Jordens Salt Jeanine Cummins

Forfatterinden Jeanine Cummins: Min bog er en ode til sorg

i Kultur/Bøger af
BØGER // INTERVIEW – Først blev romanen American Dirt hypet og hævet til skyerne, så blev den jordet nok så eftertrykkeligt. En gruppe identitetspolitisk motiverede latinamerikanere kunne nemlig ikke acceptere det faktum, at Jeanine Cummins’ nye bog handlede om en mexicansk migrant, når Cummins ikke selv var hverken mexicaner eller migrant. Nu udkommer forårets mest stormombruste amerikanske bog på dansk under titlen Jordens salt. Malou Wedel Bruun har talt med forfatterinden, hvis eget fokus var livslange traumer, døde fædre og misogyne præsidenter.

Det var ikke småting, den amerikanske forfatterinde Jeanine Cummins skulle stå model til i forbindelse med sin nye roman, Jordens salt.

Den udkom 21. januar i år, men allerede i december 2019 havde en mexicansk-amerikansk kollega, Mean-forfatterinden Myriam Gurba, fået en kopi af bogen af det feministiske tidsskrift Ms. med henblik på anmeldelse.

Den ild, Gurba havde fået tændt i Latinx-miljøet, bredte sig nu som en steppebrand, og pludselig kendte alle tilsyneladende til den hvide forfatterinde Jeanine Cummins

Anmeldelsen havde dog snarere udtryk af karaktermord, og tidsskriftet betakkede sig.

I stedet tilføjede Gurba lidt ekstra krydderi og spanglish udtryk og fik anmeldelsen bragt i onlinemediet Tropics of Meta under overskriften ”Pendeja, You Ain’t Steinbeck: My Bronca with Fake-Ass Social Justice Literature”.

Derfra var der ingen vej tilbage. Gurba havde for alvor fået sig et navn, og Jordens salt havde fået al den omtale, den kunne ønske sig.

Som om det ikke var forventningsskabende nok, at Jeanine Cummins havde fået et syvcifret beløb for manuskriptet, at selveste Oprah havde taget romanen med i sin bogklub, og at den allerede var solgt til filmatisering.

Den ild, Gurba havde fået tændt i Latinx-miljøet, bredte sig nu som en steppebrand.

Pludselig kendte alle tilsyneladende til den hvide forfatterinde Jeanine Cummins, blockbusteren Jordens salt og den nystiftede sammenslutning #DignidadLiteraria og deres krav om, at der blev taget større og aktivt hensyn til latinamerikansk repræsentation inden for den amerikanske forlagsbranche, lige fra ansatte til forfattere; p.t. udgør de kun ca. 6 procent af branchen.

Og det var en hån, at man betalte en hvid forfatterinde et så eksorbitant beløb for at skrive en bog, som burde være skrevet af en latinamerikansk forfatter.

Intet, Cummins og hendes forlag, Flatiron Books, gjorde, kunne formilde parterne, og da slet ikke, da bordene under lanceringsmiddagen inkluderede udsmykning med pigtråd

Intet, Cummins og hendes forlag, Flatiron Books, gjorde, kunne formilde parterne, og da slet ikke, da bordene under lanceringsmiddagen inkluderede udsmykning med pigtråd – en detalje, der i øvrigt gik igen på forfatterindens negle – ligesom det kom frem, at Cummins’ mands migrantstatus vist havde været knap så presserende, som forlaget indikerede; han kommer fra kridhvide Irland.

På trods af fremragende anmeldelser blev forfatterindens traditionelle bogturné snart aflyst til fordel for mere politisk-orienterede møder i stedet; der var deciderede trusler mod hende; hun var blevet persona non grata blandt de identitetspolitisk korrekte og, ja, selv skuespillerinden Selma Hayek undskyldte for, at hun havde anbefalet bogen på Instagram:

Hun havde ikke læst den forinden, men alle de kommentarer, hun fik på opslaget, gjorde, at hun fjernede det igen; undskyldte over for sine kritikere og takkede for, at de havde anvist hende den rette vej.

Så kom Covid-19 og Black Lives Matter, og dermed var Cummins ikke længere helt så meget i orkanens øje, til gengæld forblev romanen på bestsellerlisterne.

