USA 2020 // ANALYSE – Amerikansk kabel-TV’s dygtigste studievært, journalist Chris Wallace, interviewede Donald Trump søndag. Det fik hele den amerikanske medieverden op på dupperne – både fordi Wallace konfronterede Trump med en række kritiske spørgsmål, og fordi Trumps svar klart viser strategien for præsidentens valgkamp: gå efter egen base – afvis alt andet. Om det er nok, ved vi ikke, men at det er fascinerende, er sikkert og vist. Samtidig pustede Trump til en angst, som hans modstandere nærer om, at han ikke bare vil gå af uden videre.
Artiklen er opdateret mandag den 20. juli med en udtalelse fra Biden-kampagnen, mandag om Trump og valgresultatet (AG).
WASHINGTON D.C. – Ikke mange danskere vil kende Chris Wallace, hvilket er en skam. For han er en af de dygtigste amerikanske TV-journalister, der findes. Hver søndag kl. 14:00 (og med genudsendelse om aftenen) begaver han kabel-tv-seerne med udsendelsen Fox News on Sunday, hvor han er studievært (han har tidligere været på ABC News i 14 år og på NBC som Chief White House Correspondent).
Og hvis man tilhører det store flertal af borgere, der ikke har en kabel-tv-pakke, kan man fortsat se ham ganske gratis med forsinkelse på YouTube, hvilket millioner troligt gør. Søndag interviewede han præsident Trump i en udsendelse direkte fra Det Hvide Hus i Washington.
Svaret sendte straks (igen) nye chokbølger ind over medierne, hvor mange kommentatorer og eksperter er nervøse for langvarige juridiske trakasserier om valgresultatet i de afgørende svingstater, hvor begge sider i teorien kan forlange omtælling
Det var en cadeau i sig selv, men Trumps ja var med fuldt overlæg, for Wallaces program er legendarisk. Det var heller ikke noget tilfælde, at det også var Wallace, som var vært på den tredje præsidentdebat i 2016 mellem de daværende kandidater, Hillary Clinton og Donald Trump – udvalgt af den særligt nedsatte “præsidentdebat-kommission”. Han er kendt som en objektiv – hård men retfærdig – journalist.
Da han interviewede Vladimir Putin i 2018 gav det et synligt gib i den russiske præsident, da Wallace på live TV spurgte ham, hvordan det kunne være, at så mange af Putins kritikere var afgået ved døden under mystiske omstændigheder, ligesom den amerikanske stjernejournalist også konfronterede Ruslands præsident med påstandene fra de amerikanske efterretningstjenester om, at Moskva havde blandet sig i USA’s valg i 2016.
Trump: Nej, jeg vil ikke bare acceptere valgresultatet
I 2016 vakte hans spørgsmål til Clinton og Trump om, hvorvidt begge kandidaterne var indstillet på at acceptere valgresultatet uanset hvad, opsigt. Ikke fordi Wallace spurgte, men fordi Trump ikke ville forpligte sig dertil – et sjældent set eksempel på, at den erfarne journalist virkede noget rystet over svaret.
Det gjorde studieværten til gengæld ikke denne søndag, hvor han stillede spørgsmålet igen, og hvor Trump endnu engang nægtede at svare bekræftende.
“Det får vi se”, svarede han kryptisk, samtidig med at han til gengæld gerne ville erkende, at han var en “dårlig taber”:
‘I’m not a good loser … I don’t like to lose. I don’t lose too often’ lød det efterfulgt af “I have to see! Look, no, I’m not going to just say yes.”
Svaret sendte straks (igen) nye chokbølger ind over medierne, hvor mange kommentatorer og eksperter er nervøse for langvarige juridiske trakasserier om valgresultatet i de afgørende svingstater, hvor begge sider i teorien kan forlange omtælling (recount) eller stille spørgsmålstegn ved validiteten af et snævert resultat.
Joe Bidens kampagne svarede søndag via Bidens talsmand, Andrew Bates:
“The American people will decide this election. And the United States government is perfectly capable of escorting trespassers out of the White House.”
Der er ingen lovlig måde, hvorpå en præsident blot kan ignorere valgresultatet, men der er måder at forhale processen på og i sidste ende skubbe byrden over til Højesteret, som det også skete i 2000 i den berømte omtælling i Florida, da Al Gore tabte valget til George W. Bush.
I Trumps tilfælde vil det med garanti handle om brevstemmer, som han flere gange har spået er “den eneste måde, demokraterne kan vinde på”, og som han “ikke stoler på”.
Grunden til mistroen overfor brevstemmer handler om, at en bedre (forstået som nemmere) adgang til at stemme antages at gavne minoriteter og unge, der typisk ikke stemmer i lige så høj grad som veluddannede ældre, og eftersom demokraterne har flere yngre og ikke-hvide vælgere skulle en højere valgdeltagelse gavne dem
Mistroen overfor brevstemmer er et generelt republikansk fænomen, om end undersøgelser, som er foretaget af metoden viser, at ingen af partierne vinder på den. Resultaterne af valg med mange brevstemmer afviger ikke synderligt fra resultater i samme stater uden udbredt brug af denne mulighed.
Grunden til mistroen overfor brevstemmer handler om, at en bedre (forstået som nemmere) adgang til at stemme antages at gavne minoriteter og unge, der typisk ikke stemmer i lige så høj grad som veluddannede ældre, og eftersom demokraterne har flere yngre og ikke-hvide vælgere skulle en højere valgdeltagelse gavne dem.
Man kan se hele interviewet her:
Meningsmålinger er ‘fake’
Men hvis man ikke orker at se det hele, hvad var så det vigtigste, der kom ud af udsendelsen bortset fra Trumps bevidste melding om ikke at ville love at acceptere et resultat, hvor han har tabt.
