
TRO & EKSISTENS // PODCAST – Vi er alle så kloge, at det halve kan være nok, lyder det fra Sveriges nye kristne superstar, men hvad får så selv ikke-troende til at rette ind og lytte til Joel Halldorf? Han mener selv, at det er, fordi han ikke vil have ret i noget som helst. Han vil bare have en god samtale. Og det trænger alle til. Charlotte Rørth interviewer.
Denne artikel blev først udgivet d. 8. november 2021. Genudgivet d. 7. marts 2022.
Joel Halldorf er en klog, kvik, livlig familiefar, der gennem de seneste år har bakset og bokset med alt og alle og skrevet og talt om Gud og Fanden de mest ustyrlige svenske steder. Og haft succes med det.
Fra de litterært bonede gulve til de hvide striber på grønsværen taler svenskere om hans bøger fra de pæne forlag og hans klummer i den nedre del af det svenske mediebillede, Expressen, og for nylig nyhedsbrevet Valv. Som en komet fra det indre rum er han landet midt i en svær tid i broderlandet, der hektisk leder efter pejlemærker i en tid med hårdttonede debatter om indvandring og islam. Lyder det genkendeligt?
Første skridt bort fra polariseringen er at lytte og at finde en vilje til at tro godt om andre. Man må tro på, at den anden ikke ønsker at ødelægge samfundet, men også vil det gode
I Sverige er troen på nogle måder tydeligere end i Danmark. Svenske Kyrkan blev ved årstusindskiftet løst fra det bånd til staten, som den danske folkekirke har, og skal nu gøre sig synlig for svenskerne på en mere aktiv måde end før.
Samtidig er både den nyere tværkirkelige pilgrims- og kristne meditationsbevægelse vandret ind i flere moderne menneskers liv. Også pinsebevægelsen, som Joel Halldorf er født ind i, er kommet frem i mere nutidige udlægninger med popmusik til megagudstjenester og religiøs tungetale i offentlige rum.
Hør hele samtalen på dansk og letforståeligt svensk her:
Midt i alt dette lander Joel Halldorfs bøger med tidsbetegnende titler som Gud: Återkomsten og Gud: Jakten på neonfarvede omslag og insisterer på, at vi pinedød skal tale om Gud meget og mere, men på en helt anden måde end før.
Ikke for at overbevise hinanden om en tro, men for at forstå hinanden bedre. Forstå, at tro er helt almindeligt og hverdagsagtigt og ikke en akademisk disciplin, der skal argumenteres for som til et ph.d.-forsvar eller et partiprogram, der skal stemme om.
Du kan ikke have ret i tro
”Der er en tendens i Sverige, hvor mange gør kristendom til en slags ideologi, og da bliver den ganske hård og destruktiv. Det er især i højreekstreme kredse, at man taler meget om, at man skal forsvare den kristne civilisation og forsvare den kristne verden. Som om, vi er i krig. Der er den type retorik, man bruger hos for eksempel Sverigedemokraterna”, fortæller Joel Halldorf.
I sine bøger kredser han om faren ved at gøre tro til noget, man kan have ret i. Noget, man kan stemme om. Noget, man kan vinde. Det er derimod samtalen, der kan føre samfundet væk fra polariseringen, han vil lade Gud føre an i. At tale om tro på den måde, Halldorf definerer tro på, ser han som en begyndelse.
Også i aviser og magasiner er det en vældig stor nysgerrighed efter at tale om tro. Man er ikke så vant til at skrive og tale om det, men mange efterspørger det
”Første skridt bort fra polariseringen er at lytte og at finde en vilje til at tro godt om andre. Man må tro på, at den anden ikke ønsker at ødelægge samfundet, men også vil det gode. Det muliggør en samtale på et dybere plan. En mere åben måde at lytte på. Hvis man derimod indleder samtalen med at dele hinanden op i de gode og de onde, går det ikke godt”.
Den fare lurer også i samtaler om tro, påpeger han, men netop samtaler om tro kan man vælge at begynde et helt andet sted. I alt det, man ikke ved og kan bevise.
”Tager man de eksistentielle og åndelige samtaler med en politisk modstander, kan man opdage, at man måske egentlig står hinanden vældig nært”, argumenterer han, men erkender, at de i ”Sverige næsten udelukkende fører politiske samtaler, hvor vi ser hinanden som politiske modstandere.”
”Kirkerne har altid haft som en af sine styrker at rumme mennesker med samme trosoverbevisning, men forskellige politiske standpunkter, som har kunnet leve sammen. Det er noget, synes jeg, kirkerne skal genopdage og gå ud i samfundet med”, indrammer han sin drivkraft bag sine mange skriverier.
Mange er klar til udsyn
Der skal ord til, lyder det fra Halldorf, før man kan dele med hinanden, men det eksistentielle sprog, de fleste før lærte i kirkerne, er ”tyndet mere og mere ud”, og der er ikke kommet et andet sprog i stedet.
