KOMMENTAR – Omskæringsdebatten kører endnu engang på de høje nagler, og blandt danske jøder og muslimer ser man måbende og skrækslagne til; Sundhedsstyrelsen har ikke fundet sundhedsmæssige argumenter, der kan berettige et forbud, stort set ingen omskårne medlemmer af de to store religioner oplever problemer. Alligevel er presset massivt for at skærme børn fra at blive optaget i deres forældres religion, og hensynet til religionsfriheden – eller forståelsen for religiøse argumenter i det hele taget – synes stærkt på retur i en dansk kulturblindhed, der står i skærende kontrast til en verden, hvor religion snarere vokser end aftager i betydning.
Som et sår, der ikke vil hele, springer debatten om et forbud mod drengeomskæring op igen og igen med stor voldsomhed.
Senest ser et borgerforslag fra anti-omskæringsforeningen Intact Denmark ud til med hiv og sving at kunne nå de påkrævede 50.000 underskrifter, der gør det nødvendigt for Folketinget at behandle spørgsmålet.
På den baggrund er den politiske debat allerede godt i gang, og har allerede splittet flere af partierne på kryds og tværs.
For selvom problemstillingen kan synes ganske marginal i et land, hvor det jødiske mindretal har foretaget omskæring i 400 år, og der aldrig er rapporteret om synderlige problemer knyttet til traditionen, rører debatten alligevel ved dybe og grundlæggende holdningsforskelle i synet på individ, religion og samfund.
Dybest set er spørgsmålet, hvad man vægter højest: Individets frihed eller religionsfriheden? Og hvordan disse to friheder i det hele taget hænger sammen.
Mennesket måtte tvinges til frihed, som filosoffen Rousseau udtrykte det
Debatten trækker dermed tråde tilbage til den liberale oplysningstradition fra 1700-tallet. Her hævdede man individets fornuft og autonomi og ønskede i varierende grad at bekæmpe de begrænsninger, der forhindrede det enkelte menneske i at træffe beslutninger alene ud fra sin egen fornuft.
Disse begrænsninger bestod primært i familiemæssige, kulturelle og religiøse bånd, der mere eller mindre foruddefinerede og ”forstyrrede” den enkeltes mulighed for at fastlægge sin egen livsbane. En vigtig del af den liberale oplysningstradition kom derfor til at handle om at frigøre mennesket fra sådanne bånd, herunder forudfattede religiøse krav og tilhørsforhold.
Under den franske revolution skred de liberale frihedselskere til yderligheder og benyttede guillotinen som redskab til at frigøre de vrangvillige mennesker fra bl.a. kirkens snærende begrænsninger. At de samtidig mistede hovedet var en omkostning, som man måtte acceptere.
Mennesket måtte tvinges til frihed, som filosoffen Rousseau udtrykte det.
Religionsfrihed og omskæring
Som en mere civiliseret udløber af oplysningstiden fik vi de grundlæggende frihedsrettigheder, der bl.a. kom til at indgå i den danske grundlov fra 1849, herunder religionsfriheden, der gav borgerne ret til at ”forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning”. Og her opstår så det grundlæggende problem, for hvordan sikrer man individets frihed samtidig med, at det skal have lov til at være en del af en religion, som lægger en lang række begrænsninger på de beslutninger, individet i kraft af sin egen fornuft kan træffe?
Hvordan kan man så at sige frigøre mennesket fra begrænsninger, som det selv har valgt? Kan man undgå, at tolerancen og pluralismen slår over i intolerance og kulturblindhed? Næh, hov, vil mange så sige, for omskæringsdebatten handler jo om umyndige børn, der ikke selv kan sige fra.
Det er ikke et frivilligt valg man træffer, hvis man er troende jøde, det er en central del af religionen
Men drengeomskæring er et fundamentalt optagelsesritual i både den jødiske og den muslimske tro, og navnlig i jødedommen er det fuldkommen uomgængeligt, at man som dreng bliver jøde, når man på ottendedagen bliver omskåret som tegn på pagten mellem Gud og Abrahams efterkommere.
Med andre ord er det ikke et frivilligt valg man træffer, hvis man er troende jøde, det er en central del af religionen, og den altovervejende del af det jødiske samfund – både i Danmark og i resten af verden – ser omskæringen som fundamental for deres religionsudøvelse.
Hvis man forbyder drengeomskæring, forbyder man drengebørn af jødiske forældre i at blive optaget i et religiøst og kulturelt fællesskab, som de fleste af dem senere i livet finder meget værdifuldt, og meget ville have sig frabedt at være blevet nægtet adgang til.
Vil man ulovliggøre jødisk liv i Danmark?