Mit liv har altid bestået af ekstremer

Det var en lang optakt for at gøre klart, hvad det er for en bagage, Jordens salt udkommer med på det spritnye danske forlag Alpha, her syv måneder efter den amerikanske udgivelse.

I den forbindelse talte jeg umiddelbart før sommerferien med Jeanine Cummins over Zoom, for som altid er der nemlig meget mere at sige end den simple version, der kan stå i en overskrift. Vi begynder med selve bogen.

Jordens salt handler om en mexicansk kvinde og hendes søn, som overlever et narkokartels nedskydning af hele deres familie og flygter. Det er sjældent, man hører så indgående og detaljeret om selve flugten, men der er jo altid en optakt, før nogen ankommer som migrant …

Når man er et menneske, der er nødt til at migrere, når man ikke har et valg, er der aldrig en afslutning på den rejse. Den begynder i fare, og den fortsætter sådan; meget ofte i resten af dit liv

”Ja, og hele rejsen dertil er gruopvækkende, fra start til slut.”

“Eller: Der er jo faktisk ikke et slutpunkt – dét er noget helt andet, man skal forholde sig til. At når man er et menneske, der er nødt til at migrere, når man ikke har et valg, er der aldrig en afslutning på den rejse. Den begynder i fare, og den fortsætter sådan; meget ofte i resten af dit liv.”

“Dit eneste håb er at skabe en form for sikkerhed for dine børn, men især i dette land, fordi vores politik er så rædselsfuld, vores immigrationspolitik er så ødelagt. Selv når en person uden papirer ankommer hertil, er der ikke nogen ægte sikkerhed for dem. Så usikkerheden fortsætter. Og traumet …”

“Der er jo en grund til, at folk flygter fra alt, hvad de har, og alt, hvad de kender. I forbindelse med lanceringen af bogen var jeg med i Oprah Winfreys show, og der var bl.a. også inviteret en ekspert i migranter.”

“Hun sagde, at latinamerikanske migranter copede anderledes med det at være migrant end andre. Dels havde de i langt overvejende grad deres tro, og det gav dem en tryghed i, at der var noget større og mere for dem, end blot nuet. Men dels var de også mindre eksplicitte omkring deres traume, mere private omkring det. Måske fordi de aldrig var kommet ud af det?”

– Da jeg læste din bog, stod den i sin meget rene, enkle opbygning næsten som et folkeeventyr: En forholdsvis lineær fortælling, hvor personerne har hver deres egenskaber, mødes og tilsammen udgør et hele eller en ”familie” henimod et fælles mål, selv om de måske under andre omstændigheder aldrig ville have kendt hinanden eller haft noget tilfælles.

”Ja, det er en pudsig måde at betragte det på, men det er rigtigt. Måske er det, fordi de er fælles om traumet. Jeg har selv et traume, eller faktisk flere. Og jeg har oplevet, at når jeg møder andre, der også bærer på et, så føler vi en umiddelbar samhørighed og genkendelse.”

“Vi kan tale sammen og nå ind til hinanden på måder, som jeg ikke har kunnet med folk, jeg ellers har kendt i årevis. Og der er noget af mig i dem alle i bogen. Ikke kun i moderen, Lydia, men også i hendes retfærdighedssøgende søn, Luca.”

– Din glæde for bøger er i hvert fald tydelig hos hovedpersonen Lydia. Bogen er bygget op omkring en begyndelse, en lang midterdel og en – måske? – lykkelig slutning, hvor Lydia ikke alene går fra at være almindelig borger, ejer af en boghandel, hustru, mor og veninde til at være på flugt op gennem Mexico for så at leve som migrant, mor og rengøringskone i USA. Samtidig har du en opbygning, hvor Lydia går fra at være læser, til ikke-læser, og til læser igen.

”Sandt. Så sandt. Jeg har ikke tænkt over det før, men … Det afspejler helt sikkert dét, at jeg mistede min far, mens jeg skrev Jordens salt. Jeg havde researchet og skrevet i tre et halvt år, da han døde pludseligt i en alder af kun 71 år, midt under en middag med min mor og deres venner på en restaurant.”

