EUROPAS MINDRETAL #7 // ESSAY – Solidariteten fra europæiske nationer er erstattet af pigtrådshegn langs EU’s ydre grænser. Fra den anden side af finmaskede jerngitre kan flygtninge og migranter spejde længe efter de nationer, der i oplysningstiden var humanismens arkitekter.
Dette er første del af Esben Okholm Friis’ essay om Europa. Anden del udkommer på onsdag.
LESBOS – I sin selvbiografi nægter Tysklands tidligere forbundskansler Angela Merkel at gå til skriftestolen for sin beslutning om at åbne grænserne for flygtninge i 2015. Det var et humanitært imperativ, betoner hun.
Tiåret for flygtningekrisen har ansporet mig til at læse mit arbejde i et modtagecenter for bådflygtninge ind i en større kontekst. Det humanitære imperativ er dødt, og EU’s moralske forfængelighed bør ikke kunne bære, at flygtninge og migranter lever i kummerlige lejre eller drukner i havet.
Den forsvundne dramatik
”De andres frihed er smuk, så længe den er undertrykt,” skriver chefredaktør for Dagbladet Information, Rune Lykkeberg, i sin bog Alle har ret: Demokrati som princip og problem.
Konstateringen dækker over problemet, der opstår, når en revolution slutter, den dramatiske appel fordufter, og solidariteten med andres frihed glider ud af vores verdensbillede.
Er grænser og mure kun forkastelige, når de holder folk inde i modsætning til at holde dem ude?
I første halvdel af 10’erne repræsenterede det arabiske forår en revolution i kampen mod undertrykkelse, i kampen for frigørelse og demokrati. Den afledte flygtningekrise af oprørene i Mellemøsten og Nordafrika blev et nærværende dramaturgisk højdepunkt i et splittet Europa. Kontinentets øjne hvilede på Syrien og Middelhavet.
Siden er den dramatiske appel gradvist forsvundet. Regelmæssige skibsforlis og menneskerettighedsorganisationers konstante kritik af forholdene i europæiske flygtningelejre lider af et dramaturgisk underskud.
Det er katastrofer og kriser, der gør dybe indtryk på folket, skriver den franske polyhistor Gustav Le Bon i The Crowd: A Study of the Popular Mind. Omvendt griber mindre ulykker ikke ”massernes (folkets) fantasi det ringeste”. De seneste 11 år er 31.000 mennesker døde eller forsvundet i Middelhavet. 2.734 af dem i 2023.
Solidariteten fra europæiske nationer er erstattet af pigtrådshegn langs EU’s ydre grænser. Fra den anden side af finmaskede jerngitre kan flygtninge og migranter spejde længe efter de nationer, der i oplysningstiden var humanismens arkitekter, men som nu famler i forsøget på at finde et moralsk ståsted i en verden af realpolitik.
Helst et ståsted, som end ikke kan klandres for at være hyklerisk, når vi som union fortsat hepper på flygtninges frihedskamp. For det gør vi. Kampen synes bare at være smukkere, når den udkæmpes i deres hjemland fremfor på vores dørtrin. Det giver et dilemma, som Lea Ypi, professor i politisk teori ved London School of Economics, fremhæver i sit erindringsværk Fri om tiden under det politiske opbrud i det tidligere kommunistiske Albanien:
Er grænser og mure kun forkastelige, når de holder folk inde i modsætning til at holde dem ude?
EU i en brydningstid
I foråret nåede EU-medlemslandene til enighed om en migrationspagt. Mange mener, at den ikke indeholder de humanistiske svar på de politisk betændte flygtninge- og migrationsspørgsmål. Men kursen er sat. Efter EU’s topmøde i oktober stod det klart, at selv kommissionsformand Ursula von der Leyen er ombord på et paradigmeskifte: arbejdet med udlicitering af asylbehandling og ophold i sikre tredjelande intensiveres. Hvad ”sikre” dækker over, og hvordan paradigmeskiftet har formet sig, vender vi tilbage til.
Som del af Den frie verden slår EU på tromme for rettigheder og frihed. Men når virkelighedens spejl holdes op, står unionen i genspejlingen uden den humanitære fane, den ellers mener at kippe med
Tidligere var denne strammerposition på området delvist et ledigt standpunkt. Det var forbeholdt enkelte hardliner-lande samt den hedengangne parlamentsgruppe Identitet og Demokrati, der på flygtninge- og migrationsområdet stod med røven bar.
Kun radikale højrepopulister troede, at disse hardlinere stadig havde tøj på, når de fremsatte forslag, der entydigt gik imod konventioner, i de store armbevægelsers teater af foregivelse. I lang tid har jurister måttet indtage rollen som den lille dreng fra Kejserens nye klæder og påpege deres bare røv, når de gjorde regning uden vært. Men der blæser nye vinde, og det er højrepopulisterne, der har vind i sejlene. Migrationskritiske lovændringer er på vej.