For at komme udover dette åbenlyse dilemma vælger forbudstilhængerne to forskellige strategier: Den ene er at afvise, at ældgamle religiøse argumenter eller dogmer på nogen måde må påvirke, hvad der skal være lovligt i Danmark.
”Vi lever altså i 2018!”, er en hyppigt valgt argumentationsform. Og hvor indlysende rigtigt dette udsagn end er – i hvert fald lige for tiden – så siger det måske ikke så meget om synet på de basale religiøse rettigheder, som faktisk er nedfældet i Grundloven.
Det andet synspunkt, som oftest bliver fremført af ikke-jøder, er, at jøderne da bare kan lave om på jødedommen og erstatte omskæring med et symbolsk ritual, som jøder visse steder i verden efter sigende skulle være begyndt at anvende.
Men ingen i det jødiske samfund i Danmark mener, at det er nogen gangbar model, og i det hele taget virker det mest som en vandrehistorie, forbudstilhængerne i Intact Denmark er rejsende i.
Er man religiøs, så er man måske ikke helt velfungerende i hovedet. I hvert fald kan man tilsyneladende ikke fæste fuld lid til religiøse menneskers egen vurdering af, hvordan deres religion er skruet sammen
Forhindrer man den jødiske omskæring, så ulovliggør man i realiteten jødisk liv i Danmark, det kan næppe være anderledes.
Er det så en pris, forbudstilhængerne er klar til at betale? Ja, det synes det faktisk i stort omfang at være. Selvom det jødiske samfund i Danmark tydeligt og klart siger, at et omskæringsforbud vil betyde begyndelsen til enden for jødisk liv i Danmark, så gør det ikke meget indtryk.
De hårdeste stemmer i debatten råber blot: ”Så rejs dog!”, mens lidt mere besindige deltagere udtrykker en mere eller mindre hjemmestrikket tro på, at det nok skal gå alligevel, og at jøderne på en eller anden måde vil finde ud af at leve med forbuddet.
De vil altså i realiteten gerne ændre på jødedommens 4000-årige historie, selvom jøderne selv afviser det som en mulighed. Holdningen afspejler en stigende danske religionsskepsis og udbredte vanskeligheder ved at forstå andre tilværelsestolkninger end de strengt naturvidenskabelige. Er man religiøs, så er man måske ikke helt velfungerende i hovedet. I hvert fald kan man tilsyneladende ikke fæste fuld lid til religiøse menneskers egen vurdering af, hvordan deres religion er skruet sammen.
Selvbestemmelsesret vs. kultur
Forestillingen om det enkelte individs selvbestemmelsesret og værdien af den fuldt ud intakte menneskekrop er så stærk en værdi i dagens Danmark, at hovedparten af befolkningen åbenbart mener, at den altid og i alle sammenhænge trumfer religiøst funderet kultur.
En sådan bliver til gengæld af mange set som et dunkelt rædselskabinet af barbariske og brutale ritualer, for når man ikke vil forbyde drengeomskæring, så må man jo også være tilhænger af stening, håndsafhugning, enkebrændinger, indsnørede fødder og piskeslag, ikke sandt?
Et forbud mod drengeomskæring rummer kimen til en grundlæggende ændring af det danske samfund i intolerant retning
Foruden naturligvis den kvindelige omskæring, som ikke er noget religiøst dogme, som er forbudt i store dele af verden, og som hele den lægelige sagkundskab ser som et langt mere alvorligt og undertrykkende indgreb end drengeomskæring. Det er seriøs ”whataboutism”, der alvorligt slører, at et forbud mod drengeomskæring rummer kimen til en grundlæggende ændring af det danske samfund i intolerant retning.
Det var i mange år en vigtig del af dansk stolthed og selvforståelse, at vi – danskerne i fællesskab – reddede de danske jøder fra Hitlers gaskamre, så derfor forekommer det mildt sagt som en kovending, hvis det danske folketing nu skulle vedtage en lovgivning, der ulovliggør jødisk liv i Danmark.
Vi vidste også godt i 1943, at jøderne anvendte drengeomskæring, men det blev betragtet som en lidt sær specialitet, der ikke rigtig kom os andre ved. Vi vidste det også godt, da Grundloven blev vedtaget i 1849, hvor der havde levet jøder i Danmark i mere end 200 år, og Grundlovens religionsfrihed var faktisk ikke mindst møntet på jøderne, som hermed opnåede den fulde og formelle ligestilling med den kristne majoritetsbefolkning, som de historisk set havde været anset for mindreværdige i forhold til.
