MERKELS EFTERMÆLE // KOMMENTAR – De seksten år, som Angela Merkel tilbragte som tysk kansler og de facto leder af Europa, bør ses som det, de var: ansvarsfralæggende, skriver Magnus Flensborg.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hvordan skal vi forstå den politiker, der sad tungt på magten i Tyskland i tre forskellige årtier? I kølvandet på Angela Merkels nyudgivne selvbiografi, Frihed, bliver det spørgsmål vendt og drejet i den offentlige debat, på tværs af vores kontinent. ”Wir schaffen das” og flygtningepolitikken. Nord Stream-gasledningerne og forholdet til Rusland. Det er emnerne, der har været omdrejningspunktet i retrospekt-diskussionen om eks-kansleren.
Men det vigtigste, Merkel gjorde, var det, hun ikke gjorde. Hun brugte ikke halvandet årtis magt på at vise grøn ansvarlighed.
Merkels CDU satte deres egen selvinteresse og ønske om at regere gnidningsfrit i Tyskland over de tiltag, de vidste, var nødvendige
For nogle – især Merkels kristendemokratiske parti – er den tyske bilindustri en del af fundamentet for den tyske økonomi. I dag er det en sektor i krise og i knæ. Den er sakket bagud i konkurrencedygtighed og i den grønne omstilling. Flere peger på, at årsagen i høj grad kan findes i, at skiftende regeringer havde det til fælles, at de ikke stillede nogen incitamenter eller krav til bilindustrien om at forny eller udvikle sig.
De havde også det til fælles, at Merkel sad for bordenden. Det var fra den selvsamme bordende, at hun bøjede sig for den tyske billobbys interesser i Polen og Ungarn og undlod at presse på for, at de to lande skulle respektere retsstatsprincipper og frie domstole i 2020.
Merkel førte ikke ansvarlig politik
Det grønne svigt ser vi ikke kun i billobbyens indflydelse. Under Merkel nåede Tyskland lige præcis sine 2020-reduktionsmål, fordi covid-19 formåede at nedbringe de udledninger, som Merkels ledelse ikke kunne. Året efter nåede statssubsidierne til fossilindustrien i Tyskland op på 6,65 milliarder euro. Samme år nægtede hun at fremskynde en kuludfasningsplan, der var nødvendig for, at Tyskland kunne nå sine reduktionsmål.
Den herskende fortælling om Merkel er en fortælling om den skinbarlige politiske ansvarlighed. En politiker, der lod fornuften herske med en tilhørende ”no-bullshit”-tilgang til yderfløje og partipolitisk fnidder. Den fortælling er forkert. Merkels CDU satte deres egen selvinteresse og ønske om at regere gnidningsfrit i Tyskland over de tiltag, de vidste, var nødvendige for at løfte ansvaret for de fremtidige tyske og europæiske generationer.
I deres erindringer forsøger politikere altid at forsvare deres eftermæle i nuancernes skær. ”Politik er det muliges kunst.” ”Den parlamentariske vilje ville noget andet.” Den slags udsagn hører man rigtig tit.
Men nogle gange præsenterer historien en magthaver med et valg. Vælger du at handle, eller vælger du at lade være? Merkel valgte det sidste – og det er der, historien om Merkels eftermæle bør begynde og slutte for min generations vedkommende.
Læs også Nils-Christian Nilsons anmeldelse af Merkels erindringer: “Angelas merkelige liv: På mange måder er “Frihed” et stærkt selvportræt”
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
