Mit barndommens Danmark

i Danmark/Kultur/Liv & Mennesker af

I tider som disse, hvor Danmark hudflettes af omverdenen, og hvor danskere hænges ud som fremmedfjendske og sig selv nok, kan jeg ikke lade være med at tænke tilbage på mine tidligste minder. Tilbage til en tid, hvor jeg boede i England, men jævnligt besøgte det Danmark, der for mig stod som indbegrebet af venlighed, hygge og tolerance. Et land, hvor, syntes det, indbyggerne var mærkeligt frie af den racisme, som jeg var begyndt at mærke hjemme i England.

Jeg var født i Danmark. På Diakonissestiftelsen på Frederiksberg. En lille farvet dreng, søn af en dansk mor og en far fra Ghana i Vestafrika. Det var så internationalt som det kunne være. Min mor havde mødt min far i Moskva under en af disse festivaler, der samlede ungdom fra hele verden. Min far studerede til arkitekt i London, men efter at han havde mødt min mor, tog han et afbræk i studierne og kom til København. Ingen problemer dér. Han blev straks ansat på Anne Marie Rubins tegnestue, der var fremme i skoene indenfor dansk arkitektur og byplanlægning.

Nytårsaftensdag 1959 – godt otte måneder efter at jeg var blevet født – giftede mine forældre sig i Trinitatis Kirke – den med Rundetårn. Med efterfølgende bryllupsreceptions på det nye, chikke Hotel Imperial. En journalist fra Se & Hør var tilfældigvis i bygningen den dag, og da han så det farverige selskab – med afrikanere, danskere og sågar en enkelt amerikansk topfotomodel – måtte han træde i aktion. Få dage senere udkom ugebladet med en udførlig reportage. ”Negerhøvdingens søn ægter yndig københavnerinde”, lød overskriften. Min farfar var øverstehøvding for Ghanas Fanti-folk.

”Kødrand af madammer”

I min allertidligste barndom boede vi i Valby. Som logerende i min mormors lille lejlighed på Gåsebæksvej. Hun var lykkelig over omsider at have fået et barnebarn. Pyt med, at det var et eksotisk et af slagsen. Hun gik tur med mig på Valby Langgade. Og kunne siden berette levende om, hvordan kvinderne flokkedes om barnevognen for at se den søde lille, farvede dreng. Bare hun havde været inde i en butik i et par minutter, var der samlet en ”kødrand af madammer” omkring barnevognen, husker jeg hende fortælle.

Vi blev i Danmark indtil jeg var 20 måneder gammel. Så flyttede vi til London, hvor min far skulle fortsætte sine arkitektstudier. Min lillebror var nu kommet til. Ham besluttede min far sig for at give navnet Arne. Efter den danske arkitekt Arne Jacobsen, som han beundrede så meget. Min fars møde med Danmark affødte en livslang veneration for dansk design og arkitektur, som siden skulle påvirke hans arbejder i både England, Saudi-Arabien og Ghana.

S&H 1960

England

London var ikke så åbent og imødekommende over for os, som København havde været. Vi kom til at bo i en mørk lejlighed i en kælder i St. Georges Square. Det var ikke muligt for en sort mand som min far – høvdingesøn eller ej – at få en ordentlig lejlighed. Ledige lejligheder var der ganske vist nok af, når min mor reflekterede på boligannoncerne. Men når hun siden mødte op sammen med min far, var de pludselig udlejet til anden side.

Vi fik siden et rækkehus i Harlow, en satellitby nord for den britiske hovedstad. Det var et altovervejende hvidt lokalsamfund, og der begyndte jeg for første gang at opleve racismen. De hvide skolebørn, der drillede og sang smædesange. Og slåskampene. Jeg husker tydelig en dag, hvor min far kom hjem fra arbejde og så nogle drenge på vejen i fuld gang med deres mobning af hans sønner. Drengene løb deres vej. Men min far satte efter dem. Han havde vundet mesterskaber i hækkeløb, så det tog ham ingen tid at fange den værste af bøllerne. Han fik drengen til at fortælle sig adresse, og så gik turen derhen. Min lillebror og jeg fik besked på at følge med. Min far ringede på i rækkehuset, hvor drengen boede. Ud kom drengens far. Min far forklarede manden, hvad hans søn havde bedrevet. Noget beklemt lovede manden, at han nok ville tage sig af sagen. Jeg ved ikke om drengen fik et ordentlig lag tæsk, men i hvert fald kunne min bror og jeg gå derfra med en ny bevidsthed om, at der var noget at stille op mod racisme.

