POV BUSINESS // BIOTEKNOLOGI – Et hold studerende fra Københavns Universitet arbejder på at udvikle et tyggegummi, som præcist kan forudsige, hvornår kvinder har størst chance for at blive gravide. Tyggegummitesten vil blive langt billigere, mere præcis og mere bekvem end de nuværende tests. Forskerne arbejder også på en app, der skal gøre det nemt at afkode farven på tyggegummiet, som skifter farve alt efter, hvor kvinden er i sin cyklus.
Tyggegummiet skifter farve, alt efter hvor kvinder er i deres menstruationscyklus og giver et sikkert praj om, hvornår der er størst chance for at blive gravid
”Kernen i vores teknologi er at putte en gærbaseret biosensor ind i tyggegummiet, som kan måle mængden af hormonerne østrogen, LH og progesteron, der stiger og falder i løbet af menstruationscyklussen.”
“Tyggegummiet skifter farve alt efter, hvor kvinder er i deres menstruationscyklus og giver et sikkert praj om, hvornår der er størst chance for at blive gravid,” forklarer Jonas Boriths Hansen, som til daglig er kandidatstuderende på Biologi-Bioteknologi på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet.
Projektet begyndte som det unge forskerholds adgangsbillet til de uofficielle verdensmesterskaber i syntesebiologi for studerende, iGEM, som blev afholdt i Boston i oktober måned. Her klarede holdet sig fremragende og tog en guldmedalje med hjem og flere flotte nomineringer.
”Alle de store universiteter i verden var til stede, og så vidt jeg ved, var det den bedste danske placering nogensinde, og det er vi selvfølgelige virkelig stolte af,” siger Ojas Tulsyan, som ligeledes er kandidatstuderende på Biologi-Bioteknologi på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet.
Nemmere og mere præcist at tygge end at tisse
Idéen udsprang af en oplevelse hos en af holdmedlemmernes søster, som havde svært ved at blive gravid. En undersøgelse lavet af Rigshospitalet viser, at 16-26 procent af alle, der ønsker at få børn, oplever problemer med at få dem.
”Det er jo et stort problem, at folk ikke kan få børn. Samtidig kunne vi godt lide idéen om at gøre denne type fertilitetstest mere brugervenlig,” siger Jonas Boriths Hansen, som sammen med resten af holdet har brugt op imod 40 timer om ugen på projektet oven i deres normale studier.
Det er mere bekvemt at tygge på et tyggegummi fremfor at tisse på en pind. Man kan tage testen lige meget, hvor man er
Ambitionen er, at tyggegummiet bliver billigere, lettere og mere præcist at bruge end de tilbud, der i forvejen er på markedet, som kan måle kvinders fertilitet.
”Det er mere bekvemt at tygge på et tyggegummi fremfor at tisse på en pind. Man kan tage testen lige meget, hvor man er.”
“Vi vil også kunne måle kvinders ægløsning mere præcist, da vores metode måler på tre forskellige hormoner modsat de eksisterende tests, som kun måler på ét hormon forbundet med kvinders ægløsning,” fortæller Jonas Boriths Hansen.
Forskernes plan er at lave tyggegummiet af bionedbrydelige materialer, så produktet ikke bidrager til mere plastikforurening i verden.
Forskerne håber, at de på længere sigt kan få tyggegummiet ud i supermarkeder og som håndkøbsvare på apoteket i forskellige smagsvarianter. De har allerede den første prototype klar, men der er stadig et stykke vej til et helt færdigt produkt.
Forskerne arbejder også på en app, der skal hjælpe brugeren med nemt at afkode farven på tyggegummiet
”Vores største udfordring lige nu er at optimere alle komponenterne i tyggegummiet og få dem til at spille godt sammen. De skal fx kunne holde til at blive tygget godt og grundigt på og stadig fungere efter hensigten hver gang,” siger Ojas Tulsyan.
Forskerne arbejder også på en app, der skal hjælpe brugeren med nemt at afkode farven på tyggegummiet.
Artiklen er en redigeret udgave af originalen, som stammer fra POV’s samarbejdspartner, Københavns Universitet. Den kan læses her.
Modtag POV Weekend gratis, følg os på Facebook
– eller støt vores arbejde
Læser du POV fast eller kun lejlighedsvis? Hver fredag samler vi ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i ugebrevet POV Weekend.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her.
Har du mulighed for at støtte POV som åbent og uafhængigt dansk medie, kan du gøre det som støtteabonnent her.
Topillustration: PxHere.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her