USA EU

Er Brexit en mulighed i USA?

i EU/USA af
NATIONALE FÆLLESSKABER // EU & USA – Vi har set Storbritannien forlade EU. Men det er en absurd tanke, at en stat skulle forlade USA, selvom det er sket før i historien. Der er afgjort ligheder mellem Europa og USA, ligesom der er ligheder mellem EU og USA, men forskellene illustrerer også, hvorfor et land kan forlade EU, mens en stat ikke forlader USA.

Til tider påstås det, at USA er mere splittet end nogensinde, og sandt for dyden var de fire år, hvor Donald Trump var præsident, tumultariske. Men selvom der selvfølgelig kan være mange måder, hvorpå man opgør splittelse, var og er den påstand næppe korrekt – i hvert fald er det svært at forene med, at USA for eksempel var igennem en borgerkrig fra 1861 til 1865.

Med det sagt, viser mange parametre, at den politiske polarisering i hvert fald er intensiveret. Præsidenters opbakningstal er blevet mærkbart mere polariserede, viser Gallups tal, forstået på den måde, at der eksempelvis er enormt mange demokrater, der synes, præsidenten gør det godt, hvis denne er demokrat, og enormt mange republikanere, der så synes det modsatte.

Stoltheden over eksempelvis at være fra Østrig er større end stoltheden over at være europæer… og noget tyder på, at det er en forskel fra USA

Langt færre vælgere stemmer desuden på det ene parti til kongresvalg og på det andet til præsidentvalgene end tidligere. Selv pandemien anskueliggjorde en polarisering i USA, der i forhold til lande som Holland, Danmark, Australien og Canada var større. I USA så man i spørgsmålet om, hvorvidt man mente, at ens land havde håndteret coronakrisen godt, det største spænd mellem dem, der støttede regeringskoalitionen, og dem, der ikke gjorde, viste en undersøgelse fra Pew Research.

Tager man alt ovenstående i betragtning, er det intet under, hvis læserne spørger sig selv: Er der er overhovedet noget, der forener amerikanerne?

Samlingspunkterne i USA

Det er der imidlertid noget, der gør.

Ser man på USA som nation, kan de fleste amerikanere fortsat samles om at være stolte af deres land. Ifølge Gallups tal fra 2020 var 63 % “ekstremt” eller “meget” stolte af at være amerikanere, hvilket imidlertid er det laveste, siden Gallup begyndte at måle herpå i 2001.

Yderligere 15 % var ”moderat stolte.” Hertil kommer, at der fortsat er mange aspekter af USA, som langt de fleste amerikanere er stolte af. Ifølge tal fra 2019, ligeledes fra Gallup, var 91 % stolte af USA’s videnskabelige bedrifter, 89 % af militæret og 85 % af amerikansk kultur og kunst.

Ser man ud i verden, nærmere bestemt på Europa – ikke EU i dette tilfælde – er det store billede det samme: 78 % (median) var i 2018 enten “meget” eller “til en vis grad” stolte af deres europæiske identitet, pegede en undersøgelse fra Pew Research i 2018. Gallups undersøgelse er selvfølgelig ikke identisk med Pew Researchs, men det synes ud fra disse data rimeligt at udlede, at en majoritet af europæere og en ditto af amerikanere er stolte af enten at være europæere eller amerikanere.

I det hele taget er der næppe mange politikere, som vil hævde, at EU er et land, og hvis de gør, er det måske ikke pænt ment

Men selvom der er disse fællestræk, springer flere forskelle i øjnene. Stoltheden over eksempelvis at være fra Østrig er større end stoltheden over at være europæer (medianen var hhv. 85 % mod 78 %), og noget tyder på, at det er en forskel fra USA.

I en Gallup-undersøgelse fra 2014 svarede en majoritet i kun 19 stater, at deres delstat var ”den eller en af de bedste stater at leve i.” I en undersøgelse fra USA Today/Suffolk fra sommeren 2020 svarede 60 %, at USA var ”det bedste eller et af de bedste” lande at bo i. Eftersom det dog er to forskellige ting, der undersøges – national og europæisk stolthed over for, hvor god man synes, ens delstat er at leve i – skal man gøre sig en masse antagelser, når man sammenligner, hvilket komplicerer værdien af en sammenligning.

Det forekommer dog herudfra sandsynligt, at amerikanere er mere glade for deres land som helhed end deres stat, og europæerne omvendt er mere glade for deres egne lande end Europa som helhed.

Zoomer man ind på Den Europæiske Union, er det imidlertid evident, at EU er populært blandt medlemslandene – og USA, ikke overraskende, er populært blandt amerikanerne. Det rejser selvfølgelig spørgsmålet om, hvilke forskelle der er mellem EU og USA, når man nu synes at kunne se, at begges befolkninger synes godt om enten EU eller USA som helhed.

De afgørende forskelle

For selvom både EU og USA’s befolkninger synes godt om deres union eller deres land, så er der en række væsentlige forskelle – forskelle, der blandt andet bevirker, at det ikke er en absurd tanke, at et land forlader EU, mens det netop er urealistisk at forestille sig, at en delstat forlader USA i dag. Det er der mange oplagte forklaringer på, og de skal ikke udelukkende findes i indbyggernes holdninger, men også i forskellene på, hvad USA og EU er for størrelser.

