U2 // ANMELDELSE – Det irske rockband U2 har genindspillet 40 af deres egne U2-favoritter. Formen er akustisk og ualmindeligt afdæmpet, næsten uden trommer. Projektet er næsten tre timer langt og på en gang fascinerende og en lille smule kedeligt, mener POV’s anmelder.
Forestil dig følgende:
Du vågner op på en solbeskinnet søndag morgen blot for at opdage, hele det irske band U2 sidder i dit soveværelse.
Guitarist The Edge sidder med korslagte ben i fodenden og klimprer på en akustisk Gibson. Han nikker venligt. På sengekanten er perkussionist Larry Mullen klar med tamburin og noget, der ligner bongotrommer. U2-bassist Adam Clayton har lavet kaffe og sidder nu klar med bas og en pude i ryggen. Og for at fuldende line-up’et har selveste Bono taget plads ovre i den gamle lænestol, hvor du normalt lægger dit tøj før sengetid. Og i solens første stråler kan du se titlen på sangbogen, der ligger i sangerens skød, 40 kendte og glemte sange, udvalgt og genfortolket af U2.
Nu er du kommet dig over overraskelsen. Og efter Adam har skænket kaffe til alle, strækker du dig mageligt og spørger:
“Hey, nu da I alligevel er her, gider I så ikke spille nogle af jeres fede sange. Men lad være med at spille for højt. I må ikke vække naboerne. De bliver skidesure.”
I et parallel-univers kunne dette være opskriften på U2’s nye mega-værk Songs of Surrender … i hvert fald i min fantasi.
U2 i superintime arrangementer
I virkeligheden tvang Covid-pandemien ligesom alle andre Bono og kompagni i isolation. Og da de normalt hyperaktive irere alligevel ikke kunne turnere eller mødes i de sædvanlige menneskefyldte pladestudier, besluttede de sig via long-distance for at genindspille 40 af deres egne U2-favoritter i nye neddæmpede og superintime arrangementer.
Således er normalt bombastiske koncert-favoritter som “Pride” og “I Still Haven’t Found What I’m Looking For” her så tyste, at en klirrende kaffekop uden problemer kan overdøve Bono, når han nærmest hvisker “In the Name of Love”.
U2 har altid været et demokratisk band. Det er nok derfor, de har holdt så længe. Og for at holde balancen på denne samling har hvert medlem valgt ti sange, der nu har fået den tilbagelænede behandling.
Efter min mening nydes Songs of Surrender bedst i mindre mundfulde, måske ti sange ad gangen. Hvis man – som jeg – lyttede til alle 40 sange i rap, begynder det hele nemlig på et tidspunkt at lyde lidt ens. Og det er ærgerligt.
Projektet, der tydeligvis har taget masser af tid, kærlighed og hjerteblod, giver nemlig et unikt indblik i det banebrydende bands arbejdsmetoder og kompositionsteknik.
41 år efter Bonos imponerende tenor rejste sig imod sommerskyerne over Dyreskuepladsen i Roskilde, er sangstemmen imponerende komplet. Spændvidden er næsten intakt. Men på langt de fleste af de nye fortolkninger ligger 62-årige Bono en hel oktav under originalen. Det giver et velkomment ‘earthy feel’ – en ny myndighed. Og så ønsker vi som bekendt ikke at vække naboerne …
Adam Claytons bas er klassisk, klar og tilbagelænet. Larry Mullens slagtøj er mildest talt diskret. Alle medlemmer leverer smagfulde keyboardflader, der tydeligvis er inspireret af gruppens årelange samarbejde med ambient-mester Brian Eno. Og især tilhængere af guitarist The Edge kan roligt glæde sig til Songs of Surrender. Således er albummets primært akustiske guitarer en oplevelse i sig selv. Og for hver gennemlytning af denne anderledes greatest hits-samling lægger man som guitarfan mærke til flere og flere fantastiske detaljer. Nogle gange kan det virkelig betale sig at spille den samme sang 2345 gange.
Den ultra-skrabede fremgangsmåde skiller også bukkene fra fårene, når det drejer sig om kvaliteten af de enkelte kompositioner.
Intens underholdning
Således er nyfortolkningen af den groove-baserede “Desire” mildest talt ligegyldig, uden det drivende beat, ingen sang. Og “Get Out of Your Own Way” fremstår i endnu højere grad som en kedelig gendigtning af Fleetwood Macs “Go Your Own Way”, Mullens Mick Fleetwood-inspirerede trommerytme gør blot sammenligningen endnu mere påfaldende.
Tommelfingerreglen lyder: En dårlig sang kan ikke reddes af det fedeste band. Og selv en nybegynder kan slippe afsted med et hit på sin første akustiske guitar. Men underligt nok formår U2 alligevel at tage al luften ud af min personlige U2-favorit, “Beautiful Day”.
Originalen fra 2000 er efter min mening den perfekte popsang. Men med Bonos overlagt mumlende vokal, og uden Daniel Lanois’ himmelsøgende produktion ender sangen som hverken fugl eller fisk.
Men Songs of Surrender består mest af godbidder. Og helt suveræne er bl.a. “One”, “11 O’Clock Tick Tock”, “With or Without You” og “Stuck in a Moment You Can’t Get Out of”. Her bliver alt kogt ned til essensen, melodien, teksten og musikerne, der tydeligvis stadig er stolte af deres kunst.
Der er ikke nogen af disse nye genfortolkninger, der egentlig er bedre end originalen. U2’s bagkatalog holder efter min mening imponerende godt. Men som fan er det interessant og stimulerende at få skåret disse klassiske kompositioner helt ind til benet. Som lytter kan man kun lade sig inspirere af gruppens omhu.
Således lyder ingen af de 40 genfortolkninger forhastede eller sjuskede. Og indtaget i mindre doser byder Songs of Surrender mange lange nætters intens underholdning og indsigt i, hvordan kvalitetsrock bliver til og vedligeholdes.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