I punktform dette:
- Trump har adgang til oplysninger om coronakrisen, som ikke matcher de informationer, som de anerkendte institutioner, som f.eks. Johns Hopkins (de tal, som Wallace anvendte under udsendelsen) eller hans eget National Institutes of Health benytter sig af. Er hans tal slet og ret falske, som hans kritikere mener, eller opgør Det Hvide Hus tallene anderledes? Det kan ingen vide, men indtil offentligheden får andet at vide, må man gå ud fra, at Trumps tal i hvert fald ikke er de gældende. Det kan man undre sig over, ligesom man kan undre sig over, at Trump under udsendelsen gentog en række opsigtsvækkende udsagn f.eks. et om, at coronavirussen på et tidspunkt “vil forsvinde af sig selv”. Trump sagde også under interviewet, at USA er “bedst”, når det gælder dødstal og at hans egen top-rådgiver og epidemiolog, Tony Fauci er en “alarmist”.
- Trump anerkender ikke meningsmålingerne – hverken de nationale eller dem, der viser, at han er bagud i afgørende svingstater. Han hævder, at han har “andre tal”, og da Wallace viste ham en ny Fox-måling – som “den allerførste person”, som journalisten muntert meddelte – hvor det fremgik, at Biden førte over Trump med 8 procentpoints, meddelte præsidenten, som han før har sagt på Twitter, at tv-stationens målinger var terrible og utroværdige. Det samlede gennemsnit af alle tilgængelige/troværdige målinger kan man se her i Real Clear Politics:
Præsidenten tilføjede også, at målinger, han har, der viser det såkaldte enthusiasm gap, er til hans fordel: “Mine vælgere er vilde med mig. Det er Bidens vælgere ikke”, sagde Trump, der afviste at svare ja til Wallaces spørgsmål om, hvorvidt Biden slet og ret var “senil”, men som kort tid efter denne afvisning ikke desto mindre sagde, at Biden “ikke havde evnerne” til at være præsident og han blot sad nede i sin kælder derhjemme og ikke var i stand til hverken at svare på spørgsmål (som Trump selv) eller i det hele taget var klar mentalt til at være præsident.
I en måling fra sidst i juni kunne man se, at blot 26 % svarede, at de “stolede på Trump”, når det gælder coronakrisens løsninger, mens 67 % svarede, at de stoler på Dr. Fauci
“Men han kan jo tage den test, jeg har taget”, mente Trump – en test, der bruges til præ-diagnosticering af Alzheimers, og som Wallace spøgende meddelte, at journalisten også havde taget og at den “ikke er særlig svær”.
Til påstanden om entusiasmen, replicerede Wallace, at der jo også var ret stor entusiasme hos demokraterne om at slippe af med Trump – en påstand, som præsidenten anerkendte med ordene “ja, det er så også den eneste måde, de kan vinde på”.
Trump satser 100 % på egen base – ingen appel til midten
Summa summarum: Trump har besluttet sig for udelukkende at appellere til sin egen base af hardcore supporters, der agter at stemme på ham lige meget hvad. Det er en strategi, som ikke kunne afvises overhovedet, før coronakrisen, fordi Trumps tilhængere vitterlig er entusiastiske, men som målingerne viser, er der blot en særdeles udbredt utilfredshed blandt vælgerne – også blandt republikanerne – over hans håndtering af coronapandemien.
I en måling fra sidst i juni kunne man se, at blot 26 % svarede, at de “stolede på Trump”, når det gælder coronakrisens løsninger, mens 67 % svarede, at de stoler på Dr. Fauci.
Trump står stejlt på, at skolerne skal åbne, kom det frem under interviewet. Hvis ikke de gør det, vil de tabe det føderale statstilskud på omkring 8-10 %, lød det, og da Chris Wallace appellerede til præsidenten om at bruge pengene på at støtte de mest udsatte elever, mødte han et blankt nej
Den mistillid bliver lige nu forstærket af, at de republikansk styrede stater, som fulgte præsidentens anvisninger om at få “gang i økonomien og genåbne tidligt” som Florida, Texas og Arizona, lige nu er blevet nødt til at lukke ned igen, fordi smittetallene er på hastig optur. Alle tre stater er nu klassificerede som såkaldte corona hotspots, og i Florida meddeltes det søndag, at der ikke er flere intensivpladser tilbage i Miami.
I det republikanske parti breder nervøsiteten sig derfor over præsidenten, der allerede har afvist en ny stor hjælpepakke til flere tests og øget kapacitet til smitteopsporing.
Dette sker samtidig med, at den ekstra hjælp til arbejdsløshedsunderstøttelse på 600 dollar om ugen vil løbe ud for det store flertal af amerikanere i denne uge, hvilket vil føre til betydelig uro og ny armod i en økonomi, hvor eksperter spår om en arbejdsløshed ved udgangen af året på omkring 10 %.
Og for at gøre situationen endnu mere betændt, foregår der lige nu en kamp mellem en mængde skoler og stater, hvor både lærere og forældre er bekymrede ved udsigten til at sende børn i skole på fuld tid, hvis ikke coronasmitten er under kontrol.
Trump står stejlt på, at skolerne skal åbne efter sommerferien, kom det frem under interviewet. Hvis ikke de gør det, vil de tabe det føderale statstilskud på omkring 8-10 % lød det, og da Chris Wallace appellerede til præsidenten om at bruge pengene på at støtte de mest udsatte elever, mødte han et blankt nej.
LÆS FLERE ANALYSER OG ARTIKLER AF ANNEGRETHE RASMUSSEN FRA USA HER
Topillustration: Fra Fox News.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her