MUSIK // LONGREAD – Det store irske rockband U2 er på færde igen og indvier et nyt vildt spillested, The Sphere, i Las Vegas med foreløbig 36 shows på stedet. U2-familien er splittet. Superfans fra hele verden – og en stor håndfuld danskere – drager mod den sindssyge by. Andre må nøjes med drømmene. Og en tredje gruppe er ekskærester, og de er rasende. Bent Gringer – der i 2019 skrev en lang artikel i POV om hele U2-superfanfænomenet – følger op med en beretning om showet, stedet og de talrige særheder og surheder omkring U2, som udover fantastisk musik også er en del af en milliard-industri.
Henrik Lykke er en dansk U2-fan. Dem kan man møde i Facebook-gruppen Bono.dk. Her poster Henrik den 28. april en update på vegne af en gruppe fans, som har tænkt sig at tage til Las Vegas og høre U2 indvie det sprit-nybyggede venue The Sphere i oktober. Nu er de kommet i mål og har sikret sig billetter.
Der har været kaos omkring billetkøbene. Selvom de såkaldte fans i ultra-gruppen i U2’s officielle fanklub har muligheder for at købe før alle andre, var der langt fra nok billetter til alle. Først skulle man forespørge eller requeste billetter til bestemte shows, så blev man udtrukket i et lotteri. Så kom der flere shows, og så kunne man requeste igen – og her skulle man så være blandt de heldige 14%. Dernæst forsvinder billetter for snuden af en, selvom man har dem på hold på Ticketmasters hjemmeside, kreditkort bliver afvist, systemet fryser, og blodet kommer i kog.
Henrik og co. spotter en mulighed for at få billetter ved at købe hotelpakker – en pænt dyr løsning, men senere, da hele billetsituationen er blevet meget værre, er det faktisk en god deal. Og senere lykkes det at få billetter til flere shows på almindelige fan-vilkår.
Jeg skriver tillykke i FB-gruppen. Vi kender hinanden, fordi jeg for nogle år siden skrev et longread om U2 Superfans i POV. Og her var Henrik, som er 54 år, IT-konsulent og bor i Thisted, en god kilde til både anekdoter og indsigt i den besynderlige flok, som udgøres af de internationale U2 superfans:
En gruppe på måske 3-400 personer, der krydser kontinenter for at opleve U2 spille over hele verden. En gruppe som har deres eget fællesskab med skrevne og uskrevne regler, ritualer, afsavn, ofringer, hymner, trofæer, relikvier, guder og katedraler. Og hvor nogle i gruppen har set mere end 200 U2 shows.
Ud af 2.161 mulige U2 koncerter siden 1976 (ifølge den informationsspækkede U2gigs.com, der holder nøje regnskab med den slags og ikke mindst, hvilke numre der er blevet spillet). Herregud, det er jo kun 10%. Og det har de brugt hele 47 år på?
Hvordan kan det lade sig gøre, og hvad dælen har de gang i? Alt det kan du læse meget mere om i POV-artiklen ”U2 – der er fans og så er der superfans”, hvis du har god tid. Nu glæder Henrik og en flok danskere sig til næste kapitel i Las Vegas og lover, at “der bliver masser af gak og løjer på den tur”, og den bider jeg på. Jeg er ikke den første. Hvem siger nej til at skrive om gak og løjer i Las Vegas?
Det kan man jo i princippet gøre på afstand af begivenhederne og i en kæmpe koger, men nej: En kedelig mandag aften i begyndelsen af september impulskøber jeg hotelpakke med billet, ekstra hotel, billet til en koncert mere og fly. Lidt af en udskrivning, men jeg er taknemmelig for, at der stadig er lidt penge på kontoen efter et hussalg, og det skal udnyttes.
I 1991 udkom Achtung Baby, som var U2’s syvende studiealbum. Det var U2-planen at genbesøge og fejre albummet med en turné i 30-året efter udgivelsen, men det satte Covid-19 en stopper for. I mellemtiden – nogle siger helt tilbage til 2007 – begyndte der at dukke historier op om et nyt spillested i Las Vegas: En kugleformet bygning med små 20.000 pladser, de mest fantastiske heldækkende LCD-skærme indeni og udenpå og et uhørt godt – men altså endnu uhørt – lydsystem.
Tanken om at genoplive Achtung Baby i et såkaldt residency – hvor kunstnerne bliver hængende og opfører mange shows det samme sted – var tiltrækkende for bandet, siger bassisten Adam Clayton i et interview i Wallpaper.
Dels ville teknologien i The Sphere være en mulighed for netop U2 og netop dette album, som var udgangspunktet for Zoo TV Tour – en U2-turne, der på mange måder foregreb og forudsagde medieudviklingen med TV-programmer, opringninger til statsledere, sociale medier og fake news.
Dels var det rart for bandet ikke at skulle rejse rundt i det, man troede var en post-Covid-æra. Men som altså i sidste ende ikke var mere post end, at både Bono (forsanger) og The Edge (guitarist) fik corona i Las Vegas.
Superligaen af surhed
I juli 2022 forlød det i en artikel i Billboard.com, at U2 i 2023 skulle spille de første koncerter i The Sphere, som blev beskrevet som “the next generation of live entertainment, offering fans a multi-sensory experience of sound and light inside the largest spherical structure ever created”. Men det blev først bekræftet i en sci-fi reklamevideo under Super Bowl (stor TV-begivenhed i USA) og på U2’s egen hjemmeside den 12. februar 2023.
Så begyndte balladen.
U2 fans er ekstremt loyale og trofaste. Indtil de ikke er det mere. Så er de i superligaen af surhed. De sure er et absolut mindretal i fanbasen. Men de er virkelig sure, og de råber højt.
U2 havde i forvejen testet tålmodigheden hos mange af deres dedikerede fans. I november 2022 udgave Bono bogen Stories of Surrender og tog på turne med sig selv og sin bog, og det solo-stunt faldt ikke i god jord hos alle. Det øgede heller ikke begejstringen, da U2 i marts 2023 udgav 4-dobbelt LP’en Songs of Surrender. Dels var albummet de nu lidt ældre mænds nye genindspilninger af 40 klassiske og elskede U2-sange i mere neddæmpede versioner, og mange sange var helt akustiske. Hvad var nu det for noget mærkeligt noget?
En dansk fan skriver således den 18. marts 2023 på Bono.dk:
“Ja sorry, men denne version af The Fly nærmer sig jo det komplet latterlige.. 🤦♂️🤦♂️. Hvordan fanden kan man ødelægge dette nummer på den måde..😠😠”
Andre skriver:
“Jeg har valgt ikke at købe det og ikke høre det, efter at jeg har hørt de første par sange og har hørt en bid af de fleste.. for jeg vil ikke have min kærlighed til sangene ødelagt”
“Jeg vil så gerne se det positive i SOS, men synes godt nok det er svært…😳”
Dels kom albummet i mange forskellige udgaver og i 12 forskellige farver i begrænset oplag, hvilket gjorde livet surt for samlerne.
Den tyske – nu tidligere – superfan North Bowman, som jeg kender fra sidst, skriver:
“Songs Of Surrender … this mayhem of an embarrassment that was a roundhouse kick into every fans jaw was nothing less than a fuck you fans! … you’ll buy our bullshit anyway … so let’s make 123 different coloured vinyls to really see how far we can fuck the fans”.
