MUGSHOT // ESSAY – LONGREAD – Torsdag den 25. august 2023 blev der taget et mugshot, et forbryderportræt, i fængslet i Fulton County af tidligere præsident Donald Trump. Det er gået ind i visuel kultur som en blanding af forbryderportræt, overvågning, ambivalens, underholdning og mytologi. Hvordan har Trump formået at gøre mugshottet til et magt-ikon, der tilmed indtjener millioner af dollars til hans nye valgkampagne?
Et mugshot er et fotografisk portræt af en person fra skuldrene og op, typisk taget efter at en person er blevet anholdt; et forbryderportræt. Det oprindelige formål med billedet var at give politiet mulighed for at have et fotografi af en anholdt person for at muliggøre identifikation senere. “Mug” er engelsk slang for ansigt, der stammer fra det 18. århundrede. Mugshot kan mere løst betyde ethvert mindre billede af et ansigt også en selfie, der bruges af den ene eller anden grund.
Det franske politi var de første til at tage mugshots allerede i 1840’erne med et daguerreotypi kamera. Forbryderne fulgte med tiden og ændrede udseende og navne for ikke at få øget straf for gentagne lovovertrædelser. Mugshottet kunne forsøge at fastholde en tydelig identitet, og det kunne let distribueres.
Ved slutningen af det 19. århundrede havde man store samlinger af mugshots. Selvom et mugshot ikke nødvendigvis betyder, at den afbildede person har begået en forbrydelse, udtrykker det, at politiet har grund til at bringe en person i varetægt. De typisk stivnede ansigter, hårde lys og anonyme ensfarvede baggrund tillige med identifikations- eller fangenummer, fængselsnavn eller et højdediagram i siden, bidrager til at skabe association af noget kriminelt.
I udviklingen af mugshottet begynder man også at se på forbryderkarakteristika. Kan man ud fra forbryderportrætter estimere forbryderprofiler og forebygge forbrydelser? Hvordan ser en mulig kriminel ud?
Vi er i fysiognomiens og frenologiens tid, hvor man mente at man videnskabeligt ud fra udseendet kan bestemme en persons mentale habitus.[1] I slutningen af 1800-tallet medførte det, at statistikeren Francis Galton og lederen af politiets identificeringskontor i Paris, Alphonse Bertillon, begyndte at lave arkiver over forbryderansigter ved hjælp af biometriske data.
Metoden vandt også indpas inden for lægevidenskab og i særdeleshed psykiatri som et visuelt case- og terapidokument. Neuropatologen Jean-Martin Charcot og hans fotografer optog patienter i neurotiske anfald. Psykoanalysen grundlægger Sigmund Freud fulgte hans berømte tirsdagsforelæsninger i Paris, hvor fremvisninger af patienter og fotografier af neurotiske anfald var en del af forelæsningerne.
Bertillon skabte også en stor fotografisk samling af ører, øjne, næser og munde. Den menneskelige identitets byggesten. Det var meningen, at vidner skulle lave et anvendeligt, samlet ansigtsbillede af gerningspersonen ved at kombinere de rette ører med de rigtige øjne, osv. Metoden vandt indpas i form af kataloger med forskellige enkeltdele af ansigter, som man benyttede til at lave en frihåndstegning af hele ansigtet efter. Senest gik man over til at konstruere ansigterne computergrafisk.
Charcot kaldte sine fotografiske registreringer af patienter et levende patologisk museum. Han ville kortlægge psykens visuelle manifestationer. De hysteriske anfald blev fastholdt for at påvise sammenhængen mellem hysteri, kropsudfoldelse og ansigtsmimik. Charcots patienter, der langtfra kun var kvinder, var ofre i to henseender, dels for deres sygdom, dels for den sadistisk-erotiske iscenesættelse Charcot foranstaltede.
