LIV & MENNESKER // ESSAY – En ung mand udfordrer sig selv og rejser ud. På sin rejse gennem det østlige Europa møder han bl.a. en ung kvinde, som er flygtet fra sin far og nu i stedet er fanget i en stripclub-managers spin, og en syd-sudansk mand med diplomattitel, der har mistet sin familie til borgerkrig og sygdom. Åbenhed og nærhed i kontakten står i kontrast til det hjemlige, og det skaber en ny bevidsthed i den unge mand.
Efter en uge i Wien ankom jeg til Bratislava. Mit hotel lå sådan, at den hurtigste vej ind og ud af byen gik igennem den gamle bydel. Den første aften, jeg gik igennem den gamle byport, blev jeg som det første mødt af en kvinde i midttyverne, der stod ude foran en stripclub.
Kvinden fik med det samme øje på mig og gik tværs over de gamle brosten med retning imod mig.
Trods aftenkulden bar hun kun en tynd cowboyjakke over en hullet, nedringet T-shirt. Hendes brungyldne hår var gjort længere med extentions, og hendes ansigt var dækket af et tykt lag af farverigt makeup.
Vores blikke mødtes som de andre dage, men denne gang sporede hun noget i mit blik, der gjorde hende nysgerrig
Jeg tænkte, at hun måtte være en af danserne, men det viste sig, at hun var ansat til at lokke nattens vandrere ind i varmen. Den første aften afviste jeg hende som en gadesælger på en populær sandstrand i syden, hvilket jeg blindt blev ved med indtil min sidste aften i Slovakiet.
Jeg havde været ude at drikke et par øl med nogle fyre, som jeg havde mødt aftenen forinden. Klokken nærmede sig den tidlige morgenstund, da jeg var på vej hjem, men hun stod stadig alene ude i mørket. Vores blikke mødtes som de andre dage, men denne gang sporede hun noget i mit blik, der gjorde hende nysgerrig.
Hun forsøgte at lokke med, at det var gratis at komme ind og kigge og fortalte, at jeg næsten kunne have klubben for mig selv. Jeg satte mig på en stol ude foran og så op på hende. Lyset i hendes øjne var på lavblus, men pupillerne var flakkende som fluer. Det var, som om det næsten havde ført hende ind i en let manisk tilstand at stå og skjule tungsindet alle de dage i kulden.
Hun fortalte mig, at hun havde lagt mærke til mig. Jeg svarede, at jeg også havde lagt mærke til hende. Jeg sagde, at jeg ville overveje at gå ind, hvis hun satte sig og røg en cigaret med mig. Hun grinte. Først mistænksomt. Dernæst eftergivende.
Hånd i hånd igennem fortidsbyen
Hun fortalte, at hun var flyttet til Bratislava fra Polen for tre måneder tilbage. Hun havde pakket det nødvendige en aften, hvor hun ikke længere kunne holde ud at bo med sin far. Hendes mor var brudt sammen i sorg, men havde ladet hende rejse. Da hendes mor spurgte hende, hvordan hun ville forsøge sig selv, svarede hun, at hun over nettet havde fundet et job på en slags klub.
Nu havde hun stået og forsøgt at trække kunder ind i mørket i snart tre måneder i streg. Syv dage om ugen. Tolv timer i døgnet. Hun fortalte mig, at hun den første måneds tid bare havde været glad for at være kommet væk, men at hun de seneste uger var blevet mere træt og tung i sindet.
Hun følte ikke, at hun fik mulighed for at blive en del af byen og frygtede, at hendes manager på stedet ikke ville lade hende gå, som de ellers havde planlagt efter tre måneder.
Den usynlige grænse imellem os, som man er så tøvende med at betræde derhjemme, kunne let være forblevet urørt
Da jeg var ved at spørge hende, hvad der præcis havde stået i den kontrakt, stoppede hun mig og spurgte, om jeg ikke bare kunne fortælle hende lidt om, hvad jeg lavede i byen. Om jeg ikke kunne få hende til at glemme alting for en stund. Tage hende væk fra det her sted i nogle minutter.
Min hjerne arbejdede træt og let beruset, men ikke desto mindre ærgerrigt på at finde en måde at opfylde hendes ønske. Pludselig slog det mig, at jeg ikke kunne se manageren, der havde gået rundt som en anden sikkerhedsvagt de andre dage. Jeg spurgte hende, hvor han var henne. Hun fortalte, at han var taget hjem klokken 1.30.
Jeg lod tavst natten summe i overvejelse nogle sekunder, før jeg rejste mig og rakte hende min hånd. Hun så spørgende op på mig og spurgte, hvad jeg havde gang i. Jeg svarede hende, at hun havde spurgt, om jeg ikke kunne tage hende væk herfra i nogle minutter. Hvor ville jeg tage hen, spurgte hun igen. Væk herfra i nogle minutter, svarede jeg.