For en del af fanbasen solgte U2 ud af arvesølvet – deres egne geniale numre – og nu forsøgte de bare at score kassen. Tilpas mange fans var dog så tilfredse med albummet, at det fik et pænt salg trods blandede anmeldelser.
Og de sure kommentarer i FB-gruppen Bono.dk imødegås hver gang af opfordringer fra andre fans til at slappe af, nyde det, man stadig kan nyde, og lade andre have deres begejstring. Et grundlæggende mønster i forbindelse med konflikter i fanbasen: Nogen skælder ud over noget – og får derefter skæld ud af nogle andre. Hvem har sandheden, og hvem er de sande disciple? Sådan starter en religionskrig, og Facebook er et uovertruffent medie, fordi alle, der har et tastatur, kan fyre en salve af. Og tænke bagefter. Men det sidste er ikke et krav.
Men nu skulle U2 altså spille i Las Vegas – af alle steder. Og hvad værre var: Uden trommeslageren Larry Mullen Jr., der (stadig) er nødt til at restituere sin slidte krop efter flere operationer. Herom siger Larry selv:
“I’m a street drummer and I’ve physically abused — neglected may be a better word — my body for a long time, through bad posture, questionable technique, throwing myself around a stage, not eating or hydrating as I should have, and sitting too much. Almost all the things I do as part of my job are bad for my body. It’s not just the physical act of hitting things. Rock and roll is about freedom and escapism, it’s like running away to the circus. That’s okay for about 10 years, then bits start to fall off. I was not trained as an athlete, but I have to perform like one”.
U2 vil spille uden Larry! Det er for skørt. Kan man det? Må man det?
Henrik siger ja: “Larry er ikke et ubetydeligt medlem af bandet eller en hvilken som helst trommeslager, man bare kan erstatte. Men hvis man har en kontrakt, hvad gør man så? Man kan ikke hoppe af toget, når det kører”.
Det betyder noget for ham, at Bono taler om our injured brother, og at bandet udgiver en single, “Atomic City” med Larry på trommer lige før showstart i Las Vegas. Larry er stadig en del af bandet. Og så har Henrik fået lavet en Larry-tatovering på venstre skulder, “så Larry kan være med mig i Las Vegas”.
North Bowman er også på banen. Her er svaret højtråbende nej. Når Larry ikke kan spille, skal U2 heller ikke spille. Next rant … File under “disposable Larry”. Where do you draw the line? Er det stadig U2? Kunne man osse tage Bono eller The Edge ud og erstatte med en eller to tilfældige musikere? Er det bare dårlig stil, eller er det ligefrem helligbrøde?
Og det er i hvert fald helt gak, at U2 vil spille Achtung Baby i Las Vegas:
“Even if someone is offering me a free flight and free tickets I would not in a million years attend this travesty show of two and a half men. Achtung Baby and ZooTV meant something … especially this whole media satire thing … and now they have the balls to turn this ad absurdum in a 2.5 billion dollar nightmare in Vegas??? Achtung Baby will be dead come sep 29th … sorry”.
Ticketmaster og dynamic pricing
Bowman, der efterhånden har set U2 spille 50+ gange, er desillusioneret, skuffet og rasende. På mange måder minder han om en ekskæreste efter et bad break up. Hans all time yndlingsband, hans all time yndlingsplade. Al vores tid og alle vores oplevelser sammen. Nu ikke mere, du mente ikke, hvad du sagde, og minderne gør ondt i lyset af det, som skete til sidst.
Men rigtig mange fans er glade for, at U2 skal spille. Så mange, at der langt fra er billetter til alle, hverken i første eller anden omgang, hvor der blev tilføjet datoer til ind i midten af december 2023.
Så træder Ticketmasters såkaldte dynamic pricing i kraft. Det går i al sin enkelthed ud på, at prisen på en billet stiger, når efterspørgslen stiger. Den ”oprindelige” pris – eller pålydende pris, som vi ville sige i Danmark – holder kun i ganske kort tid, nogle gange kun i minutter eller måske sekunder, hvis tilpas mange fans prøver at få billetter.
Ticketmaster indførte systemet helt tilbage i 2011, hvis kunstnerne ønskede det, men det tog for alvor fart i 2022 med Taylor Swift og Bruce Springsteen og viste, at billetter kunne komme til salg for over 7.000. Og det er US dollars vel at mærke. Og det er alligevel en sjat, hvis man er en gammel socialdemokrat på Arne-pension og gerne vil høre Bossen.
Systemet bliver kritiseret sønder og sammen. Ticketmaster er ondskabens imperium, et ækelt de facto monopol, der sammen med ejerne Live Nation er langt ude på grådighedens og kapitalismens overdrev. Alle synes, det er ulideligt, at en plads på gulvet til U2, der ”oprindeligt” blev udbudt til $268 eller i sektion 400 oppe under loftet til $140, pludselig koster $500. Eller $1.000. Eller $5.000. Det er de samme billetter, nu er de bare ”Platinum”.
Ticketmaster forsvarer sig. I en pressemeddelelse fra september 2022, foranlediget af kritiske spørgsmål fra bl.a. kongresmedlem Bill Pascrell (angiveligt på vegne af de mange arbejderklasse Springsteen-fans i New Jersey, hvor han er valgt), hedder det, at det er kunstnerne (deres promoters) og spillestederne, som bestemmer, om der skal bruges dynamic pricing, og hvornår og hvor aggressivt priserne skal sættes op. Det er ikke Ticketmaster:
“Ticketmaster does not determine pricing. Promoters and artist representatives set pricing strategy and price range parameters on all tickets, including dynamic and fixed price points. Similar to airlines and hotels, ticket prices adjust up or down based on demand. Event Organizers work with promoters to set pricing on all tickets, including dynamic and fixed price tickets”.
I en artikel i The New Republic fremgår det, at Ticketmaster-systemet brød sammen med lange ventetider og skuffede købere, da man i november 2022 åbnede for salget til Taylor Swifts Eras-tour. Angiveligt blev der solgt to millioner billetter på én dag.
Billethajer og priseksplosion
Til sammenligning prøvede mere end en million fans at få billet til de oprindelige fem shows – som siden er blevet til 36 shows – da U2 åbnede salget i april 2023,
Mange swifties blev hysterisk ude af sig selv, da de ikke fik billet. Og nogle andre, der havde været heldige, prøvede at lave en hurtig profit på at videresælge deres billetter. Ifølge The Guardian blev en Taylor Swift-billet udbudt til salg for $22.700 på videresalgs-portalen StubHub. Det forlyder dog ikke, om den fandt en køber.
Pointen er imidlertid en anden: Det var ikke Ticketmasters dynamic pricing, der drev prisen op på de astronomiske $22.700 (eller cirka 160.000 kroner) – det var det sekundære marked af scalpers, dvs. billethajer m/u robotter, der har held med at opkøbe billetter, mens de er tilgængelige med henblik på at sælge dem med (stor) fortjeneste, når der er udsolgt, og der er panik i parken af fans. Eller det kan være virksomheder som StubHub, SeatGeek eller Viagogo.
