BALLET // ANMELDELSE – Den spanske balletdanser Eukene Sagues tager i sin første helaftensballet livtag med et af sit hjemlands største sceniske jalousidramaer. Trin og dramaturgi stikker i mange forskellige retninger i den frie gendigtning på en collage-musikalsk baggrund.
Blodbryllup (Bodas de Sangre), Lorcas teatralske drama i tre akter fra 1933, var inspireret af en tragisk begivenhed, der havde udspillet sig i Andalusien fem år tidligere: Et ungt par stod her foran deres bryllup, men kort forinden stikker bruden af med sin fætter, som hun tidligere havde haft et forhold til. Brudgommen jagter de to elskende hele natten indtil daggryet toner frem, hvor han dræber bejleren for derved at hævne familieæren, men også selv bliver dræbt.
Moderen, en godsejerenke, hvis egen mand og søn tidligere blev dræbt i en slægtsfejde, har satset alt på sin anden søns ægteskab. Hun har erkendt, at hans kommende brud, en jævn bondepige, har haft en anden bejler i sin familie, men hun og sønnen præsenterer sig alligevel for brudens far medbringende rige gaver, for at de kan blive enige om alliancen. Den unge brud accepterer ægteskabet, men hendes fætter, der på trods af at han selv har både kone og nyfødt søn, lusker stadig rundt om hende.
Bedst og mest internationalt kendt er nok den legendariske spanske flamenco-mester Antonio Gades’ version fra 1974 i Rom
På selve bryllupsdagen er brudgommens og brudens slægtninge alle indbudt, hvorfor også fætteren deltager med sin egen hustru og nyfødte barn. Brudgommen, der udviser træthed, går et øjeblik afsides, idet han fortæller bruden, at han har brug for et kort hvil. Snart indser alle dog, at bruden nu pludselig er forsvundet, og fætterens hustru, hvis mistænksomhed er vakt, beretter, at hun har set bruden flygte til hest omfavnende hendes egen fætter.
Brudgommen forfølger dem ud i natten ledsaget af sine slægtninge. I den mørke skov kun oplyst af månen ledes brudgommen nu mod sin skæbne, mens fætteren og bruden i det natlige møde erkender deres gensidige umulige kærlighed i et opgør.
Lorcas tragedie har været udsat for adskillige ballet-bearbejdelser gennem årene, tidligst herhjemme i 1956, hvor den sydafrikanske danser Alfred Rodrigues iscenesatte sin koreografiske version for Den Kongelige Ballet.
Bedst og mest internationalt kendt er dog nok den legendariske spanske flamenco-mester Antonio Gades’ version fra 1974 i Rom, som hurtigt blev kendt verden over takket være dens efterfølgende filmatisering i 1981. Den er nok aldrig siden blevet overgået i dansemæssig intensitet og dramatisk nerve.
Mere postuleret end ægte udlevet
Den Kongelige Ballet præsenterer nu en ny bearbejdelse af den spanske koreograf Eukene Sagues. Efter at have været tilknyttet vores nationalballet som danser siden 2017, kender hun ensemblet indefra, og har rimeligt nok haft fokus på kompagniets særlige kvaliteter i netop fortællende dansedramaer.
Hendes greb om stoffet er opdelt i en prolog, ni scener og en epilog fordelt henover to akter. Balletten fortælles både sikkert og effektivt, om end ikke umiddelbart klart, især hvad personkonstellationerne angår. Men stilistisk forekommer hendes trinvalg noget udvandet, idet Sagues med sin fortælling, som egentlig følger forlægget relativt tæt, kommer lidt for meget rundt om fortidens forskellige koreografiske ”trosretninger”.
I hendes mimisk handlingsmættede og dansante bryllupsfestskildring i 1. akt, hvor en fængende stokkedans især fanger blikket, oplever vi dog et lidt for udtalt mix af Martha Graham-agtige trinserier parret med 1930’ernes tysk-østrigske ekspressionistiske Ausdruckstanz, der tilsammen er kommet ned i en blender og resulterer i trinklichéer af et lidt for overspændt spansk folklorepræg.
Ausdruckstanz er en form, hvor den individuelle og kunstneriske fremstilling af indre følelser er det væsentligste element. Den opstod som direkte modbevægelse til klassisk akademisk ballet i begyndelsen af det 20. århundrede i Europa, og fik stor indflydelse derefter.
I dag er vi dog kommet langt videre, men trinserierne i Sagues’ Blodbryllup virker i lange stræk underlig gammel-moderne i både deres udtryk og dynamik.
Forestillingen fortolkes af stærkt engagerede dansere, der så til gengæld lidt for ofte kommer ud i overgearede og overspillede udtryk i dette blodige jalousidrama
I forestillingens centrale fortællende rolle som månen – sikkert udført af Alexander Stæger, som både frister og leder de agerende imod deres eget endeligt – står vi med en Pierrot Lunaire-agtig figur, der som manden i månen udfører sine trin i gennemgående akavede trinmønstre.
Disse smitter af på de hovedagerende, der alle måske mere brænder igennem takket være deres respektive mimiske styrker end deres dansemæssige udfordringer, sådan som de findes nedlagt i koreografien.
Et lidt ubehjælpsomt mimisk teatersprog bliver det dog også til flere steder i 1. akten, hvor musikkens alt for høje grad af collagesammensurium af bl.a. Manuel de Fallas musik og Lorcas egne sange ikke just hjælper til det fortløbende dramas udvikling, men snarere forvirrer tilskueren med dens mange uformidlede og umotiverede stemningsskift.
Dramaet bliver med andre ord til en mere postuleret end ægte udlevet affære. Forestillingen fortolkes af stærkt engagerede dansere, der så til gengæld lidt for ofte kommer ud i overgearede og overspillede udtryk i dette blodige jalousidrama, hvor svigt følger på svigt, og oprigtig kærlighed forveksles med begær og vold.
Spændingen er både tung og dyster, hvilket klart afspejles i de sortdominerende klædedragter mod slutningen af det spil, hvor ingen er vindere, men alle bliver tabere i et samfund, hvor konventioner og rigide æresbegreber triumferer.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og