SANKTIONSPOLITIK // ANALYSE – Den revolutionære dynamik, som kom på banen med den iranske revolution i 1979, er stadig en afgørende faktor, og i Vesten forstår vi ikke altid, at det også spiller ind i sagen om den såkaldte atomaftale.
Gennem den senere tid har det gentagne gange været fremme, at USA og Iran er på nippet til at nå til enighed om at genetablere den såkaldte atomaftale. The Joint Comprehensive Plan of Action (JCPOA), som den hedder officielt, blev til i 2015 for at begrænse iranernes muligheder for at fremstille atomvåben, og i 2018 skrottede daværende præsident Trump aftalen.
Siden sin tiltræden i januar 2021 har Joe Biden søgt at få aftalen genetableret, og det er det, der efter forlydende nu er ved at ske – med aktiv medvirken fra EU-side. Ifølge det halvofficielle iranske nyhedsbureau Nournews ligger de seneste ændringsforslag fra de europæiske mæglere nu hos iranerne, som overvejer sagen.
Blandt disse ændringer er blandt andet, at amerikanerne nu skal have frafaldet kravet om, at den iranske Revolutionsgarde som en del af aftalen kommer til at figurere på den amerikanske terrorliste.
Salman Rushdie
Spørgsmålet er om aftalen virkelig kommer i hus, eller om dette blot er endnu et led i det tilsyneladende endeløse tovtrækkeri mellem parterne. For der er stadig uafklarede punkter, hvoraf det vigtigste nok er det iranske krav om at Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) indstiller sin årelange efterforskning af påståede rester af beriget uran på tre af iranernes gamle atomanlæg.
Fra amerikansk side hedder det, at en fuld genetablering af aftalen vil føre til fornyet diplomatisk dialog mellem USA og Iran. Dette ligger dog næppe lige for. Adspurgt, om han vil benytte sin forestående rejse til New York til at møde Joe Biden, svarede den iranske præsident, Ebrahim Raisi, at dette ”ikke vil være til fordel for det iranske folk og dets interesser”, og dette falder fuldstændig i hak med den tilstand, der har været fremherskende lige siden den iranske revolution i 1979.
Det var ikke sanktionerne, men den kolde krigs ophør, der fik apartheidstyret til at bryde sammen
Benjamin Pogrund, forfatter
Set fra et vestligt synspunkt ligner aftalen en saftig gulerod for iranerne. Den vil føre til ophævelse af en hel række af de tunge sanktioner, som navnlig Donald Trump nedkaldte over Iran, da han løb fra aftalen. Dette vil naturligvis føre til en kraftig forbedring af Irans kriseramte økonomi, og mange betragter netop sanktioner og boykot som et effektivt middel til at tackle et genstridigt regime.
Netop denne side af sagen fik nyt liv i debatten, da forfatteren Salman Rushdie forsøgtes myrdet, lige før han den 14. august skulle holde foredrag i USA. Attentatforsøget havde tilsyneladende ingen direkte forbindelse til Iran eller de igangværende atomforhandlinger, men sammenhængen er der alligevel, eftersom den daværende iranske leder, ayatollah Ruhollah Khomeini, i 1988 udstedte sin fatwa over forfatteren med en dødsdom for gudsbespottelse.
Dette har spøgt lige siden, og som følge af angrebet på Rushdie rejste sig nye røster om sanktioner mod Iran. Den britiske politiker Rishi Sunak, der kandiderer til formandsposten i Det Konservative Parti efter Boris Johnsons deroute, udtalte, at dette var ”et wake-up call for Vesten”, og ved samme lejlighed opfordrede han til en stramning af sanktionerne.
Virker det?
Her kommer vi til det klassiske spørgsmål om, hvorvidt sanktioner og boykot overhovedet har den tilsigtede virkning, eller om det mest af alt er at stikke blår i øjnene på dem, der betragter udviklingen.
Meget tyder på det sidste, og i den forbindelse er det relevant at se på sanktionspolitik i en lidt mere generel sammenhæng.