Scalping er ulovligt i Danmark, fordi vi har en lov, der forbyder videresalg af koncertbilletter mm. til mere end pålydende pris + eventuelle gebyrer. Men vi kender dog til princippet med de ”dynamiske” priser både ifm. koncerter (her hedder billetterne Official Platinum) og fra flybilletter og hotelbookinger, hvor prisen lovligt svinger med efterspørgslen. I en artikel i Tænk kalder chefredaktøren på Gaffa Ole Rosenstand Svidt de dynamiske priser for “officiel sortbørshandel”.
Men trods loven mod scalping kan man alligevel i Den Blå Avis se folk udbyde alle mulige billetter til udsolgte koncerter og festivaler til overpris – gemt bag kreative formuleringer i annoncerne. Og man kan se købere efterlyse billetter med bemærkninger om, at “de gerne vil give en god pris”. Så markedet er der helt bestemt, også i Danmark.
Louise får to virkelig gode billetter for $400 pr. stk. Det var i går. I dag, hvor det almindelige salg er åbnet, koster dårligere billetter i samme sektion $1.729 pr. stk
Her rammer Ticketmasters argumentation for dynamic pricing faktisk rent ind hos Henrik:
“The secondary market sees over $10 billion in ticket sales and continues to grow rapidly. Dynamic pricing is about capturing more value for the artist at the initial onsale, vs that value going to people reselling tickets on the secondary market.
As the resale ticketing market has grown to more than a $10 billion dollar industry over the past few years, artists and teams have lost that revenue to resellers who have no investment in the event going well or any of the people working behind the scenes to bring the event to life”.
Som de skriver i The New Republic: Det er svært at klandre kunstnerne for, at de hellere selv vil have noget mere af overskuddet fra det sekundære marked end at give det til scalpers. Og ved at sætte et prisloft på f.eks. $500 eller $1.000 på premium/platinum-billetter kan de forhindre den værste pris-eksplosion og udnyttelse.
“Who would you rather pay to attend the Eras Tour, StubHub or Taylor Swift? And by setting a price ceiling on premium seats, Swift can limit the extent to which ticket buyers get milked. There’s a big difference between $499 and $22,000”.
Henrik sætter ord på dilemmaet: “Jeg er meget, meget, meget delt omkring det. Det er noget forbandet svineri, at priserne kommer så højt op, så folk ikke kan være med, og vi er ikke vant til det. Men hvis jeg skal vælge, tror jeg i bund og grund hellere, jeg vil have, at Ticketmaster og kunstnerne ender med at score de penge, som tvivlsomme billethajer scorede tidligere”.
En af mine venner, Louise, hopper med på vognen, da U2 annoncerer ekstra shows ind i februar 2024. Hun vil overraske sin kæreste og bruger mit fan presale link til at requeste. Og vi er heldige i lotteriet, Louise får to virkelig gode billetter for $400 pr. stk. Det var i går. I dag, hvor det almindelige salg er åbnet, koster dårligere billetter i samme sektion $1.729 pr. stk. Men mon ikke prisen falder igen, lige før koncerten starter?
For undertegnede skribent er det vigtigt, om det er Ticketmaster og Live Nation eller kunstnerne, der får gavn af systemet. Og det beror formentlig på den konkrete forhandling af kontrakt og vilkår mellem artister og promoters hver gang. Men alle tre led er nødvendige led i det musikindustrielle kredsløb.
U2 har forbudt videresalg af GA-billetter. Det lægger en dæmper på aktiviteten. Men det er stadig muligt at skaffe sig en GA-billet fra en anden fan, hvis man går ind sammen. Eller fra en billethaj, hvis denne deler det Ticketmaster login, som er brugt til købet og måske oprettet til lejligheden. Vi kender ikke prisen.
Det ser for mig ud som om, at det eneste reelle eller fornuftige alternativ til dynamic pricing er regulering a la det forbud, vi har i Danmark. Den slags vil blive betragtet som kommunisme i USA. Og det forhindrer ikke sekundærmarkedet af små-scalpers eller entreprenante billethajs-typer, der gemmer sig bag robotter og falske e-mails og kan slippe afsted med det i et vist omfang.
Hvad får U2 så ud af det?
Det er svært at sige, hvad U2 får ud af det. Men 25 udsolgte shows x 18.600 publikummer giver 465.000 solgte billetter. Det lyder af meget, men er det egentlig ikke. Tænk på, at The Minds of 99 i lille Danmark har solgt små 150.000 billetter til tre koncerter i Parken i sommeren 2024. Mange – nok flere U2 end Minds-fans – vil mene, at U2 er ”mere end 3 gange større end Minds”. Hvordan man så skal opgøre det.
I skrivende stund er der netop blevet åbnet op for yderligere 11 koncerter i januar/februar 2024. Her ligger den pålydende billetpris for medlemmer af fan-klubben U2.com på $400-$500.
Vi ved fra Ticketmasters forsvar for dynamic pricing ifm. Springsteen, at 88% af billetterne efter 5 dage var blevet solgt til de ”oprindelige priser”, og at der gennemsnitligt blev betalt $262 pr. billet. Hvis det samme gælder for U2, går billetterne måske i gennemsnit til $350 = små 2.500 kr. Men det er et vildt gæt, for ingen uden for inderkredsen ved, hvordan man har fastsat antallet af billetter til den ene eller anden pris, fast eller dynamisk, lofter osv… Det betyder, at der totalt kommer små 1,2 milliarder kr. ind på billetsalget. Dertil kommer salg af merchandise, drinks osv.
Ingen uden for inderkredsen ved, hvordan ”rovet” deles mellem U2, promoteren (Live Nation), billetsælgeren (Ticketmaster) eller venue (The Sphere). Men der er mange, der skal have en bid af kagen, og du kan læse mere om det økonomiske setup bag de generelt høje billetpriser i en informativ artikel i Los Angeles Times. Det koster noget at lave løjer i Las Vegas!
Hvad U2 i The Sphere angår, skriver Las Vegas Review Journal i februar 2023, at U2 kan forvente at få mindst $1 million pr. show af billetsalget. New York Post skriver i oktober 2023, at promoteren Live Nation garanterer U2 hele $4 millioner pr. koncert. Det giver U2 rundt regnet enten 253 eller 1.014 millioner kr. for hele serien på pt. 36 koncerter. Til fordeling mellem – og her gætter jeg igen: De 4 spillende medlemmer, deres manager og de mange ansatte i U2-koncernen: Teknikere, sikkerhedsfolk, grafiske kunstnere, læger, fysioterapeuter, spindoktorer, PAer og andre DJØF-typer mm.
Man kan mene, at Bono, The Edge, Adam og Larry har penge nok allerede. Og at det er ufint at stille op, når den rigtige trommeslager (og grundlægger af bandet) Larry ikke kan være med. Og så i gennem-kommercielle Las Vegas. Den tyske ex-superfan Bowman mener, at U2 skulle have sagt nej – og dermed også nej til måske lidt over en milliard kroner and counting.
Jeg mener, at Bowman m.fl. lukker øjnene for, at our four boys eller the four lads (som mange fans benævner bandet) ved siden af at være verdens bedste band, halvguder, prædikanter, sjælesørgere, kærlighedsobjekter osv. også er en milliard-virksomhed i en musikindustri, der er benhård i den forstand, at den ikke kun handler om kunst, men også om penge – og mange af dem. At bandet er en del af et game, som man som et stort rockband ikke bare kan fravælge, hvis man stadig ønsker at komme ud med sin musik. Og tjene lidt penge til pension. Og rygoperationer.
