Tre geniale romaner fra Syditalien til din sommerferie – alle er nomineret til Italiens største bogpris, La Strega.

af i Bøger/Kultur

BØGER // ANBEFALINGER – Benito Mussolini som kontroversiel romanfigur, en døvstum kvinde, der vender hjem til sin barndomslandsby i Basilicata og et hus på Sicilien fuld af genfærd. Der er power i de tre syditalienske bøger, som lige nu er med i finalefeltet op til uddelingen af den prestigefyldte Strega-litteraturpris d. 4. juli i Rom.

Bøgerne er blevet udvalgt gennem et enormt udskilningsarbejde, og nu er kun få dage tilbage, før prisen kan uddeles i Villa Giulia i den italienske hovedstad. Favoritten til prisen er M – il figlio del secolo (M – en søn af århundredet) af Antonio Scurati fra Napoli, mens de to øvrige i feltet af syditalienere er Claudia Durastanti med La Straniera (Den fremmede), og Nadia Terranova med Addio, fantasmi (Farvel, genfærd).

Kan du ikke italiensk, så bare rolig – bøgerne er allerede oversat til flere sprog, en enkelt endda til dansk. Her kommer de tre syditalienske finalister:

M – Il figlio del secolo –  ( M – en søn af århundredet) af Antonio Scurati

Er det genialt eller katastrofalt? Er han fascist eller anti-fascist? Og er det overhovedet muligt at give Benito Mussolini et menneskeligt ansigt? Den napolitanske forfatter Antonio Scurati er indstillet til Italiens største, litterære pris, Premio Strega, der siden 1988 har hædret Italiens bedste forfattere. Men både indstillingen og hans værk M – il figlio del secolo  har vakt forargelse i Støvlelandet. Scurati gør nemlig det, ingen før har turdet: det 839 sider lange værk, der faktisk kun udgør første bind i en trilogi om Benitos liv og levned i magtens greb fra 1919-1943, beskriver Il Duce via fiktionen med alle romanens sproglige træk og finesser, og gør den fattige mand fra Romagna til kød og blod.

Således beskrives Scuratis mission på bogens første side:

”Han er som et dyr, der opsnuser den tid, der kommer, han lugter til den, og det han lugter, er et ødelagt Italien, som er træt af den politiske kaste, det lidende demokrati, de uduelige og medskyldige moderater. Så han gør sig til leder af de uregerlige, de håbløse, pyromanerne, de ’rene’, de dummeste og de hårdeste. I en rapport fra 1919 bliver han selv beskrevet som ’intelligent, med et stærkt helbred på trods af sin syfilis, sensuel, følsom, modig, let ved både at vække sympati og antipati, meget ambitiøs, bund-sentimental.’ Han er Benito Mussolini, forhenværende, afsat formand af det socialistiske parti, en ubeskyttet politisk agitator og leder af en lille modstandsavis. Han ville have været en romanfigur, hvis ikke han havde været den mand, der mere end nogen anden, har plettet Italien med blod. Essayisterne har dissekeret hvert et øjeblik af hans liv. Men ingen har behandlet parablen om Mussolini og fascismen som en roman. En roman – og dette er det afgørende punkt – hvori intet er opdigtet.”

For Antonio Scurati har taget sine forholdsregler og insisterer igennem hele værket på udelukkende at basere sin fortælling på kildemateriale, utallige historieoptegnelser, notater, billedmateriale og vidneudsagn, som Scurati har pløjet sig igennem, inden han satte sig til tasterne. Det er også sådan, romanen grafisk set er opbygget: Af breve, optegnelser, digte, referencer og citater fra datidens største og mindste deltagere i historiens gang, som via førstehåndsberetninger har beskrevet Mussolini.

Når alt dette er sagt, er det usædvanligt at læse romanens første linjer, hvor Scurati bruger Mussolini som fortæller i første person. Første kapitel starter således:

”VI står og kigger ud på Piazza San Sepolcro. der står 100 spredte personer, alle mennesker, der ikke tæller. Vi er få, og vi er døde. De venter på, at jeg taler, men jeg har ikke noget at sige. Scenen er tom, oversvømmet af 11 millioner lig, et hav af kroppe – stinkende og rådne og hevet op af skyttegravene i Carso, Ortigara, Isonzo. Vores helte er allerede blevet slået ihjel, og de vil blive det. Vi elsker dem lige til det sidste, uden forskel. Vi sidder ovenpå den hellige bunke af døde. Den realisme, der altid følger i kølvandet på en oversvømmelse, har åbnet mine øjne: Europa er efterhånden en scene uden roller.”

