Fem stjerner til countrystjernen: Tænk Dem Mrs. Average Biblebelt, Miranda Lambert synger om promiskuitet og stoffer

i Kultur/Musik af

ANMELDELSE // COUNTRY – For 19 år siden begyndte en karriere, der har gjort Miranda Lambert til en af de vigtigste kvindelige stemmer i countrymusik. Hendes nye album “Wildcard” er måske ikke revolutionerende, men den 36-årige stjerne viser på fornem vis, hvordan det er muligt at lade sig inspirere af yngre kolleger. “Lambert udfordrer og bekræfter samtidig de klassiske Nashville-dyder. Og det gør hun forbløffende overlegent,” skriver POV’s musikredaktør Jan Eriksen i sin begejstrede anmeldelse af countrystjernens nye album.

”We’re way to pretty for prison,” synger Miranda Lambert i duet med Nashvilles nyeste stjerne Maren Morris, der netop har modtaget hele seks Country Music Awards.

Ifølge Lambert selv er det en humoristisk murder ballad med en fire veninder omkring et bord med rødvin ad lib-agtig tvist. Melodien kunne være skrevet af Sheryl Crow eller Shania Twain.

Miranda Lambert synger om promiskuitet, social elendighed, stoffer, utallige barer og om at lade sig inspirere af 60ernes hippier og ryge sig op i de højere luftlag

Kæresten har opført sig som et svin, så hvorfor ikke bare slå ham ihjel? Sangen afspejler ganske fint Miranda Lamberts position på dagens country-scene.

She rocks. Hun styrer.

Og hun synger om lige præcis, hvad hun vil. Det vil sige alt det, man principielt ikke må på den konservative countryscene.

Og ja, tænk Dem, Mrs. Average Biblebelt, Miranda Lambert synger om promiskuitet, social elendighed, stoffer, utallige barer og om at lade sig inspirere af 60’ernes hippier og ryge sig op i de højere luftlag.

Ned gennem Wildcards 14 sange bevæger Lambert sig gennem adskillige af countrymusikkens subgenrer – eller måske nærmere tilgrænsende genrer.

Måske har hun ladet sig inspirere af den nye bølge, hvor Kacey Musgraves, Brandi Carlile, Cassadee Pope og nævnte Maren Morris er markante navne, der lige så meget har lyttet til Joni Mitchell, Bonnie Raitt, Sex Pistols og Nirvana som til Emmylou Harris og La Dolly.

Sikkert er det, at den virkelighed, Miranda Lambert beskriver i sine sange, er sin egen; en kvindes virkelighed.

Mirandas fundament er klassisk country, ingen tvivl om det. Der er som sådan intet revolutionerende over ”Wild Card”. Man kan nærmere tale om, at Lambert udfordrer og samtidig bekræfter de klassiske Nashville-dyder. Og det gør hun forbløffende overlegent.

I den intense sang hører jeg et løfte om, hvor smuk, den ville lyde, spillet i en eller anden lille bar, hvor det eneste, der ikke er lavet af træ, er neonskilte, glas, flasker og gæster

På ”Wildcard” lægger hun ud med en usædvanligt corky, sumpet countryrockende ’White Trash’, der handler om, at selvom det er muligt at undslippe fattigdom, bør man altid huske sin baggrund.

Sangen er muligvis et måske lidt selvretfærdigt hint til dem, der indimellem har kritiseret hende for at svigte sine rødder.

Miranda Lambert og hendes forældre, begge betjente, har selv boet på bunden af USA. Senere kom de ud af trailerparken.

I disse dage, hvor Donald Trump ristes i de forberedende høringer til en mulig rigsretssag, er det en slags fun fact, at forældrene som detektiver kom til at arbejde på rigsretssagen mod Bill Clinton.

Da de havde tjent tilstrækkeligt, helligede de sig helt pro bono arbejde til fordel for ofre for fattigdomsrelateret kriminalitet; især skudofre.