Det forekommer mig at være en smule naivt ikke at se det i øjnene. Som når de troende gennem tiden kun ser kirken som et sted for forkyndelse af Guds ord og ikke samtidig ser en magtfuld institution i samfundsstrukturen.
Og så synes jeg faktisk, at vikaren på trommer – den hollandske Bram van den Berg – gjorde det rigtig godt.
The overhang situation
Rygterne siger, at man i showkredse begyndte at høre om planerne om et helt unikt spillested i Las Vegas helt tilbage i 2007 – mange år før, The Madison Square Garden Company faktisk annoncerede byggeriet i 2018. The MSG Sphere skulle stå færdig sent i 2020 og koste $1,2 milliarder, men bl.a. på grund af Covid-19 blev det forsinket i 3 år. 18.600 pladser i et state-of-the-art spillested med lutter perfekte pladser til en pris på $2,3 milliarder eller cirka 16 milliarder kr.
Stor var derfor overraskelsen, da det viste sig, at udsynet på rækkerne 20-40 i premium section 100 – det er de dyreste billetter – i større eller mindre grad havde begrænset udsyn, fordi næste etage hang ind over som en balkon: Det udskældte overhang fra sektion 200.
Udsynet til bandet på gulvet var prima fra de cirka 600 pladser, men man kunne ikke se op i kuplen og dermed opleve hele The Spheres imponerende 16K resolution wraparound LED screen, measuring 15,000 m2. It is the largest and highest-resolution LED screen in the world.
Havde man virkelig ikke tid til at opdage og rette denne ”konstruktionsfejl”? Eller kunne man i det mindste ikke fortælle folk, at der var restricted view, før de købte billetter til $500 pr. stk. – hvis man da var så heldig, før de røg op i priser op til $6.000 på grund af dynamic pricing?
Køberne af de angiveligt bedste siddepladser – og herunder en del dedikerede fans – var rasende og gav udtryk for deres vitriole had på de sociale medier. Samtidig var der ingen, der faktisk vidste, hvor galt det stod til, for The Sphere var endnu ikke åbnet. Hvor meget ville man kunne se fra række 22, 28 eller 38, havde man ofret eller spildt tusindvis af dollars på fly, hoteller og premium-billetter for så at ende med en begrænset oplevelse? Og hvorfor kunne man ikke få klar besked om noget som helst fra Ticketmaster? Nervøsiteten bredte sig.
Efter en hel del frygt og lede i Las Vegas, fik Ticketmaster givet de uheldige købere et tilbud om at refundere den pålydende pris eller ombytte til andre billetter evt. på andre datoer. Som i øvrigt var tilgængelige til helt andre og lavere priser, så det bliver ved med at være en møgsag. Ikke mindst for dem, som har købt til flere gange pålydende prisen i et privat resale.
Men nu og fremover er det i det mindste annonceret, at der er udsynsbegrænsninger, når man prøver at købe billet på rækkerne fra nummer 26. Herfra kan man se 60% af kuplen, og så vil man misse både en due og en helikopter og måske lidt af en ballon, men det er også slemt nok, når man er hardcore fan, for det var en U2-due, en U2-helikopter og en U2-ballon.
My U2 Family
Sommeren over er der gang i de sociale medier, ikke mindst den fan-drevne internationale FB-gruppe U2 Fans Tour Group (Helping Fans To Get Tickets), som er stedet at forsøge at få en billet til pålydende pris, når der er udsolgt til U2’s koncerter. Og det handler rigtig mange opslag om.
Men det fremgår også, at U2 fans er blevet ældre – sammen med bandet. Aldrig har jeg set så mange posts om folks dårlige helbred og operationer, og hvad deres ryg kan klare, hvor langt de kan og skal gå for at nå frem til The Sphere, om man må tage sin medicin med ind, sin tisse-ble (!), højdeskræk, dårlig balance og conditions i øvrigt ifm. salg af eller ønsker om billetter til rock-koncerter.
Det er jo fair nok, selvom det for denne undertegnede dansker altid er overraskende, hvor villige (nogle) amerikanere er til at dele ret private ting – og her altså på nettet. Og ingen i fangrupperne foreslår de gamle og svage, at de måske skulle blive hjemme. Tværtimod er der fuld opbakning og gode råd til, at de skam skal tage af sted og holde i hånd med deres kone/mand, som dengang i 1992 var deres date/flirt. Det er sødt, det er kærligt, og det er familie.
I andre FB-grupper – f.eks. U2 at the Sphere – er tonen hårdere, og der er ikke langt til konflikt og fordømmelse i U2-familien.
Henrik siger, at der er rigtig mange newbies i denne gruppe – altså folk, der ikke ved ret meget om U2 og hele fan-universet. De spørger igen og igen om de samme ting, f.eks. køsystemet, om må man tage tasker med osv., og Henrik kan godt forstå, at de fans, der er hardcore, bliver trætte.
Hvis man som hardcore fan læser alle opslag og alle kommentarer, er det jo også irriterende at skulle læse det samme og helt banale 50 gange mellem guldkornene. Som f.eks. kan være en ny lille bid interessant information om ny merch eller en god personlig U2-anekdote med The Edges kone, Adam Clayton og familie i Disneyland eller Bonos søn. (Der i øvrigt spillede i Vega med sit band Inhaler den 11. oktober. Og ja, han ligner sin berømte far og lyder også lidt sådan. Og køen var lang rundt om hjørnet og fyldt med unge kvinder).
Grundlæggende handler stridighederne på de sociale medier om, hvordan man er en ordentlig fan, og hvem der i hvert fald ikke skal bestemme over, hvordan jeg går til koncert. Men lige nedenunder ligger også diskussionen om entitlement: Altså det forhold at nogle fans mener, at de er berettigede til at gøre dit eller dat og måske endda har mere ret til noget (adgang, merch, opførsel mm.) end andre fans, fordi de har været superfans i 100 år og kan alle U2’s sange udenad. Eller ret til at blive trætte af alle de dumme spørgsmål, som all the newbies kan finde på. Igen og igen.
Det seneste skud på den stamme er nogle fans forargelse over, at U2 har annonceret yderligere 11 shows ind i januar/februar 2024. For de har jo købt billet til showet den 16. december i den tro, at det var det sidste. Så nu er de jo blevet snydt. En hel del andre fans synes, at de forargede er virkelig smålige. Og er forargede over dem.
Der er naturligvis dem, der kan skrive pænt og høfligt, selvom det er på Facebook. Og så er der dem, som er i følelsernes vold og skriver indigneret, belærende eller ligefrem hadefuldt – fordi det kan man jo på de sociale medier. Og det er ikke et specielt kendetegn ved U2-familien. Men når det kommer til sagens substans, er der en del flere fundamentalister i fanmiljøer end andre steder. Og svigtede ekskærester.
