Smerte og ære – Pedro Almodóvar leverer en nøglefilm

af i Film/Kultur

FILM // ANMELDELSE – Pedro Almodóvar leverer en nøglefilm, der sætter hans seneste ti års filmproduktion i et helt nyt lys. Det er en mørk og melankolsk fortælling, men man kan ikke undgå at blive en smule glad, når idérigdommen er så høj, og Antonio Banderas spiller så forbløffende godt.

Baseret på en plotbeskrivelse lyder Smerte og ære som årets mørkeste film. Filminstruktøren Salvador Mallo (Antonio Banderas) kan ikke lave flere film, han har hverken den fysiske eller psykiske formåen, ramt som han er af rygsmerter, hovedpine, angst og depression.

Derudover er han aldrig kommet sig over moderens død. Da hans gamle film Sabor bliver restaureret, kan han pludselig se kvaliteter, han ikke har set før, og han forsøger en genforening med sin gamle muse Alberto Crespo (Asier Etxeandia), så de sammen kan introducere filmen ved en gallavisning.

I stedet introducerer Crespo den smerteramte instruktør til heroin, og snart er Mallo fanget i et seriøst misbrug. Jeg fatter ikke, hvordan den her film kunne gøre mig i så godt humør? Men sådan er det med kunst.

Selvreferentielle Almodóvar

For nu at gøre det endnu mere melankolsk, så er der tydelige selvbiografiske træk i Almodóvars nye værk. Antonio Banderas er blevet stylet til at ligne den ikoniske spanske instruktør – især håret er svært at tage fejl af, noget som instruktøren også påpeger i pressematerialet – og der er referencer til instruktørens egen fortid og filmografi.

Sabor lader til at henvise til Kvinder på kanten af et nervøst sammenbrud, og Alberto Crespo er som en mandlig udgave af Carmen Maura, skuespillerinden der inkarnerede de fleste af Almodóvars kvinderoller i firserne, indtil de blev sure på hinanden og ikke arbejdede sammen indtil Volver fra 2006. Der er endda en henvisning til, at Crespo arbejder på at opføre Jean Cocteaus La voix humaine, den samme monolog der lå til grund for Kvinder på kanten af et nervøst sammenbrud.

Men forholdet mellem Salvador Mallo og Pedro Almodóvar er bestemt ikke én-til-én. En af de mest åbenlyse forskelle er f.eks., at Mallo siger, han ikke har kunnet lave film i årevis, mens Almodóvar omvendt har været ganske produktiv de sidste ti år. Brudte favntag (09), Huden jeg bor i (11), De elskende passagerer (13), Julieta (16) og nu Smerte og ære – foruden at Almodóvars produktionsselskab El Deseo har fokuseret på at producere nye argentinske film som Wild Tales, Klanen, El Angel og Lucrecia Martels Zama (som får en lille hilsen da Crespo og Mallo ryger heroin og stener hendes film La Niña Santa).

Smerte og ære er rent visuelt en af de mest behagelige film, vi har kunnet se meget længe. Og så sær, så sær.

Men samtidig kommer man ikke udenom, at de sidste ti års produktion har fået meget mindre ros end Almodóvar fik i de syv gyldne år fra 99-06, hvor han nærmest ikke kunne sætte en fod forkert, og med Alt om min mor (99), Tal til hende (02), Dårlig dannelse (04) og Volver (06) lavede nogle af de mest populære nyklassikere inden for arthouse-filmen.

Siden har han ikke haft samme populære gennemslagskraft. Brudte favntag og Julieta var for melankolske, Huden jeg bor i for ubehagelig, De elskende passagerer for utroværdigt upbeat. Noget af det mest fantastiske ved Smerte og ære er, at den beholder den mørke tone fra de fire tidligere film, men formår at gøre det så klart og medrivende, at det ikke blot bliver et nyt hovedværk for Almodóvar, men også hiver især Brudte favntag med op som værende blandt Almodóvars mest interessante værker. Alt giver så meget mere mening nu.

Barnet i grotten

Men ikke alt handler om filmskabelse. Endnu et spor følger Salvador Mallo som barn, hvor han sammen med sin mor – spillet af Penelope Cruz – flytter ind i en grotte, hjælper en ung mand med at lære at læse og skrive, og bliver sendt på et præsteseminar som en særlig lovende ung mand. Samtidig begynder en spirende seksualitet også at vise sig. Dette spor er næsten det filmisk mest interessante, dens verden af grotter, togstationer, præsteskoler, er så mærkværdigt oplyst, har sådan et mærkværdigt rum, det rammer en art barnlig rumfornemmelse – den mindste by er enorm, men hele verden er stadigvæk klar til at blive erobret – på en absolut vidunderlig måde.

Smerte og ære er en film, der lader til at tage udgangspunkt i noget ekstremt personligt for instruktøren, men som via sin æstetik får det bredt ud til at være en følelse, som alle mennesker kan genkende.

I og for sig er det denne dobbelte rumfornemmelse, der er det på én gang unikke, men samtidig universelle ved filmen.

Ligesom lille Mallo flytter ind i en grotte, på samme måde er han som gammel som fanget i en egen grotte skabt af sit kropslige forfald og narkotiske blandingsmisbrug. Han har hele verden for sin fod – han er f.eks. mærkværdigt populær i Island, som han siger – men kan ikke komme ud af sin egen lejlighed.

Er det ikke en tilstand som vi alle, på et eller andet tidspunkt i vore liv, kommer til at stifte bekendtsskab med? Vi begynder inde i en mave, og så langsomt kan vi komme flere og flere steder hen, men på ét eller andet tidspunkt begynder det at snævre ind igen.

Vi kommer ikke så meget væk fra vore hjem, vore tanker hænger mere og mere fast ved historier fra vor fortid, og til sidst ligger vi i en hospitalsseng og kan ikke komme nogen vegne.

En ægte triumf

Smerte og ære er en film, der lader til at tage udgangspunkt i noget ekstremt personligt for instruktøren, men som via sin æstetik får det bredt ud til at være en følelse, som alle mennesker kan genkende. Det er kunst.

Almodóvar har haft det svært som instruktør, ikke blot fordi han tilsyneladende har lidt af alverdens skavanker, men også fordi hans gængse æstetik, med sin fint sammensatte palet af primærfarver, har set lidt mærkværdig ud på digital film.

Men også her triumferer Smerte og ære, og det er rent visuelt en af de mest behagelige film, vi har kunnet se meget længe. Og så sær, så sær. De der rum. Alt er så småt og grotteagtigt, men da så Crespo og Mallo tager heroin sammen for første gang, gør de det af en eller anden grund lige foran, hvad der ligner indgangen til en stor og luftig park. Som åbenbart ligger i Crespos baghave? Nyd også scenen, hvor Mallo er tvunget ud for at købe ind til sit nye misbrug, han er tydeligvis kommet ud af trit med sin omverden.

Der er en detaljerigdom, som man kan fornøje sig over i lang tid bagefter, den sædvanlige personlighed som når Almodóvar er bedst. Det er en ægte sen-karriere triumf.


Foto-credit: Scanbox

Frederik Bojer Bové (født 1.12 1986) er cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og BA i Historie. Han blogger om film på kronoper.dk, er dansk redaktør på tidsskriftet Cinema Scandinavia og har været programlægger på Copenhagen Architecture Festival.