POV SPORT // 11. ETAPE – Det begyndte i Danmark, prikkerne fortsatte hele vejen til Frankrig, slog over i etapesejr til selvsamme mand for så halvvejs at gå i gult og endnu en etapesejr til en ny dansker, Jonas Vingegaard. Eller er Touren gået fra gul til rød-hvid.
Så sad de der. Ferieresterne rundt på coporate kontorer med Touren kørende halvhemmeligt i bagskærmen, mobilen streamende på lydløs eller en enkelt airpod i øret, så man kunne Rolf og Ritter som akkompagnement til excelarkets skrål på at passe sit arbejde. Men det var jo umuligt, så vildt det så ud.
Folk sad og hviskede, at han da er topdopet, ham dér Vingegaard. Uden egentlig at ane, hvad der foregik, men blot automatreaktionen i kontormiljøer og stuer, når en cykelrytter kører fra alle de andre. Det må man i den grad sige, at Jonas Vingegaard gjorde på Tour de Frances første rigtige bjergetape.
Alligevel ikke i nærheden af Jonas Vingegaards præstation, han fløj endnu lavere og hurtigere, da han foldede vingerne ud
Sjældent har vi set en dansk etapesejr med gul trøje til følge, som det raid, Jonas Vingegaard satte ind på onsdagens sidste stigning på Col du Granon i Alperne. Det skulle da lige være Michael Rasmussens sejr på 16. etape og Col d’Aubisque i 2007, da han kørte alene over stregen. Allerede i gult og noget nær endegyldig vinder af det års Tour de France.
Lige indtil senere på aftenen, da hans hold, Rabobank, trak ham ud af løbet, fordi han havde løjet om sine såkaldte whereabouts. Og så var han i øvrigt topdopet. Nå ja, Touren runder også Hautacam i år som i 1996, hvis vi lige skal have det med.
Eller også er det kun et godt døgns tid siden, vi så noget på samme niveau, da Magnus Cort vandt 10. etape på spektakulær vis.
Alligevel ikke i nærheden af Jonas Vingegaards præstation, han fløj endnu lavere og hurtigere, da han foldede vingerne ud midt på den sidste stigning. Vinkede farvel til favoritgruppen og ikke mindst storfavoritten og løbets førende rytter, de sidste to års vinder, Tadej Pogacar.
Sort-gul tornado
Rolf Sørensen røg bagud i stolen i kommentarboksen i ren benovelse over, at Vingegaard turde sætte et angreb ind så tidligt. Men han var endnu mere benovet over måden, Vingegaard fortsatte på op over over bjerget, hvor ingen kunne følge med, og de få der lå foran blot så en sort-gul tornado feje forbi i et tempo af en anden verden. Eller med rundt regnet 20 km/t på lodret bjergvæg.
Den tidligere Tour-vinder og holdejer, Bjarne Riis, havde ellers i POVcasten Radio Riis på hviledagen været ude med riven efter Jumbo-Visma for ikke at køre som et rigtigt klassementshold, men mere som individuelle primadonnaer, der ikke kunne blive enige om, hvem der egentlig skulle vinde Touren, hvis det da ikke skulle være en mand fra et helt andet hold. Læs: Tadej Pogacar fra UAE.
Men onsdag demonstrerede holdet, eller Jonas Vingegaard nærmest tvang det med sin kørsel til at sætte kræfterne ind på danskeren som den endegyldige kaptajn på holdet. Wout van Aert har fået sine to, tre gange fifteen minutes of fame i denne Tour, og Primoz Roglic fik også selverkendelse nok til, at han ikke kan følge med sin holdkammerat. Ikke mindst med Roglic’ styrt og smerter i skulderen tidligere i løbet in mente.
En lille kæk cykelist, borte tog de ni.
Han kørte helt korrekt så ham kan vi li’.
Der var én, der var to, der var tre,
Så de ofrede sig momentvis ved at køre Pogacar, om ikke i smadder, så da i hvert fald så mør, at han ikke havde kræfterne, da det endelig gjaldt. Sloveneren havde brugt alt for meget energi på at køre Jumbo-Visma-ryttere ind uden at have sine hjælpere ved sin side.
Om end han følte sig i stand til det og totalt ovenpå, da favoritterne nåede frem til den sidste stigning. Pogacar både smilede og hilste til motorcykelkameraet, der cruisede forbi. Sådan a la: ”Hold kæft mand, det er fedt, nu kører vi ræs, og jeg on top of the world.
Et kvarters tid senere kunne han ikke få luft efter den mavepuster, Jonas Vingegaard langede ud med sit antrit, så Pogacar måtte hive og trække i både lunger og cykel for overhovedet at komme med op over bjerget. 10, 20, 30, 40, 50 sekunder. Og det fortsatte, så man fristedes til at istemme:
En lille kæk cykelist, borte tog de ni.
Han kørte helt korrekt så ham kan vi li’.
Der var én, der var to, der var tre,
Der var fire der var fem på cykeltur.
Der var seks, der var syv, der var otte,
Der var ni, der var ti på cykeltur.
Der var én, der var to, der var tre
Der var fire, der var fem der blev grin.
Der var seks, der var syv, der var otte
Der var ni, den tiende han var fin.
I sidste ende var Pagacar sat med 2 minutter og 51 sekunder. Vingegaard havde ikke blot vundet en historisk triumf, han kunne også iføre sig den gule trøje på en facon og med et forspring, der uden for mange uheld kan holde hele vejen til Paris. Han havde kørt Rolf og Ritter tom for ord. Ene mand banket hele klassementet på plads.
Jonas med vingerne
Franske journalister har det med at fare i blækhuset og slår straks over i ”un autre planete”-overskrifter, når en rytter kører så overlegent, som de fik aggressivt for vane tilbage, da Lance Armstrong indledte sin tvivlsomme æra tilbage i 1999. Og belært af doping-Touren året forinden. Samt alle de andre år. Den skepsis har altid sin berettigede plads i efterspillet. Naturligvis.
Men heldigvis er der stadigvæk noget, der hedder taktik, strategi, at passe sin træning og slå til på det rigtige tidspunkt for rytteren, der også besidder den rette kvalitet til at eksekvere. Den havde Jonas med vingerne onsdag. Så må vi se, om de også bærer op ad Alpe d’Huez torsdag og måske helt til Byernes By.
En ting er helt sikkert. Tadej Pogacar har ikke givet op…
Husk at like og følge POV Sports Facebookside
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her