POLITISKE ERINDRINGER // KRONIK – For et halvt år siden udkom Holger K. Nielsens erindringer. De handler om politik. 28. januar udsendte Uffe Elbæk så sine erindringer. De handler om Uffe Elbæk. Og de er, når det kommer til indholdet, ikke særlig interessante. Især ikke for en politisk interesseret. Alligevel er de spændende at læse. Især for en politisk interesseret. Og det er lige så paradoksalt, som det lyder.
Når erindringerne ikke er spændende at læse for den politiske interesserede, er det fordi, de ikke handler om politik. For Elbæk er ikke politiker, han er iværksætter.
Men hvad er det, han sætter i værk? Han sætter fornyelse i værk. Kreativiteten skaber ikke i Elbæks udgave et blivende produkt: Et værk, der bliver stående. Nej, kreativiteten skaber kreativitet, som så skaber kreativitet. I stedet for at skabe et stabilt værk, skaber kreativiteten bevægelse eller forandring. Ikke forandring til noget bestemt, men forandring slet og ret.
Og det er præcis, hvad Elbæk beskriver sit liv som: ”Hvis der er en ting, der har været stabilt i hele mit liv, så er det jo netop forandring”. Derfor hedder den biografi, som Stig Andersen skriver om Elbæk da også ”Vejen mod noget andet”, Elbæk er hele tiden på vej.
Hvis alt er fornyelse
Men han er ikke på vej mod et mål, men imod det ubestemte ’noget andet’. Hermed indeholder Elbæk i sit liv moderniteten – og ikke mindst den kreative klasses store problem:
Hvis bevægelse, fornyelse, forandring bliver selve målet, forsvinder meningen ud i intetheden. Hvis alt er fornyelse, er der intet indhold, ingen identitet, ingen retning.
Helt i overensstemmelse med evangeliet om den evige innovation foreslår Elbæk da også, da Alternativet er i krise efter 2019-valget, at man simpelt hen nulstiller partiet. For først når tavlen er helt ren, kan fornyelsen bliver total.
Elbæk gør vækstkritikken til Alternativets bærende eksistensberettigelse. Og Alternativets problem er også den kreative klasses problem
Det er ikke tilfældigt, at Elbæks tanke om at nulstille Alternativet svarer til Hella Joofs råd om at brænde landsbyerne ned i forbindelse med hendes arbejde i disruptionsrådet, for begge dele vokser ud af den tanke om kreativ destruktion, som den åndelige fader til den moderne iværksætterkapitalisme, den østrigske liberale økonom Joseph Schumpeter formulerede.
Med en set i coronabakspejlet måske endnu mindre charmerende metafor end Joofs brændte landsbyer taler Elbæk om, at han inden for politikken sigter mod at starte et virusangreb på det repræsentative demokrati.
Disruption eller kreativ destruktion som politisk og demokratisk redskab.
Det er med tydelig inspiration fra Richard Floridas bog ”Den kreative klasse”, at Elbæk formulerer sine tanker om en stadig fornyelse på vej mod ’noget andet’, som jo også ligger i selve betegnelsen ”Alternativet”.
Modsætningen
Men inspirationen fra Floridas bog indeholder også den modsætning, som gør Elbæks politiske projekt umulig. For Floridas bog handler om, hvordan vi sikrer væksten. Hvilket selvfølgelig bliver et enormt problem, da Elbæk gør vækstkritikken til Alternativets bærende eksistensberettigelse. Og Alternativets problem er også den kreative klasses problem.
For ingen er bedre til at skabe denne vækst gennem innovation end den kreative klasse, som Alternativet på mange måder blev politisk samlingssted for. Den kreative klasse skaber hele nye produkter, nye livsstile, nye trends og former – og dermed nye muligheder for forbrug.
Hvis man skulle være i tvivl, så tag forbi Jægersborggade eller Kødbyen eller den nyrenoverede Enghave Plads med lang kø foran den hippe bager: Steder for det nye forbrug, der senere spreder sig ud over det ganske land og holder væksten oppe.
Derfor indeholder netop den kreative klasse en indre tragisk modsætning, for ingen er bekymret for miljøet, som de veluddannede vælgere i de store byer udgør. De er kernen i den kreative klasse, og samtidig er netop denne kreative klasse motoren i skaberen af nye forbrugsmuligheder – fra naturvin på Søndre Boulevard til gårdmejeriernes oste i Jægersborggade.
De skaber selv den vækst, som de politisk ønsker at bekæmpe, hvilket nogle gange giver helt komiske udslag, som da en af de hippe og grønne tøjbutikker annoncerede med, at man i anledning af Earth Day kunne bestille en t-shirt med sit eget slogan: Tykkere kan ironien næsten ikke blive: Bekymringen for jordens overlevelse bliver anledning til endnu mere individuelt forbrug.
Derfor er Elbæks selvbiografi interessant: Han er prisme for en dominerende strømning i det moderne kapitalistiske samfund, en strømning, der på lange stræk forstår sig selv som i opposition til den orden, den i realiteten er indbegrebet af
Derfor er Elbæks selvbiografi interessant: Han er prisme for en dominerende strømning i det moderne kapitalistiske samfund, en strømning, der på lange stræk forstår sig selv som i opposition til den orden, den i realiteten er indbegrebet af, som kritikere af den vækst, som de selv skaber, og som modstandere af den kapitalisme, som de er de konstante fornyere af.
Denne modsætning har sin grund i den evige bevægelse og fornyelse, der både kendetegner vækstsamfundet og Elbæk selv gennem hele hans liv. Eller rettere: igennem næsten hele hans liv.
For sidst i bogen finder Elbæk hjem. Den evige fornyelse og den stoppelige bevægelse stopper faktisk. Elbæk finder hvile i Bakkehusene i Vanløse, hvor Elbæks bedsteforældre boede, hvor hans mor senere boede, og hvor Elbæk nu bor med sin mand Jens. Samfundets stabile institutioner: slægten, hjemmet og ægteskabet har nu afløst den evige forandring. Elbæk skal ikke længere videre, den evige bevægelse er ophørt. Han er kommet hjem.
Markvejen
Og skæbnen – som Elbæk har en vis tiltro til – vil, at den vej, som Elbæks hus og hjem nu ligger på, hedder Markvej, hvilket også er titlen på et af den tyske filosof Martin Heideggers små stykker: Markvejen.
I den beskriver han, hvad der sker for det moderne menneske med dets hang til evig bevægelse og fornyelse:
”Således bliver mennesket adspredt og uden vej. For den adspredte synes det enkle ensformigt. Det ensformige gør dem mismodige.”
Sådan var Elbæks vej til noget andet, og sådan er den kreative klasses evige innovation. Men heldigvis er der en vej ud af dette, for ”Når gåderne trængte sig på og ingen udvej bød sig, hjalp markvejen”.
Elbæks erindringer ender med, at den ubestemte bevægelse i ”Vejen til noget andet” bliver erstattet med den enkle og stabile Markvej. Med slægt, ægteskab og hjem. Og det er jo både opløftende og interessant. Også for andre end Elbæk, for hvis forbruget skal dæmpes, må den kreative klasse tæmme sin trang til evig fornyelse og finde hvile i det, der allerede er.
Som hjemmet på Markvej, der nu er givet videre i generationer. Til sidst er kun at tilføje håbet om det, som eventyrerne med deres tilsvarende fortælling om at komme hjem oven på en vanvittig rejse slutter med: Og de levede lykkeligt til deres dages ende. Måtte den skæbne tilfalde Jens og Uffe.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