At den traditionelle antisemitisme indimellem stikker sit grimme fjæs frem, gemt i den trojanske hest, som Intact Denmarks tilsyneladende humanisme og påståede gode hensigter konstituerer, er et faktum, som ikke skal berøres yderligere i denne sammenhæng.
Frihed under tvang
Den grundlæggende mangel på forståelse for, at et individ kan være en del af en religiøst funderet kultur, der har bestemte og dybt forankrede religiøse ritualer, resulterer i en debat, der er forbavsende aggressiv og præget af en høj grad af intolerance overfor religiøse minoriteter.
Selvom stort set ingen af de ofte meget hidsige forbudstilhængere selv er omskårede – eller tilhører en kultur, der anvender omskæring – så er det dem meget magtpåliggende at forhindre minoritetsmiljøer i at udføre ritualet for snart sagt enhver pris.
Sædvanligvis ville man i en dansk lovgivningssammenhæng forvente stærke rationelle argumenter, hvis man skulle forbyde noget, der altid har været tilladt, og som er væsentligt for mange mennesker. Det krav gælder tilsyneladende ikke i omskæringsdebatten.
Statens ekspertise på sundhedsområdet, Sundhedsstyrelsen, har slået fast, at der ikke er tilstrækkeligt med sundhedsmæssige argumenter til at berettige et forbud mod drengeomskæring. Blandt de skønsmæssigt omkring 125.000 danske mænd, der er omskårede, finder man således højst et par håndfulde, der har fremført nogen indvendinger i den anledning.
Selvom man i hovedparten af majoritetsbefolkningen finder drengeomskæring sært og frastødende, så burde det ikke være tilstrækkeligt til at skride til forbud og en strafferamme på seks års fængsel
De få, der selv har oplevet problemer med omskæring, bliver til gengæld af forbudstilhængerne ophøjede til orakler og fuldkommen uhildede profeter for oplysning og humanisme, selvom de reelt udgør et helt proportionsløst forsvindende mindretal.
Men selvom man i hovedparten af majoritetsbefolkningen finder drengeomskæring sært og frastødende, så burde det ikke være tilstrækkeligt til at skride til forbud og en strafferamme på seks års fængsel, som forslagsstillerne bag omskæringsforbuddet har i tankerne. Man ville normalt vælge oplysning, uddannelseskrav, hygiejneregler m.m. først, men ingen af disse sædvanlige redskaber spiller nogen rolle i den stærkt polariserede debat.
Helt indlysende overvejelser som hvorvidt det nu også er helt i overensstemmelse med barnets tarv at smide dets forældre seks år i fængsel, eller om det bliver nødvendigt at optræne læger og gymnastiklærere til minoritetskontrollører, synes heller ikke rigtig at have nogen vægt. Igen må mennesket tvinges til frihed.
Dansk intolerance
Ser man på udviklingen i verden, så er den danske debat og den tiltagende tendens til at opfatte religion som noget underordnet og religiøse argumenter som illegitime, ganske atypisk.
Generelt spiller religion og religiøs livsforståelse en større og ikke en mindre rolle i verden i disse år. Frygten må være, at den stigende danske intolerance overfor religioner gør det stadig vanskeligere for os at forstå mennesker i verden omkring os, som har et ganske anderledes verdensbillede, ligesom den gør det vanskeligere at integrere nye samfundsborgere, for hvem religion typisk er en helt naturlig og umistelig del af tilværelsen.
Mennesket er et kulturvæsen, og vi bliver født og vokser op med mange bånd, som forældre og forfædre har knyttet på vores vegne
At omkring 1/3 af verdens mandlige befolkning er omskåret af den ene eller den anden årsag, men først og fremmest af religiøse årsager, sætter tingene yderligere på spidsen og understreger den danske debats fuldstændige proportionsløshed.
Hvis vi efter et dansk forbud skal ud og forklare dem, at de er lemlæstet af deres forældre og formentlig lider af traumer og seksuelle og fysiske dysfunktioner, så bliver det i øvrigt et interessant eksperiment med dansk omdømme.
Den liberale tankegang, at det enkelte menneske skal nyde fuldkommen autonomi, frigjort fra religiøse og kulturelle bånd, er i det lys ikke synderligt moderne, men modsiges snarere af virkeligheden og erfaringen. Mennesket er et kulturvæsen, og vi bliver født og vokser op med mange bånd, som forældre og forfædre har knyttet på vores vegne. At fornægte det giver næppe mening eller skaber et godt menneskeliv, uanset om vores individuelle bånd resulterer i fysiske spor eller ej.
Topfoto: Friedrich Herlin: Kristi omskærelse, ca. 1466. Sankt Jacobskirche, Rothenburg ob der Tauber.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
