LITTERATUR // OPTAKT – Torsdag uddeles hele to nobelpriser i litteratur. Betyder det, at den #MeToo-skandale, der ramte Det Svenske Akademi, som står for uddelingen, er vel overstået? Hvorfor uddeles der to priser? Og hvem får dem? POV’s litteraturredaktør, Jakob Brønnum, kommer med et bud.
I foråret 2019 udkom en bog af det nu tidligere medlem af det svenske akademi, der blandt mange andre opgaver har sin fornemste opgave som udvælger og uddeler af Nobelprisen i litteratur, verdens fineste litteraturpris på næsten 10 millioner svenske kroner.
Bogen, med titlen K, fortalte historien om, hvordan hun og hendes mand, en stockholmsk klubejer med fransk baggrund, var blevet udsat for sammensværgelse, stødt ud af det gode selskab, forhånet offentligt og privat. De var tvunget til at flygte til Paris for at kunne holde tilværelsen ud.
Hvor stor en skandale det var, kan det være svært at sætte sig ind i i Danmark
Bogen er skrevet af Katarina Frostensson, hvis mand, den franske kulturformidler, Jean-Claude Arnault, som en udløber af #MeToo-bevægelsen stod anklaget for voldtægt og andre seksuelle overgreb af i alt 18 kvinder.
Frostensson hævder i bogen, at hun bestemt ikke kan se sin mand som voldtægtsmand. Det kunne retten, og han sidder nu fængslet for to tilfælde af voldtægt.
Hvor stor en skandale det var, kan det være svært at sætte sig ind i i Danmark, hvor der er endog meget stor forskel på, hvordan #MeToo-bevægelsen blev modtaget, som to kvindelige samfundsforskere fra henholdsvis Sverige og Danmark for nyligt viste i en videnskabelig undersøgelse offentliggjort ved Göteborgs Universitet.
Alle anklagerne
I Sverige var den fine gamle kulturinstitution, som er kendt over hele verden og som er en vigtig kulturel ambassadør for Sverige, og som står direkte under kongens beskyttelse, udsat for en egentlig nedsmeltning. I kølvandet på anklagerne om seksuelle overgreb kom også anklager om, at Arnault havde lækket nobelprisvindere om, at parret i en årrække havde brugt akademiets lejlighed i Paris, som om det var deres egen (angiveligt med navneskilt udenpå).
Skandalen er også knyttet – på personområdet – til en magtkamp mellem akademiets tidligere sekretær – svarende til en slags daglig leder – Horace Engdahl, der er menigt medlem, og det nu tidligere medlem Sara Danius, der var sekretær, da skandalen brød ud. Horace Engdahl har på den mest ucharmerende måde, i mørke solbriller og med store armbevægelser for åben skærm, støttet Arnault.
Det mest grinagtige, hvis det ikke var så pinligt og alvorligt, er, at der er en tradition i svensk kulturliv for at udstille højt profilerede ægtepar i den ene eller den anden kombination, eftersom netop Engdahl tidligere har været genstand for et smædeskrift, skrevet af hans ekshustru Ebba Bratt-Wickström, Århundradets kärlekskrig.
To priser i morgen
Nu har man lagt alt bag sig, i hvert fald det, der kunne være synligt, og uddeler ikke en, men to nobelpriser i litteratur torsdag 10. oktober.
Man undrede sig over, at prisen for i fjor ikke slet og ret blev sløjfet i respekt og erkendelse af skandalen
Forleden bragte den førende svenske avis, Dagens Nyheter, en verdensomspændende rundspørge, hvor litterater udtalte sig, om de mente krisen havde skadet nobelprisen. Al den stund den endnu ikke er uddelt på ny, kan man undre sig over relevansen af en sådan rundspørge. De fleste mente, at hvis den var skadet, ville det kun være på kort sigt.
Et synspunkt gik igen flere steder: Man undrede sig over, at prisen for i fjor ikke slet og ret blev sløjfet i respekt og erkendelse af skandalen. Det vidner om, hvor dybt #MeToo-bevægelsen er gået i mange lande. Man kan også mene, at de to priser i år er udtryk for, at akademiet vil signalere, at de er kommet videre og stadig er levedygtige.