Holdningen til Charcot og hans fotografer Paul Regnard og Albert Londe har varieret. Sigmund Freud så ham som den samvittighedsfulde videnskabsmand, der ville se fænomenet, før han troede på det. Ligesom Bertillon lavede Charcot kataloger af noget, der helt sikkert, positivt, eksisterede. Feministen og tekstanalytikeren Elaine Showalter betoner det seksuelle herredømme og den intimiderende erotiske magt i Charcots videnskabelige skuespil. Filosoffen Michel Foucault fremhæver den fordækte institutionelle magt. Det ene synspunkt udelukker på ingen måde det andet.
Et typisk mugshot er ofte todelt med et billede fra siden og et forfra. Baggrunden er ensfarvet for at undgå distraktion omkring ansigtet. I højt profilerede sager kan mugshots også offentliggøres i medier. Som det var tilfældet med Trumps mugshot, der brød med den æstetik, han hidtil havde omgivet sig med, og samtidig tilføjer han den rigide mugshot form nye udtryksmuligheder.
Trumps ledemotiv og æstetik
Al marketing og alle brands har brug for et ledemotiv og en sammenføjende æstetik, og Donald Trump har brugt årtier på at promovere begge dele. Temaet er succes, rigdom, magt, og æstetikken er dæmpet lyssætning, messing, guld og prangende og overlæssede interiører. Mere er mere hos Trump, ikke mindre er mere.
Personligt er Trump-looket det karakteristiske platinblonde pjuskhår, oversize blå jakkesæt og lange, skinnende røde slips. Arkitektonisk er forgyldninger og spejlinger markante, som i hans berømte marmor-og-guld Trump Tower-lejlighed og boligen i Florida med himmelsenge, lofter i freskostil og kolossale lysekroner. Angelo Donghia designede Trump-lejligheden, som er dekoreret i 24 karat guld og marmor i Louis XIV-stil.
Det er let – alt for let – at drage paralleller til andre despoter og diktatorer, som har brugt samme stil; ofte dog med en lille middelalderborg involveret. Linjen fra Herman Göring, Sadam Hussein og Victor Yanukovich er evident.
Tre dage efter, den 27.8, havde mugshottet via salg som merchandise indbragt mere end 7 millioner dollars
I Donald Trumps mugshot taget i Fulton County-fængslet i torsdags 24.8, kigger han direkte ind i kameraet, som man skal, men han har alligevel påvirket den stive og begrænsende officielle form med sit eget budskab. Hans platinblonde hår glitrer ekstra i den karske belysning i fængslet.
Hårfarven blev i den officielle rapport angivet som blond eller jordbærfarvet. Selvbruneren har også været i gang. Hans øjne er låst fast i et hårdt blik. Hans øjenbryn er løftede, en tavs befaling om underkastelse og lydighed. Hans mund trækkes sammen i en brysk grimasse. I stedet for at smile som nogle af hans medtiltalte gør i deres mugshots, skuler Trump vredt. At få magt gennem blik og grimasse er en måde indirekte at sikre sig narcissistisk mad og magt.
Trump konfronterer kameraet foran den neutrale grå baggrund og hans øjne møder linsen i et intenst blik. Udvidelsen, dilatationen, i Trumps pupiller, bekræfter en markant blodgennemstrømning og dermed aggression. Der vil ske noget …
Han er iført det karakteristiske blå jakkesæt, den hvide skjorte og det røde slips, han skæver i billedets firkant, og hovedet er vippet lidt mod kameraet. Sheriffens logo er blevet tilføjet digitalt over hans højre skulder, og nederst i billedet er stedet for optagelsen tilføjet.
Optagelsen af mugshottet
Mugshottet blev frigivet af Fulton County Sheriff’s Office omkring en time efter, at den tidligere præsident blev anklaget som fange P01135809, sagsøgt for ulovligt at have planlagt at omstøde sit nederlag ved valget i 2020 i Georgia.