“Og jeg gik helt i stå. Kunne knap nok lave mad til mine børn. Og jeg kunne slet ikke læse. Var bare ødelagt i flere måneder. Men så en dag satte jeg mig og skrev introen til romanen, og så var bogen skrevet på syv-otte måneder.”

Jeg har sørget før, og jeg har som sagt oplevet store traumer; bl.a. da jeg var 16, og min bror og vores to kusiner blev overfaldet, og kun min bror overlevede

”Hele ”ikke tænke, ikke tænke, ikke tænke”-strategien, som Lydia bruger under deres flugt, var min i denne sorgperiode. Jeg har sørget før, og jeg har som sagt oplevet store traumer; bl.a. da jeg var 16, og min bror og vores to kusiner blev overfaldet, og kun min bror overlevede.”

“Men denne sorg over min far var så voldsom for mig. Jeg troede, jeg var blevet moden, jeg troede, jeg kunne klare den slags, men nej. Så hele bogen er en ode til sorg. Og alle karakterer i bogen sørger over eller længes efter deres far.”

– Er det også derfor, det virker ekstra absurd, da Lydias litteraturelskende bejler, Javier, sender hende bogen Kærlighed i koleraens tid efter mordene på hendes familie? Fordi han stadig stræber efter en romantisk forestilling, en leg med fiktion, mens hun er kastet ud i blodig alvor? Kan man ikke forene fiktion og virkelighed?

”Altså … jeg kunne i hvert fald ikke. Der var kun sorg. Jeg elsker ellers bøger, jeg trækker vejret gennem bøger, men i den tid efter min fars død kunne jeg ikke læse. Ikke en eneste bog.”

Hun snøfter, glipper med øjnene og undskylder sig: ”Jeg har ellers lært at tage et skjold på, når jeg taler med journalister; et professionelt panser … Men vi har lige været på fire dages ferie, så måske er panseret gået lidt op i siderne; jeg henter lige en Kleenex…”

Jeanine Cummins kommer tilbage, tørrer øjnene og fortsætter: ”Det, der også sker, når man sørger så voldsomt, er, at man reduceres. Man er ikke den, man var. Gudskelov har jeg en vidunderligt støttende mand. Han satte ikke tidsbegrænsning på min sorg; havde ingen forventning om, hvornår jeg skulle være ”færdig” med den.”

“Og det hjalp. Det er pudsigt, fordi man ved jo ikke, før man står i situationen, om det er den slags menneske, man har fundet sammen med; når man er ung og dater, er det jo nogle helt andre kvaliteter, man kigger efter.” Hun smiler: ”Men jeg var heldig!”

”I det hele taget har mit liv altid bestået af ekstremer; store højdepunkter og dybe lavpunkter. Derfor tror jeg faktisk også, at hele mit liv på sin vis har bygget op til, at jeg kunne klare det, jeg står overfor her. At hver hændelse har forberedt mig, gjort mig stærk. Derfor ved jeg også, at jeg ikke knækker af det.”

Der er jo ikke nogen lykkelig slutning, vel? Det er jo ikke et eventyr, selvom opbygningen, som du påpegede, måske lægger op til det … De når frem, men det var jo ikke det liv, de ønskede; de er jo flygtet, fordi de ikke havde et valg

“Min mand forstår på forunderlig vis at balancere midt i alle mine ekstreme oplevelser, men derudover har jeg også altid haft min families uforbeholdne støtte. Vi er meget tætte og sammentømrede. Min bror bor f.eks. ikke i samme by som jeg, ja, ikke engang i samme stat.”

“Faktisk bor han fire timer væk, men alligevel har han været til samtlige af mine foredrag og events i forbindelse med Jordens salt. ”Hvor foregår det næste gang? Jeg kommer!””

Hun smiler igen.

Det er jo ikke et eventyr

– Lydia mister hele sin familie med et slag, og hendes liv vedbliver at være reduceret, selv om hun kommer væk fra den umiddelbare fare …

”Ja, for der er jo ikke nogen lykkelig slutning, vel? Det er jo ikke et eventyr, selvom opbygningen, som du påpegede, måske lægger op til det … De når frem, men det var jo ikke det liv, de ønskede; de er jo flygtet, fordi de ikke havde et valg. Migranter som Lydia er halve mennesker. Reduceret til at være en funktion dels under flugten, dels i deres nye liv. Det er dem, man ser rundtom.”