”Where?”
”Anywhere.”
Hun så sig let nervøst omkring. Alle sjæle omkring os havde forladt den gamle by, hvorefter hun tog en dyb indånding og forsigtigt tog min hånd.
Hendes hånd føltes iskold og skrøbelig i min, og jeg mærkede en frygt for at bringe hende i problemer med manageren, før vi langsomt satte i fart op ad gaden. Forbi de gamle facader og stræder, der badede i skrald og snavs. Forbi stablede borde og stole, der stod og balancerede foran de lukkede barer.
Den kolde vind blæste imod vores ansigter, og jeg så hen på hende, der løb og grinte i lyset fra morgensolen som et bekymringsløst barn. Nattens nu skar i disse flygtige sekunder alt andet væk, selv den så ofte altædende angst, og reducerede mig til intet andet end mine løbende ben og mit hastige åndedræt og verden omkring os til intet andet end hende og mig.
To fremmede der løb. To fremmede der fik hinanden til at føle sig frie for en stund. Selvom den ene ikke havde følt sig det i årevis, og den anden bogstaveligt talt ikke var det. Så var vi det der, da vi løb fra natten ind i morgen.
Opløftet og fri
Dagen efter satte jeg mig ind i et eftermiddagstog mod Brno, Tjekkiet. Det var fredag, og toget var fyldt med pendlende studerende, der hver dag pendlede fra deres familier ude på landet til universiteterne i byen – samt dem med de eftertragtede kollegiepladser, som nu var på vej hjem for at holde weekend med familien.
Stemningen var let og legende, og to unge fyre følte, at det var på sin plads at breakdance på det beskidte gulv. Flere inviterede mig til middag hos deres familier eller til øl på den lokale bar. Jeg afslog venligt, da jeg havde lovet en let arrig kroejer i Brno at ankomme, så hun ikke gik glip af den Rollings Stones cover band koncert, hun skulle til om aftenen.
Efterhånden som toget kørte længere og længere væk fra Bratislava, og de studerende stod af ved deres destinationer, endte jeg med at sidde alene på overetagen. Jeg så landskaber og småbyer passere, imens jeg spekulerede på, hvornår jeg mon kørte over grænsen.
Mit hoved var tungt af søvnmangel, men der var et ubehjælpeligt smil på mine læber. Jeg følte mig opløftet. Mere opløftet end længe over de nye mennesker, jeg havde mødt i Wien og nu i Bratislava. Særligt mødet med den unge kvinde aftenen forinden satte tankerne i gang.
Det faldt mig ind, at jeg havde stiftet flere nye bekendtskaber på disse uger, end jeg havde gjort i Aarhus de seneste mange måneder. Det bærer jeg naturligvis selv en del af ansvaret for, alligevel sad jeg med en fornemmelse af, at vi er kommet langt væk fra hinanden derhjemme. En følelse af at vi trods landets lille størrelse er blevet et smerteligt splittet samfund, hvor det er blevet sværere at nå hinanden.
Jeg kom til at tænke på, hvordan denne splittelse gør sig gældende i vores sprog, hvor der særligt på sociale medier og i mediebilledet er opstået en tendens til at inddele os og alle andre i kasser: i boomere og millenials, i etniske danskere og anden etniske, i folk fra provinsen og folk fra storbyen, i vaccinerede og ikke-vaccinerede og i dem, der tilhører lgbt+ og dem, der ikke gør.
Jeg ved ikke, om det var det triste syn af mig, som stod og dinglede alene over en øl, der fik Abubakar til at invitere mig med hen til bordet i rygestuen
En del af forklaringen på dette fænomen skyldes formentligt, at vi som mennesker ofte drages imod dem, som er formet af noget af det samme som os selv, tænkte jeg. Og i takt med at vi lever i en mere multikulturel og kulturelt frisat verden, kan der være noget naturligt ved, at vi finder tryghed i at danne små fælleskaber, hvor vi føler, at vi hører til.
Jeg vendte tilbage i tankerne til mødet med kvinden. Her havde der ingen naturlig indgangsvinkel været. Der var ingen fælles karakteristika, som gjorde et naturligt møde nærliggende ud over vores gensidige søgen efter kontakt. Den usynlige grænse imellem os, som man er så tøvende med at betræde derhjemme, kunne let være forblevet urørt.
Alligevel endte hun og jeg med at dele en stund, jeg sent vil glemme. Og med dette i tankerne blev det tydeligt for mig, hvor meget liv man går glip af, hvis man kun lader de ydre pejlemærker sætte kursen for, hvem man henvender sig til og omgiver sig med.
