Hvad er det bedste forhold mellem dokumentaristen og de mennesker, de filmer? Fluen på væggen, usynlig, solidarisk? Eller tydelig medvirken? Tre film viser faldgruber og muligheder, skriver Frederik Bojer Bové fra filmfestivalen CPH-DOX
CPH:DOX er en vidensmaskine, en strøm af kunstneriske billeder, tanker, fra filmskabere fra hele verden, filtreret gennem festival-maskinrummet, og ud til et hungrende publikum (måske næsten for hungrende, et gennemgående problem for mig i år har været ikke at kunne få billetter til de film jeg vil se #luksusproblem).
Som årets nok bedste vidensprodukt fra DOX udgav programlægger Mads Mikkelsen bogen Intervention – Konflikt som Metode i Dokumentarfilm, en blot hundrede sider lang bog, der sjældent skarpt klargør tendenser i dokumentarismen.
Hans pointe handler om forholdet mellem subjekt og objekt, hvordan traditionelle dokumentarfilm i høj grad har forsøgt at fremvise forholdet som værende neutralt, hvordan det i og for sig er umuligt, og hvordan en moderne bølge af dokumentarister – med Joshua Oppenheimers The Act of Killing som den helt centrale film – i stedet har sat konfrontation, iscenesættelse og medinddragelse som centrale principper for en etisk og tidsvarende dokumentarisme.
Inputs fra DOXs vidensmaskine påvirker naturligvis vor egne vidensmaskiner. Tanker sættes i gang. Tre film fra programmet syntes at illustrere idéer om observation, inddragelse, etik. På både godt og ondt.
Welcome to Sodom (Florian Weigensamer & Christian Krönes)
Filmskaberne sagde noget inden filmen, som satte tankerne i gang. De sagde, at de ville give stemme til de fattige arbejdere på en giftig elektronisk losseplads i Accra, Ghana.
Jeg fandt ingen motivering blandt de mange kamera-pointer, der konstant tiltræk sig opmærksomhed på bekostning af filmens karakterer. Til tider bliver det nærmest utroligt inkompetent
Jeg er ikke sikker på at man kan ‘give’ stemme til nogen som helst. Jeg tror den slags ting skal tages. Welcome to Sodom er desværre et ureflekteret og relativt ligegyldigt portræt, der ikke gør andet end at forstærke de ulige magtforhold den forsøger at kritisere.
Det er ellers en ret flot film. Røgen hænger over det trøstesløse landskab, og kameraet laver langsomme panoreringer, eller følger karaktererne helt nede ved jorden. Lydbilledet er en blanding af voiceover, rapmusik, og reallyd. Det går direkte efter at være immersivt, men jeg blev konstant hylet ud af den.
Jeg fandt ingen motivering blandt de mange kamera-pointer, der konstant tiltræk sig opmærksomhed på bekostning af filmens karakterer. Til tider bliver det nærmest utroligt inkompetent, som når der efter at vi har brugt tid helt tæt på en rablende dommedagsprædikant klippes væk til et mellemdistance-skud af samme mand, hvorefter der hurtigt glides væk, måske for at dække over at hans mundbevægelser ikke længere passer til den prædiken han var i gang med.
Det virker som et ynkeligt forsøg på at fingere kontinuitet i tid, samtidig med det giver fornemmelsen af at filmen ikke gider bruge længere tid på ham. Så meget for hans stemme, hva?
Man skal desværre ikke lede langt for at finde værker, der forsøger med vold og magt at forføre publikum væk fra kritisk stillingstagen
Apropos stemmer: de mange voiceovers lyder instuderede, oplæste, relativt utroværdige. Helt grelt virker det, at visse af karaktererne fortæller deres inderste hemmeligheder om hvem de er, og hvorfor de gemmer sig i det farlige område, der konstant kan tage livet af hvem som helst.
Tænk lidt over det: Det betyder at ingen af de medvirkende kan vise filmen til nogen som helst. Giver vi dem så virkelig en stemme, hvis de ikke selv kan bruge den til noget? Eller har vi taget deres stemme fra dem for selv at bruge den til egne formål?