Er børn en del af U2-familien? Det diskuteres, om det er OK at tage børn med til en rockkoncert. Bevares, hvis de er puttet væk på siddepladserne, og man ikke skal tage hensyn til dem – jeg har selv haft mine unger på 7 og 10 med til U2 360 koncert i Berlin i 2009, vi havde siddepladser på imponerende Olympia-Stadion, og det var en på alle måder stor oplevelse for familien. Og herregud at ens børn sover lidt undervejs 😊. De generede i hvert fald ikke nogen.
Men på gulvet – i General Admission? Det tilsyneladende afgørende her er, om det er rimeligt at forvente, at man tager hensyn til andre fans, når man er til U2-koncert. Og hvad dette “at tage hensyn” så i øvrigt betyder konkret. Her deler U2-familien sig i mange fraktioner, og det er faktisk ikke helt enkelt.
Nogle synes, det er skønt, at ungerne er med, og jeg ser i oktober en familie sidde på gulvet i General Admission og spille kort, mens vi venter på, at koncerten i The Sphere starter. De har to børn med på måske 7-10 år, og det er lykkedes dem at smugle en taburet (sammenklappelig?) ind gennem The Spheres ret tætte security, så datteren kan komme op i højden og se koncerten støttet af sin far.
I sidste del af koncerten er fire fans lige foran familiegruppen (og ved siden af os) blevet så optændte af U2’s musik, nærheden til bandet, den visuelle magi i The Sphere og det hele, de synger og danser vildt med hænderne over hovederne og albuer i alle retninger. De har en fest i ekstasen.
Da de er danset ind i familiegruppen bag ved nogle gange, spørger moderen dem, om de ikke lige kunne … – et eller andet. Det kunne de ikke, og en af de dansende fans kommer med et afgørende argument: “This is a concert, and if you are not comfortable with the situation I suggest you move”. Og familien fortrækker.
This is a concert er et godt argument, men for hvad?
Bono og bandet elsker samspillet med deres fans, og da det immervæk er de færreste, der bliver inviteret til ligefrem at spille med U2 på scenen – men det sker! – er publikums måde at vise glæden og ekstasen f.eks. at klappe, råbe, synge med, danse mm. Det påvirker selvfølgelig sidemanden, men det ved de fleste, som har været i pitten til en koncert. Så måske er det et rimeligt hensyn, at man ikke bringer sine mindre børn ned i balladezonen?
Henrik, som også er en stor Springsteen-fan, og som organiserede køen i København i sommeren 2023, fortæller, at det virkede som om, nogle folk fremme ved hegnet nærmest brugte deres børn til at få plektre, trommestikker og mundharmonikaer, fordi de vidste, at Springsteen er så glad for børn. Historien melder ikke noget om, hvorvidt børnene måtte beholde relikvierne, eller om deres fan-forældre konfiskerede dem bagefter til samlingerne. (Men jeg er nu ikke i tvivl.)
Oppe i sektion 400 – det er ret højt oppe under taget, og der er stejlt – er der en anden sag, som også trækker mange indlæg og vrede mod-kommentarer i FB-grupperne. Må man rejse sig op og danse eller filme hele showet og dermed blokere for udsynet for dem, som sidder på rækkerne bag ved?
Argumentet this is a concert bruges af begge grupper. Mange mener, at man skal høre musik og ikke filme showet. Andre mener, at man selvfølgelig skal stå op og danse, hvis det er det, man har lyst til. Eller filme, så man har minder med hjem fra denne once in a lifetime-begivenhed – U2 fans er jo samlere. Mens nogle med højdeskræk forsigtigt anfører, at de ikke kan stå eller er svagelige og derfor har valgt (og betalt mange penge for) siddepladser frem for festen i General Admission. Og rigtig mange er glade for de billeder og videoer, der bliver postet – ikke mindst optagelser af hele koncerter.
Da jeg til min koncert nummer to om lørdagen sidder helt oppe under taget i sektion 400, er jeg kisteglad for, at jeg selv fik danset af på gulvet dagen før, og at der ikke står en video-fundamentalist lige foran mig. Og at den ekstatiske danse-fan på rækken foran mig, der røg op allerede i åbningsnummeret, sidder eller rettere står 3 pladser til venstre for mig. Da dem bagved lægger hånden på hendes skulder efter tre numre, kan jeg se, at hun svarer this is a concert.
Det er dermed selvfølgelig også verdens største TV-skærm, og den består af 1.2 millioner små LED-lamper på størrelse med en ishockeypuck med 48 dioder i hver
Tilbage på gulvet i General Admission til koncerten om fredagen står der en gruppe på seks engelske fans lidt til venstre for os – fire mænd og to kvinder. De to af mændene står med ryggen til scenen, og det fortsætter faktisk et stykke ind i koncerten. Dem om det. Men da de taler højlydt sammen i de stille passager i musikken og mellem numrene, hvor Bono faktisk siger noget, som det kunne være rart at høre, tager Henrik affære. Prikker en af dem på skulderen og siger “Shut up” og “this is a concert”. Det virker ikke.
Lidt senere gør jeg det samme og tilføjer “go to a pub if you want to talk”. Den engelske fan, jeg giver gode råd, er en lav, tæt bygget fyr med otte tomme øl-krus stablet sammen i den ene hånd, og han glor ondt på mig. Det ligger i luften, at om lidt skal jeg dø. Jeg er lykkelig, da en stor fyr stiller sig imellem os og maner til ro med ordene “keep calm, we’re one happy U2 family”. Resten af koncerten og på vej ud prøver jeg at holde afstand, og det viser sig, at Henrik har taget sit store Dannebrogsflag af skuldrene af samme grund.
Om lørdagen er dansker-gruppen på gulvet, mens jeg er oppe under loftet, og Henrik beskriver tæt-på-oplevelsen:
“Der var en exceptionel stemning til koncerten, der var virkelig, virkelig knald på. Ikke al den snak og pladder, som der var dagen før, der blev virkelig sunget igennem, vi kunne virkelig mærke det. Hold da kæft, der blev godt nok skrålet med. Og bandet var i hopla, det var meget tydeligt at se: De grinede, pjattede og smilede til hinanden og tænkte ‘Wow, fuck mand, der er gang i den i aften'”.
Til fest med bandet, som kan mærke og spejler energien fra de dedikerede fans på gulvet og lægterne. This is a concert – efter Henriks hoved. Der må man godt skråle. Bandet og de ekstatiske fans er i en form for symbiose, hvor de samskaber oplevelsen. Og oplevelsen er stærkest helt fremme ved hegnet, hvor der er almindelig enighed om, at bandet har samme opfattelse.
Køsystemet: The GA-line
Op til showets start er der lange udvekslinger på FB om køsystemet, og hvornår man skal stille op i køen for at komme først ind til de eftertragtede pladser ved hegnet i General Admission tættest på scenen – de såkaldte railspots. Se POV-artiklen U2: Der er fans og så er der superfans, hvis du vil ned i detaljerne.
Grundprincippet er, at The GA-line er en fan-administreret kø: En gruppe fans starter køen ved at stille sig op med et skilt og lægge en besked om det i de relevante FB-grupper. Alle, der kommer, får påskrevet et nummer på hånden med sort tusch og bliver noteret i en bog. Line-leaderen har nummer 1, og dem, der passer køen på skift, har typisk de første numre, og bogen forlader ikke stedet.
