8. ETAPE // POV SPORT – Ud af krudtrøgen efter en dags kamphandlinger, dukkede hundredeårstalentet, Tadej Pogacar, frem. Sloveneren bragte orden i kaos på en hård lørdagsudgave af en etape. Anarkiet hersker under nutidens Tour. Slut med nemme arbejdsdage.
Hvis man sammenligner de velindrettede og civiliserede år under Froomes, Armstrongs og Indurains regimer med dette års Tour, er det som at sammenligne Singapores orden med Porte-au-Prince under borgerkrig med smadrede butikker og brændende bildæk.
Det er voldsomt underholdende for os, der kigger på det, men et mareridt for langt de fleste af rytterne, som nok kunne ønske sig tilbage til det oplyste enevælde under Bernard Hinault og Francesco Moser
Intet er længere under kontrol af nogen. Anarki og opportunisme råder og ikke engang aktørerne kan gætte, hvad der sker næst.
Oven på den vanvittige etape fredag, som afvikledes med vanvittige 45,5 km/t i snit over 250 kilometer med 3000 højdemeter og feltet spredt ud over det meste af Frankrig, kunne man have troet på en gelinde start, men da TV2 startede med at sende, kunne man se rytterne varme op på hometrainer, og det ved man godt hvad betyder: Enten intention om, eller frygt for, angreb ud af skolegården.
Vildskabens 80 kilometer
I de 53 år, jeg har været i cykelsporten, har jeg aldrig set en etape starte som i dag – altså hvor vildskaben har varet så lang tid. I 80 kilometer blev der kørt efter samme recept som i et juniorcykelløb i Smørum, hvilket vil sige, at alle kører med den til enhver tid til rådighedsstående kraft.
Det er voldsomt underholdende for os, der kigger på det, men et mareridt for langt de fleste af rytterne, som nok kunne ønske sig tilbage til det oplyste enevælde under Bernard Hinault og Francesco Moser, hvor der var noget der hed nemme arbejdsdage.
Med den køremåde der lægges for dagen, er det umuligt at overleve hvis man ikke er på toppen. Under mere normale forhold vil de allerbedste ryttere kunne klare sig igennem en mindre god dag uden væsentlige tidstab, men det går ikke her, og Roglic og Thomas blev to meget prominente ofre for den vanvittige start. Begge er definitivt ude af klassementsammenhæng.
Storheden understregedes med det ubetalelige ansigtsudtryk Søren Kragh satte op, da Pogacar hentede ham på den sidste stigning
At der blev kørt så hårdt hele vejen lørdag, er også stærkt medvirkende til at Pogacar kunne lave sit formidable nummer. Når alt og alle er presset på alle marginaler skinner ekstraklassen, og det er længe siden, man har set en aktion så monumental, som den han lavede i dag. Set i historisk perspektiv skal vi tilbage til Merckx og Hinault for at finde lignende magtdemonstrationer – og sandelig også risokovillighed – som den Pogacar lavede lørdag.
🤩A day for history. Slovenia is not just @TamauPogi and @rogla; but also 🇸🇮 🚴♂️ @matmohoric!
Congratulations for legendary win of stage 7 #TDF2021, the longest stage in the 21 years of @LeTour👏 #ifeelsLOVEnia pic.twitter.com/OUU9CgN5jh
— Feel Slovenia (@SloveniaInfo) July 2, 2021
Storheden understregedes med det ubetalelige ansigtsudtryk Søren Kragh satte op, da Pogacar hentede ham på den sidste stigning. Fuld af vantro, anerkendelse og benovelse og den hastighed sloveneren drog forbi med.
Pogacar er et unikum Der et intet særligt ved ham at se. Ikke perfekt stil som Asgreen og Küng, ikke en fysik som Van der Poel og Didi Thurau, ikke morderisk blik som Armstrong og Hinault.
Det eneste usædvanlige ved ham er, at han er et uudtømmelige kraftreservoir – at han altid er i progression og aldrig i defensiv. En mand der lever permanent ovenpå pedalerne.
Lige så stor hyldest kan man give Van der Poel og Van Aert. Med deres 75 og 78 kg. er de selvsagt ude af stand til at vinde Tour de France på en rute som i år, men deres offensive og dynamiske køremåde er en gave til cyklingen. Sjovt nok er den tungere Van Aert en noget bedre bjergrytter end Van der Poel, men ellers kan de stort set de samme ting. Men jeg synes, at Van der Poel er den vildeste af de to. Van Aert er meget generøs og offensiv, men kører mere klassisk end sin evige rival, der er en total vildmand der kan finde på alt. Når som helst.
Sagan lagde grunden
Hele denne nye aggressive og spektakulære køremåde, vi ser hos de nye superstjerner, vil jeg give Peter Sagan æren for. I en årrække var det Team Skys databaserede køremåde, der dannede skole, og impulsivitet og vovemod forekom ikke. Sagan var en frelser, som med uforudsigelig og underholdende kørsel indvarslede den nye stil. Han satte endda ord på sin indstilling til det at køre cykelløb:
“Man skal ikke være bange for at tabe, det er bare cykelløb. Det vigtigste er at man har det sjovt”, sagde han.
Og det har folk som Van der Poel, Van Aert Pogacar, Roglic, Asgreen m.fl. taget til sig. De brede smil de to crossryttere sendte hinanden i går mens de trådte for fuld skrue i udbruddet sagde mere end ord om det.
Men tilbage til lørdag. Efter Pogacars opvisning forudser jeg, at folk nu begynder at køre efter sekundære placeringer. Der skal sygdom eller styrt til at tage trøjen fra ham.
Hvem skulle udfordre ham? Team Ineos – verdens stærkeste mandskab – stillede op med fire kaptajner, og den eneste, der ikke allerede var gået ned med mand og mus, Carapaz, fik en lussing på Col de Romme, så det stadig vil synge for hans ører når han lander til vinterferie hjemme i Equador til november.
Denne Tour har givet i både pose og sæk, men det er ikke nogen ny lærdom, at forkælelse kun resulterer i grådighed
Ineos har prøvet at køre efter den tidligere Tourvinder, Hennie Kuipers filosofi: “Cykling drejer sig om at spise det, der er på modstanderens tallerken, inden du går i gang med din egen”, sagde han. Problemet for Ineos var, at da de skulle i gang med deres egen, var den tom.
Og nu får vi jo dansk deltagelse i klassementkampen. Vingegaard er efter Roglic fald en fri mand, og kan køre, som han kan og vil. Det bliver meget spændende at se, hvad han kommer til et udrette de næste to uger.
Denne Tour har givet i både pose og sæk, men det er ikke nogen ny lærdom, at forkælelse kun resulterer i grådighed, og oven i alle de ønsker, der allerede er opfyldt, har jeg endnu et. At vi må få nogle bjergafslutninger hvor der er favoritterne der kører om etapesejren.
LÆS MERE I POV OM Tour de France HER
LÆS FLERE TEKSTER I POV AF PER BAUSAGER HER
POV Sport følger dagens væsentligste historie i Tour de France.
Følg resultater og stillinger i Tour de France her på sport.tv2.dk, der er rettighedshaver.
Topillustration: Tadej Pogacar på vej op ad bjerget i lørdagens magtdemonstration på 8. etape. Men nummer 1 på ryggen, og mon ikke også det er fra den vinkel og med det nummer resten af feltet kommer til at se ham resten af Touren. Foto Getty Images.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her