Somrene i Valby

Så var Danmark altså noget andet. Min mor tog os hjem til København i sommerferierne. Mig, min bror Arne og min søster Nina, der var kommet til i London. Når der altså var råd til sådan en tur. Vi tog Englandsfærgen fra Harwich til Esbjerg. Og så med tog videre til København. Det var et eventyrland, der passerede forbi kupéens vinduer. Jeg var betaget af bondegårdene. Af bilerne med de anderledes nummerplader. Og ikke mindst af danskerne selv. De var sådan nogle venlige mennesker. Og mændene. Jeg synes de alle sammen, i hvert fald de gamle af dem, havde sådan nogle store ører. Ligesom ham kong Frederik, som prydede frimærkerne på brevene, vi fik fra min mormor.

Det var dejligt at være tilbage i Danmark på disse sommerferier. Tilbage hos min elskede mormor på Gåsebæksvej i Valby. Oppe på fjerde sal boede den søde Lene, som legede med os i gården og til tider også passede os. Hun hed Køppen til efternavn og blev siden verdensmester i badminton. Nede i stuen var værkstedet, hvor den hyggelige keramiker Lund holdt til. Der legede vi med ler. Og tjente 25-øre ved at hente FF-øller til ham henne hos købmanden på hjørnet af Cæciliavej.

Der var intet fremmedhad i Danmark. Der var et ”fremmed hvad”. En nysgerrighed, en videbegærlighed over for det fremmede. Jeg kan ikke tælle de gange, jeg i børneårene dengang blev mødt af følgende spørgsmål fra venlige danskere: ”Hvor taler du godt dansk. Hvor kommer du fra?”

Jeg vidste da godt, hvad de mente. Men jeg svarede altid bare ”Fra Danmark”. For jeg vidste, hvad opfølgningsspørgsmålet ville være. ”Danmark? Nej, jeg mener, hvor er du født henne?” Og så svarede jeg altid ”Peter Bangs Vej”. For det var jo dér, Diakonissestiftelsen lå. Og så grinede jeg. Og så grinede folk. Det var dansk humor.

Vi blev fotograferet under sommerferierne i København, Nina, Arne og jeg. Henne hos Kehlet’s på Valby Langgade. Og billederne blev selvfølgelig udstillet i fotohandlerens vindue. Vi var farvede børn. Og dem var danskerne jo glade for.

Philip og Arne i London 1964
Philip og Arne i London 1964

Den nye dreng i klassen

Vores lille familie – min far, min mor, mine søskende og jeg – flyttede omsider tilbage til Danmark i 1968. Min mor ville gerne hjem, og min far var ikke svær at overtale. Højrepolitikeren Enoch Powell var i fuld gang med at puste til fremmedhadet i England, og min far var derfor mere end villig til at flytte til det venligere Danmark. Hvor han da også straks fik et stilling hos et københavnsk arkitektfirma.

Nina, Arne og jeg blev indskrevet i Ålholm Skole i Valby. Vi var de eneste farvede børn på hele skolen. Jeg startede i 3. klasse. Det var den 5. december 1968. Dagen efter var der skolefest. Jeg husker det tydeligt. Og under alle omstændigheder skrev lokalavisen om det.

I forbindelse med festen var der arrangeret en dansekonkurrence. Jeg var ikke specielt god til at danse, men tænkte, at jeg hellere måtte deltage alligevel. Op på skoleaulaens store scene røg vi, konkurrencens deltagere. Jeg begyndte at twiste. Jeg kom jo direkte fra London, og det gjorde man vist derovre. Det var Beatles-tider.

