BALLET // ANMELDELSE – Kammerballetten viser med sin sommerforestilling vilje til at søge nye veje i dansens univers gennem et bredtfavnende udvalg af koreografiske tilgange, skriver Knud Arne Jürgensen. Det overlades til dels til tilskueren selv at finde vej ind i og ud af de kalejdoskopiske bevægelsesmønstre.
Med en samlet varighed inklusive pauser på henimod tre timer har årets udgave af Kammerballettens sommerforestilling under fællestitlen Kaleidoscope en markant vægtfylde, både tidsmæssigt og kunstnerisk. De tre værker viser samlet en stærk vilje til at søge nye musikalske og koreografiske tilgange til scenedansens mangefacetterede væsen.
Med åbningsværket Armonico Tributo (Harmonisk hyldest) rammer Tobias Praetorius måske mere plet, end han selv har erkendt, idet hans kalejdoskopiske miks af orkestersatser af komponisterne Georg Muffat og Heinrich Biber fra det 17. århundrede først og fremmest udnytter musikkens store harmoniske fortrin, som træder uhyre stærkt frem i Concerto Copenhagens klare og prægnante fortolkninger.
Hver sats munder ud i skulpturelle kadencer, hvor bevægelsen ligesom antyder, at musikken derfra glider ud af kroppene og lever videre i det omkringliggende tomme rum
Hvad denne serie af godt en snes korte orkestersatser dog mangler, er en tydeligere og mere markant gennemkomponeret struktur, hvilket efterlader koreografen med musikalske ansatser snarere end egentlige musikalske diskurser. Følgelig får hans koreografi for to damer og fire herrer, der konstant afløser hinanden, et mere illustrativt end egentlig fortællende tilsnit. Praetorius sigter dermed tilsyneladende mere mod at skildre musikkens formale forløb end mod at stille trinene op imod den eller afdække dens undertiden stærke harmoniske kontraster.
I flere satser kommer danserne dog i tæt samspil med noderne, måske allerbedst i Muffats Sarabande, hvor dansen selv kommer helt i centrum og løfter sig klart ud over det musikalsk illustrative. Koreografiens grundmønster er, at hver sats munder ud i skulpturelle kadencer, hvor bevægelsen ligesom antyder, at musikken derfra glider ud af kroppene og lever videre i det omkringliggende tomme rum. Denne effekt er måske værkets inderligste og smukkeste element. Men havde musikken rummet større strukturelle udviklingsmønstre, sådan som man eksempelvis finder dem i Händels orkesterværker, kunne der måske have åbnet sig flere muligheder for koreografisk samspil og modspil end dem, som Muffats og Bibers satser giver adgang til.
I mødet med Praetorius’ koreografiske stiludtryk følte jeg mig personligt tættere på rokokoens luftige forsiringer og kropslige lethed end på barokkens skarptskårne harmoniske bundethed. Det til trods var det en både musikalsk indsigtsfuld og koreografisk helstøbt trinballet, der åbnede forestillingen.
Mareridt og forløsning
Efter første pause fulgte Paul Lightfoots nu fire år gamle ballet Selvportræt, hvor vi ifølge koreografens eget udsagn opholder os i en mytologisk symbolverden, hvor menneskenes individuelle livsskæbner formes af noget, der er større end os selv, nemlig gudernes vilje og evne til at forudse fremtiden. Det er en tilgang, der lader mange livsspørgsmål stå åbne: Hvordan former man sit personlige liv, hvis alt dybest set er forudbestemt?
Ballettens både statuariske og flydende trinsprog bevæger sig her uafbrudt over scenen, hvor en kvindefigur i en blåsort gallarobe træder frem, mens to herrer udfordrer hinanden og sig selv gennem kamplignende bevægelsesmønstre. Dybest set kan disse tre figurer måske snarere forstås som en art skildring af et ødipuskompleks, hvor mændene befinder sig i en konstant personlighedskamp med hinanden som alter egoer, en kamp, der igen perspektiveres af moderfiguren, som først i sin fulde gallapåklædning og siden i sin intime nøgenhed dominerer de to kæmpende maskuline personlighedsfigurer.
Måske er det en scenisk drøm, vi her er vidne til, en drøm, der som en blanding af mareridt og forløsning fører os gennem værkets knap tre kvarter
Til Alexander McKenzies serielle musik for klavertrio bliver værket intenst og skarpt udført af Maria Kochetkova, Sebastian Pico Haynes og Rober Van Der Poel. Værket er rigt på spænding, mystik og kropslig tyngde og efterlader indtrykket af en koreografi, der snarere er skåret i hårde substanser end formet af luftige metaforer. Det er vel sagtens denne egenskab, der bliver værkets største fortrin, og som får de tre personlige skæbnefortællinger til at fremstå med så markant en eksistentiel tyngde.
Efter aftenens anden pause bevægede vi os over i en alt andet end metaforisk verden, hvor de praktiske forhold omkring en sceneforestilling blotlægges. Sebastian Kloborg synes her at ville stille og besvare spørgsmålet om, hvorvidt man som performer kan nå ind til og finde sig selv netop ved at forstille sig i en forestilling.
Tre vidt forskellige personfigurer, den nørdede (Simon Kongsted), den ekstroverte (Maria Kochetkova) og den naivt livsglade performer (Alban Lendorf), støder her sammen i en kontrasterende skildring af hver deres tilgang til den forestillingsverden, som de sammen skal finde rundt i. Om denne fortolkning er korrekt eller ej, skal jeg ikke kunne afgøre, men med værkets blandede musikalske indslag og den selvmodsigende titel Live on Tape efterlades man med et åbent spørgsmål om, hvad der er virkeligt, og hvad der er imaginært, når man sætter sig selv på en scene, tilføjer lys og lydspor og dernæst lader begivenhederne udspille sig i et tilsyneladende tilfældigt spil, hvor kaos synes at være et styrende element.
Måske er det en scenisk drøm, vi her er vidne til, en drøm, der som en blanding af mareridt og forløsning fører os gennem værkets knap tre kvarter. Figurerne står alle skarpt i hver deres støbning, men det, der måske gør mest indtryk, er den stærke vilje og det mod, hvormed forestillingen sætter os som publikum på prøve ved at føre os ind i dette på én gang irreelle og yderst håndgribelige danseteaterunivers.
Med årets sommerforestilling viser Kammerballetten dermed klart både vilje til kalejdoskopisk nytænkning og mod til at udfordre sit publikum.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og