Utidssvarende
Mange har undervejs ment, at institutionens organisation er utidssvarende og skadelig for dens omdømme.
Man kan ikke smide medlemmer af akademiet ud, eftersom de sidder der på livstid på baggrund af stiftelsens gamle statutter, men man har – helt ekstraordinært – ladet medlemmer udtræde og fundet nye medlemmer bl.a. for at kunne foretage flertalsafstemninger blandt de nominelt 18 medlemmer. Akademiet er selvsupplerende, men finder altid højt kvalificerede medlemmer blandt svenske forfattere og litteraturvidenskabsfolk.
Det magtspil, der er gået forud, har kostet flere virkelig dygtige, unge og yngre medlemmer
Man kan heller ikke gøre institutionen ”demokratisk”. For det første sikrer en demokratisk udvælgelsesform af medlemmerne ikke, at den redelighed, som de personer savner, der ikke forstår, at de tjener litteraturen og ikke deres egen position i kulturlivet, er til stede. For det andet er akademiet en privat stiftelse, og den agerer, som det passer dens ejere.
Ejerne, den svenske nobelstiftelse, har imidlertid været en ret betydelig drivkraft i, at skuden er vendt og der er rettet op på den.
Eksterne medlemmer
Prismodtagerne er i år fundet, efter at det underudvalg under akademiet, der arbejder med prisen, har indkaldt en række yngre og ældre personer udefra. De udtalelser, der er kommet fra akademimedlemmer i den svenske presse, har været en understregning af, at man vil udvide både det kønsmæssige perspektiv – der er seks-syv gange så mange mænd på listen over prismodtagere som kvinder – og det etniske, trods at prisen ofte har været uddelt til forfattere fra andet end den vestlige verden.
Hvem får så prisen i år? Altså den for 2018 og den for 2019. Jeg har endnu aldrig gættet rigtigt. Og man har – allerede inden skandalen – sagt, at Murakami ikke får den på grund af sit problematiske kvindesyn
Horace Engdahl er efter eget udsagn frivilligt udtrådt af nobelprisudvalget. Og fremfor alt har akademiet fået et medlem med juridisk sagkundskab, eftersom det, der angiveligt fik akademiskandalen til at vokse sig stor, var uenigheden mellem Engdahl og Danius om den advokatundersøgelse af akademiets forbindelse til anklagerne mod Arnault, som Danius havde iværksat.
Det kedelige er, at magtspillet, der er gået forud, har kostet flere virkelig dygtige, unge og yngre medlemmer, som har fået lov at træde ud under den rekonstruktion, der er foretaget, herunder den tidligere nævnte essayist og professor i litteraturvidenskab Sara Danius og den mesterligt dygtige, feministiske forfatter Sara Stridsberg.
Atwood?
Det gode er, at nobelprisen i litteratur nu atter uddeles. Som myteomspunden pris har den formentlig en uhyre stor betydning for litteraturens udbredelse verden over. Mange har kritiseret uddelingen af priser de senere år til f.eks. Bob Dylan eller Kazuo Ishiguro og den indadvendte Patrick Modiano, der synes at skrive den samme roman, hvor handlingen går baglæns, igen og igen. Færre har kritiseret, at den svenske lyriker Tomas Tranströmer fik den, hvad jeg finder er den mest problematiske prisuddeling de senere år, særligt fordi Inger Christensen ikke var død på det tidspunkt.
Ingen har kritiseret Svetlana Alexievich. Og ingen, der har læst de pågældende forfattere tilstrækkeligt grundigt og med fagkundskabsbriller, kan fratage dem deres ”nobelprisniveau”.
Hvem får så prisen i år? Altså den for 2018 og den for 2019. Jeg har endnu aldrig gættet rigtigt. Og man har – allerede inden skandalen – sagt, at Haruki Murakami ikke får den på grund af sit problematiske kvindesyn. Jenny Erpenbeck er ikke etableret nok endnu. Adichie sikkert heller ikke. Cormac McCarthy får den garanteret ikke, fordi han er en amerikansk mand. Mit bud: Margaret Atwood og den syriske digter Adonis. Outsider: Xiaolu Guo.
Topfoto: Magaret Atwood, PR
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