Blandt andet derfor er dagene, hvor EU foragtede Ungarns premierminister, Viktor Orbáns, hårdhændede metoder og hans grænsehegn mod Serbien, ovre. Anklagen om moralsk imperialisme, som Orbán rettede mod Angela Merkel under flygtningekrisen, kan han ikke længere trække frem fra sit nationalistiske pilekogger og rette mod EU.
Unionen er blevet mere pragmatisk og går mindre i rette med det yderste højre, som Orbán repræsenterer. Med sin realpolitik og sit janushoved både latterliggør og påskønner EU Tyrkiets præsident, Recep Erdoğan. Denne har nøglerne til at åbne flygtningeslusen til Europa og må efter en gammel aftale med EU ikke gøre brug af dem.
Vores patenterede frihed
Som del af Den frie verden slår EU på tromme for rettigheder og frihed. Men når virkelighedens spejl holdes op, står unionen i genspejlingen uden den humanitære fane, den ellers mener at kippe med. Spørgsmålet er derfor, om flygtninges kamp for frihed kun er smuk, mens de vrider sig fri fra autoritære regimers undertrykkelse.
Når først de tropper op på Europas trappetrin og siger ordet ”asyl”, erstattes deres smukke kamp, vi beundrer, med vores grimme hykleri, vi forliger os med.
Frihedsbegrebet er en diffus størrelse. For at indsnævre det kan man skæve til den russisk-britiske filosof og idéhistoriker Isaiah Berlin. I sit essay ”To slags frihed” fra 1958 opstillede han to betydninger af begrebet: Negativ frihed: fraværet af tvang – ingen skal bestemme over os, og positiv frihed: selvrealisering – vi skal kunne udøve kontrol over vores eget liv. Frihed fra noget, frihed til noget.
Den positive frihed til noget kan findes i den amerikanske uafhængighedserklærings ord om pursuit of happiness – retten til at stræbe efter lykken. Den negative friheds krav på fravær af undertrykkelse kan findes hos den amerikanske jazzmusiker og aktivist i 60’ernes borgerrettighedsbevægelse, Nina Simone. Tilbage i 1968 sagde hun: ”I’ll tell you what freedom is to me: no fear.”
Den franske nobelprismodtager i litteratur Annie Ernaux skildrer i sin erindringsroman Årene indirekte en sondring mellem frihedsbegreberne. Om østeuropæerne, der efter murens fald pludselig kunne handle i Vestberlins forretninger, skriver hun:
”Vi var blevet vant til at have medfølelse med folk ’under det kommunistiske åg’, men nu iagttog vi misbilligende, hvordan de gjorde brug af deres frihed. Vi kunne bedre lide dem, da de ingenting havde (…), og vi kunne nyde vores lykke og overlegenhed ved at tilhøre ’den frie verden’.”
I dag bor de ufrie flygtninge i en lejr, overlever i en skov eller kæmper mod Middelhavets bølger. En barsk fortælling
Et kvart århundrede senere bankede en ny befolkningsgruppe på hele Europas dør. Efter at de jublende tilråb af tyskere, der tog imod flygtninge på banegården i München i september 2015, var aftaget, ændrede retorikken sig. Vel skulle ingen være under en diktators åg og være foruden negativ frihed, men skulle deres nyfundne frihed, deres stræben efter lykken, ligefrem materialiseres hos os?
I Merkels selvbiografi Frihed findes en frihedsfordring. Hun skriver, at sand frihed ikke kun er ”friheden fra noget – fra diktatur og uretfærdighed – men viser sig i ansvaret for noget: for næsten og for fællesskabet.” Den tidligere CDU-kansler, der ikke selv var helt ufejlbarlig på flygtningeområdet, med en opfordring til regeringsledere i den frie verden. Foreløbig siddes den overhørig.
I dag bor de ufrie flygtninge i en lejr, overlever i en skov eller kæmper mod Middelhavets bølger. En barsk fortælling. En fortælling, jeg lader mine oplevelser og arkiverede noter fra Lesbos være løftestang for. Den græske ø, der har været orgelpunkt i EU’s flygtninge- og migrationspolitik i en halv snes år. En fortælling om dem, vi heppede på, men blev modstandere af.
Mavrovouni-lejren
November 2023: På en afsides forhøjning på Lesbos’ sydøstlige kyst kan man skue ud over Det Ægæiske Hav, der adskiller den græske solskinsø og Tyrkiet. De azurblå bølgeskvulp synes uskyldige ved strandkanten af denne undseelige plet på Europakortet.