Torsdag var reserveret Trump i Fulton County-fængslet, hvor han blev vejet, fik taget sine fingeraftryk og et mugshot. Det tog dog kun tyve minutter. Hans højde var 6 fod, 3 tommer og hans vægt 215 pund. Billedet vakte øjeblikkeligt opmærksomhed på sociale medier efter frigivelsen af det. Memer ynglede næsten samtidigt, og samtidig gik Trumps kampagnestab i gang med at lave varer, merchandise, med mugshot motivet.
Torsdag aften begyndte hans kampagnestab at indsamle penge fra mugshottet med T-shirts, krus og andre varer. De, der donerede $47 eller mere – tallet 47 indikerer, at Trump muligvis kan blive valgt som den 47. præsident – får en gratis t-shirt med ordene “NEVER SURRENDER”. Trump postede også billedet på Trumps egen sociale platform Truth Social med sloganet “ELECTION INTERFERENCE”.
Før mugshottet overhovedet blev frigivet, var hashtagget #TrumpMugShot populært på X platformen, og falske mugshot af Trump cirkulerede også på webstedet sammen med memer.
Mugshottet som vare
Produkter til salg fra mugshot-optagelsen af Trump er T-shirts ($34), bumper stickers ($12 for et sæt med to), krus ($25) og ølglas ($12 for et par).
I sit første indlæg på X, siden Trump blev suspenderet fra det, da det hed Twitter, delte han sit mugshot og yndlingspåstanden, “ELECTION INTERFERENCE” med et link til sin hjemmeside.
Tre dage efter, den 27.8, havde mugshottet via salg som merchandise indbragt mere end 7 millioner dollars.[2]
Mugshot i kunst og massekultur
Det er ikke mange mugshots, man finder indenfor etableret kunst og kultur. Et af de få og seneste er af … Trump! Den er lavet i 2020 af Gracie King. I baggrunden har vi den anonyme grå farve plus denne gang angivelse af højde via målet i venstre side. Ansigtet synes allerede i opløsning, identiteten er ved at forsvinde i sygdom. Trump havde fra starten af Covid-19 pandemien ikke båret maske, fordi pandemien var løgn og konspiration. Han gjorde det først fra juli 2020.
King forestillede sig, hvordan det ville være gået Trump under den forrige pandemi i 1918 med den Spanske Syge. Han ville være blevet sagsøgt, havde måtte betale bøde eller var kommet i fængsel og havde under alle omstændigheder fået taget et mugshot. King forklarer: “In my collage, I illustrate the results of his past actions.”[3]
Ellers er det frem for alt Andy Warhol, der har benyttet sig af formen. Sideløbende med hans tryk af celebriteter som Elvis Presley, Marilyn Monroe og Elizabeth Taylor dyrker han den anden side af det amerikanske massesamfund: forbrydelsen, ulykken og døden.
Andy Warhols vægudsmykning med de tretten mugshots kaldet Thirteen Most Wanted Men var oprindelig planlagt til New Yorks bygning på Verdensudstillingen i 1964. Det skulle vise noget typisk for New York.
Som i enhver historie med udgangspunkt i kriminalitet indebærer Andy Warhols Most Wanted-serie en række dramatiske vinkler.[4] I begyndelsen af 1963 henvendte arkitekten Philip Johnson sig til Andy Warhol for at få ham til at lave et vægmaleri til ydersiden af Panoramic Cinema Theatre, der var centrum i New York States bygninger på verdensudstillingen. Verdensudstillingen skulle afholdes året efter.
Warhol besluttede at reproducere 13 mugshots af kriminelle taget fra et hæfte med titlen The Thirteen Most Wanted Men lavet af New York Police Department. Billederne består af stramt beskåret og forstørrede mugshots portrætter og afslører kun få oplysninger. De mere eksakte detaljer om personernes liv, omstændighederne ved deres anholdelse og de chokerende detaljer om forbrydelserne er overladt til fantasien.