”Har man ikke sproget, er der mange samtaler, man ikke kan føre”, konstaterer han og tillægger de manglende ord en del af skylden for, at ”vi bare går videre på den vej, vi er slået ind på, hvor der kun regnes med det, der kan måles og vejes; økonomi og det materielle.”
”Hvis vi bliver ved med kun at tale om, hvordan vi bureaukratisk skal organisere samfundet, kommer vi til at gå en vældig smal fremtid i møde, hvor vi vil leve ganske fattige liv, desværre. Det er så vigtigt, at vi får bredt horisonten ud til troen og religionen”, fastslår han, der ”da gerne ville, at flere blev kristne, men jeg prøver i første omgang at finde ord, der kan få dem til at udvide deres horisont til at strække sig forbi økonomi og organisation og ud mod livets store vidder”.
Så tænkte jeg, at jeg hellere måtte gøre som de intellektuelle og finde svar ved at bearbejde min tro helt logisk
Flere svenskere er åbenbart klar til det vide udsyn, erfarer han. Samtidig med den politiske polarisering vokser en modbevægelse nedefra. Samme udvikling ses i Danmark, hvor der de senere år er kommet mere fokus på tro blandt andet ved, at kendte aflægger det ene vidnesbyrd efter det andet om deres tro i pressen.
”Der findes en kraft i kirkernes og de religiøse samfunds eksistentielle samtaler, som er næsten uimodståelig, når den kommer ud i samfundsdebatten. Jeg mærker det, når jeg skriver, og når jeg er ude blandt folk. Også i aviser og magasiner er det en vældig stor nysgerrighed efter at tale om tro. Man er ikke så vant til at skrive og tale om det, men mange efterspørger det”, siger han og kalder det en længsel. Ikke en længsel efter en Gud som sådan, men mod at være koncentreret om det, der ikke kun er ord, som vi kan argumentere med. Det er det, han gerne i al sin umiddelbare modsætning vil sætte ord på.
USA-tur ændrede troen
”Det er jo sådan, når man er vokset op i en kristen familie og et kristent hjem, som jeg er, så kan troen ikke ligesom skilles ud fra alt andet”, forklarer han.
Hans far, Peter Halldorf er en af Sveriges mest kendte, kristne forfattere og manden bag det tværkirkelige retræte- og uddannelsescenter Bjarka Säby på et slot, Pinsebevægelsen arvede. For et par år siden overgik ledelsen til nye folk, og nu er centret ved at flytte.
Trossamtalerne i Joels familie har afgjort liv og arbejde og hjemmeadresse, men der skete noget, da han selv tog til USA som 20-årig. Han stod alene i verden og kom i tvivl. Hvad var hans tro?
Kan man ikke få den kristne tro med i sin hverdag, bliver den irrelevant. Så er den bare relevant for min åndelighed eller min tro
”Så tænkte jeg, at jeg hellere måtte gøre som de intellektuelle og finde svar ved at bearbejde min tro helt logisk. Da jeg så tog flyet fra USA og trådte ind i mine forældres hjem, så rendte tvivlen af mig på næsten fysisk vis”, husker han forundret.
”Troen var så nærværende hjemme. I bordbønnen, i bøgerne i reolen, på billederne, i væggene. Selvfølgelig kan der findes særlige trosfyldte minder fra min opvækst, men det er mere hele miljøet i hjemmet. Jeg prøvede at bryde med min opvækst, det er vel naturligt, ved at afprøve troen intellektuelt, men det gik ikke”, erkender han.
”Der findes ikke et tydeligt argument for eller mod den kristne tro. Den er noget andet. Den er som at høre en stemme, som at erfare noget, som hjertets dybe længsel efter kilden”.

Tro kan man røre ved
Joel Halldorf kan og vil ikke holde sproget køligt og rationelt, når han taler om sin tro. For sådan er troen ikke.
”Jeg er akademiker, så jeg ikke antiintellektuel, men det at tænke rækker ikke hele vejen”, konstaterer han og rammer lige durk ind i den diskussion, der også har været ophedet i Danmark i alle dets kristne år: Er tro noget, man ved eller noget, man er?
Joel Halldorf er ikke i tvivl. Tro kan man røre ved. Når han lægger en ikon ved siden af et af sine børn og beder med dem, når de er syge, eller ser på et billede af den lidende mand på korset, som han synes, han kender, fordi han har hørt så meget om ham, så bliver det ”en fysisk erfaring i hans egen krop”. Da berøres han ”et meget dybere sted”, end argumentationer kan nå.
Tro er erfaring og oplevelse, men når jeg skriver om det, er det et forsøg på at gøre troen forståelig for dem, der ikke har gjort sig den erfaring
Selv om han er vokset op i pinsebevægelsen, hvor der er fokus på ”dramatiske, karismatiske oplevelser”, så er der ikke dem, han tænker på, når han taler om at erfare troen fysisk. Han ved, de sker, men kalder det ”väldigt jobbigt”, hvis man skal leve sit liv efter at få det, han kalder ”peak experiences”.