Men når skvulpene afløses af kraftige bølger, forholder det sig anderledes. I ramponerede gummibåde kæntrer flygtninge og migranter, og havet med de mange øgrupper får yderligere skæbner på samvittigheden. Skæbner, der druknede i forsøget på at nå en af EU’s yderste grænser. Mange søger fortsat mod navnkundige Lesbos, der tidligere husede Europas største flygtningelejr, Moria, der nedbrændte i 2020.
Vender man sig på forhøjningen mod fastlandet, ligger Europas største venteværelse for ens fødder: modtagecentret Closed Controlled Access Center, Mavrovouni. Efterfølgeren til Moria. Tidligere var Mavrovouni-lejren en del af Europa-Kommissionens hot spot-strategi (centre, der skulle registrere og omfordele asylansøgere). I dag huser lejren bådflygtninge, hvis asylansøgninger er under indledende behandling.
De sanitære forhold er ringe, der er mangel på aircondition og skygge, og der er risiko for blyforgiftning, da lejren er bygget på en tidligere skydebane. Humanitære organisationer forsøger at gøre vilkårene tålelige, men er oppe imod stærke politiske kræfter, der ikke trækker på samme hammel.
Mit ærinde er at se, hvor mange der fået udstedt id-kort fra lejrens ledelse, men det bliver hurtigt et sekundært gøremål
Lejren er placeret en lille times spadseretur fra øens hovedby, Mytilini. Fra Mytilinis strandkyst hilses sejlere, turister og bådflygtninge velkommen af en femten meter høj bronzestatue. Med faklen demonstrativt pegende mod efterårshimlen og kroppen hvilende på en veludsmykket sokkel, rager øens frihedsgudinde op i landskabet. For bådflygtninge statuerer monumentet selvmodsigelsen. Der er ikke megen frihed, der venter.
Ikke længe efter at Mytilini er forsvundet i bagruden, kan jeg i forruden se konturerne af hvide telte. Som hundredvis af små, velorganiserede kvadrater danner de sammen med det jordbrune underlag et gitter af stisystemer. På mit sædvanlige busstoppested stiger jeg af, et stenkast fra Mavrovouni-lejren. Jeg går gennem security ved lejrens hovedindgang, iklæder mig min officielle uniform og træder ind i lejren. Som vanligt på en knastør dag kaster mine vandresko støv op fra grusvejen, der leder mig til lejrens periferi ude ved den afsides forhøjning.
Her udgør fire store, aflange telte – såkaldte rubb halls – midlertidige hjem for nyankomne asylansøgere. Sigtet er, at de efterfølgende skal indlogeres i isoboxe (små, beboelige containere) eller ståltelte andetsteds i lejren. I stålteltenes 17,5 kvadratmeter bor enten en til to familier eller ti til tolv enlige mænd.
I dag er der – igen – travlt ved de fire modtagertelte.
Skæbnefæller og lidelsesfæller
Ved foden af forhøjningen rammer lyden, ved plateauet lugten. Det, der på afstand var en uforståelig kakofoni af arabisk, pashto og farsi, forvandles på klos hold til et distinkt forvarsel, der brat lader sig oversætte. Hektik, barnegråd og leg. Den hvinende lydkulisse får mig til at misse med øjnene og skære tænder. En jordslået, fortættet lugt vidner umiskendeligt om manglende hygiejne inde under teltenes hvælvinger.
Jeg træder ind i et af teltenes midtergang, og lyset lukkes ude bag teltdøren. Mit ærinde er at se, hvor mange der fået udstedt id-kort fra lejrens ledelse, men det bliver hurtigt et sekundært gøremål. Straks opholder rådvilde mødre mig, alt imens udspilede, brune øjne, cirka en halv meter over betongulvet, nærstuderer mig.
Selvom børnene strækker hals, kan de dårligt komme på samme breddegrader som min skrattende walkie talkie ved taljen. Dens kludetæppe af støj fascinerer og undrer. De nysgerrige sjæles rødblissede arme har plamager af fremtrædende røde prikker og blærer, hvorunder fnatmider har lagt æg.
Denne legende virkelighedsflugt er forbeholdt børn. Omvendt har de voksne i lejren læst skriften på væggen
Med gestik, mimik og oversatte tekstbidder på en telefon må jeg lade dem forstå, at lægemidlet mod fnat, der hidtil har været tilgængeligt i lejren, er sparet væk – på ubestemt tid. Slukørede og valne, men med tydelig accept trækker de sig tilbage i deres respektive små, tilrakkede ”værelser” i det store hvide telt. Værelserne er blot adskilt af spånplader og mangler loftplader. Alle deler og bidrager ufrivilligt til den rungende, øredøvende akustik, der ligger tungt under taget af hver af de fire rubb halls. Lidt derfra, med ryggen til lydmuren og blikket rettet mod vandkanten og Tyrkiet, tager jeg, hvad disse mennesker må undvære: et par minutters alenetid.