I barens mørke
Efter få dage i Brno tog jeg nordpå imod Berlin og ankom efter mange togskift til byen ved aftentid. Den begivenhedsrige tid, der lå bag mig, var som ekstra vægt i min krop, jeg skulle slæbe på. Jeg skyndte mig at finde mit hotel for at få parkeret min bagage.
Trætheden og en snigende angst klæbede sig til mine knogler. Jeg overvejede kort at lægge mig og sove på de rene, hvide lagner til næste morgen, men jeg vidste, at jeg måtte ud. Smage på aftenluften og blødgøre mine stive ben med en gåtur, før jeg kunne finde hvile.
Efter at have spist en halvsløj shawarma, vadede jeg retningsløst omkring for en tid. Jeg endte med at gå ind på en bar i Friedrichshain for at drikke en øl og forhåbentlig få sat prop i angsten, der var begyndt at flyde ud i årerne.
Stedet var propfyldt, og støjen fløj som sensommermyg i lokalet. Jeg gik op i baren, som gæsterne væltede ind over i tørst. Her mødte jeg en energisk, storsmilende mand fra Egypten ved navn Abubakar. Jeg ved ikke, om det var det triste syn af mig, som stod og dinglede alene over en øl, der fik Abubakar til at invitere mig med hen til bordet i rygestuen, hvor han og to venner sad.
Jeg svarede med frygt for at dæmpe feststemningen om min lange kamp med angst, som jeg med turen havde forsøgt at gå op i mod
Hans venner var mænd af afrikansk afstamning, der var kommet til Berlin for henholdsvist arbejde og studie. Særligt Abubakar osede af livsglæde og festlyst, og den træthed, der havde fyldt mig hele dagen, blev hurtigt glemt.
Vi skiftedes til at fortælle historier og spotte smukke kvinder begive sig ud på dansegulvet. Det endte med, at Abubakar og hans studieven Abdullah fik mig overtalt til at danse med dem, hvilket jeg på grund af min mangel på rytme ellers var stærkt imod.
Den fjerde mand ved bordet blev siddende tilbage. En bredskuldret diplomat i start 40’erne fra Sudan med trætte øjne og et indbydende smil. Jeg havde hurtigt bemærket, at han var mere tilbageholden end de andre to. Dermed ikke sagt, at han ikke var yderst imødekommende. Han havde da også taget ordet, da jeg satte mig til bords og spurgt ind til, hvem jeg var, og hvor jeg kom fra med stor nysgerrighed.
Fortælling fra en anden verden
Da ydmygelsen og Abubakar og Abdullahs drillende hånen ved synet af mine kejtede, kantede hofter, der forgæves forsøgte at finde rytmen, blev for stor, satte jeg mig tilbage i båsen til Asim.
Her talte vi om løst og fast. Coronakrisen og Berlin. Kulturen i Østeuropa og den dengang nye James Bond-film ”No Time to Die”. Han spurgte til, hvorfor jeg var taget afsted, og jeg svarede med frygt for at dæmpe feststemningen om min lange kamp med angst, som jeg med turen havde forsøgt at gå op i mod. Han lyttede koncentreret og tilbød en smøg med et beroligende smil, da roen i min stemme pludselig begyndte at skride lidt.
Der blev stille, og jeg blev nervøs for, at jeg havde åbnet for meget op, og sad og så lidt forlegen rundt i lokalet. På drengene, der dansede salsa med nogle piger fra et andet bord. Over på væggene, hvor der hang forskellige malerier og fotos af gamle filmstjerner i guldrammer, der skinnede gennem røgen, som fyldte rummet.
Pludselig lænede Asim sig ind imod mig og mødte mit blik med en anderledes alvor. Han fortalte, at det, han skulle til sige, var noget, han ikke fortalte om så ofte, men han tænkte, at det muligvis var noget, der kunne hjælpe mig at høre om. Derefter fulgte en af de mest hjerteskærende og inspirerende fortællinger, jeg har hørt i hele mit liv.
Dyb desperation er den værste følelse, sagde han: Den gør mennesket til sin egen værste fjende
Asim startede med at fortælle om, hvordan han i en alder af syv år mistede sin mor og storesøster i borgerkrigen i Sydsudan. Midt i sorgen flygtede han med sin far og sine to mindre søskende længere op i landet.
To år efter fulgte den næste tragedie. Hans far blev syg med hiv, der på det tidspunkt var en dødsdom, hvilket det fortsat er for mange på det kontinent. Han fortalte om at tage med sin far på hospitalet, efter han havde fået en luftvejsinfektion, der skulle vise sig fatal. Om hvordan han sad hos sin far og holdt hans hånd, længe efter han var død og om morgenen efter, hvor han måtte tage hjem til sine to små søstre, der nu var hans ansvar og fortælle dem, at deres far var død.
