Jeg er virkelig ikke særlig moderne. Savner cd’en, og betragter det stadig som en form for uautoriseret mirakel, når mit fjernsyn lader sig overtale til at afspille ting fra min tablet.
Men nu har jeg fundet et område, hvor jeg er lidt af en teknologisk firstmover: Jeg er i besiddelse af en for tiden atypisk internetadfærd:
Ikke for at prale, men det sker op til flere gange om dagen at jeg læser noget på nettet, jeg ikke kan lide, synes er upassende, dårligt formuleret eller på andre måder irriterende og så bare tænker ”nå” og læser noget andet og bedre. Indtil for nylig regnede jeg det bare for en lidt doven prioritering af min egen tid og koncentrationsevne at jeg ikke straks fortalte forfatteren hvad jeg mente om hans skriv, formuleringsevne og personlighed i øvrigt, men det går op for mig at det sgu nok er den modne ting at gøre, det med at sige ”nå”. Og at det nok er der, vi skal hen, hvis nettet skal blive et bedre sted at opholde sig: Et med mindre fornærmelse og mere velvilje.
Ikke for at prale, men det sker op til flere gange om dagen at jeg læser noget på nettet, jeg ikke kan lide, synes er upassende, dårligt formuleret eller på andre måder irriterende og så bare tænker ”nå” og læser noget andet og bedre
Du må forstå, kære læser, at det med – måske fejlagtigt – at føle sig som firstmover er en fuldkommen uvant følelse for en mand, der stadig læser papiraviser og taler om ”computerspil”. Så jeg prøver at håndtere det med en vis ydmyghed. Men alligevel: Nogle gange er de bedste idéer jo de helt enkle. Og det dér ”nå” er sgu ret enkelt. Så kan man blive vred over de ting, det er værd at blive vred over. Tage de kampe, det er værd at kæmpe. Diskutere med de mennesker, det er værd at diskutere med.
Mærk efter: Føl nå’ets magi
Mærk selv efter. Føl ”nå’ets magi”! Nogle skriver en sur anmeldelse af en café, du engang vistnok har spist en god burger på (eller var det hos genboen?) Hvad virker, kære læser, som den mest nøgterne og rationelle adfærd? At skrive et harmdirrende svar, med en lovprisning af den burger, du nød på stedet (eller overfor) dengang, komplet med gætterier om anmelderens personlige årsager til at være negativ i sin vurdering af caféen? Eller at tænke ”nå, det var så hans mening” og så ved lejlighed støtte stedet ved at spise en burger derhenne?
Det er klart, man bliver pikeret, når nogen råber røv inde i ens computer. Men på samme måde som vi siden 1950 har lært at skifte radiokanal når det sker, så kommer vi måske også til et stadium, hvor vi simpelthen læser noget andet, hvis vi støder på et webindlæg, vi ikke synes om.
Eller du læser en klumme, der gør grin med en person, du personligt altid har sat højt. Bruger du en halv time på at pille klummen fra hinanden, til den ligger splittet ud over din skærm som en sølle dynge syntaksfejl, dårlige formuleringer og skribentens skumle motiver, garneret med din vurdering af dens humoristiske niveau og dårlige ”SoMe-kendskab”. Eller mærker du efter hvad der gør dig vred eller ked af det, uden at intellektualisere din modvilje og bruger så din halve time på at skrive en sød hilsen til ham eller hende, der er klummens emne? Eller skriver eventuelt en klumme selv?
“Tak fordi jeg måtte komme ind i Deres stue”
Jeg ved godt, du måske føler, du er klogere på de sociale medier end jeg er, kære læser. Og det er du garanteret. På hvordan de er nu, altså. Med deres voldsomme følelser, hurtige kommentarer og deciderede ”shitstorme”. Men det er jo ikke en naturlov at de skal blive ved med at være sådan. Engang sked folk på gaden. Så udviklede man offentlige toiletter.
I 1950 var der Folketingsvalg, og Retsforbundets Viggo Starcke indledte legendarisk en radiotale med ordene ”tak fordi jeg måtte komme ind i Deres stue”. Han forstod at der i folks hoveder er kæmpe forskel på om man har opsøgt mand på en talerstol, eller om den mands stemme kommer ud af et apparat i ens eget hjem: Hvor, bogstavelig talt, invaderende det føles at folk taler inde i ens stue, fra radioapparatet, fjernsynet og nu ens computerskærm.
Jeg ved godt, du måske føler, du er klogere på de sociale medier end jeg er, kære læser. Og det er du garanteret. På hvordan de er nu, altså. Med deres voldsomme følelser, hurtige kommentarer og deciderede ”shitstorme”. Men det er jo ikke en naturlov at de skal blive ved med at være sådan. Engang sked folk på gaden. Så udviklede man offentlige toiletter.
Det er klart, man bliver pikeret, når nogen råber røv inde i ens computer. Men på samme måde som vi siden 1950 har lært at skifte radiokanal når det sker, så kommer vi måske også til et stadium, hvor vi simpelthen læser noget andet, hvis vi støder på et webindlæg, vi ikke synes om. I stedet for at gøre os kognitive krumspring for at finde en årsag til vores umiddelbare modvilje, og med svære ord forlange at skriverkarlen bag indlægget anerkender at vi andre er klogere, mere moralske og har sandheden på vores side. Når vi nu føler det så stærkt.
Der er mere godt læsestof på nettet end nogensinde før. Der er også meget lort. Jo mere opmærksomhed, du giver det, du ikke kan lide, jo mere er du med til at skygge for indlæg, du synes om. Hvis du ikke kan lide det her indlæg, knap så kære læser, så sig nå. Og del noget andet. Det er simpelthen så smart!
Topbillede: Creative Commons, Alex Morfin.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her