Man må til gengæld godt gå fra køen, når man har fået sit nummer, hvis man møder op til hard check in eller roll call tre gange i døgnet på aftalte tidspunkter. Sidste gang er kl. 5 om morgenen, før The Sphere kl. 8.00 åbner for at give de mest dedikerede deres armbånd med adgangsnummer til General Admission-området. Og dermed afgør den rækkefølge, man bliver lukket ind. Har man fået et lavt nummer, er det en pole position i kapgangen mod de bedste ståpladser ved hegnet – lige foran Bono, The Edge eller Adam.
Diskussionen på Facebook drejer sig om, hvorvidt The Sphere vil anerkende den fan-organiserede kø eller lave deres egne adgangssystemer. Og mere dramatisk: Om alle fans vil respektere køen. Nogle mener, at det er et snydesystem, hvor nogle få fans med gode kontakter til U2 management og spillestedets security får sat sig selv og deres venner først.
Andre mener, at det er den eneste og mest retfærdige måde at undgå anarki og slagsmål, fordi nogen ellers vil prøve at tryne og bølle sig vej frem i køen. Og det skorter ikke på opfordringer til at blæse køsystemet en lang march og bare møde op. “Og så stakkels dem, som prøver at forhindre mig i at komme ind”, som nogle amerikanske fans skriver.
Det ender selvfølgelig med, at The Sphere accepterer den fan-organiserede GA-line. “Sådan går det altid”, siger Henrik. “For sådan foretrækker U2-management det”. Og de fleste fans har også accepteret køsystemet.
Setlisterne er på nær et enkelt nummer identiske og bygget op om 22 numre
Jeg møder Henrik og hans kæreste Lone i køen lørdag morgen ved 5-tiden. Jeg har været vågen pga. jetlag siden kl. 4 og får lyst til at gå en tur – og jeg bor trods alt lige ved siden af. De er blevet opgraderet til nummer 27 og 28 fra aftenen før, hvor de blev skrevet op efter fredagens show, fordi andre fans med højere numre ikke er mødt frem til hard check in. Og så bliver man slettet af listen. Jeg rykker selv seks pladser frem i køen. Det er koldt. De fremmødte skal blive der til kl. 8.00, hvor The Sphere uddeler deres armbånd efter numrene i den fan-organiserede GA-kø, og jeg bliver hængende for at se, hvad der sker.
Der er tid til at beundre The Sphere, som udenpå er en 157 meter bred og 112 meter høj, men lidt nedsunket kugle, der er dækket af et 54.000 kvadratmeter stort LED display. Det er dermed selvfølgelig også verdens største TV-skærm, og den består af 1.2 millioner små LED-lamper på størrelse med en ishockeypuck med 48 dioder i hver – som sidder med 15-20 centimeters afstand over hele overfladen. The Sphere kan derfor blive til alt mellem en romkugle og din yndlings-TV-serie. I virkelig stort format.
Der sker ikke noget spændende på kuglen. Og heller ikke i køen – alt går stille og fredeligt, som det skal. 20 minutter i otte står jeg oppe i fronten og taler med line leader no 2, Brian Bergstrom, der er ph.d. og professor i psykologi på Washington University i St. Louis. Brian fortæller, at der har været stille og roligt i de fleste køer til koncerterne med få undtagelser. Forleden valgte man f.eks. at lade en stor og fysisk truende fyr springe over i køen simpelthen for at undgå ballade – og fordi han kun var én. Han fik så nummer 20, selvom han ikke havde taget vagter i køen.
Men så bryder line leader no 1 ind i vores samtale: “It stresses me that you are up here in the front talking to us just before we are moving”. Hun er bange for, at jeg er en såkaldt line cutter, der vil prøve at møve mig frem i køen, når den begynder at bevæge sig. Jeg forføjer mig straks.
“Der er nerver på, når man er line leader, man har trods alt ansvaret for, at en hel masse mennesker får en god oplevelse”, siger Henrik, som var line leader til Springsteen i juli i København.
”Hvis U2-fans er 10, er Springsteen-fans 100 i vildskab og sindssyge. Og det er ikke positivt ment, man tror ikke, at det er voksne mennesker. Vi var i modvind, vi blev lagt for had, og det lignede et regulært mytteri. Det endte med at gå. Men det var sat’me ikke sjovt hele tiden, det kan jeg godt sige dig”.
I Las Vegas, tilføjer Henrik, har nogen forsøgt at råbe lidt op fra sidelinjen, men det gjorde ingen forskel, fordi The Sphere på det tidspunkt var begyndt at inddele fans i køen i sektioner og lukke dem inde i slusen af kohegn. Så der var ingen, der tog notits af dem, der råbte, og de kunne heller ikke rigtig gøre noget.
Så var det værre den dag, hvor de brasilianske fans var line leaders og var kommet til at gå i byen med bogen, så der pludselig ikke var noget køsystem. Der var Melissa fra Venezuela dukket op og havde fået sat skik på situationen.
Melissa er en kendt superfan, der har organiseret mange U2 fan-køer over hele verden. For nogle er hun berygtet for at være skrap, for at have monster-gode forbindelser til U2 og for på en eller anden måde altid at kunne sørge for sig selv og sit crew. Hvilket også skete her.
Men som Henrik, der selv har slået sig lidt på Melissa engang i København, siger:
“Man må give, at Melissa kan noget. Hun har styr på sit shit. Og hun fik også reddet køen, dengang de brasilianske line leaders svigtede. Havde hun ikke været der, var det gået op i hat og briller. Hun fik så også sig selv op i toppen af køen. Men nogle uvedkommende line cutters var også kommet med ind – og det var The Spheres måde at ”straffe køen” for ikke at have styr på det”.
Tal om gode forbindelser: Til koncerten den 7. oktober var det Melissa, som Bono hev op på scenen til en lille duet og en gå- og gyngetur med ballonen. Se den to timer lange koncert i fin kvalitet på YouTube – og se Melissa i fin stil i tidsrummet 43:30-48:10.
Henrik har endnu ikke været på scenen. Han har ellers sikret sig en del rail-spots gennem de mange år. “Jeg er en forbandet GA-junkie. Jeg kan bedst lide at være så tæt på, at Bono kan spytte på mig”, siger han. (Lones kommentar: “Jeg håber ikke, Bono har Covid mere”)
Men da den danske gruppe har været på tur i fem amerikanske nationalparker og kørt 1.180 miles mellem deres koncert 1 og koncerterne 2 og 3, har Henrik og Lone ikke kunnet stille sig i kø til fredagens koncert.
De ankommer derfor til koncerten sent fredag eftermiddag og kommer ind i General Admission på gulvet, og jeg finder dem nemt lidt senere midt for – tæt på gulvets bagerste hegn, hvor man ser aldeles fremragende og ikke mindst får mere af showet i The Sphere kuplen med uden at skulle dreje nakken af led hele tiden. GA-området er ret småt, men der er alligevel god plads.
Las Vegas
Jeg er ankommet til Las Vegas om torsdagen ved 17-tiden lokal tid, det er 25 grader varmt, og jeg er lidt nervøs. Hvor lang tid vil det tage at komme igennem paskontrollen?
Jeg skal nå at tjekke ind på mit hotel og komme op til The Sphere, hvor jeg skal se Darren Aronofskys film Postcard from Earth kl. 19.00. Og derefter skal jeg se Cirque du Soleils Beatles forestilling Love kl. 21.30 på et andet spillested/casino/hotel.