Sådan går dagene. I hver afkrog af lejren findes på samme tid både ens og vidt forskellige skæbner. De er havnet på samme ø, men med forskellige bevæggrunde. De er bedsteforældre, forældre, enlige mænd, enlige kvinder, teenagere, børn, babyer. Syrere, afghanere, eritreere, palæstinensere, sudanesere og yemenitter. Flygtet fra krig, forfølgelse, vold, sult, tvunget militærtjeneste eller blot med ønsket om et bedre, friere liv.
De hårdføre børn
Langt fra modtagerteltene, i modsatte ende af lejren, vifter en familiefar mig hen til sin families isobox. Han efterspørger yderligere hjælp til sin datter. Med sit fremtrædende kraveben og sin anæmiske kulør skotter hun hen til mig i døråbningen og sender et forsigtigt smil fra køjesengens nederste madras.
Et forlegent smil, som kun børn kan lave. Containerens indre er rømmet for atmosfære og bekvemmelighed. For faciliteter. Dens nøgne ydre ligeså. Den anorektiske pige er vant til, at det er hende, snakken går på, når hendes far taler med lejrens personale, lader hun mig ordløst forstå. Forespørgslen sender mine kolleger og jeg videre til et ekstremt underbemandet hold af læger. Heraf flere fra Læger uden Grænser.
Når regnen trommer på teltdugene, og vinden hiver i teltenes fundament, er varmt og rent tøj afgørende
I en tilstødende isobox bor en afghansk pige på en syv-otte år med sin familie. I adskillige uger har hun varetaget familiens ærinder med sit bemærkelsesværdigt flydende engelsk. Med en håndryg, der glider fra næseryggen over øjet og ud mod øret, træder hun med duvende bevægelser hen til isoboxens hoveddør. Dens eneste dør.
Småskuttende trækker hun det tynde gardin, der hænger bag hoveddøren, fra og lader morgenlyset spile sine søvnige øjne op. I døråbningen står hun – som altid – iført sine mørkeblå jeans med Mickey Mouse-broderi på højre bukselomme. Hun ved, hvad mit ærinde er, og fortæller, at hendes familie, der blunder i køjesengene bag hende, gerne vil have vasket tøj. Det vil de altid. Ellers går der tre uger, før vi igen har mulighed for at banke på deres dør og tilbyde dem tøjvask.
Lejrens placering ud til kysten kan betyde heftigt vejr. Når regnen trommer på teltdugene, og vinden hiver i teltenes fundament, er varmt og rent tøj afgørende. For folks velbefindende, for hygiejnen, for værdigheden.
Flere af pigens jævnaldrende kan findes langs lejrens grusveje, hvor de siddende på hug, med største præcision, skyder små, marmorerede glaskugler afsted med fingerspidserne. De spiller boccia, en afart af petanque, som tidsfordriv.
Denne legende virkelighedsflugt er forbeholdt børn. Omvendt har de voksne i lejren læst skriften på væggen. Åndehullet, legens eskapisme kan tilbyde, er lige så vitalt, som det er fornægtende. De voksne forstår, at nutiden er skrøbelig og fremtiden uvis. Får de asyl? Kommer de til det græske fastland? Vil de kunne forsørge deres børn i fremtiden? Eksisterer der en fremtid i tålelig form?
De skubber ikke sentimentaliteten i forgrunden, men lægger heller ikke skjul på, at deres største ønske er rettigheder, sikkerhed og frihed.
I nabolaget af den afghanske piges isobox er en person blevet inspireret af den britiske graffitikunstner Banksy og dennes samfundskritik. På indersiden af isoboxens hoveddør er tegnet en lettere nyfortolkning af værket Girl with balloon. En pige, svævende i luften, knuger sin hånd til en grædende ballon, ved siden af hvilken der står skrevet ”Be Free”.
Polarisering eller fællesskab
I de senere år har man set en stigende grad af højreradikalisme, ekstreme udtryk på venstrefløjen, hvilket fører til en debat om, hvor vidt Europa går mod polarisering eller fællesskab.
I første halvdel at 2025 kigger POV nærmere på de indre udfordringer, Europa står overfor, og hvad EU-landene gør – både som enkeltlande og i fællesskab – for at tackle dette problem.
Frem til sommeren står for døren sætter vi fokus på emner som racisme, ghettodannelse, flygtninge og asylansøgere, etniske mindretal, seksuelle mindretal og politisk vold, men også de vellykkede forsøg på at bygge bro over forskellighederne.
Læs flere artikler i serien her.
I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel har POV modtaget tilskud af Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og