I den forstand kan man sige, at Warhol indirekte arbejdede som Bertillon og Charcot med forestillinger og handlinger, der var determineret til bestemte ansigter og mennesketyper.
Warhols nøjagtige grunde til at vælge disse portrætter er uklare, men sammenhængen til skyggesiden i det amerikanske samfund er evident.
Ifølge John Giorno, der var en del af Warhols kreds, kom ideen fra maleren Wynn Chamberlain, hvis kæreste på det tidspunkt arbejdede NYPD, og som efter Gierne udsagn skaffede publikationen med mugshots, som han gav videre til Warhol.
Warhol kan også være blevet inspireret af Marcel Duchamps arbejde fra 1923, Wanted, $2.000 Reward, hvor Duchamp satte et fotografi af sig selv i en plakat af en efterlyst.[5]
Udsmykningen til Verdensudstillingen blev lavet, men vakte så megen modstand inden åbningen, at den blev malet over fjorten dage før afsløringen. Installationens mugshots blev senere taget op på en udstilling MOMA. Arbejdet kan senere have inspireret Warhol selv til værksamlingerne 13 Most Beautiful Women og 13 Most Beautiful Boys, udført i 1964-65.
Warhol foreslog som et løsningsforslag, at han erstattede de 13 mugshots af kriminelle med 25 mugshots af Robert Moses, der var leder af Verdensudstillingen.[6] Ideen blev ikke taget op.
Der er forskellige bud på, hvorfor vægudsmykningen med mugshots af de kriminelle blev taget ned. En forklaring går ud på, at Nelson Rockefeller, der var guvernør i New York, var afhængig af stemmerne fra vælgere af italiensk afstamning. De fleste af de tretten mest berygtede mænd var af italiensk afstamning.
En anden forklaring går ud på, at man var bange for retssag fra en eller flere af de eftersøgtes familier eller venner. En tredje forklaring går på, at Warhol var for åbenlys med sin homoseksualitet i 60’ernes bornerte USA, ’most wanted men’ kunne forstås som et homoseksuelt ønske.
Trumps anderledes brug af den stive form
Et kamera laver en optagelse i et fængsel. Da kameraet klikker i fængslet den 25.8, dokumenterede det et vendepunkt i den amerikanske historie. En tidligere præsident for USA var anholdt og fotograferet i en ramme, der sædvanligvis forbindes med forbrydere, voldspersoner, narkohandlere og spritbilister.
Tilbage er et billede, der vil leve længe. Trumps budskab i det aggressive ansigtsudtryk, der er på billedets ’nu’, er klart og vidner om, at ønsket om magt stadig er til stede hos ham: Jeg går ikke, jeg er klar til at kæmpe, frygt mig. En trodsig nydelse er trængt igennem den rigide mugshot form.
På CNN (24.8.23) forklarede en tidligere republikansk politiker, at Trumps mugshot gav MAGA (Make America Great Again) tilhængere samme følelse af håb og fremtid, som i sin tid Obama havde givet demokrater. Lignende er blevet fremhævet via interviews med tilhængere og modstandere af Trump.[7]
Det berører et punkt i forskningen i visuel kommunikation, som man arbejder ihærdigt med for øjeblikket. Ud over de tegn på trods og styrke, som Trump viser, så bærer billedet også en mulighed for binding eller fastfrysning til den anklagede via blikket, som jeg vender tilbage til via mytologien om Medusa.
Semiologen Roland Barthes’ termer punctum og studium (fra La Chambre Claire 1980/Det lyse kammer 1983) har stået næsten urørte i mange år, og de giver også vedvarende inspiration. Punctum er den stumme ordløse fascination mellem et billede og en beskuer. Noget stumt i billedet korresponderer med noget stumt i individet. Det ikke-verbaliserbare område er både i beskueren og i billedet.[8]
Nu er begrebet blevet tilføjet dimensioner af traumebinding, altså fascinationen kan også have bund i en binding til og gentagelse af et traume, der kan forklare relationen til Trumps mugshot og det udtryk for håb, som tilhængere ser i det via det kampberedte blik og de øvrige ansigtsudtryk, der både fastholder og giver løfter.
