KONCERT // ANMELDELSE – Sæsonens tredje Torsdagskoncert bød på en musikalsk rejse fra Paris over et West-side-story-agtigt musikalsk symposium til russiske erindringsdanse.
Sæsonens tredje Torsdagskoncert bød på en musikalsk 1900-tals-rejse, der rakte fra Lili Boulangers Paris omkring 1. verdenskrigs afslutning til Rakhmaninovs russisk-musikalske erindringer ved 2. verdenskrigs begyndelse i en omfavnelse af Bernsteins jazzede Serenade for soloviolin og orkester fra 1954.
Samlet og set under ét blev koncerten således til en interessant musikalsk konstellation, men måske også uden nogen indlysende sammenførende programmæssig linje.
Åbningsnummeret D’un matin de printemps bestod af en florissant skildring af en sart, men farverig parisisk forårsmorgen, komponeret af den unge Lili Boulanger, der selv kun lige akkurat nåede at opleve livets forår, inden hun som kun 25-årig bukkede under for tuberkulose omkring 1. verdenskrigs afslutning i 1918. Hun var sammen med storesøsteren, den berømte klaverpædagog Nadia Boulanger, en stor musikalsk begavelse og var begyndt at komponere allerede som barn.
Salens modtagelse af udførelsen var følgelig umiddelbar og stærk positiv overfor dette programmæssigt måske lidt fortænkte, men i store dele også meget medrivende orkesterridt
Hendes fine og delikate leg med det store symfoniorkester opviser på trods af værkets korte varighed en raffineret beherskelse af den billedskabende evne, som et fuldtalligt orkester kan fremmane. Her var komponistens intention at skildre en optimistisk solbeskinnet forårsmorgen, hvor livet folder sig ud i et farverigt blomsterflor.
Umiddelbart oplevede jeg nu snarere værket som et sart, men uhyre rent farvet japansk træsnit, især takket være orkestersatsens mange fjernøstlige melodilinjer og instrumentale klangelementer. Men dette af den franske komponists få overleverede orkesterværker kalder på et dybere bekendtskab. Som åbningsoptakt til en koncert med musik fra forrige århundredes første halvdel var det en velvalgt sats, trods dets kun 5 minutters varighed.
Sande bakkantiske højder
Dernæst fulgte et storværk af den legendariske Leonard Bernstein, som sin magt og vælde til trods forekommer mig problematisk uanset dets overskudsgivende musikalske og instrumentale krav.
I sin Serenade for violin og orkester fra 1954 har Bernstein partout villet lægge en programmæssig tyngde henover musikken: En skildring af fem antikke græske filosoffers enetaler ved et drikkegilde, som beskrevet af Platon i dennes store epos Symposium. Om det er en bydende nødvendighed at kunne forstå og kende denne programmæssige litterære baggrund virker på undertegnede nok mere postulerende end umiddelbart indlysende.
Musikalsk kommer vi rundt om de samme karakteristiske udtryk for den dansende og jazzede West Side Story-inciterende musik, som for mange er klassisk Bernstein. Men samtidig forekommer det også sandsynligt, at han har fundet indlysende inspiration til flere af sine fem satser hos nogle af de samtidige komponistkolleger, der også havde deres virke i Amerika i disse år. Eksempelvis Paul Hindemiths Kammermusik no. 5 for viola og strygere (fra 1927) og Samuel Barbers berømte Adagio for strygeorkester (fra 1936).
I sin Serenade lader Bernstein på samme måde et rent strygeorkester stå i tæt samspil med solisten, kun suppleret af en slagtøjsgruppe, som er med til at sætte markante aftryk på strygerklangen, der yderligere understreger det jazzede samspilselement i hans musik.
Solisten Carolin Widmann fik med sit mesterlige tekniske greb om violinen og sit veldisponerede foredrag musikken til at løfte sig til sande bakkantiske højder
Og samspil er der virkelig tale om, idet violinsolisten konstant smyger sig ind og ud af orkestret i et fortløbende toneridt, hvor Bernsteins utallige synkoper med de kraftfulde accentueringer bliver det mest fremtrædende element, kraftigt hjulpet af den ledsagende slagtøjsgruppe.
Hvorvidt læsningen af Platons filosofiske drikkegilde-symposium om livets patos vitterlig er Bernsteins egentlige anledning til dette værks fremkomst, virker måske ikke umiddelbart som det mest indlysende. Snarere er det vel en ren og vild musikerdrift, der her først og fremmest skinner igennem.
Solisten Carolin Widmann fik med sit mesterlige tekniske greb om violinen og sit veldisponerede foredrag musikken til at løfte sig til sande bakkantiske højder. Særligt kunne hun fremtvinge både fuldtonede og voluminøse klangvirkninger af sit instrument, så man i store dele af værket akustisk følte sig mere hensat til en bratschkoncert end en egentlig violin ditto.
Kochanovsky leverede samtidig en både elegant og uhyre præcis direktion ved at slå selv de mindste orkesterindsatser krystalklart an og samtidig følge hver enkelt frases dynamik helt til dørs.
Salens modtagelse af udførelsen var følgelig umiddelbar og stærk positiv overfor dette programmæssigt måske lidt fortænkte, men i store dele også meget medrivende orkesterridt.
Orkestret foldede sig ud
Efter pausen stod Kochanovsky alene på podiet som den helt centrale figur i den tresatsede suite af symfoniske danse, som hans landsmand Sergej Rakhmaninov skrev i 1940. Hans sidste orkesterværk, inden han døde i sit eksil i USA tre år senere.
Rakhmaninov synes her at være på noget af et erindringstogt til det Rusland, han selv havde forladt efter revolutionen i 1917, men som han aldrig helt gav slip på. Der går en stærk tjajkovskijsk valsestrøm gennem suitens midtersats, hvor Rakhmaninov her med sine både kontrasterende og grelle orkesterpassager forholder sig både sarkastisk og bitter til den verden, han selv var rundet af, men som han for altid havde mistet.
Og hans gentagne citater i slutsatsen af dommedagstemaet ‘Dies irae’ (Vredens dag i den katolske dødsmesse) mere end antyder, at komponisten her havde set sit eget endeligt i øjnene, ligesom han også synes at skildre det fortabte fødeland, der for stedse var gledet ham af hænde.
Set fra en sådan synsvinkel bliver værket til en bevægende rejseberetning fra en passioneret kunstnersjæl, der af skæbnen og historiske årsager blev tildelt et ganske andet livsforløb end det, han måske selv havde kunnet forestille sig, men ikke havde nogen direkte indflydelse på.
Kochanovsky følte sig i disse danse tydeligvis på hjemmebane: Orkestret foldede sig klangmæssigt ud med fin fornemmelse for det højdramatiske naturel, der ligger i disse tre symfoniske satser.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og