt mod minoritetsgrupper, såsom borgere med anden religiøs eller etnisk baggrund end majoritetsbefolkningen, LGBT-personer, feminister, menneskerettighedsaktivister, kritiske journalister og meningsdannere, kunstnere og venstrefløjspolitikere.

Derfor skal borgerrettighederne, ligestillingspolitikken, de bærende demokratiske institutioner og vores public service styrkes.

7. En frigørende uddannelsespolitik

Al læring involverer både hoved, hånd og hjerte og er en livslang proces. Dette princip er udgangspunktet for en frigørende uddannelsespolitik. Hvor al undervisning og læring starter og slutter ved elevens og den studerendes behov. Og hvor den faglige undervisning og pædagogiske tilrettelæggelse tager afsæt i at klæde vores børn og unge godt fagligt og personligt på til den fremtid, der bliver deres.

Derfor får den enkelte folkeskole, ungdomsuddannelse og videregående uddannelsesinstitution stor frihed til at tilrettelægge undervisningen og uddannelsesforløbene, så de passer til de elever og det lokalområde, de er en del af. For der er unægtelig forskel på de sociale og kulturelle kontekster, som eksempelvis en folkeskole i Ringkøbing og en i København NV skal agere i.

Hvad de to skoler dog har til fælles, er det faglige niveau eleverne skal være på, når de forlader folkeskolen eller ungdomsuddannelserne. Men den uddannelsesrejse, der tilrettelægges frem mod afsluttende eksaminer kan variere fra skole til skole, uddannelse til uddannelse, lokalområde til lokalområde. Alle skoler og uddannelser får derfor også mulighed for at skærpe deres individuelle profiler med afsæt i medarbejdernes, ledelsens, bestyrelsens og lokalsamfundets behov og ønsker.

Derfor bliver alle skoler og uddannelser også sat fri til at være profilskoler og profiluddannelser med samme frihedsgrader som frie skoler og selvejende uddannelser.

8. Et nyt socialt sikkerhedsnet

Arbejdsmarkedet forandrer sig kolossalt i disse år i kraft af teknologiudvikling, globalisering og en svækket fagbevægelse. Derfor ser vi flere og flere borgere, der bliver løsarbejdere eller projektansatte, og antallet af freelance-medarbejdere indenfor flere brancher er markant stigende. Dette sker samtidig med, at en alt for stor gruppe af ufaglærte og dårligt uddannede borgere bliver kørt ud på et socialt sidespor med udsigt til et liv på overførelsesindkomster.

Derfor er der brug for en ny social samfundskontrakt og dermed sikkerhedsnet under alle borgere i samfundet. Et sikkerhedsnet der givet vil være en kombination af 30 timers arbejdsuge og kontanthjælp uden modkrav til en start. Men på sigt indførelsen af egentlig borgerløn.

Dette suppleret med langt mere fleksible ansættelsesforhold, så tærsklen ind på arbejdsmarkedet ikke er for høj for ufaglærte, dårligt uddannede og socialt marginaliserede borgere.

Endelig skal socialøkonomiske virksomheder spille en langt større rolle, når det gælder at give udsatte borgere et meningsfuldt arbejde. I det hele taget skal virksomhederne – store som små, offentlige som private – motiveres til at tage et langt større socialt ansvar.

9. En progressiv europapolitik

Langt de fleste af de helt store udfordringer, vi som samfund står overfor, er det, man kan kalde ”problemer uden pas”. Det vil sige grænseoverskridende problemstillinger. Tag blot klimakrisen, finanskrisen, flygtningekrisen og senest coronakrisen – alle er grænseoverskridende problemstillinger, som reelt kun kan løses, hvis de enkelte lande arbejder sammen.

Politisk samarbejde er det eneste seriøse værn mod de negative konsekvenser af den stigende nationalkonservatisme og højre-radikalisering, vi ser i samtlige EU-medlemslande

Desværre ser vi i disse år en tilbagetrækning til nationalstaten, og der er en udbredt oplevelse blandt mange, at nationalstaten er det sidste bolværk, når problemerne tårner sig op. Hvilket er helt forståeligt, for nationalstaten har eksempelvis under corona-krisen vist sin styrke.

Men på sigt kan troen på den stærke nationalstat som svaret på vores problemer være direkte livsfarlig – det plejer den i hvert fald at være. Tværtimod er behovet for et progressivt forpligtigende europæisk samarbejde større end nogensinde.