Ansigtet som selvets showroom
Trumps øjenbryn er løftede, pupillerne er udvidede, en tavs befaling om underkastelse og lydighed mod beskueren, sådan skrev jeg tidligere.
Medusas blik gjorde andre til sten. Den græske myte om Medusa har mange versioner, men i denne sammenhæng fremdrager jeg disse træk. Medusa var en kvinde, der efter at have gjort gudinden Athena vred, blev gjort til et uhyre. Athena straffede Medusa ved at forvandle hendes hår til et virvar af slanger og derefter ved at sikre, at enhver, der så ind i Medusas øjne, ville blive omskabt til sten.
Ved at skabe en mytologi om et blik, der blev gjort voldeligt, var skaberne af det tidlige demokrati fremsynet om manden, der har forsøgt at ødelægge det nuværende amerikanske demokrati. Trumps hoved er dækket af hårspray fremfor af slanger, men han er alligevel en Medusa, omskabt til den digitale tidsalder: Når du ser hans blik, synes din skæbne allerede at være beseglet.[9]
Hvorfor er ansigtet så vigtigt? Fordi ansigtet er selvets showroom. Ansigtet er selvets scene, fordi det umiddelbart viser vores alder, køn, etniske baggrund, helbred, karaktertræk og humør – eller vores ønsker om at fastholde eller undvige et bestemt udtryk for en eller flere af disse kategorier.
Ansigtet er nærvær her og nu, via ansigtet adskiller vi os fra alle andre mennesker, når vi ser vores ansigt, er vi en del af det selvrefleksive projekt, der går ud på at skabe os selv i forhold til andre, altså være et socialt individ blandt andre individer.
Trump søger at gøre mugshottets afmagt til det modsatte, et magt-ikon
Trump tilføjer aggressiv kontakt til det ellers passive mugshot, han er ikke kuet eller fanget. Han søger at signalere, at “jeg kan bryde ud, jeg kommer tilbage”.
Når vores øjne fastholder et ansigt eller en del af et ansigt, som vi kan ved et mugshot, afviger handlingen fra øjnenes naturlige punktvise bevægelsesmønster. Fokus flyttes hele tiden til nye elementer i eller omkring ansigtet og fastholdes ikke ved en bestemt del i lang tid.
Handlingen afviger også fra vores kulturelle og moralske normer, der fortæller, at det ikke er pænt at stirre eller glo. Det gør kun fulde og børn. Trump vil, at vi som betragtere skal bryde normen og se hans aggression og identificere os med den i lang tid.
Ansigtet er et flygtigt objekt. Ansigtets rytmer, standsninger og forskellige hastigheder i de mange enkeltdele på grund af muligheder og umuligheder for kontrol af nerver og muskler, der gør ansigtet til en meget ustabil form. Ansigtet er meget mere impulsivt og refleksbetonet end nogen anden legemsdel. Et evigt foranderligt udtryk, et perpetuum mobile.
Ansigtets foranderlige karakter, der kan trodse verbal beskrivelse, udelukker dog ikke genkendelse af en person. Det er et sammenstød mellem dels summen af stabile træk, der har formet et erindringsbillede, og dels en foranderlig ansigtsform, der kan udmønte sig i paradoksalt konstaterende udbrud som: “Nå, er det dig” eller “Hvor har du forandret dig.”
Trump vil bemærkes og mærkes, også som mugshot
På den ene side er ansigtet altså meget fluktuerende, på den anden side rummer det også en mulighed for kontrol af udtryk. Det sidste bevirker, at det er blevet magtens symbol om noget. Ansigtet er det traditionsbestemte magt-ikon, derfor optræder ansigtet også så hyppigt som ægthedsbevis og uomstødeligt herredømme på mønter, pengesedler, medaljer, frimærker, plakater, mindesten, offentlige buster og skulpturer. Trump søger at gøre mugshottets afmagt til det modsatte, et magt-ikon.
