“Far, hvad betyder det her?” Min teenagedatter havde købt en ny T-shirt, med en russisk inskription på.
“Hm, det betyder “Beredt til arbejde og forsvar”, eller måske ikke “arbejde”, men “indsats” eller “møje”. Altså: Man er parat til at gøre en indsats for at forsvare fædrelandet. Det er sikkert et slogan fra Anden Verdenskrig, som nogen så synes det var sjovt at sætte på en T-shirt,” svarede jeg.
Jeg tog fejl. Det havde ikke noget med Anden Verdenskrig at gøre.
Jeg prøvede at google – jeg har kyrilliske bogstaver på iPad’en – og kunne læse mig til, at den martialske sætning såmænd er navnet på et landsdækkende program for sports-duelighedstegn for amatører, som præsident Putin fik oprettet i 2013. Russere kan ikke længere gennemføre et 1.000-meter-løb uden at tænke på fædrelandets forsvar.
Almindelige, civile vesterlændinge som os har simpelt hen svært ved at fatte, hvor gennemmilitariseret et samfund Rusland er blevet. Eller i virkeligheden hele tiden har været. Jeg husker tiden lige efter Sovjetunionens sammenbrud, når man gik rundt i gaderne om vinteren, eller kørte med metroen; man så de almindelige russere gå rundt og småfryse i deres elendige kunsttofjakker med nødtørftig vattering. Ind imellem dukkede der en uniformeret officer op – altid i en tyk og lækker uldfrakke. Det var så tydeligt, så uanstændig tydeligt, hvad landets penge gik til. Og det gør de stadig; de officielle tal viser, at militæret sluger næsten en femtedel af statsbudgettet.
Jeg er ikke ekspert i Rusland, og jeg har kun set nogle få dele af kæmpelandet. Alligevel tør jeg godt slå fast: Det er blevet værre. Militarismen er ved at vokse til kultisk format.
I foråret var jeg med en flok venner i Kaliningrad, den lille eksklave af territorium taget fra Tyskland i 1945. Et sted gjorde vi holdt foran en nyopført ortodoks kirke; bygningen var en fin pastiche på et klassicistisk byggeri fra begyndelsen af 1800-tallet. Foran kirken var anlagt en lille høj, smukt dækket med et mønster af grus indfarvet i sort og orange, altså farverne fra georgsbåndet, den russiske hærs gamle ordensbånd. Georgsbåndet var glemt og borte for 20 år siden, men i dag ser man det overalt; oprørerne i Østukraine flasher georgsbånd hvor de kan komme til det.
Foran den pyntelige høj i Kaliningrad stod der et bronzeskilt. Det forkyndte, at her i denne høj var der i april 2015 nedlagt en kapsel med jord fra Sapunbjerget uden for Sevastopol. Kapslen var ”skænket af kosakkerne”, stod der.
Sapunbjerget er et højt bakkedrag, hvorfra kan man kigge ned på Krims vigtige flådehavn. Og lige dér var der naturligvis meget hårde kampe under Anden Verdenskrig. Den lille pyntehøj foran den nybyggede kirke var altså et kultsted; en indviet høj som skulle markere, at Ruslands ret til Kaliningrad er lige så evig og ubetvivlelig som Ruslands ret til Krim – og at begge rettigheder er vundet med blod.
I sommer var jeg i Sankt Petersborg på ferie og så hvordan man rundt om ”Blodskirken”, en af byens store seværdigheder, havde opstillet en række iøjnefaldende mindetavler til ære for Ruslands sejre i 1800-tallet. Hver eneste tavle repræsenterede et eller andet sibirsk folk eller en centralasiatisk stat, som havde måttet bukke under for den imperiale russiske overmagt. En souvenirkiosk skråt overfor solgte tekrus med billeder af Stalin i uniform. ”Til minde om sejren,” forklarede den kvindelige sælger, altså dén i 1945.
Mit ærinde er ikke at gøre nogen bange; vi skal ikke blive hysteriske. Jeg siger ikke, at russerne en dag kommer og forsøger at sejre over os. Men jeg siger, at vi skal holde op med at gøre os illusioner om Putins Rusland.
—
OPDATERING: Min gode ven Samuel Rachlin gør mig på Facebook opmærksom på følgende: “Din første instinktive reaktion var ikke langt fra sandheden. Faktisk går sloganet og begrebet helt tilbage til bolsjevikkerne og opstod i slutningen af 20’erne og udviklet i begyndelsen af 30’erne som et landsdækkende sundheds- og beredskabsprogram. En slags fysisk og ideologisk fitnessprogram under den store Stalin. Nu har man så genoplivet det med samme navn under den store Putin.”
Kunne du lide, hvad du læste? Så er du velkommen til at dele historien. Du er også velkommen til at donere til fortsatte skriverier på Mobilepay +45 29 86 66 52. Det er helt frivilligt.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
