Mellem linjerne – fanget af sin genre, den intellektuelle forviklingskomedie

af i Film/Kultur

FILM // ANMELDELSE – Frederik Bojer Bové har fire POV-stjerner til Olivier Assayas’ Mellem linjerne for en god portion skaberglæde, vittig dialog og den tænksomme ægthed, man tager med hjem fra biografen.

Sjældent har jeg set en film punktere på samme måde som Olivier Assayas’ Mellem linjerne gør, da der pludselig vandrer et barn ind i billedet. Og gudskelov for det. Indtil da har vi fulgt en række kulturpersonligheder – en forlægger, en forfatter, en personlig assistent for en politiker, en skuespiller – der drikker kaffe, drikker vin og snakker om kultur.

De er allesammen ret selvoptagede, som den øvre middelklasse så ofte er det (ihf. på film…), og manuskriptet er for Assayas uvant stramt og ‘skrevet’. Der er ikke den samme plads til liv, som der så ofte er hos den franske instruktør, hverken hos hans personer eller i filmen.

Men så vandrer en lille dreng ind i soveværelset og afbryder forældrenes diskussion, og pludselig drejer kameraet væk. De holder op med at snakke, og vi kommer helt tæt på det jublende lykkelige drengeansigt, mens han kaster sig op i forældrenes seng. Og pludselig er der noget vigtigere, noget ægte, for første gang i filmen. Det glimt følges heldigvis op af flere af samme slags, og det trækker i sidste ende den sidste stjerne hjem. Mellem linjerne er lidt stiv i det, men i sidste ende er der nok tænksom ægthed, man tager med hjem fra biografen.

Vores allesammens dobbelte identiteter

En perlerække af franske skuespillere leverer vittig dialog, så det er heller aldrig fordi, det er helt galt.

Guillaume Canet (Cézanne og Zola, også kendt som instruktør af filmene Små hvide løgne og Fortæl det ikke til nogen) spiller Alain, en midaldrende og ret succesfuld forlægger, der kæmper med at udgive kvalitetslitteratur i en digital verden.

Der ligger altså med andre ord ret meget Mellem linjerne af Léonards bog. Det er en fremragende fordanskning af den franske titel Doubles Vies

Juliette Binoche (som jeg forhåbentlig ikke behøver forklare, hvem er) spiller Alains kone Selena, en skuespillerinde der for alvor er i gang med et folkeligt gennembrud med en rolle i en politiserie. Det grundlæggende plot er, at Alain har fået tilsendt et nyt manuskript fra forfatteren Léonard (Vincent Macaigne, mindre kendt i Danmark, hvilket passer ret godt til rollen som lettere forfalden kunstnertype), der altid skriver let fiktionaliseret autofiktion, og i store træk altid lader til at skrive den samme bog.

Denne gang har Léonard i detaljer beskrevet en slibrig affære, som dog viser sig at have været med ingen anden end Selena…

Der ligger altså med andre ord ret meget Mellem linjerne af Léonards bog. Det er en fremragende fordanskning af den franske titel Doubles Vies, som på engelsk er kommet til at hedde Non-Fiction. En stor del af tematikken i filmen omhandler kunstens, og især litteraturens, rolle i den moderne verden, en tematik som Assayas har behandlet i utallige film lige fra debuten Disorder fra 1984 om et postpunk band, over Late August, Early September fra 1998, der også udspillede sig i det litterære miljø, og til Skyerne Over Sils Maria fra 2014, hvor Juliette Binoche ligeledes spillede skuespillerinde. Han kan tematikken om skabelsen af kunst til fingerspidserne.

Men der, hvor det bliver en del mere interessant, er, når det kommer til at handle om identitet, og hvordan vi alle lever dobbelte liv. Fra skuespillerinden, der ikke vil sættes i bås som sin rolle – og en sen joke påpeger, at alle i filmen strengt tager er skuespillere – til Léonards kone Valérie, der bakser med at bevare en venstreorienteret politikers opstillede image, til hvordan både Alain og Selena søger parforhold og affærer udenfor deres umiddelbart virkelig velfungerende ægteskab. Sociale medier behandles også ganske let.