Men heldet følger de tossede, jeg er aldrig kommet igennem US Immigration så hurtigt – går lige igennem og ud i en taxa, der kører mig lige til døren uden svinkeærinder. Og det er faktisk ikke almindeligt i disse tider, hvor Las Vegas gør klar til Formel 1-løb i november, og hvor alle betydende store veje er ved at få lagt ny asfalt og derfor er delvist spærret af. Hver måned sin next big thing.
Taxachaufføren forklarer, at der er fast pris på taxaer fra lufthavnen til hotellerne på The Strip, og at det er godt for kunderne, der ellers skulle betale tre gange så meget. Men skidt for ham, der nu kun tjener en tredjedel, fordi han kun kan nå ti ture på en vagt. Til en fast pris i omegnen af $25. Det er ikke meget, men lønningerne er lave i service-branchen i USA, hvorfor drikkepenge spiller en kæmpe rolle.
De fleste steder, man kører sit kreditkort igennem en terminal, bliver man da også spurgt, om man vil give 15-20-25 eller måske 30% i drikkepenge. Det gælder også, når man køber merch udenfor The Sphere, og DET føles ret mærkeligt.
Jeg når begge mine shows og en vandretur ned til mit hotel ad The Strip i natlig neonbelysning, og det er – som de fleste, der har været der, kan bevidne, en bizar oplevelse.
Dagen efter tjekker jeg ind på hotel- og casinokomplekset The Venetian, som er koblet til The Sphere med en 700 meter lang overdækket gangbro. Man mødes af en helt overvældende mængde marmor, kolonnader, barokmalerier i loftet og et helt fantastisk gulv – og hvad der overrasker mig: Alle løjerne har en meget høj håndværksmæssig kvalitet og udførelse. Ikke noget fake der.
Men så er der naturligvis også en hel masse fake: Kanaler, gondoler og pladser med kunstige himle og kulissefronter – foruden naturligvis kæmpe casino-arealer med digitale enarmede tyveknægte og spilleborde. Det hele er i gang døgnet rundt, og da man er indendørs, mister man hurtigt al tidsfornemmelse. Og jetlag og små morfar-lure på hotelværelset gør det ikke bedre.
Scenen er er magnum-udgave af Brian Enos pladespiller, som er et stykke lysende og farveskiftende design, man godt gad have stående hjemme i stuen
Det går heller ikke så godt med rumfornemmelsen – der går en dags tid og uendelig mange gange gåen forgæves, vende om, spørge security om vej til værelse 5526, før det går op for mig, at The Venetian Tower og Venezia Tower ikke er en og samme bygning, skiltet på to sprog. Det ville jeg godt have fanget nogle kilometer tidligere.
Hotelpakken til U2-koncerten – min eneste mulighed for at få billet på det tidspunkt, jeg impulskøbte det hele – viser sig at give adgang til en 65 kvadratmeter stor business-suite, som skal udgøre mit hotelværelse de næste to nætter. Det har jeg aldrig prøvet før, og jeg føler mig mere som Jeppe i baronens seng end som Uncle Duke. Jeg har jo heller ikke en expense account eller en taske fuld af LSD, alligevel er det hele – uden sammenligning i øvrigt – lidt syret.
Det eneste holdepunkt i marmor og dyner er, at jeg skal til U2-koncert og være der ikke senere end kl. 18:30. To gange.
Lørdag formiddag kl. 9:26 er der solformørkelse på 86% i Las Vegas, hvor man endda kan observere det sjældne ring of fire-fænomen i fire minutter. Jeg opdager ingenting, for jeg er på The Venetian. Og der er solen formørket 100% hele tiden.
U2 og showet i The Sphere
Jeg oplever to U2-shows i The Sphere – fredag den 13. og lørdag den 14. oktober. Om fredagen er jeg på gulvet i General Admission sammen med Henrik og andre danske og internationale U2-familiemedlemmer. Om lørdagen sidder jeg oppe under taget i sektion 400, række 21 – så kan man næsten ikke komme længere væk.
Setlisterne er på nær et enkelt nummer identiske og bygget op om 22 numre: Hele Achtung Baby, en del numre fra Rattle and Hum og nogle stykker fra The Joshua Tree, All That You Can’t Leave Behind og How To Dismantle an Atomic Bomb. Og naturligvis U2’s nye nummer “Atomic City”, som blev udgivet lige før, koncerterne startede i The Sphere.
Begge shows er fantastiske – på hver deres måde.
At være på gulvet med måske (kun) 1.500 andre fans og være virkelig tæt på bandet er i sig selv en intens og hudløs uden filter-oplevelse. Man ved, hvad Bono vil synge, man har forudset The Edges guitar, før lyden rammer en, man kan se bandets mimik, små blikke og nik til hinanden, om de har det sjovt, om de har god energi, eller om de stadig er lidt småsyge; man er inviteret med til en intimkoncert, og man fornemmer ikke, at der er et kæmpestort rum og 17.000 andre fans over og bag en. Man er et med musikken og alt det, man har oplevet med U2 nogensinde.
Koncerterne er højdepunkterne i ens liv som U2-fan eller -superfan: En fornemmelse eller måske skulle man sige tilstand og flow af samhørighed og lykkefølelse. Som kan bære rigtig meget. Indtil man bliver revet ud af rusen, fordi det bliver for svært at ignorere de fulde, ukoncentrerede og samtalende englændere ved siden af. Eller hende, der vedholdende står og skråler lidt skævt 1½ meter væk …
Lyden af en anden verden
Lyden i The Sphere – både oppe og nede – trodser enhver beskrivelse. Jeg har aldrig hørt noget lignende. Fuldstændig præcis, vellydende i både den dybe og høje ende af spektret, masser af smæk og dynamik, detaljer i Bonos stemme og fraseringer, helt distinkt oplevelse af guitar, bas, trommer og sang – det var som at stå midt i det hele, hvad man jo faktisk også gjorde. Begge steder. Og så spillede de højt uden at spille højt.
Lydteknikere er boblet over af begejstring for teknologien, som jeg ikke fatter. Det er noget med “a spatial audio system based on Holoplots X1 speaker module, which uses beamforming and wave field synthesis technologies”.
Og så er der noget med en forfærdelig bunke højttalere (Wallpaper siger 167.000!) gemt bag LED-skærmen i hele kuplens udstrækning.
Da jeg om torsdagen var i The Sphere til Aronofskys Postcard from Earth, fik vi også demonstreret, at der var haptisk gøgl i sæderne, dvs. bevægelse og mulighed for at lave vind i kuplen.
Jeg fik også oplevet det spatiale audio system i foyeren før filmen: Et højttalerpanel blev demonstreret – af en robot selvfølgelig. På gulvet var der malet fire gule cirkler op – to meter i diameter, to meter mellem hver cirkel. Man blev opfordret til at gå ind i en cirkel og videre til den næste efter cirka 10 sekunder, og det var imponerende: I den ene cirkel blev der talt arabisk, i den næste japansk, i den tredje engelsk og i den fjerde fransk. Helt klart og distinkt, ingen babelsk larm. Og leveret af det ene og samme højttalerpanel.