Det klassiske eksempel, hvor sanktioner bliver holdt op som den store succeshistorie, plejer at være Sydafrika. Apartheid-styret i Pretoria var i årevis underlagt stramme sanktioner, og i Vesten kan vi godt lide at konkludere, at det var boykotten, der fik det hele til at bryde sammen. Naturligvis havde sanktionerne en vis virkning på det hvide samfund i Sydafrika, og i den tid har det uden tvivl været ubehageligt at være eksempelvis sydafrikansk sportsudøver ved internationale stævner.
Men på det økonomiske område havde boykotten af Sydafrika ringe effekt. Det argumenterer Benjamin Pogrund overbevisende for i sin bog, Drawing Fire (Rowman & Littlefield, 2014). Pogrund var journalist ved dagbladet Rand Daily Mail, som var apartheid-modstandens vigtigste talerør, og han var en nær ven af Nelson Mandela. Men han beskriver, hvordan der ikke på noget tidspunkt var varemangel i Sydafrika, for da eksempelvis Ford besluttede at boykotte landet, rykkede flere japanske bilproducenter ind. Der var altid nogen at handle med.
”Det var ikke sanktionerne, men den kolde krigs ophør, der fik apartheidstyret til at bryde sammen,” siger Pogrund til POV. ”Under hele den kolde krig holdt USA liv i styret i Pretoria. Det gjorde de for at undgå, at Sovjetunionen rykkede ind og fik adgang til de værdifulde råstoffer og mineraler i den sydafrikanske undergrund.
Men da Sovjetunionen brød sammen, var der ikke længere nogen konkurrencesituation mellem stormagterne, så tre måneder efter jerntæppets fald, gik apartheidstyret i opløsning.”
En fælles fjende
Naturligvis kan man ikke uden videre sammenligne Sydafrika og Iran. Det er to meget forskellige lande, og netop fordi en så stor del af den iranske økonomi bygger på olieindtægter, har sanktionerne haft en langt større effekt. Herudover tynges den iranske økonomi af inflation, korruption, dårlig ledelse og hjerneflugt. Men også iranerne har fundet andre handelspartnere, og hertil kommer sanktionspolitikkens psykologiske effekt.
Naturligvis kan de godt se rationalet i, at sanktionerne fører til økonomiske problemer for landet, men samtidig holder de sig til forklaringen om, at Iran står midt i en afgørende kamp mod en stor udenlandsk fjende, nemlig USA
I Sydafrika så man således, at store dele af den hvide befolkning rykkede sammen i en fælles opfattelse af at være oppe imod det meste af verden. Selv om det igen er en helt anden historie, er det nogenlunde den samme reaktion, man ser hos nationalistiske israelere, når de står over for boykotbevægelsen. Deres læsning af situationen fortæller dem, at den globale antisemitisme trives, og at det derfor gælder om at holde sammen.
Nogenlunde samme narrativ benytter de iranske ledere. Naturligvis kan de godt se rationalet i, at sanktionerne fører til økonomiske problemer for landet, men samtidig holder de sig til forklaringen om, at Iran står midt i en afgørende kamp mod en stor udenlandsk fjende, nemlig USA.
Imidlertid er der også tydelige tegn på, at denne fjende langt fra er uovervindelig, og at det derfor gælder om at holde ud. Denne tankegang går helt tilbage til 1979, hvor Khomeinis magtovertagelse skabte en revolutionær identitet, der i vid udstrækning byggede på anti-amerikanisme. Og i nyere tid har de iranske ledere brugt amerikanernes lidet ærefulde tilbagetrækning fra Afghanistan i 2021 som forklaring på, at kampen fortsætter. USA er i deres øjne en stormagt på retur.
Karim Sadjadpour, som er professor ved Georgetown University, beskriver i en analyse i The New York Times, hvordan Putins opførsel på mange måder kan hjælpe os til at forstå, hvordan Den Islamiske Republik opererer.