’Tequila Does’ er en ikke specielt opmuntrende, men vist ganske realistisk historie om en illusionsløs texansk kvinde, der finder sine fysiske behov dækket af mænd, hun møder på barer. Kærligheden finder hun i Tequila. Igen en imponerende stilsikker Lambert-komposition.

’Mess With My Head’ pendulerer mellem et a-stykke som i en popsang af den frafaldne cowgirl Taylor Swift og et saftigt hardrock b-stykke. Vældig iørefaldende. Igen næsten skræmmende stilsikkert.

Barsangen ’Locomotive’ er oppe i et tempo, hvor det gennemsnitlige heavy metal-band kunne være med, hvis de iførte sig cowboyhatte og stiletter og skruede ned for støj og effekter. Meget medrivende og overraskende.

Mindre overraskende er balladen ’How Dare You Love’, der lyder som noget, man har hørt mange gange før. Har man ikke det med det meste? Men i den intense sang hører jeg et løfte om, hvor smuk, den ville lyde, spillet i en eller anden lille bar, hvor det eneste, der ikke er lavet af træ, er neonskilte, glas, flasker og gæster.

Symptomatisk for denne plade er den fine, uprætentiøse rockballade ’Fire Escape’, der kunne være skrevet og spillet – også guitaren – af den kantede singersongwriter Lucinda Williams.

På den ene side har numre som ’Bluebird’ og ’Settling Down’ denne her særlige countrylyd og -stemning af store vidder, intimitet og hyldest til hverdagslivet – og igen fornemmer man sangeren beskæftige sig med sit eget liv, hvor stjernestatus og hverdag kan være modsætninger.

Det er ikke synd for hende, der synger. Der er ingen smerte. Hun finder sindsro i selskab med sig selv og drinken.

’Holy Water’ lyder som Miranda Lamberts stilfærdige, meget lidt Nashville’ske opgør med kirken. Hun finder sit hellige vand i musikken, ikke ved korset. Med de indbyggede begrænsninger, der ligger i den tørre og klare countryklang i hendes vokal, lægger hun så meget sjæl i sangen, at man tror på hendes gospel.

Et tema, der igen illustreres fint i den flotte ‘Dark Bars’, hvor Lambert jordnært beskriver fornemmelsen af en ensomhedens velvære i barmørket. Det er ikke synd for hende, der synger. Der er ingen smerte. Hun finder sindsro i selskab med sig selv og drinken.

Og så med en bartender der, som hun synger, “is an old jukebox-junkie. she plays nothing but country”. Min evangelistiske Gud, hvad vil du mere?

“Wildcard” er en fornem sangcyklus med hele 14 sange fra en sangskriver, hvis kreative omdrejningspunkt er selvtillid og drive, der udfordres af tvivl og manglende tro på de traditionelle absolutter i religion og kærlighed.

I den grumt swamp-swingende, tydeligvis autobiografiske ‘Pretty Bitchin’ – med musikalsk lån fra The Beatles’ ’I’ve Got a Feeling’ – sætter Lambert sin fod ned.

‘Cause I use what I got
I don’t let it go to waste
I’m pretty from the back
Kinda pretty in the face
I hate to admit it
But it didn’t stop me, did it?

Nogen burde lokke Miranda Lambert på Europaturné med stop i Danmark.


Miranda Lambert, “Wildcard”, album, udkom 1. november – se Lambert fortælle om tilblivelsen af det nye album her:


Hvis du vil læse flere anmeldelser af Jan Eriksen – så klik her. Og hvis du gerne vil følge med i debatterne og journalistikken i POV, så sørg for, at du får vores digitale weekendavis hver fredag morgen – POV Weekend kommer ind ad din digitale dør – altså indbakken i din e-mail – hvis du bestiller den her. Og det koster ikke noget.


Top: Pressefoto

Jan Eriksen (f. 1958) er oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.

Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.

Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017).

Spørger man ham om højdepunktet i hans karriere, vil svaret til enhver tid lyde: ’At have opfundet navnet ’Kryddersildene’ om Spice Girls.' Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35

Seneste artikler om Kultur