U2 benyttede ikke denne oversættelsesmulighed, men det siger noget om helt nye dimensioner i styring af lyd, at det overhovedet kan lade sig gøre.
Visuelle højdepunkter
Lørdagens show skulle opleves oppe fra højderne. The Sphere er 112 meter høj udenpå og cirka 75-80 meter indeni. Alligevel føltes det, som om man var helt tæt på, rent lydmæssigt stod Bono lige ved siden af og sang.
Bono og bandet står på en lille scene med deres instrumenter – og ingen højttalere. Scenen er er magnum-udgave af Brian Enos pladespiller, som er et stykke lysende og farveskiftende design, man godt gad have stående hjemme i stuen. Bono er The Fly, og vi har Zoo TV-lignende tekst og grafik på kuppelskærmen, og hvad der bliver til et rør af bogstaver. Som bliver til en elevatorskakt med en elevator eller et loft, der kommer ned i hovedet på os.
Den helt kæmpe-store forskel ved at sidde oppe i stedet for at stå på gulvet var oplevelsen af hele den visuelle del af showet. Det var stadig en virkelig god koncert, og bandet leverede en bedre performance om lørdagen, men oplevelsen under taget er selvfølgelig mindre intens: Mindre band og meget mindre ”U2-fællesskab”. Og når bandet bliver mindre vigtigt i det totale show, er det godt, at man virkelig kender U2’s musik.
Til gengæld kunne man nyde og lade sig rive med af fantastisk detaljeret grafik, enkle og smukke billeder, snydetricks og det helt store visuelle syretrip, som gled ned over kuplens 15.000 kvadratmeter 16K opløsnings LED-skærm. (Hvis du har 1 kvadratmeter fjernsyn hjemme i stuen, har du et temmelig stort TV, og det er næppe i 16K).
Når showet starter, viser skærmene en brun væg som f.eks. i en silo eller en gasbeholder og et hul i loftet. På et tidspunkt kan man se en helikopter i hullet i loftet, nu ankommer U2. Der trænger lys ind mellem elementerne i gasbeholderens væg, som bliver til et gigantisk kors, “Achtung Baby” og koncerten er i gang.
For mig er et af de visuelle højdepunkter, da bandet spiller “Even Better Than The Real Thing”. U2 har fået filminstruktøren og kunstneren Marco Brambilla til at lave den visuelle del til dette nummer som en hyldest til Elvis.
Med hjælp fra generativ AI: Stable Diffusion og Midjourney får han lavet en videocollage, King Size, som et vanvittigt og uhyre detaljeret bagtæppe, der langsomt glider ned bag bandet. Og det er et blændende kunstværk i sin egen ret med store og små Elvis-klip, look-alikes, dansepiger, Vegas-lys, scener fra Vegas-film og storslåede billeder, som et Elvis-hoved i stål eller Elvis som en egyptisk farao.
Vi får også brændende flag (den irske kunstner John Gerrards miljø-advarsel “Flare”), en tur med en ballon og flotte ørken- og Las Vegas-videoer, så man tror, at Sphere-væggen er blevet revet ned.
Et andet visuelt højdepunkt for mig kommer under de to sidste numre i koncerten i form af kunstneren og stage designeren Es Devlins “Nevada Ark”:
Man ser en Sphere-lignende kugle i Nevadas ørken, ørkenen fyldes med vand, kuglen kommer tættere på bandet og os, der er et hul i siden af kuglen, det er en portal, og pludselig er vi inde i kuglen – inde i kuglen, yes, to gange – og raser mod et sted, der eksploderer ud i hele kuplen, som fyldes med fugle, fisk og dyr og etablerer sig over et vand og en horisont.
Og lige der står U2 og spiller nogle af deres smukkeste sange. Netop den totale show-oplevelse og samklang mellem musik og billede får man ikke på gulvet. Faktisk var Henrik så lidt revet med på netop dette tidspunkt om fredagen, at han brød sine egne principper og gik ud, før koncerten var helt slut:
“Jeg skulle tisse, og jeg bryder mig ikke meget om “Beautiful Day”, hvorfor spiller de det som det sidste nummer? Og så kunne jeg naturligvis få et bedre nummer i køen til generel admission til lørdagens show, som netop var startet”.
Henrik og Lone fik numrene 31 og 32. Men til lørdagens koncert endte de alligevel helt oppe ved hegnet mellem Bono og Adam sammen med resten af dansker-gruppen, som på magisk vis var kommet ind med VIP’erne.
Gulvet eller siddeplads?
Det er umuligt generelt at sige, om det er bedst at opleve et – eller specifikt dette – U2-show fra gulvet eller oppe. Det afhænger af, om man er til fest og fællesskab med band og andre fans. Eller om man vil opleve showet med den intention, som kunstnerne har haft og med den kunstneriske totaloplevelse for øje.
Henrik har været til tre shows på gulvet, for tæt på bandet er det vigtigste for hans koncertoplevelse. Han har oplevet kugle- eller himmel-skærmen i et andet perspektiv og er stadig helt oppe og køre over effekterne, der ledsagede “The Fly” og “Even Better Than The Real Thing“. Men han er glad for, at der også var pauser i den visuelle magi: “Hvis de havde brugt skærmen under hele showet, som de gjorde under “The Fly”, havde folk jo ikke fattet, at bandet var der overhovedet. Så havde skærmen taget over”.
Jeg er glad for, at jeg fik mulighed for at opleve begge dele, why not both, når man er fløjet helt ind i luksussuiten i Las Vegas, og man får tilbudt billet nummer to til marginale $140?
Men skal man rejse helt til Vegas for at se dette show kun én gang, tror jeg, at jeg vil satse på totaloplevelsen af bandet og The Sphere på en siddeplads i sektion 200 eller 300. U2 kommer formentlig til at spille i Danmark igen. Men det gør The Sphere ikke foreløbig. Og kombinationen er for vild.
Det er planen, at der skal bygges MSG-Spheres andre steder i verden, f.eks. i Stratford i London. Men planerne er angiveligt sat på hold. Nej, det er ikke pengene, der er problemet. Men protester. Måske bor der mange sure U2-ekskærester i Stratford? MSG skulle nok have valgt Stepford i stedet.
Post concert blues
Jeg taler med Henrik et par dage efter, at vi er kommet hjem. “Halløj, det var sgu’ da noget af en fest, vi var kommet til der!”
Det er blevet hverdag med arbejde og det hele, men der er ikke så meget post concert blues denne gang, selvom man stadig er i oplevelsen. Henrik ordner billeder og følger godt med i U2-universet på de sociale medier – og glæder sig til kommende koncerter med andre bands. Jeg skriver denne artikel.
Henrik får det sidste ord:
“Måske skal du finde en anden titel på din artikel? OK, der var masser af det sædvanlige gak med det der kø-stads, billetter, udsyn og det hele, og der var da osse masser af nye løjer med showet i The Sphere, Vegas-omgivelserne osv.
Men måske er det mest gak, at en gruppe danskere er passionerede nok til at bruge en stor håndfuld penge og en god uges ferie på at tage helt derover for en koncert? Det var til gengæld så langt væk fra alt, vi ellers har set af U2, en virkelig, virkelig helt enestående fantastisk oplevelse. Så jeg føler mig ret glad.”
Det gør jeg også.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