Alle skolebørnene gik helt amok. Og begyndte taktfast at klappe og råbe mit navn. Det var ret overvældende, for så udadvendt var jeg nu heller ikke. Men børnene på Ålholm Skole havde altså sat sig for, at ham den farvede dreng skulle have en ordentlig velkomst til Danmark. Musiklæreren, der styrede løjerne, forsøgte at få eleverne til også at heppe på de andre deltagere. Men der var intet at gøre. Til sidst måtte han udråbe mig som vinderen af dansekonkurrencen.

Olsen-banden

Vi boede i Valby et lille års tid. Så flyttede vi til Gladsaxe, nord for København. En af min fars danske arkitektkolleger boede derude i nybyggeriet Høje Gladsaxe, og vi kunne fremleje hans lejlighed. Han skulle nemlig til Afrika i forbindelse med et ulandsprojekt. Danskerne var jo åbne over for verden. Glade for at hjælpe dem derude, der havde hjælp behov.

Inden vi flyttede fra Valby, nåede jeg lige at overvære optagelserne til en Olsen-banden-film. Det var en dag, jeg var på vej hjem fra skole. Så var der pludselig en biljagt. En politibil tørnede med høj fart ind i en bunke mælkekasser opstillet uden for mejeriet på hjørnet af Gåsebæksvej og Blankavej. Det var så dansk og det var så fascinerende. Jeg mindes stadig tilbage, hver gang jeg ser scenen i ”Olsen-banden på Spanden”.

Det er dette Danmark, jeg tænker tilbage på i denne tid. Nu, hvor flygtningestrømme får danskere til at gå helt over gevind på de sociale medier. Hvor populister både på og udenfor Christiansborg råber vagt i gevær for forsvaret af gamle Danmark. Men er deres forestilling om det gamle Danmark den rigtige?

Var gamle Danmark et land, hvor man rettede bager for smed? Hvor man mistænkeliggjorde alle, der bare havde en anderledes hudfarve? Lukkede af for alt udefrakommende?

Det mener jeg ikke. Det gamle Danmark, jeg husker, var et anstændigt Danmark; et nysgerrigt Danmark; et venligt og imødekommende Danmark. Og sådan mener jeg stadig den sande danske folkesjæl er. Den folkesjæl, jeg har kendt og oplevet lige siden jeg var en lille dreng.

Hovedfoto: Sommerferie i Danmark 1967. Philip, Nina og Arne sammen med keramiker Mogens Lund foran hans værksted på Gåsebæksvej.

Kunne du lide artiklen? Du kan donere et beløb til Philip Sampsons skriverier på MobilePay 2083 9096

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Philip Sampson, født 1959 på Frederiksberg, er uddannet journalist. Han har arbejdet på Politiken, DR og Ritzau. På sidstnævnte virkede han på bureauets udlandsredaktion fra 1988 til 2011. Philip er opvokset i London som søn af en ghanesisk far og en dansk mor. Han har gennem årene beskæftiget sig indgående med racisme og højreekstremisme, bl.a. i samarbejde med antiracistiske organisationer som Expo i Stockholm og Searchlight (i dag Hope not Hate) i London. På baggrund af sin mangeårige tilknytning til den københavnske motorcykelverden, har han gennem årene kunnet levere ganske præcise analyser af konflikterne i bikermiljøerne både i ind- og udland. Philip er i dag selv medlem af Harley-Davidson Club Herlev. Journalistisk set er Philip Sampson graver af natur. Denne interesse bruger han i dag især på historisk research.
Kan du lide Pov.International så bliv abonnent for eksempelvis 25 kr. om måneden. Kan du lide denne artikel, kan du også vælge at donere et beløb efter eget valg til forfatteren. Philip Sampsons MobilePay er: 2083 9096.

Seneste artikler om Danmark

Synnøve Søe

Farvel Synnøve

SYNNØVE SØE // NEKROLOG – Synnøve er ikke mere. Det er ikke