ROXY MUSIC // 50 ÅR MED FOR YOUR PLEASURE – Da verden havde vænnet sig til Pink Floyd, Led Zeppelin og David Bowie, var der behov for endnu et nyt grænseoverskridende navn. Det kom fra London og hed Roxy Music. Med en stærk dynamik især mellem personlighederne Bryan Ferry og Brian Eno. For 50 år siden udkom gruppens andet – og vigtigste – album, For Your Pleasure.
Det var bare så vildt, så frækt, så anderledes, så lokkende, så altomfavnende. Og det er London-gruppen Roxy Musics For Your Pleasure stadig, nu, præcist 50 år senere. Albummet blev udsendt i England 23. marts 1973. Og ganske vist havde bandet været et kendt fænomen blandt de vakse og (mode)bevidste i trekvart år, Men det var hér, det kulminerede.
Debutalbummet Roxy Music var udkommet i juni 1972. Nærmest som et lyn fra en klar himmel. Der var elementer af pop, rockabilly, klassisk, jazz, eksperiment og avantgarde – noget rodfæstet og noget futuristisk – i en vanvittig og usædvanlig kombination. Hvor det var hurtigst og heftigst, foregreb det punk. Og så alligevel ikke. Det var det alt for komplekst og avanceret til.
Fem-seks musikere, der gav alt, hvad de havde i sig, svedende, opmærksomme, intenst opsatte på at få det bedste ud af at supplere hinanden. Klædt i lak, læder og leopard. Alle med langt, slikket hår
På For Your Pleasure optimeredes ideerne fra det første album. Lyden var grundlæggende bedre. Og der skete så meget forskelligt. Springet var stort – men ikke for stort – fra de hurtige, medrivende ”Do The Strand” og ”Editions Of You” til den tålmodigt-psykedeliske suite ”The Bogus Man”/”Grey Lagoons”. Det var så dristigt, som man med al rimelighed kunne håbe. Hvis man lyttede til teksterne, var der en skøn underliggende humor. Og det hang alt sammen vidunderligt sammen.
Fra slutningen af 1960’erne var det lp’ernes tid. Et hit på tre-fire minutter var ikke længere nok. Det skulle være en 30-40 minutters sammenhængende helhed. The Beatles havde vist vejen. Blandt andet også ved at udgive sange på singleplader, som ikke indgik på lp’erne. For hvorfor skulle pladekøberne bruge penge på singlerne, hvis de fik sangene alligevel?
Roxy Music – særlige singler
Så der var ikke noget mærkværdigt i, at Roxy Music mellem det første og det andet album udgav singlerne ”Virginia Plain” og ”Pyjamarama” – som hverken fandtes på den ene eller den andet lp. Men var to fantastiske sange i deres egen ret.
Og jo, The Doors udgav ”Light My Fire” på både single og lp. Det samme gjorde The Beatles med ”Revolution”, Free med ”All Right Now”, The Rolling Stones med ”Honky Tonk Women” og Led Zeppelin med ”Whole Lotta Love”. Men det var forskellige udgaver på single og lp. Der var mindst skåret en lang guitarsolo bort på single-versionen. Man snød da ikke pladekøberne til at købe det præcist samme produkt to gange. Ikke på den tid i hvert fald. Nok om det.
Der findes desværre ikke forfærdeligt mange gode fotos eller filmoptagelser af Roxy Music i aktion i disse tidlige år. Men når man hører musikken på plade, er det ret let at forestille sig, hvordan det var. Fem-seks musikere, der gav alt, hvad de havde i sig, svedende, opmærksomme, intenst opsatte på at få det bedste ud af at supplere hinanden. Klædt i lak, læder og leopard. Alle med langt, slikket hår.
For det handlede ikke bare om musikalitet. Stil og attitude var afgørende lige fra begyndelsen. Bryan Ferry var den naturlige leder af det alt sammen. Han kom med melodierne og teksterne, sang dem, tænkte visuelt – var den overordnede designer af alt fra udtrykket på scenen til detaljer på pladeomslagene.
Omslaget på debutpladen havde været overvejende hvidt – kodeordet var cheesecake – med en voldsomt lokkende kvinde ventende på lagenet. På For Your Pleasure var kuløren overdrevent sort, og det var denne gang ikke nødvendigt at folde omslaget ud for at se hele den farlige kvinde og hendes panter med selvlysende øjne.