Det er ikke kun som magtens udtryk, at ansigtet bliver mægtigt. Ansigtet er i sig selv intenst. Selv når ansigtet er svagt, kan det gøre stærkt indtryk. Ansigtet forlanger underkastelse ved sin blotte tilstedeværelse og kan være frygtindgydende, selv når det smiler. Ansigtet er ikke neutral formidler af sindsstemninger og relateringer, det er fremadrettet og udadvendt i alle situationer.
Ansigtet forsøger altid at være til stede, markere sig på den ene eller anden måde. Det kan ikke være andet, for uden ansigt er vi borte og ubemærkede. Trump vil bemærkes og mærkes, også som mugshot.
Noter
[1] Jf. nærmere om disse to retninger for ansigts- og karakterbestemmelse, Fausing 2018: 51ff.
[2] Iflg. Aljazeera 27.9.2023.
[3] Gracie King 2020.
[4] Christie 16.5.2018 ’Andy Warhol’s Most Wanted’
[5] Omkring 1950 laver den amerikanske kunstner Julien Levy ‘FBI Wanted Notice: Edward Aloyisus Hannon (Marcel Duchamp), Wanted for the Crime of Impersonation’. Warhol kan naturligvis også være blevet påvirket af dette værk om et værk.10
[6] Bovary Boys ‘Most Wanted’: Robert Moses vs. Andy Warhol’ 11.2.2008 https://www.boweryboyshistory.com/2008/02/most-wanted-robert-moses-vs-andy-warhol.html
[7] En republikaner, Crystal Myers-Barber, udtaler: ‘He [Trump] looks very upset and actually disgusted. It makes me very sad to see this. He’s tough but I can see this appears to hurt him within. I do believe it will help his ratings and backfire, though!’ (min fremhævelse). Jf. https://www.bbc.com/news/world-us-canada-66612717
[8] Punctum er latinske ord for ‘sår’, det hedder på græsk ’traume’.
[9] Jeg har her taget udgangspunkt i Garber 2023.
Henvisninger
Roland Barthes: Det lyse kammer. Bemærkninger om fotografiet 1983 (1980).
Jean Clair: Duchamp et la photographie 1977.
Jonathan Cooper: Donald ‘J. Trump – Inmate Number P01135809’ i: People’s World 25.8.23.
Bent Fausing: Ansigt til Ansigt. Om ansigtets betydning – i og udenfor visuelle medier e-bog 2016 https://www.academia.edu/28598386/Ansigt_til_Ansigt_Ansigtets_betydning_i_og_udenfor_visuelle_medier?fbclid=IwAR1fWesMpc1gRNXH4o7XJNloeIGTVGxE9LhAJweO4lOMmx-jRBnONEU62oM_aem_AeKVsKSwv8eupkxQB-gUXMj65nmLeKx_j-7bPEyO6E2RBMItVjs_hoGvNQavnrqCCAU
Bent Fausing: ’Trumpismens visuelle æstetik’ i: POV 11. januar 2021 https://pov.international/trumpismens-visuelle-aestetik/
Jonathan Finn: Capturing the Criminal Image: From Mug Shot to Surveillance Society 2009.
Megan Garber: ‘The Mug Shot Is A Warning’ i: The Atlantic 25.8.23.
Stuart Jeffries: ‘Trump’s Mugshot Reviewed: ‘More like a foolish old man with anger issues than a presidential contender’’ i: The Guardian 25.8.23.
Gracie King: ‘Pandemic Poster’ 2020 https://ecommons.udayton.edu/stu_vad_covidcollage/26/
George Wright m.fl.: ‘Trump Seeks to Make The Most of Historic Georgia Mugshot’ BBC News 24.8.23.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og