Jakob Brønnum: Trump, Bibelen og ondskabens banalitet

i Kulturhistorie/Politik & Samfund af
RELIGIONSHISTORIE // ANALYSE – Hvad går der gennem hovedet på Trump, når hans justitsminister beordrer sikkerhedsfolk til at fjerne demonstranter med tåregas, så han kan komme hen og stille sig foran en kirke og blive fotograferet med en bibel i hånden? POV Internationals litteraturredaktør Jakob Brønnum prøver at tænke med. Og tænke med Hannah Arendt over ondskabens banalitet.

Forleden poserede den amerikanske præsident Donald Trump foran en kirke, St. John’s Episcopal Church, der ligger så tæt på Det Hvide Hus, at han kunne gå derhen.

Selve det at se ham spadsere på gaden sammen med sine sikkerhedsfolk og nogle medarbejdere var givetvis en del af hele den forestilling, der senere er blevet latterliggjort og fordømt verden over.

Efter en aften, hvor han havde tilbragt tiden i bunkeren under præsidentpaladset, fordi man ikke kendte til omfanget af de uroligheder, demonstrationerne udenfor ville medføre, har han villet generobre gaden.

Forestillingen bestod i, at Trump gik hen og lod sig fotografere udenfor den lokale kirke med en bibel i hånden og replikken ”We have a good country” på læben.

Det var en af de sjældne religiøse positurer, han har lavet. En anden er fotograferingen foran pavens private alter i Det Sixtinske Kapel med sin familie, som jeg har skrevet om under titlen Donald Trump – nøgen i Det Sixtinske Kapel, fordi det rummede en slags afklædning af Trump, som han ikke selv forstod.

Politisk kristendom i USA

Trump mener formentlig, at han gør sin kristne pligt over for det amerikanske samfund, når han stiller sig op foran sin sognekirke og poserer med Bibelen og siger ”vi har et godt land.” Han vil vise, at lov og orden som nationsbevarende princip står højere end politik, uroligheder, menneskeretskonventioner og politibrutalitet.

Der er en lang højrekristen, amerikansk tradition for at lade det nationalistiske, gammeltestamentlige budskab, som præger Bibelens første halvdel, være en aktiv del af den kristne tro

Den lokale kirkeleder, en kvindelig biskop ved navn Rev. Mariann Edgar Budde, blev rasende, fordi hun ikke mener, det er foreneligt med en kristen livsholdning at bruge tåregas mod demonstranter for at lave en fotosession, og fordi han udnytter Bibelens budskab på en upassende måde.

Det er vigtigt her at gøre opmærksom på, at Bibelen ikke har samme teologiske status som Koranen i Islam: Bogen er ikke i sig selv hellig, det er dens indhold, der er.

Rev. Mariann Edgar Budde har formentlig også læst hans Twitter-replik, hvor han kalder de selv samme mennesker, der demonstrerer i anledning af politiets drab på George Floyd, for ”lowlifes” (sic) og ”losers”.

At denne sprogbrug ikke er forenelig med en kristen livsholdning, vil Trump imidlertid være lodret uenig i. Der er en lang højrekristen, amerikansk tradition for at lade det nationalistiske, gammeltestamentlige budskab, som præger Bibelens første halvdel, være en aktiv del af den kristne tro.

Der er den afgørende forskel på de dele af den jødiske bibel, der er optaget i den kristne bibel, det, vi kalder Det gamle Testamente, og det kristne kernebudskab, som vi kalder Det ny Testamente, at emnet for Det gamle Testamente er folket og eksistensen, mens emnet for Det ny Testamente er den enkelte og eksistensen.

Vi kender traditionen fra George Bush, som fortalte, at han om aftenen mediterede over en kristen forfatters værker, hvilket lød ligeså fromt og godt som det med manden og Bibelen foran kirken, indtil man forstod, at Bush læste en kristen prædikant, der var mere inspireret af krigserklæringerne i Det gamle Testamente end af næstekærlighedsbudskabet i det ny.

Hvorefter han erklærede Irak krig på et grundlag, der senere har vist sig at være falsk.

Eichmann i Jerusalem

Men hvordan skal vi forstå det, Trump her gør? Hvordan kan han med sit kendskab til den kristne tradition lave sådant et stunt? Hvordan kan han handle på den måde – så splittende og hadsk? Han er dog trods alt den person, der er udnævnt til at være landets samlende kraft.

Vi kan lære noget interessant af en af de mest spektakulære retssager, verden har kendt i efterspillet ovenpå Anden Verdenskrig. Den tyske filosof Hannah Arendt var i Jerusalem for at rapportere for en af Trumps i dag mest konsekvente kritikere, tidsskriftet The New Yorker, fra en retssag mod en tysk embedsmand under det nazistiske regime, Adolf Eichmann: Eichmann mente ikke, han havde gjort noget galt, ved at sende tusinder i koncentrationslejr. Reportagerne er senere udgivet i bogform under titlen Eichmann i Jerusalem – En rapport om ondskabens banalitet.

Adolf Eichmann under retssagen i Jerusalem i 1961. Foto: Flickr

Der er særligt to ting, som står tilbage som almengyldige indsigter efter Arendts bog om Eichmann. Hun gør opmærksom på, at Eichmann ikke har dårlig samvittighed. Han mener tværtimod, han gjorde sin pligt – at han bare gjorde, hvad han blev sat til at gøre. Hvordan kan man kritisere et menneske for at gøre sin pligt?