I Mads Mikkelsens bog om ‘observation vs deltagelse’ pointerer han, hvordan etnografi og antropologi i de senere år nærmest har set det som en pligt at inddrage subjekterne og give dem plads til selv at udforme de undersøgelser de deltager i.
Et sådant projekt ses også i mange dokumentar-film, f.eks. i Sebastian Cordes’ Visitor, hvor flygtningebørn på et tidspunkt simpelthen tager kameraudstyret fra fotografen. Eller Rahul Jains Machines, som gik i biografen sidste efterår, hvor de fattige arbejdere på et tidspunkt konfronterer instruktøren med hvad det er han tror hans værk skal nytte.
Man skal ikke lede langt efter værker, der sætte spørgsmålstegn ved forholdet mellem iagttager og subjekt, instruktør og medvirkende. Men man skal desværre heller ikke lede langt for at finde værker, der tværtom forsøger med vold og magt at forføre publikum væk fra den slags kritisk stillingstagen, til fordel for en plat og letkøbt ‘indsigt’ i globale magtproblemer.
Ja, elektronisk affald sendes illegalt til Ghana, og ja, det er naturligvis til stor skade for de lokale. Hvor mange her er egentlig overrasket over den oplysning? Og hvad skal vi bruge den erkendelse til?
Welcome to Sodom er en dokumentar af en alt for gammel skole, der ligner noget vi har set utallige gange før.
Harmony (Frederick Paxton)
Frederick Paxtons Harmony giver heller ikke voldsomt meget stemme til de unge mennesker i filmens centrum, faktisk hører vi dem næsten ikke tale. Især en ung ishockey-spiller optræder nærmest kun som et lidende ansigt, mens hans hold taber den ene kamp efter den anden.
Men det bliver i mindre grad et problem, for den stærke film er klar i mælet om at forsøge at fremmale en subjektiv følelse, som forhåbentlig deles af filmens karakterer. Det føles som en hybrid-film, for fornemmelsen kan virke fiktionel, måske er det bare Paxtons følelse, men fordi filmen er så tydelig en kunstnerisk konstruktion er der ikke tvivl om forholdet.
Harmony er optaget i den russiske by Chelyabinsk, en af Ruslands industrielle knudepunkter. I skyggen af fabriksskorstene, og i dynger af sne, forsøger ungdommen at skabe et liv. Især via sport, vi følger både en ung gymnast og førnævnte ishockey-spiller, mens de forsøge at presse sig selv indtil de bliver gode nok til at komme væk.
Om det lykkes eller ej er svært at sige. Men der er en personlig kraft i deres bevægelser, som omvendt bliver en kropslig stemme. Især den unge kvinde fortæller meget om sig selv via sine bevægelser.
Hvor Welcome to Sodom føles som om, de afrikanske stemmer bliver anvendt til vores brug, så er der i Harmony også en fornemmelse af. at de russiske stemmer er til for sig selv.
Indimellem er der klip fra andre dele af byen. Klip fra et supermarked, fra en forlystelsespark – der åbenbart holder åbent selv i de største snebyger – fra en fabrik, eller af badere både sommer og vinter. Vi får et portræt af omgivelserne omkring de unge mennesker, omend også dette synes konstrueret af filmskaberne.
For eksempel: Da den unge kvindelige gymnast endelig skal lave sit store program, klipper filmen i stedet over til en kamel i sneen.
Præcis hvad det skal til for, forstår jeg ikke, men det udfordrer os, tvinger os til selv at forsøge at forstå sammenhængen, samtidig med vi må forestille os hvordan hendes endelige performance så ud. I sidste ende er det måske også mere vigtigt for hende end det er for os?
Der er et humoristisk overskud i den sammenstilning, og det overskud genkendes blandt alle medvirkende. Harmony er nogle gange lidt for smart for sit eget bedste, og ikke alt giver mening; men der er både empati og tanker bag.