Mest skandaløst er naturligvis Léonards konstante udlevering af sin omgangskreds, men ret vittigt er det altid de fiktive elementer, som folk synes er mest snasket. I en af de ret åbenlyse jokes har Léonard påstået, han fik oralsex under en tur i biografen, men Selena gør nar af ham for at ændre filmen, det skete under, fra Star Wars til Hanekes Det hvide bånd.

Det, som fascinerer læserne, lader dog tydeligvis til at være den fiktive mangel på respekt overfor Haneke, noget som Léonard jo sådan set er uskyldig i. Om det er fiktivt eller ej, i sidste ende lever historien i hovedet på læserne, så den kan aldrig være ‘sand’, siger Léonard.

Selvbiografisk instruktør

Jeg gad godt vide specifikt, hvad Assayas’ egne tanker er om det her emne, for han har også selv lavet en del selvbiografiske film. Både Cold Water fra ’94 og Efter revolutionen fra 2012 følger en ung mand, der hedder Gilles, der er jævnaldrende med Assayas, kommer fra samme familie baggrund, og som drømmer om at være filminstruktør. Det er helt klart fiktive portrætter af instruktøren selv.

Men hvad, der fascinerer mig, er, at i begge film optræder også en plaget, fascinerende ung kvinde, som i begge film ender med at forsvinde fra Gilles. Sidste klip fra Efter revolutionen ender endda med et flimrende flashback af den unge kvinde, som om Assayas vil sige, at hun aldrig forsvandt fra Gilles’ tanker, selv flere år efter hun var forsvundet ud af hans liv.

Selvom Mellem Linjerne virker mere fanget af sin genre, den intellektuelle forviklingskomedie, end kamæleonen Assayas normalt er, så indeholder den stadigvæk en god portion skaberglæde

Hvem er denne unge kvinde? Kom hun virkelig så galt afsted, som hun gør i de to film – hvor hun ikke engang kommer galt afsted på samme måde? Og vigtigst af alt, hvad synes hun selv, eller hendes efterladte, om hendes tidligere kunster-kærestes konstante genfortælling af hendes historie? Svarene flimrer i vinden, men det skaber noget dybde i fortællingen om den selvoptagede forfatter og hans slibrige affærer.

Tilføjet liv

Og dybde kunne filmen også godt bruge noget mere af, den er ellers overraskende overfladisk. Netop folk, der forsvinder, er et tema, der vender tilbage igen og igen hos Assayas (måske er det et nøgletema inspireret af den mystiske pige?!?!?!). Folk begår selvmord eller dør af naturlige årsager eller vandrer bare ud af filmen, og de efterladte må på en eller anden måde komme videre.

Men den slags er der intet af i Mellem linjerne: Alle ser ud til egentlig at have det meget godt, ikke have ret mange penge, men sådan set være ret godt tilfreds med livet. Selv Valérie er egentlig mest af alt irriteret over, at hendes utro ægtemand ikke er voksen nok til at fortælle hende om sine eskapader.

Liv forsvinder ikke i den her film, liv bliver tilført. Måske har det gjort den gamle mand lidt blødere, at han blev far i en sen alder (han har i mange år dannet par med den yngre instruktør Mia Hansen-Løve (Eden, Dagen i Morgen)) Selvom Mellem Linjerne virker mere fanget af sin genre, den intellektuelle forviklingskomedie, end kamæleonen Assayas normalt er, så indeholder den stadigvæk en god portion skaberglæde.

Den gør nar af Léonard, men den forstår godt, hvorfor han skriver. Og mest vidunderligt af alt, så punkteres den hver gang den lille søn smiler.


Foto: Camera Film.

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.