I et interview i New York Times har Antonio Scurati udtalt, at hans roman søger at trække Mussolini ud af den fiktion, som historien i sig selv repræsenterer: ”I den italienske bevidsthed er Mussolini blevet en slags totem, et menneske med stor karisma, en slags pervers fædrelandsfigur, som vi har undertrykt. Denne bog har trukket ham ud af den undertrykkelse.”

Romanen er højaktuel i kølvandet på den nationalistiske højredrejning, som lige nu foregår i både Italien og andre lande i Europa, og Jonathan Collins, direktøren for forlaget HarperCollins, der har købt de engelske rettigheder af forlaget Bompiani, glæder sig til at oversætte værket. Han mener, det ”er pligtlæsning for enhver, der interesserer sig for det 20 århundrede (…). Bogen er en tidløs undersøgelse af, hvordan fascisme kan slå rod i et samfund.”

M – il figlio del secolo er så meget i vælten, at værket nu også bliver lavet til en tv-serie af det selv samme produktionsselskab, som har haft stor succes med filmatiseringen af Elena Ferrantes Napoli-romaner. Men inden det sker, kan vi glæde os til d. 4. juli, hvor vinderen af Strega-prisen bliver afsløret i Rom. Du kan høre et interview på italiensk med Scurati om hans kontroversielle værk HER.

Værket er blandt andet oversat til tysk. Antonio Scurati er født i Napoli i 1969 og uddannet i filosofi ved universitetet i Milano. I dag arbejder han som forfatter, underviser og forsker ved universitet i Bergamo og koordinator ved centret for krigslingvistik og vold.


Fakta: Stregaprisen igennem tiderne

Historien bag Strega-prisen går helt tilbage 1944, hvor ægteparret Bellonci begyndte at holde litterære saloner i deres hjem i Rom. Med hjælp fra ejeren af Liquore Strega-fabrikkerne, der producerer den safrangule og søde Strega-likør i Napolis bagland nær Benevento, fik de kapital til at stifte en pris.

I dag er Strega-prisen Italiens vigtigste af sin slags, hvis vinderfelt baseres på tilbagemeldingerne ’Søndagsvennerne’ – en læsergruppe sammensat af folk fra hele landet, der siden 1947 med vidt forskellige baggrunde men med stor kærlighed til den italienske skønlitteratur, hvert år indstiller i alt 72 forfattere til prisen.

Ud af dem vælges 12, som i sidste ende bliver til én den første torsdag i juli under ceremonien i Villa Giulia i Rom.


La straniera (Den fremmede) af Claudia Durastanti:

Foto: Claudia Durastanti, Wikipedia.

Claudias unikke baggrund og position som expat-italiener har givet hende et helt specielt udgangspunkt for at skrive om sit hjemland.

Claudia Durastanti er født i 1984 i Brooklyn, New York, som datter af immigrantforældre og bedsteforældre fra Basilicata-regionen. Som 6-årig vender hun tilbage til Syditalien og forældrenes hjemby, og kontrasten mellem den amerikanske metropol og det tyste, storladne og magiske Basilicata gør så stort et indtryk på hende, at hun senere i livet beslutter sig for at bruge sin families historie som baggrund for en roman om det at vende hjem, at have flere fædrelande og være opfostret af døve forældre.

Resultatet blev La Straniera, som udkom i april 2019 og beskæftiger sig med, hvordan livet ser ud, når éns udgangspunkt er markant anderledes end ens jævnaldrende. Værket er en blanding af essayistik, memoir, selvbiografi og roman, og Claudias hovedperson er hendes døve mor, som i 70’erne rejser rundt i verden og må balancere mellem flere virkeligheder.