Muligvis skal USA først og fremmest ikke ses som ét land, selvom det er det, men mere et land med en række forskellige lande. Forfatteren og journalisten Colin Woodard opfordrer med sin bog ”American Nations” til at forstå USA som 11 forskellige nationer – alt fra ”Greater Appalachia” over ”El Norte”, der dækker dele af Texas, Arizona, New Mexico og Californien til ”The far West”, der dækker stater som Montana, Wyoming og Idaho. Disse dele af USA har ifølge Woodard deres egne historiske rødder, og at forstå disse dele – og dermed kompleksiteten i landet – er afgørende for at forstå USA.

Den Europæiske Union er anderledes. Den skal ikke ses som et land, hverken formelt eller reelt, og har aldrig skullet det. Unionen har eksempelvis heller ikke et fælles militær, selvom flere har ønsket det. Det illustrerer en væsentlig forskel fra USA.

Der er heller ingen umiddelbar association til en borgerkrig, og selvom der kan være eksempelvis økonomiske konsekvenser ved at forlade Unionen, er det slet ikke så drastisk, som det ville være at forlade USA som delstat

I det hele taget er der næppe mange politikere, som vil hævde, at EU er et land, og hvis de gør, er det måske ikke pænt ment. Sagt på en anden måde: Det ville være mærkeligt, hvis Mette Frederiksen omtalte EU som et land, som Danmark var en del af, og som var en overordnet magt. Men det ville også være mærkeligt, hvis Colorados guvernør Jared Polis ikke omtalte USA som noget sådant.

Hertil kommer, at EU er en langt nyere størrelse end USA. De er opstået på hver deres måde og i hver deres historiske kontekst. EU opstod som Kul – og Stålunionen efter 2. verdenskrig, der var begyndelsen på, at det EU, vi i dag kender, blev oprettet i 1993. USA så derimod dagens lys som et land, der fremkom med Oplysningstiden (der primært foregik i 1700-tallet), og som var stærkt påvirket af oplysningstænkere som for eksempel Montesquieu.

I forlængelse heraf er det oplagt, at USA som nation har en anden robusthed, fordi det er et ældre land, der har været igennem en borgerkrig, og som gradvist har vokset sig større. EU er som nævnt en nyere konstellation, der aldrig som fællesskab har været igennem eksempelvis en borgerkrig.

Ovennævnte forskelle bevirker, at det er en oplagt antagelse, at EU er markant nemmere at mobilisere modstand mod end USA. Der er heller ingen umiddelbar association til en borgerkrig, og selvom der kan være eksempelvis økonomiske konsekvenser ved at forlade Unionen, er det slet ikke så drastisk, som det ville være at forlade USA som delstat.

Staterne har ikke ret til at forlade USA. Borgerkrigen, der begyndte i 1861, skabtes netop ved, at en række stater brød med USA – en ekstremt blodig krig, der varede til 1865. Denne historik og de meget store konsekvenser, den havde, kombineret med de forenende faktorer, der findes i USA, bevirker, at det er meget usandsynligt, at man i dag ser secession.

Det er imidlertid ikke det samme, som at der ikke kan spekuleres i det. I Californien finder man eksempelvis initiativet ”Yes California”, der promoverer og arbejder for Californiens uafhængighed fra USA, selvom idéen i al overskuelig fremtid synes komplet urealistisk. 

Man starter groft sagt forfra. Det gør man trods alt ikke som et land, der forlader EU

Det skyldes blandt andet, at staterne formentlig ikke har ret til at forlade USA. Som den nu afdøde højesteretsdommer, Antonin Scalia, sagde:

If there was any constitutional issue resolved by the Civil War, it is that there is no right to secede.”

Men selv hvis vi kortvarigt antager, at de har en sådan ret, vil det indebære enorme, logistiske udfordringer – alt fra at opbygge militær, hvis man ønsker det, lave en helt ny udenrigspolitik og samtidig sige farvel til eksempelvis sociale programmer som Medicaid og Medicare. Man starter groft sagt forfra. Det gør man trods alt ikke som et land, der forlader EU.

Alene det, at der ikke er tvivl om et lands muligheder for at forlade EU, mens der i den grad er tvivl om en delstats muligheder for at sige farvel til USA, og at konsekvenserne ved eventuelt at lykkes med at forlade USA vil være langt større end ved at forlade EU, illustrerer, hvordan EU er et langt mere skrøbeligt fællesskab end USA.

Det er altså tydeligt, at selvom der kan ses stolthed blandt både europæere og amerikanere over henholdsvis Europa og USA, og på trods af at EU opfattes positivt af medlemslandene, mens USA af mange amerikanere anses for at være det bedste land i verden, så er der en række forskelle.

Helt konkret illustreres det af, at en af de væsentlige ting, som amerikanerne er stolte af, er deres militær, mens EU end ikke har et sådant. EU er mere skrøbeligt, nyere og anderledes. Der er tydelige paralleller, men den konstruktion, USA er, og den konstruktion, EU er, eller ikke er, bevirker, at det klart er mindre sandsynligt, at EU holder sammen, end at USA gør det.


LÆS MERE FRA JAKOB TERP-HANSEN HER
LÆS MERE OM USA HER


Topfoto: State Capitol i Montgomery, Alabama. På toppen vejer Stars and Stripes – oven over Alabamas eget flag. Foto: Wikimedia Commons/DXR

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jakob Terp-Hansen er 19 år gammel, læser statskundskab og følger især amerikansk politik tæt, som han har analyseret i tv og radio. Har desuden kørt flere medier om dansk og amerikansk politik. Du kan følge ham på Twitter på @TerpJakob og læse med i USAPol.dk.

Seneste artikler om EU