Hvor Welcome to Sodom føles som om, de afrikanske stemmer bliver anvendt til vores brug, så er der i Harmony også en fornemmelse af, at de russiske stemmer er til for sig selv. Det føles som et skridt i den rigtige retning. Men hvad med at lave en film, som også karaktererne selv får noget ud af?
Minding the Gap (Bing Liu)
Engang imellem er det helt ligetil: instruktøren må træde ind i sit værk for at få det til at balancere. Det sker i Bing Lius Minding the Gap, hvor instruktøren efterhånden indser at han selv bearbejder de samme problemer som filmens karakterer. Det betyder helt logisk to ting: For det første er det tydeligere, at Bing bevidst udstiller hans venner i hans eget narrativ. For det andet giver det et rum hvor karaktererne kan svare igen.
Minding the Gap udvikler sig i mange retninger fra en ret simpel præmis. Filmen starter som et portræt af rodløs ungdom, centreret omkring skaterkulturen som Bing selv er en del af. Vi møder især unge hvide Zack, der står over for at blive far, og den sorte teenager Keire, der både er yngre end de andre, og vist deres eneste sorte ven. De tre unge mænd, Zack, Keire og Bing, taler om deres fædre, deres fremtid, og årene går.
Det er en film hvor det først og fremmest er mænd der taler, men det er en stor kvalitet ved den, at den tager kvindernes historier seriøst.
Alle tre er opvokset med voldelige faderfigurer. Efterhånden skifter fokus fra skating som en måde at lindre smerten, og over til hvordan smerten og volden enten bearbejdes eller reproduceres af de unge mænd. Minding the Gap er en af de ærligste film om vold mod kvinder jeg kan huske at have set, og især i og med den konfronterer os med det faktum at den slags ofte begås ikke af åbenlyse monstre, men af mænd der ellers virker sympatiske og hjælpsomme.
Det er en film hvor det først og fremmest er mænd der taler, men det er en stor kvalitet ved den, at den tager kvindernes historier seriøst. De bagatelliseres ikke, der bruges heller ikke unødvendig tid på at problematisere dem (beviset ses tydeligt på kvindens ansigt), så snart det kommer ind i filmen skifter tonen.
Bing Liu er autodidakt og først og fremmest uddannet som kameramand. Det ses især i de gloriøse skating-passager, optaget løbende med steadycam.
Den unge instruktør fortalte til visningen at han havde brugt et år på at opnå nok kontrol til at kunne lave de smukke passager, der har en central rolle som knudepunkt i filmens fletværk af meninger. Man kan glide gennem verden, men engang imellem knækker brættet, og så vender smerten og vreden tilbage. Hvordan man håndterer de situationer afgør måske, hvilken slags mand man er? Hvilket slags menneske.
Øjeblikke hvor brættet knækker
Måske er det det som alle film har brug for? Ellers bliver det bare en gliden hen over problemerne, uden at vi kommer dybere. Når Bing konfronterer sine karakterer med, hvad de har gjort, knækker brættet. Når personerne svarer igen og insinuerer, at Bing har en priviligeret position, knækker brættet. I de øjeblikke lukkes sandheden ind.
Dermed ikke sagt, at glidende passager ikke også er værdifulde. De er uovertruffent fotograferede, og er alene billetten værd.
Minding the Gap er nomineret til Politikens Publikumspris, og jeg håber næsten, den vinder. Den kunne sagtens klare en bredere biografdistribution. Men det er blandingen af gliden og knæk, som løfter filmen op på et andet niveau. Harmony kunne godt have brugt et par ekstra knæk. Welcome to Sodom er nærmest rent glid.
Welcome to Sodom vises 25/3 kl 16:30 i Cinemateket og 27/3 kl 19:30 i Empire
Harmony vises igen 24/3 21:30 i Cinemateket
Minding the Gap vises igen 26/3 kl 19:30 i Empire
Fotocredits: CPH:DOX – topbillede fra Welcome to Sodom.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og