Ved sidste Europaparlamentsvalg så vi for første gang forsøget på at opstille EP-kandidater på tværs af medlemslandene under samme politiske program. Initiativet udsprang af DIEM25-bevægelsen. Og erfaringerne fra dette politiske forsøgsarbejde skal forhåbentligt bruges til at gentænke det progressive samarbejde på tværs af de europæiske lande.

Et sådant politisk samarbejde er det eneste seriøse værn mod de negative konsekvenser af den stigende nationalkonservatisme og højre-radikalisering, vi ser i samtlige EU-medlemslande.

10. Et nyt natursyn

Jeg tror ikke, jeg er ene om at mene, at vi som samfund er helt ude af kontakt med naturen og alle de andre arter, vi deler planeten med.

I det øjeblik, hvor vi som civilisation så mennesket som noget adskilt, andet og mere ophøjet end naturen, tog vi første skridt på den civilisatoriske rejse, som nu har ført menneskeheden hen til den klima- og biodiversitetskant, hvor vi nu befinder os. Et skridt til, og vi sætter forudsætningen for en bæredygtig civilisation over styr.

Håbet om et frit, grønt postkapitalistisk Danmark er også håbet om, at vi hver især igen kan mærke os selv og verden

Derfor er det helt afgørende, at vi får genetableret relationen til og respekten for naturen. At vi ophører med at misbruge dens ressourcer, som var de uudtømmelige. Det næsten bulimiske overforbrug af naturens ressourcer gennem de sidste små to hundrede og ikke mindst de sidste 50 år, har presset klodens økosystemer ikke bare helt i bund, men ud over smertegrænsen. Vi skal derfor ud af den vækst- og forbrugs-logik, der præger de fleste samfund i dag.

Det er ikke bare planetens liv, der er i akut fare for at udtørre, jeg tror også, det er menneskets indre liv. For den manglende personlige relation til og respekt for naturen kan på sigt medføre, at vi som mennesker mister relationen til ”stedet”, vores naboer og i sidste ende til os selv. En lang kæde af relationstab.

Og hvis vi ikke kan mærke os selv, kan vi heller ikke mærke verden, og den smerte vi som art og civilisation har påført alt levende liv på planet. Derfor rummer håbet om et frit, grønt postkapitalistisk Danmark også håbet om, at vi hver især igen kan mærke os selv og verden og dermed muligheden for at mærke det livsmirakel, som folder sig ud på Jorden hver eneste dag, hvert eneste sekund.

Er det muligt?

Jeg har her udpeget ti byggeklodser til et postkapitalistisk samfund. Men er et frit, grønt postkapitalistisk Danmark overhovedet muligt? Det er ikke bare muligt, det er også nødvendigt. Er jeg overbevist om. For hvis vi ikke ændrer kurs nu, så ender vi der, hvor vi er på vej hen, og det er lige lukt ud over klima- og biodiversitetskanten. Hvilket ikke bare vil være et generationssvigt af historiske dimensioner, det vil være enden på civilisationen, som vi kender den i dag.

Jeg håber derfor, at den ufrivillige tænkepause, coronakrisen har givet os alle, og dermed den nulstilling af samfundets normale spilleregler, som vi oplever lige nu, alligevel bringer noget godt med sig. Nemlig, at vi hver især igen åbner vores relationer op. Til os selv, naboen, lokalområdet og sidst men ikke mindst naturen. Og i dette møde mærker vi livets mirakuløse forbundethed.

Det samfund, vi lever i, er resultatet af vores forældre, bedsteforældre og oldeforældres drømme. Meget er blevet, som de drømte om, men endnu mere er endt helt anderledes, end de kunne forestille sig det. Herfra hvor vi står, kan vi se og forstå ting, de ikke kunne.

Vores ansvar er ikke at holde kursen, men derimod at ændre den. Vores ansvar er at drømme vildt og modigt, at sætte kurs mod det bedste samfund, vi kan forestille os. Vores børn, børnebørn og oldebørn skal nok gøre deres bedste, når de engang overtager roret – hvis vi giver dem chancen.


Foto: Uffe Elbæk/Folketinget.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Tags:

Uffe Elbæk, tidligere kulturminister, grundlægger og tidligere politisk leder af Alternativet. I dag en fri, grøn stemme i Folketinget.

Seneste artikler om Politik & Samfund

USA

Paranoide lorteland

SYDSTATSLIV // KLUMME – Lige nu er der overvældende mange grunde til