”At erfare troen er et begreb, som for mig bedre fanger det at blive berørt af troen. En erfaring kan være et punkt, men det kan også være det at have gået i kirke hver uge i 10, 20, 40 år. Erfaring er, når noget forankres i dig, og det kan ske over tid eller pludseligt. Som når man er gift, som jeg har været i 15, eller er det 18 år?”
Joel Halldorfs erfaring med sin kones kærlighed er ikke en, han deler ud af, og han bliver også stadig ramt af forlegenhed, når han skal tale om sin egen tro. I bøger og klummer skriver han sig rundt om sin egen tro ad intellektuelle veje. Ingen er i tvivl om, at han er kristen, og han kan teoretisere om det vigtige i at sætte ord på det at være troende som et bolværk mod tidens fokus på penge og produktion. Men sine egne erfaringer?
Han ler.
”Troen har altid været en del af min identitet, og jeg ser den som en vældig stærk drivkraft. Egentlig kan man vel sige, at alt jeg skriver, handler om at tro. Og vi skal have troserfaringer med i den offentlige samtale, men selv er jeg tilbageholdende. Det er jeg”.
Ikke kun mig, mig, mig
Han er ikke ”bekväm” at tale for meget om sig selv, bemærker han og taler videre om, at han ikke er interessant for andre, indtil han ender med at tale om den dansk/norske Aksel Sandemoses Jantelov med sit bud om, at du ikke skal tro, at du er noget.
”Så er det lettere at holde sig til argumenter og analyser”, fortsætter han og argumenterer videre for sit valg af skriveri af intellektuelle skrifter og debatskabende avisindlæg.
”Tro er erfaring og oplevelse, men når jeg skriver om det, er det et forsøg på at gøre troen forståelig for dem, der ikke har gjort sig den erfaring. Jeg er derfor ganske intellektuel i mit skriveri, selv om jeg på sin vis har indvendinger mod at være det på netop troens område”.
Han prøver at formidle ”en måde at leve i verden på og betragte verden på ud fra en kristen horisont” på en måde, så alle kan tale med, fordi ”vi skal forme vores identitet i fællesskab”.
Man bør kunne svare, at jo, jeg er troende, og derfor er det vigtigt for mig at kæmpe for solidaritet eller frihed eller hvad, man nu vælger at begynde med
”Det er fint med den stigende brug af kristen spiritualitet og flere personlige fortællinger i begge vores lande, men det kan let komme til kun at handle om mit hjerte, min personlige relation til Jesus. Findes der ikke en samtale om tradition og fællesskab, så, tror jeg, det bliver et problem”, advarer han og bruger ordet ”søndagskristendom” med et tonefald, der ikke efterlader nogen tvivl.
”Der er brug for en hverdagskonsekvens. Kan man ikke få den kristne tro med i sin hverdag, bliver den irrelevant. Så er den bare relevant for min åndelighed eller min tro”.
Man skal gøre en forskel, mener Halldorf, også med sin tro. Den skal bruges til det fælles bedste, understreger han, der er ”lettet over”, at han nu er ”blevet så voksen”, at han ikke ser det som sin pligt at overbevise andre om at tro, som han gør.
I stedet kæmper han med pen og tale for, at flere vover at finde en sammenhæng mellem det, de siger, og det, de gør. Siger de, at de er kristne, skal de vise, at de er det. Ikke for at blive elsket endnu mere af Gud, for det er ifølge Halldorf ude af vores hænder, men for at være gode medborgere og stå ved, at der er andet end det materielle, der er af betydning.
”Spørges man for eksempel som politiker, om man er troende, synes jeg man bør kunne svare, at jo, jeg er troende, og derfor er det vigtigt for mig at kæmpe for solidaritet eller frihed eller hvad, man nu vælger at begynde med”, siger han.
Det svære i den pligt til at være ærlig, som han mener, hører mennesket til, er, at man kan blive fristet til at tage patent på, hvad det vil sige at være kristen. At man kan skubbe Gud ind på valgsedlen.
Og så er det, Joel Halldorf går tilbage til begyndelsen af samtalen. Den del, der handlede om, at samtalen om tro kan noget andet end andre samtaler, for Gud er ikke noget, man kan have ret i. Det er det, der så “jätteviktigt” at forstå.
Joel Halldorf
Født 1980. Gift og far til to. Hans far, Peter Halldorf, er forfatter, præst i pinsekirken og en markant økumenisk stemme i Norden.
- Uddannet kirkehistoriker
- Docent, Uppsala Universitet
- Forfatter til en lang række bøger om tro, senest ”gud:återkomsten” og ”gud:jakten”
- Mangeårig klummeskribent i Expressen og lederskribent på Dagen
- Medstifter af foreningen til fremme af den eksistentielle samtale
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her