Eichmann, der ikke har noget udestående med jøder i almindelighed, eller på anden måde antisemitiske holdninger, går så vidt som til at fremhæve, at han følger den vestlige verdens fineste moralbud, oplysningstidsfilosoffen Immanuel Kants (1724-1804) maksime om, at du skal handle så det, du gør, kunne være en lov for alle mennesker.

Han forstod blot ikke, at med det mentes ikke kun at følge loven, men også at tænke over handlingens konsekvenser.

Ondskabens banalitet

Trumps handlinger viser atter ondskabens banalitet. At beordre fjernelse af demonstranter står ikke i modstrid med Trumps opfattelse af lov og orden eller Kants maksime, hvis han kendte den. For Trump er det en pligt at opretholde lov og orden og vise hen til en højere forståelse af grundlaget for det, som han gør ved at forlange gaden ryddet og gå hen til en kirke og få taget et billede med Bibelen i hånden. En pligtopfyldende tankeløshed, der får noget uskyldslignende over sig, fordi den ikke tager højde for, hvad pligtopfyldelsen medfører og understøtter.

Trump lader med fuld bevidsthed hånt om det centrale budskab i Det ny Testamente, som handler om at identificere sig med “lowlifes” og “losers”, ikke om at støde dem bort. I et af kulminationsafsnittene i Matthæusevangeliet i Det ny Testamente diskuterer Jesus med nogle tilhængere:

”Jeg var fremmed, og I tog ikke imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig ikke tøj, jeg var syg og i fængsel, og I så ikke til mig.” Disciplene svarer. ”Herre, hvornår så vi dig sulten eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i fængsel, uden at vi hjalp dig?” Hvorefter Jesus citeres for de udødelige ord: ”Alt, hvad I ikke har gjort mod en af disse mindste, det har I heller ikke gjort mod mig!” (Matt. 25,44-45)

Trump holder sig i stedet til passager i Det gamle Testamente, hvor lovbrydere fordømmes. Og dem er der mange af. Det gamle Testamente er nemlig fra ende til anden en vejledning i at holde loven, Moseloven, som jøderne ifølge traditionen har fået direkte af Gud. Alle samfundets ulykker i den jødiske historie, der er omtalt i Det gamle Testamente – og også dem er der mange af – ses entydigt som konsekvenser af folkets overtrædelser af loven.

Forskellen er jo, at de jødiske skrifter handler om nationen og er blevet til, hvor en sådan knapt kunne opretholdes, mens Det ny Testamente handler om den enkelte og er blevet til i en sekterisk sammenhæng i det multikulturelle Romerriget, langt fra tanker om eller mulighed for at opretholde en nation.

Hvorfor stiller vi større moralske krav til Trump end til George Floyd? Fordi han har ansvar, ligesom Eichmann

Først senere blev kristendommen statsreligion i Romerriget, og så ved vi godt, hvordan det gik. Det gamle Testamente blev optaget i den kristne bibel, fordi de første kristne, der selv var jøder, havde brugt det til symbolsk at tyde Jesus af Nazaret som den Messias, jøderne ventede i de årtier, da man endnu ikke selv havde et helligskrift.

Ondskabens banalitet består i at gøre sin pligt – at føle, at man gør sin pligt, uden at tænke over det. Vi ville nok have foretrukket, at Trump havde tænkt over det, og derefter gjort sin pligt.

Hvorfor stiller vi større moralske krav til Trump end til den tidligere røveridømte George Floyd? Fordi han har ansvar, ligesom Eichmann.


LÆS FLERE ARTIKLER AF JAKOB BRØNNUM HER


Foto: Screendump fra CNN

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jakob Brønnum er forfatter til 36 bøger. Senest er kommet "Gensyn med den store fortælling" (Eksistensen, 2019), digtbogen "Virkeligheden 2.0" (Det poetiske bureaus forlag 2019, 276 sider), "Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter" (Eksistensen, 2018) og digtbogen "Øjeblikkets tredje tilstand" (Det poetiske bureaus forlag 2018, 353 sider)

De senere bøger:
Nøjsomhedens tivoli (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay, 2017)
Den sidste passion (digte, 2017)
Lysåret (haikudigte, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
Pengeguden (essay, 2026)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Argumenter mod døden (essay, 2015)
Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
Malmö by night (digte, 2014)
Sange ved himlens port (Dylan-bog, 2014)

Hjemmeside: https://sites.google.com/site/jakobbroennumshjemmeside/

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en ofte anvendt foredragsholder (se hans foredrag på http://www.sogneaften.dk/jakob-broennum.htm). Han bor i dag i Örebro i Sverige med sin familie. Hans færøske hustru Rúna í Baianstovu (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af nettidsskriftet Den smalle bog, som han grundlagde 2016 samt af et teologisk/fagpolitisk tidsskrift. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og i styregruppen for BogForum. Han har været formand for Den skønlitterære gruppe i forfatterforeningen og for den internationale forfatterforeningsorganisation Baltic Writer's Council. Han har skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. Han sidder i bestyrelsen for den offentlige virksomhed Länsmusiken, Örebro og har tidligere siddet i innovationsrådet ved Örebro Universitets fakultet for humaniora. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

Seneste artikler om Kulturhistorie