“Men tænk over: Hvem er de mennesker, der gør rent for dig eller står bag disken i butikken, hvem var de før? Lydia var et fuldt, rigt, nuanceret menneske, nu er hun reduceret til at være mor og rengøringskone.”

– Er det så det værd? Er det værd at gå igennem alt det for at leve et halvt liv? Eller er flugten, det at forvente mere af livet, et udtryk for vores respekt for det menneskelige i os selv?

”Om det er det værd? Se på alternativet. Se på f.eks. pigen Soledad, som bliver holdt som sexslave. Hun er nødt til at flygte fra situationen, for alternativet er, at hun misbruges, indtil hun for alvor er knækket og intet har tilbage af sig selv. Det er allerede et halvt liv, hun er blevet tvunget til at leve.”

“Men i hendes nye land kan hun måske håbe på at få en uddannelse. Og ved at flygte bliver hun i det mindste sin egen ”agent” og tager styring over situationen.”

Mysogyni er en vigtig del af bogen

– Apropos Soledad: Hun er bemærkelsesværdigt smuk. Vi er vant til, at skønhed betragtes som entydigt positivt, men det, at hendes skønhed er overvældende, gør den faktisk problematisk for hende, fordi den tiltrækker sig så meget opmærksomhed, hvorimod migrantens og flygtningens fineste kendetegn er at være usynlig og gå i et med mængden. Er skønhed i virkeligheden kun positiv, når alt andet i livet også er en succes?

”Ja, måske. Man risikerer, som Soledad, at opleve, at folk ikke under dig at være smuk. ”Du er fattig, så kan du ikke have den gave at være smuk.” Og de vil erobre hendes skønhed, knuse den, nivellere den, gøre den grim. Migrant-kvinder oplever for alvor mysogyni, kvindehad, og det er en vigtig del af min bog. Tres procent voldtages under deres flugt …”

Jeg er selv feminist og har været det, siden før det blev en ”ting”; siden jeg var 16 og var ude for det traume, at mine to kusiner blev voldtaget, før de blev myrdet

“For mig er den smukke Soledad også et udtryk for feminisme. Jeg er selv feminist og har været det, siden før det blev en ”ting”; siden jeg var 16 og var ude for det traume, at mine to kusiner blev voldtaget, før de blev myrdet.”

”Soledad er et symbol på feminisme, fordi hun er stærk; hun ved, at hun er nødt til at være mægtigere end situationen, hvis hun skal kunne overleve. Hun forstår de farer, som kun findes for piger.”

“I disse tider føles dette budskab af afgørende vigtighed for mig, fordi jeg har to døtre. Men kvinder har til alle tider, og især i min generation, været ude for overgreb – store eller små; bare det at gå gennem en bar eller at danse på et diskotek var ensbetydende med at blive gramset på. Altid. Alene pga. ens køn. Nu er jeg fyldt 45, og det er en befrielse ikke at skulle opfattes som potentielt begærsobjekt længere!”

”Men tilbage til mysogynien: Bogen her blev ikke bare skrevet på efterveerne af min fars død; en uge efter, han gik bort, havde vi præsidentvalget, hvor den … hvor vi fik vores nuværende præsident.”

“Og mens jeg prøvede at forstå, hvordan det overhovedet kunne komme så vidt, kunne jeg ikke undgå at tænke på de forfærdelige båndoptagelser, hvor han praler ad, hvordan han gramser på kvinder.”

“Det er den virkelighed, vi lever i, og det afspejles også i bogen. Men vi må aldrig være tavse eller acceptere overgreb stiltiende. De nye generationer er gudskelov bedre til at sige fra, hvis de oplever noget, de ikke føler er i orden. Selv har jeg aldrig kunnet holde mund eller accepteret forsøg på overgreb – jeg har altid sagt fra og har faktisk hele to gange måttet spraye en mand.”

– Spraye?

”Peberspraye. Sprøjte dem i ansigtet med en peberspray for at stoppe dem. Og det der med at tale? Jeg er altid ærlig og åben. Det kan selvfølgelig give problemer, hvis folk misbruger det, f.eks. journalister, som vil fordreje ens ord, men så er det sådan, det er.”