Hans historie efterlod mig fuld af tårer, som jeg nægtede at fælde, da jeg ikke følte, at det ville være passende, når han sad så fattet og fortalte med sin rolige stemme.
Da han var færdig med at fortælle, så han på mig og grinte lidt over min perplekse mine, der afbillede den tydelige søgen efter ord, jeg ikke kendte. Jeg spurgte ham til sidst, hvordan en person kunne overleve den sorg? Hvordan han kunne sidde her som diplomat og smile i dag?
Han fortalte, at den smerte, han havde følt, havde vist sig i tre faser. Først kolossal sorg. Derefter forvirring og fortvivlelse over, hvordan livet kunne være så uretfærdigt.
Til sidst, og værst af alle faserne sagde han, blev han ramt af en alt overskyggende desperation. Hvordan skulle han nogensinde lære at leve med den sorg. Hvordan han skulle komme videre, og hvordan han skulle overleve i de voldsomme omgivelser, der fortsat omringede deres liv? Værst af alt var desperationen over, hvordan han skulle tage sig af sine to små søstre. Dyb desperation er den værste følelse, sagde han: Den gør mennesket til sin egen værste fjende.
Hvordan håndterer man sådan en desperation, spurgte jeg ham? Han svarede, at han ikke troede, at der fandtes et svar, der gjaldt for alle, men at i hans tilfælde begyndte den at forsvinde, da det gik op for ham, at han trods sorgen og smerten var i live, modsat så mange af dem han var vokset op omkring.
Jeg trådte ud i den tidlige morgenstund med en følelse af, at jeg kendte lidt mere til verden, end jeg havde gjort, da jeg stod op morgen forinden
Han fortalte, at han langsomt indså, at han havde alt det, der var nødvendigt for at leve et godt liv: En god hjerne der kunne hjælpe ham med at skabe et bedre liv. Fødder der kunne flytte ham væk fra ondskab og lidelse. Et hjerte som kompas til at finde kærlighed og liv.
Menneskets største tragedie for ham at se var, at vi ofte skal se vores egen død i øjnene, før vi forstår, hvad det vil sige at være i live. Det var ikke tilfældet for ham, han havde oplevet, hvor skrøbeligt og kostbar livet er. Han var i live og taknemmelig for det hver dag.
Bartenderen ringede med klokken ved firetiden. På dette tidspunkt lå Abubakar udstrakt på en læderbænk langs væggen og kørte rundt i sin egen indre rutsjebane, imens Abdullah dansede rundt inde i rygestuen med en berlinsk kvinde i en skriggrøn kjole.
Efter en omgang dybfølt, usammenhængende fuldemandssnak tog Asim og jeg afsked med et langt kram som to gamle sømænd, der sagde farvel på deres stamsted, før de igen drog ud til søs.
Bliver rigere
Jeg trådte ud i den tidlige morgenstund med en følelse af, at jeg kendte lidt mere til verden, end jeg havde gjort, da jeg stod op morgen forinden.
Jeg var fyldt af en anderledes bevidsthed om, at verden er mere end mit eget syn på den. At vi nok engang betræder den samme planet, men de veje, vi er nødt til at tage igennem den, er så uendeligt forskellige. Og da vi ikke er formet af det samme, oplever vi hellere ikke tilværelsen på samme måde. Vi betragter den derimod fra forskellige synsvinkler, der bestemmes af den historie, vi hver især bærer på.
Det gik op for mig, idet jeg trådte ind i dagens første sollys, at dette var årsagen til, at jeg var så bekymret for den splittelse, jeg oplever derhjemme. Jeg frygter, at vi – ved at fortsætte den nuværende udvikling med at betragte mennesker i kasser – risikerer at glemme, hvor vigtigt det er, at vi er i stand til at tale sammen, selvom vi er ud af noget forskelligt.
Når man ser på, hvordan vores digitale verden har udviklet sig til ekkokamre, hvordan pandemien har splittet folk i mange lande, hvordan der er slået revner i lande som Frankrig og USA, så er det mere relevant at huske på end nogensinde.
For vi er som enkelte individer hinandens vinduer ind til verdener, vi ellers aldrig vil kende til. Og det er igennem dette indblik, at vi opbygger forståelse og respekt for hinanden og hver vores måde at betragte verden på.
Hvis vi derimod skaber en verden, hvor vi hver især tror, at der kun findes en måde at forstå verdens farver, høre dens ord og følge dens veje, bliver vi fattigere mennesker, der ofte udviser trang til at presse vores eget verdensbillede ned over andres.
Efter længere tids søgen fandt jeg mit hotel. Fuglene var begyndt at synge, da jeg endelig lagde mig på min seng. Jeg følte mig rigere. Jeg havde nye indblik at tage med hjem.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
