ROSKILDE FESTIVAL // ANMELDELSE – Onsdag aften stod i støjens tegn på Avalon. Hvor særligt de to kvinder fra Ragana fik skabt en metallisk parallelverden, hvor smerte og skønhed mødtes.
Det er fedt, når Roskilde rusker lidt op i festivalformatet. Onsdag aften var Avalon sat af til en kæmpe støj-seance, hvor koncerterne ikke forløb som vanligt. I stedet for at skulle op på den høje scene spillede kunstnerne på en lille firkant midt i teltet, i øjenhøjde med publikum. Og de havde kun en halv time at spille i, hvorefter der var fem minutters pause, og så kom en ny gruppe ind og støjede videre.
Det var en perlerække af alternativ støj, fx skulle Prison Religion efter sigende (dem missede jeg) blande støjfladerne op med hard bop jazz, ligesom marokkanske Taqbir var fem punk-kvinder, en del af dem med hovedet indhyllet i tørklæde, så det nærmere lignede en balaclava-maske. Og afslutteren The HIRS Collective var blot en duo, der afspillede samples af Cyndi Lauper og Shania Twain ind imellem de voldsomme punkudfald.
Men seancen blev indledt med amerikanske Ragana. Der på fire numre forenede støj og skønhed, så de både skabte en grum og mørk metalverden, men også affyrede pile af lys og håb ud over publikum.
Doom i det lyse felt
Ragana må være det letteste heavy band, jeg nogensinde har set. Kun to medlemmer, og begge var ikke særligt høje kvinder. De kunne begge spille både guitar og trommer og skrige ovenpå, så de deltes om tjanserne på to numre hver.
Det var vel teknisk set doommetal, det gik i hvert fald langsomt og med det doomede fire-fjerdedelstrav under. Men hvor doomlyden traditionelt set, fra Black Sabbath og frem, er tilføjet tonstung bas og meget dybt liggende guitarriffs, så har Ragana jo altså helt droppet bassisten, og guitaren skingrede også ofte rundt helt oppe i det lyseste felt.
Det føltes lidt ligesom dengang, black metal-bands opdagede, at deres genre med en lille smule tilpasning kunne blive til den sejeste afart af støjrock og shoegaze. De nye doombands er også først og fremmest sonisk udforskning, lettere og lysere, men ikke mindre metalliske af den grund.
Sorg og smerte og død over USA
Ragana er i øvrigt også et ganske politisk band. De har beskrevet titelnummeret fra deres seneste album Desolation’s Flower som ”A hymn of gratitude for queer and trans ancestors”, ligesom et andet nummer på pladen hedder ”DTA”, hvilket står for Death To America.
Nu kæmper to queer-kvinder sig videre i en amerikansk verden, hvor det ser mørkere og mørkere ud. Så man forstår smerten
Men det er jo svært at høre, når der mest bliver skreget, og alt andet i øvrigt støjer så lifligt. Men at andre numre hedder ting som ”Woe”, ”Pain” og ”The Void”, det kommer nok ikke bag på nogen. Det var støj som smertensskrig, rivende, ruskende, hvinende. Men samtidig blev trommerne ved med at tæske en vej fremad. Og stemmerne blev ved med at skrige så mærkværdigt smukt.
Og ud fra den lille firkant strømmede en fortælling om fortsat at kæmpe for sin plads i verden. Det har doom måske egentlig altid handlet om, siden Black Sabbath kæmpede sig vej væk fra arbejder-livet i Birmingham, eller da Sleep på klassikeren Dopesmoker sang: ”Drop out of life with bong in hand // Follow the smoke toward the riff filled land”.
Nu kæmper to queer-kvinder sig videre i en amerikansk verden, hvor det ser mørkere og mørkere ud. Så man forstår smerten. Det var mere mærkeligt, hvor lyst og håbefuldt det til tider også virkede.
Læs meget mere fra Roskilde Festival lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og