Durastanti fortæller levende om sine egne minder fra det basilicanske bondeland, hvor hun som barn og teenager lærer at træde de traditionelle danse og optræder for de lokale som en næsten mytisk figur med sin italo-amerikanske baggrund.

Jeg har nedenfor fundet et video-interview med Claudia Durastanti, hvor den 35-årige forfatter fortæller om hovedtemaerne i sin bog overfor en journalist fra avisen La Stampa. Her kommer nogle af hendes vigtigste nedslag fra interviewet:

Døvhed:

”Døvheden står helt centralt i La Straniera, fordi jeg ville beskrive mine forældres liv udfra deres handicap og diskutere, hvad et handikap egentlig er. At være barn af døve forældre betyder, at man opdrages til at tro, at de aldrig ændrer sig, for selvom de bliver gamle, vedbliver de med at have den samme begrænsning.

Men det er også en slags privilegie at være vokset op med døve forældre: jeg har oplevet, hvordan de har håndteret deres eget handicap med en utrolig ubevidsthed og frihed, og jeg har prøvet at bruge det princip i min undersøgelse af diversitet. Fordi begrænsninger er noget, der vedrører os alle, prøver jeg at vende tingene på hovedet og kigger på, hvordan en handicappet forholder sig til tiden. For tiden er noget, der i sidste ende vedkommende os alle.”

Fremmed:

”Hvad vil det sige at være fremmed? Nogle gange tror vi, at følelsen af fremmedgjorthed knytter sig til det faktum, at man ingen rødder har. Men hvad hvis det forholder sig modsat? Hvad hvis det i stedet handler om at have et overskud af rødder? Vores liv bliver stadigt mere mobile, vi bevæger os mere og mere, og det gør at vi skaber flere udgangspunkter rundt omkring i verden.

Det kan godt gøre det svært at være fremmed, men på den anden side rummer det en stor skønhed, fordi overskuddet af rødder og relationer giver os muligheden for at vælge og tænke: hvad elsker jeg mest af alt? Så det handler om virkelig at forholde sig til stederne, hvilket er en central del af min bog. I stedet for at se den fremmede som én uden fædreland, vil jeg hellere tænke på, at vedkommende har flere fædrelande på én gang, og frit kan vælge, hvor han eller hun ønsker at opholde sig. Det er et privilegie, men også et ansvar.”

Basilicata:

”Jeg vendte tilbage til en lille landsby i starten af 90’erne, og det var, som om vi var landet med et rumskib. Sammen med min mor og min bror begyndte vi at gå på opdagelse, næsten som en slags instruktører, der skulle undersøge det fantastiske og det eventyrlige og holde det op mod den modernitet, som vi havde med os fra Amerika. Det ville være let at tro, at vi ankom til et sted, som kun repræsenterede fortiden, det arkaiske og Carlo Levis smertefulde kærlighed til området, men i stedet opdagede jeg magien, som er en stor del af hverdagen i Basilicata.

Magi er en stærk kraft, som ikke underlægger sig historien, men eksisterer og udvikler sig, både i det gamle og i det nye. Jeg voksede op i den slags anarkistiske og magiske rum, der dog også havde noget visionært i sig. Paradoksalt nok tror jeg, at vi (de bosiddende i Basilicata, red.), på trods af materialisme og det høje tempo, som efterhånden homogeniserer de steder, vi bor, også har mange lommer fulde af kreative eksperimenter, fordi det at leve og overleve i visse områder kræver visioner. Der er derfor også modernitet i et sådant territorie, og jeg har ikke lyst til at repræsentere det smertefulde Syden, som uden tvivl er en realitet, men også bebos af mennesker, som modstår den.”  

Addio, fantasmi (farvel, genfærd) af Nadia Terranova:

Den årlige Vara-procession i Messina. Wikipedia.

Flere italienske anmeldere og forfattere har udnævnt denne bog til den bedste, italienske læseoplevelse i 2018 – blandt andet Domenico Starnone, som egenhændigt kaldte værket ’en dybt bevægende roman’:

Da Ida, hovedpersonen i Nadia Terranovas nyeste roman, Addio, fantasmi, vender hjem til sin fødeby Messina for at hjælpe sin mor med at sætte familiens gamle lejlighed i stand til salg, bliver hun tvunget til at forholde sig til sin barndoms traume om faderens forsvinden. 23 år tidligere forduftede han. Han døde ikke, gik sig bare en tur en morgen og kom aldrig mere tilbage.