“Jeg ved, hvad jeg har sagt, og jeg ved, at jeg har gjort det uden bagtanker, og at jeg kan stå ved det.”

– Det minder mig om karakteren Beto; den 10-årige forældreløse dreng, som også er med i migrantgruppen, og som er så åben og ren som nogen. I det hele taget er der så mange gode menneskelige træk og stærke budskaber i bogen, så det er ærgerligt at tænke på, at læserne – i hvert fald nu – ikke vil kunne læse bogen uden at have de briller på om, hvorvidt du ”måtte” skrive bogen eller ej.

”Det var voldsomt fra første færd, ja, allerede før. Og jeg forstår ikke, hvorfor de havde det behov. Hvorfor de ville sprede så meget gift. Det var en meget lille gruppe af mennesker, som formåede at skabe utroligt meget larm, men det er det, man kan med Twitter. Jeg tror, det reelt handlede om noget andet … ”

Jeg får så mange positive henvendelser fra læsere, ikke mindst fra tidligere migranter eller børn af migranter. Bl.a. fra en, som sagde, at han selv var flygtet gennem Arizonas ørken, og min beskrivelse var ”accurate as fuck

“Men folk læser faktisk bogen, som den var tiltænkt. Faktum er, at den har solgt 1 mio. eksemplarer på 22 uger, og jeg får så mange positive henvendelser fra læsere, ikke mindst fra tidligere migranter eller børn af migranter. Bl.a. fra en, som sagde, at han selv var flygtet gennem Arizonas ørken, og min beskrivelse var ”accurate as fuck”.”

“Jeg ville ikke selv bruge det udtryk, men jeg elsker det!” Hun smiler.

– Hvad tror du da, det handlede om?

”Altså … det her kom kort før den seneste intensivering af Black Lives Matter. Det er det samme sår. Der er så meget undertrykkelse og uretfærdighed i vores samfund, og der er dette her enorme efterslæb af vrede og frustration, fordi den uretfærdighed har været ignoreret så længe.”

“Så det gav mening, at hvis min bog udsprang fra et privilegeret sted, ville det gøre nogle mennesker vrede. For nej, det er ikke et eventyr at komme hertil (USA, red.). Og nogen har med rette påpeget, at der er så meget, hvide mennesker ikke forstår ved farvede menneskers oplevelser. Mange hvide mennesker ønsker ikke engang at forstå undertrykkelsen af sorte, latinoer, muslimer. Og nu her, mens det står allerhedest til, ved mange hvide mennesker simpelthen ikke, hvad de skal gøre.”

De ved ikke, om de bør lægge stemme til kampen og stå op imod uretfærdighed, eller om det foretrækkes, at de holder kæft og går. Der er ingen konsensus. Der er ikke nogen nem brugsanvisning for etisk reformation.”

Jeg har altid talt højt, når jeg oplever uretfærdighed, og jeg vil blive ved med at bruge min stemme på den måde for at kaste lys på et emne, som jeg tror, har brug for at blive belyst

“Enhver må beslutte for sig selv, hvordan hun vil bidrage, hvis hun ønsker at bidrage. For mig er valget meget klart. Siden jeg var ung, har jeg altid engageret mig i dette arbejde. Jeg insisterer på at gøre det, og jeg vil blive ved med at gøre det.”

“Jeg har altid talt højt, når jeg oplever uretfærdighed, og jeg vil blive ved med at bruge min stemme på den måde for at kaste lys på et emne, som jeg tror, har brug for at blive belyst.”

“Min faste overbevisning om at gøre det vil hidse nogle mennesker op. Men de kan ikke stoppe mig. Det her er min vej.”

LÆS MERE OM BØGER OG KULTUR FRA MALOU WEDEL BRUUN HER


Jeanine Cummins: Jordens salt
Alpha Forlag
480 sider, 299,95 kr.
Udkommer den 20. august 2020.


Foto: @jeaninecummins

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Malou Wedel Bruun er redaktør, skribent og boganmelder. Cand.mag. i dansk og bl.a. tidligere redaktør/redaktionschef på dansk ELLE (2008-19). Se evt. mere på Instagram @malouwedelbruun

Seneste artikler om Kultur