Den russiske leders tidligere militære eventyr i Georgien, på Krimhalvøen og i Syrien, fik ham til at konkludere, at han uden videre kunne invadere Ukraine. Den samme tro på tvivlsomme strategiske succeshistorier som i tilfældet Iran befinder sig i Irak, Syrien, Libanon og Yemen, kombineret med den amerikanske fiasko i Afghanistan, står som et stærkt argument, der får sanktionerne til at prelle af.
Den iranske magtkamp
Men hertil kommer så, at sanktionerne til en vis grad tjener til at stive det iranske styre af. Karim Sadjadpour henviser i den forbindelse til Sean Penn, der engang mødte den cubanske leder, Fidel Castro. Denne fortalte den amerikanske skuespiller, at hvis USA skulle finde på at holde inde med sanktionerne mod Cuba, ville han hurtigt finde på noget provokativt, så sanktionerne ville blive genindført.
Tankegangen bag dette er, at et styre som det cubanske på Castros tid godt forstår, at global isolation på mange måder er at foretrække frem for global integration. Styret trives bedst i en boble, og det gælder i vid udstrækning også det iranske. Den amerikanske filosof Eric Hoffer har det synspunkt, at en massebevægelse sagtens kan fungere uden en gud, men aldrig uden en djævel, som ofte er lig med USA.
Cuba er i de mellemliggende år undergået store forandringer og har åbnet op for samarbejde med omverdenen på en lang række områder, og tidligere tiders sanktionspolitik er en skygge af sig selv. Iran er på samme vej, men det er ikke en udvikling, man kan forcere gennem sanktioner.
Man kan altså lige så godt indse, at den bedste fremgangsmåde nok vil være at væbne sig med tålmodighed og vente, til iranerne selv er klar til at åbne sig mod resten af verden
Man skal i stedet betragte det som et generationsspørgsmål. I næsten alle revolutionære samfund starter man med første generation, som er de ideologiske hardlinere. Det var også tilfældet i Iran, hvor Khomeini udstak den benhårde anti-amerikanske kurs. I dag er den iranske magtstruktur præget af en magtkamp, hvor et stigende antal indflydelsesrige aktører taler for liberalisering og åbning. Men vi skal ikke glemme, at Irans åndelige leder fortsat hedder Ali Khamenei; denne har siddet på posten siden 1989 og er en markant repræsentant for revolutionens første, ubøjelige generation.
Normalt taler man så om en anden generation, der typisk vil søge at bevare revolutionens idealer, og først med tredje generation sker der for alvor ændringer. Her er man kommet så langt fra det revolutionære udgangspunkt, at man begynder at tale om velstand og materielle goder, og det er her, der opstår et behov for at lukke resten af verden ind i tilværelsen.
Det er dér, Cuba befinder sig, og store dele af den iranske befolkning er ved at være nået hertil, hvilket man ser ved, at flere og flere vestlige værdier er ved at finde vej ind i den almindelige iranske hverdag. Men på ledelsesplan går dette generationsskifte mere trægt, og det er en af årsagerne til, at sanktioner kun har begrænset effekt.
Som i tilfældet Sydafrika skal man altså afvente en helt anden udvikling, som dengang var den kolde krigs ophør. Når det kommer til Iran, ligner det med andre ord en dårlig idé at sætte sin lid til sanktionerne, og det er nok her, Donald Trump gik helt galt i byen.
Joe Biden søger nye veje ved at satse på forhandlingspolitikken, og denne har en vis succes, fordi generationsskiftet er på vej i den indre iranske magtkamp. Men man må heller ikke glemme, at Jimmy Carters administration forsøgte at opbygge et iransk-amerikansk tillidsforhold, mens Bill Clinton i 2000 gjorde sig forhåbninger om at møde Irans reformvenlige præsident, Muhammed Khatami, og ingen af dem kom nogen vegne.
Såkaldt normalisering af forholdet til Iran kan ikke arrangeres unilateralt. Sanktioner og boykot fungerer ikke, og mens forhandlinger og dialog virker som vejen frem, giver dette ingen garantier for succes. Man kan altså lige så godt indse, at den bedste fremgangsmåde nok vil være at væbne sig med tålmodighed og vente, til iranerne selv er klar til at åbne sig mod resten af verden.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