Hændelsen vender tilbage til Ida, da hun atter opholder sig i de gamle rum, der både indeholder nye og gamle ting, og hun konfronteres med det faktum, at faderens forsvindingsnummer siden har påvirket hendes liv dybt: Tavsheden overfor moderen, problemerne med at udvikle en identitet baseret på fortielse og anormalitet, selv hendes forhold til ægtemanden, der både er hendes redning og hendes afgrund.

Som dagene går i lejligheden, møder hun sin angst og manglende tillid overfor sine egne ønsker, og omgivet af barndomshjemmets genfærd må hun finde en vej gennem mørket og vække faderens spøgelse til live for at få svar.

Nadia Terranovas bog blev i allerede i december 2018 udråbt som en af årets 12 bedste udgivelser af det valansete tidsskrift La Lettura, og værker er blevet oversat til dansk takket være Forlaget Grif.

Jeg synes, der ligger en spændende dobbelthed mellem temaet om spøgelser og den tragiske lokation, som Messina udgør i den sicilianske bevidsthed. Byen har igennem tiden været voldsomt ramt af jordskælv, blandt andet i 1783 og 1908, hvor tusindvis af mennesker døde, og byen ad flere omgange sank i grus.

Messina er et sted, der er konstant under genopbygning, og indbyggerne bidrager selv til at bryde tingenes tilstand ned: I 1847 brød et af de første Risorgimento-oprør på Syditaliensk jord ud i Messina, og i 2013 gjorde de lokale oprør mod den dybt korrupte kommune og indsatte den barfodede folkeskolelærer Renato Accorinti som borgmester.

Messinas gader rummer et flimret galleri af skygger fra en voldsom fortid, en slags febril rastløshed, der giver byen sin atmosfære, og fuldstændig muliggør et stimulerende bagtæppe for en litteratur fuld af genfærd.


Hovedfoto: mug shot af Benito Mussolini fra 1903 efter hans arrestation den 19. juni i Bern. Wikipedia.


Kan du lide mine skriverier? Har du lyst til at give mig et bidrag efter endt læsning,
er du velkommen til at gøre det med et frivilligt beløb direkte
via MobilePay på mit telefonnummer 4098 9707.
Du kan også lade være – det er helt op til dig.

Tak, fordi du læste min tekst.

Cecilie Marie Meyer (f. 1978) har i de sidste 10 år beskæftiget sig både journalistisk og litterært med Syditalien - interessen kom efter et halv års ophold i byen Salerno syd for Napoli, og et par år på byens universitet fulgte.

Hun er uddannet cand mag. i italiensk og er selvlært skribent, der især interesserer sig for at formidle den syditalienske kulturs mange facetter.

Det har hun især gjort i bøgerne Turen Går Til Sardinien, Turen Går Til Sicilien og senest i Turen Går Til Napoli og Syditalien, hvor hun især har lagt vægt på mødet mellem den rejsende, de lokale og landskabet.

Derudover skriver hun løbende om italiensk gastronomi til Gastro og om landets mange rejsedestinationer for Politiken og Berlingske - både de oplagte og mere hemmelige.

Men hvad der ligger hendes hjerte nærmest er de anderledes historier fra det syditalienske univers, der omhandler mennesket i landskabet, og omvendt. Hvilke aftryk er det vi sætter på vores vej og i hinanden, og hvorfor er der særlige steder på jorden, hvor vores forhold til den bliver særligt tydelige?

Cecilie skriver i et billedrigt sprog, elsker emner om det groteske og urovækkende, og har en særlig evne til at fange essencen i en historie - at finde det mange gange ellers så undseelige element, der ved sin eksponering krystalklart spejler det store, brølende billede.

Cecilie bor København og nyder at skrive om sin hjemby - foruden Samsø og Berlin, der som få europæiske storbyer matcher Italiens mange lag af levet tid. Du kan læse mere på hendes hjemmeside:
http://ceciliemariemeyer.dk

Seneste artikler om Bøger