ANALYSE – Siden 1949 har Bayerns CSU og det store søsterparti, CDU, haft et fraktionsfællesskab i Forbundsdagen, og de har i mange perioder regeret i skøn samdrægtighed. Nu er det hele ved at ryge på gulvet på grund af striden om asylansøgerne. Nils-Chr. Nilson tager temperaturen på krisen før det afgørende møde i dag kl. 17.00.
Når lederne af de to tyske søsterpartier, CDU (i 15 af delstaterne) og CSU (i Bayern) mødes i dag klokken 17.00, er det ikke blot et historisk opgør. Der står så uendeligt meget på spil for det tyske demokrati. Tyskerne er tryghedsnarkomaner, men risikerer nu at blive kastet ud i et politisk tumult uden fortilfælde.
For forbundskansler Angela Merkel kan CSU’s udtræden af regeringen, et nyvalg eller bare et forsøg på at danne en ny koalition betyde enden på 18 års formandskab for CDU og 13 år som forbundskansler. For CSU kan en opløsning af fraktionsfællesskabet fra 1949 med CDU i forbundsdagen betyder, at partiet mister sin dominerende stilling i Bayern.
I en uventet og nok uovervejet beslutning har Seehofer trådt tilbage som både indenrigsminister og partiformand. Dermed vælger han selv sin afgang, og han undgår at blive fyret af Angela Merkel
Hele balladen er blevet udløst af indenrigsminister Horst Seehofer, der også er formand for CSU. Han har haft nogle tumultagtige år, for mens han var ministerpræsident i Bayern savede daværende finansminister Marcus Söder så længe og grundigt i taburetten, at Seehofer blev tvunget til at opgive sit embede i marts i år. Han fik lov til at beholde formandskabet og indenrigsministerposten i Berlin. Det sidste som et økonomisk suttebolsje. Nu er han ved at sætte det hele over styr.
I en uventet og nok uovervejet beslutning har Seehofer trådt tilbage som både indenrigsminister og partiformand. Dermed vælger han selv sin afgang, og han undgår at blive fyret af Angela Merkel. Men begge situationer vil gøre det svært for de to kristelige søsterpartier at bevare fællesskabet.
Horst Seehofer har i alle sine år været en politiker, der har ladet sig drive af sin seneste indskydelse. Heri ligner han den tidligere SPD-formand, Sigmar Gabriel. Samtidig har Seehofer en bayers veludviklede sans for intriger og underminering af åbenlyse eller indbildte modstandere. Tag ikke fejl: Bayerns politik er præget af voldsomme og hidsige modsætninger, intriger og ballader. Spørg f.eks. den tilsyneladende urørlige partiformand og ministerpræsident, Edmund Stoiber, som blev tvunget væk i løbet af en nat i 2007.
Asylansøgere skiller dem ad
Striden mellem Horst Seehofer og forbundskansler Angela Merkel gælder ene og alene behandlingen af asylansøgere. Og bag det hele lurer CSU’s frygt for at miste flertallet i Bayerns landdag ved landdagsvalget til oktober i år.
Sagen er sådan set enkel: Horst Seehofer vil ved grænserne straks-afvise asylansøgere, der er blevet registrerede i andre EU-lande. Angela Merkel søger efter en fælles europæisk løsning på flygtningeproblemet. Den kan hun ikke få. De østeuropæiske lande vil ikke give en eneste indrømmelse. Derefter har hun forsøgt sig med bilaterale aftaler med enkelte lande, men det synes Horst Seehofer er varm luft.
Når CDU og CSU mødes kl. 17.00 vil mange politikere holde vejret. Men scenariet har været gennemspillet før, nemlig i 1976, da Bayerns ministerpræsident, koleriske Franz Josef Strauss i en tale til sine partifæller i Wildbad Kreuth bebudede en opsigelse af fraktionsfællesskabet med CDU.
Ingen skal undervurdere Angela Merkels evne til at træffe hurtige beslutninger, som f.eks. gjorde med en nedlæggelse af atomkraftværker eller opgivelse af værnepligten
Han regnede ikke senere forbundskansler Helmut Kohl for andet end en svag, ubegavet ’provinzler’, som ikke kendte til storpolitik. Men Kohl svarede omgående igen ved at true med, at en adskillelse ville betyde, at CDU begyndte at oprette vælgerforeninger og udstille kandidater i Bayern. Strauss pakkede sammen, presset fra partifællerne var for stort, for lige pludselig kunne de ikke regne med sikre valgkredse, hverken til landdagen i München eller til forbundsdagen i Bonn.
Den knippel har Angela Merkel også i sækken, og hun kan hente den frem. Ingen skal undervurdere Angela Merkels evne til at træffe hurtige beslutninger, som f.eks. gjorde med en nedlæggelse af atomkraftværker eller opgivelse af værnepligten.
Det er denne knippel, der betyder, at det kun kan være en mislykket forhandling eller nogle uoverlagte bemærkninger, der kan få det hele til at springe i luften. En af grundene til Horst Seehofers desperate skridt med at tilbyde sin tilbagetræden er, at partifæller har vendt ham ryggen og kritiseret hans konfrontationskurs.
Så her, få timer inden det afgørende møde, skal man være klar over, at Seehofer ikke har et udelt parti bag sig. At der er politikere i Bayern, som nødigt ser, at han sætter deres poster over styr. Og at så stor en uro næppe vil styrke CSU ved landdagsvalget senere i år.
Det er ingen garanti for, at stridshanerne kommer ud og meddeler, at der er indgået et fesent kompromis. Temperamenterne er hidsige, så det hele kan gå galt. Men det er nok klogest at tage en dyb indånding og forvente, at den tyske regering på en eller anden måde lander på fødderne.
Nils-Chr. Nilson, årgang 1945, var i 52 år journalist i Politikens Hus, herunder som Tysklands-korrespondent 1977-1980. Bidrag til farvepatroner kan sendes til 20333031.
Topillustration: Wikimedia Commons
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her