KONCERT // ANMELDELSE – Den franske pianist Lise de la Salle kom på et afbud ind som solist i Liszts 1. Klaverkoncert, men hendes spil forekom mere at være målrettet rummet omkring hendes person snarere end at være rettet mod instrumentet.
Torsdagskoncerten lagde i denne uge ud med et sidste øjebliks afbud, hvor Skrjabins 1. Klaverkoncert – den ifølge nogle vel mest ”Chopinesque” af alle klaverkoncerter, inklusive Chopins egne – var blevet erstattet af Franz Liszts ditto. Det er en programændring, der kræver omstilling af såvel orkester som publikum, eftersom vi i disse to værker befinder os i vidt forskellige verdener.
Solisten og Chopin-vinderen fra Warszawa-konkurrencen i 2021, Bruce Liu, hvis sygdom var årsag til programændringen, var nu blevet erstattet af en kunstner af ganske anden støbning, franske Lise de la Salle.
I sit udgangspunkt har Liszts koncert rigeligt af den forventede klavertekniske virtuositet med sig, men egentlig er værket langt mere end klaviaturroulader fra venstre til højre og tilbage igen. Fra et orkestralt synspunkt er den en forrygende ungarsk-inspireret rapsodi, som her bliver yderligere farvelagt af de mange solistiske indslag, der alle tjener mere end til blot og bart tangentvirtuoseri.
Man drages hurtigt ind i koncertens sfære af afvekslende musikerglæde, hvor en naturbunden rytmisk markant og dansant musik på kun splitsekunder forvandles til sfæriske passager, for så igen lige så uventet at vende tilbage til den håndgribelige og jordbundne udtryksverden.
Dette forløb kræver en pianist, som ejer mere end blot en udsøgt fornemmelse for koncertflyglets sande klangmuligheder. Her må det desværre siges helt entydigt, at en sådan fornemmelse besidder Lise de la Salle ikke. Hendes spil forekommer mere at være målrettet rummet omkring hendes person snarere end at være rettet mod instrumentet.
I følge mine begreber findes der to hovedkategorier af pianister: Enten spiller kunstneren for rumsfæren omkring flyglet eller alene for og på instrumentet. La Salle hører så absolut hjemme i den første kategori.
Hun går mere op i sine ledsagende arm- og håndbevægelser end i instrumentets muligheder for ægte klanglig farvning og differentialitet. Med sine enstonige anslag, hvor noderne godt nok er på plads, men hvor flyglets klangregistre lyder komplet ens, uanset hvor vi galopperer afsted i oktaverne, bliver hendes pianistiske udtryk underlig fladt og klangløst.
Hendes fortolkning nærmer sig dermed en i grunden dybt forfejlet tilgang, eftersom koncertens stærkt rapsodiske karakter nu i stedet bliver ensformig for ikke at sige ensporet i såvel udtryk som dynamik.
Med sine gentagne bløde æteragtige bevægelser efter hver frase synes Lise de la Salle ligesom at gribe efter musikken i luften mere end på klaviaturet
Med sin spilleteknisk unødvendige, luftige armgestik, som om disse skal efterkompensere for hendes manglende ægtefødte legatospil, synes Lise de la Salle med sine gentagne bløde æteragtige bevægelser efter hver frase ligesom at gribe efter musikken i luften mere end på klaviaturet. Udtrykket udvandes dermed i denne udvendighed snarere end at intensiveres gennem det tekniske halsbrækkende forløb, ligesom også tempoet i samtlige satser konstant overspændes.
Med et lille ekstranummer – Improvisation af Fauré – dokumenterede solisten ingen yderligere overbevisende musikalsk klanglig indsigt, omend fokuseringen dog her var af en helt anden natur.
Efter pausen var Tjajkovskijs 6. Symfoni en helt anden indadvendt sag. Selv i symfoniens allermest pompøse afsnit, er vi her sat overfor en uafbrudt serie af tætvævede understemmer og figurationer, der gør, at værket åbner sig som en nærmest uafbrudt og fortløbende serie af instrumentale ballet- og operaagtige sceniske fortællinger. Fra åbningsatsens skæbnetunge ansatser, over drømmen og videre til tredjesatsens triumfmarchlignende karakter og sidstesatsens elegiske udtryk med dens abrupte konklusion, kommer vi her rundt om et både resignerende, indadvendt og livserkendende kompositorisk forløb.
Luisi er i dette værk helt åbenlyst på hjemmebane med en grad af frihed og et formmæssigt greb, som når helt ind til partiturets utallige undertekster og farvelægninger. Især i de fornemme klarinetindsatser i både Liszt-koncerten og Pathétique-symfonien efterlades man her med indtrykket af et hidtidigt orkestralt og dirigentmæssigt højdepunkt i Fabio Luisis karriere. Lige dele personlig indsigt, klangforståelse og formgivning går hånd i hånd med værkets sande naturel. Et pletskud af overbevisende og bevægende art.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