Foldes omslaget alligevel ud, har vi en fornem bil med en chauffør, der venter på at køre kvinden ud i natten. Og ansigtet på chaufføren – ja, det er Bryan Ferrys.
Det var konsekvens, det var storby, det var sensuelt, det var farligt og provokerende i al sin stilfuldhed. De, som interesserede sig for de sager, noterede sig, at den første kvinde var Kari-Ann Muller, den anden Amanda Lear, supermodeller.
Noget både at se og høre på
Omkring debuten optrådte Bryan Ferry i en tigerskindsjakke, siden i ensfarvet sort. Også saxofonisten/obospilleren Andy Mackay, guitaristen Phil Manzanera og synthesizerspilleren Brian Eno klædte sig … ja, mange vil nok kalde det outreret. I hvert fald spektakulært. De udviklede hver sin tøjstil. Manzanera førte sig frem med store solbriller, der lignede gigantiske insektøjne, og Eno havde i begyndelsen en lækker leopardskindsjakke, siden store vinger – fugl eller insekt?
Var de på hver deres egotrip? Ikke meget tyder på det. Jo, de havde hver deres personlige særpræg og hver deres ideer, men synes ret enige og bevidste om, at det var kollektivt, de kunne noget særligt. Og om, at deres publikum ikke blot skulle have noget at høre, men også noget at se på.
Under den intense turnévirksomhed umiddelbart efter udgivelsen af For Your Pleasure synes det at have gået Bryan Ferry på, at Eno ofte var den, der fik størst opmærksomhed fra publikum
Der var en trommeslager og en bassist, selv om det er let at glemme, for det var ikke dér, tyngden lå. Trommeslageren Paul Thompson befandt sig bagest på scenen og i det hele taget bagest i scenariet. Bassisten skiftede fra plade til plade, ja, nogle gange fra koncert til koncert. På For Your Pleasure hed han John Porter.
Et par måneder efter udgivelsen af For Your Pleasure var Eno fortid i bandet. Der er sagt og skrevet meget om hvorfor. Formentlig var det ikke så dramatisk endda. Eno begyndte som en slags lydmand for gruppen. Under koncerterne stod han nede i salen sammen med den mere almindelige lydmand.
Enos rolle var bl.a. at modulere de andre musikeres lyd og sende den forvrænget/bearbejdet tilbage til scenen. Han havde også en mikrofon og sangkor. Da Roxy Music blev kendt og kom ud på plade, rykkede han op på scenen med alt sit apparatur – inklusiv masser af knapper, håndtag, ledninger og båndoptagere. Han kom til at fylde ret meget, også fordi han kropsligt levede med i musikken.
Et skær af hysteri og skævhed
Hvis hans lydfrembringelser på plade havde et skær af hysteri og skævhed, havde de det endnu mere ved koncerterne. Under den intense turnévirksomhed umiddelbart efter udgivelsen af For Your Pleasure synes det at have gået Bryan Ferry på, at Eno ofte var den, der fik størst opmærksomhed fra publikum. Ferry var så konfliktsky, at han aldrig kom til at give udtryk for sin utilfredshed. Men Eno mærkede misstemningen og valgte at forlade gruppen.
Dermed forsvandt dynamikken og udfordringerne musikerne imellem. De efterfølgende Roxy Music-plader holdt stilen og var succesfulde, men blev mere og mere forudsigelige, elegante, mondæne, sarte.
I september 1973 var alle i pladestudiet igen. Roxy Music (uden Eno) for at indspille Stranded, som udkom i november dette år – og Eno for at indspille Here Come The Warm Jets, som udkom i januar 1974. Roxy Musics Manzanera, Mackay og Thompson havde travlt den måned, for de medvirkede på begge album.
Bryan Ferry udgav sit første soloalbum, These Foolish Things, allerede i oktober 1973 indspillet i juni. Andy Mackay og Phil Manzaneras solodebuter fulgte i 1974 og 1975. Brian Eno har udgivet yderligere en række album i eget navn og kom desuden mere og mere til at præge andres plader som producer, bl.a. nogle af de vigtigste udgivelser fra David Bowie, Talking Heads og U2. Og for resten en Bryan Ferry-plade, Mamouna fra 1994.
Men som scenepersonlighed har Eno aldrig siden haft så stor en rolle som i Roxy Music.
Is there a heaven? I’d like to think so: “In Every Drean Home a Heartache”
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
