
KONCERT // ANMELDELSE – Franske Gautier Capuçon er manden, der kan forløse Dvořáks romantisk svulmende og samtidig intime 2. cellokoncert, skriver Knud Arne Jürgensen. En imponerende musikerindsats, der fremmaner et naturmaleri.
Koncerter for soloinstrument og orkester er en musikalsk genre, der først for alvor blev udviklet af italienerne Giuseppe Torelli og Antonio Vivaldi ved sekelskiftet mellem det 17. og 18. århundrede.
Et af de instrumenter, der i den sammenhæng måske ikke just kan siges at have fået den allerstørste opmærksomhed er celloen. Hvor der er skrevet noget nær et utælleligt antal koncerter for alskens andre soloinstrumenter, er celloen her blevet ikke så lidt forfordelt af enhver tids førende komponister.
De væsentligste solokoncerter for dette instrument kan derfor rent faktisk tælles, og af de vigtigste kunne (i kronologisk rækkefølge) her nævnes cellokoncerterne af komponister som Vivaldi, Haydn, Boccherini, Lalo, Saint-Saëns, Dvořák, Elgar, Lutoslawski, Dutilleux og senest i 1987 John Taverner.
Dvořák selv, hvis anden koncert af slagsen åbnede ugens torsdagskoncert, udtalte selv lidt modvilligt om celloen, at ”den vræler i toppen og mumler i det dybe leje”. Ikke desto mindre skrev han hele to solokoncerter for dette instrument i henholdsvis 1865 og 1894-95.
Romantisk svulmende og samtidig intime sangmelodier af stor melodisk skønhed afveksler her med brusende naturskildringer af Bøhmens vældige skove og bjerglandskaber
Med koncerten fra 1895 er vi nået frem til en hovedhjørnesten i hele cellokoncertrepertoiret. Romantisk svulmende og samtidig intime sangmelodier af stor melodisk skønhed afveksler her med brusende naturskildringer af Bøhmens vældige skove og bjerglandskaber, hvor soloinstrumentet kommer i uhyre tæt samspil med det fuldtonende orkester.
Gautier Capuçon er manden der kan forløse netop dette værk. Især når man tager i betragtning, at det reelt er ham – og ham alene – man instinktivt følger som ledestjernen i samtlige de tre stærkt afvekslende satser. Selv når han udfører rene akkompagnementspassager sammen med sine cellokolleger i orkestret, der samtidigt spiller pizzicato-forløb, er det alene hans musikalske figurationer, man drages mod på grund af cellistens enestående renhed i intonation og musikalsk udformning. Ingen ”vrælen” eller ”mumlen” her, men det reneste krystalklare kildevæld af toner fra bjergsøens dyb.
Dette forløb optræder gentagne gange i koncertens første og anden sats. Men også i orkesterets fuldklingende tutti-steder klinger Capuçon lydligt naturligt igennem som kun få cellosolister, jeg har hørt. Det er som om orkesteret i dets respekt for denne musikers naturel ligesom giver mere akustisk plads omkring ham, end der fra komponistens side måske egentlig er levnet nok rum til for soloinstrumentet.
Det er en imponerende musikerindsats, der fremmaner et naturmaleri, der blev både heftigt og skarpt anført af finske Dalia Stasevska, som nok kan slå en takt og indgyde ærefrygt, men måske også er lidt for håndfast i sit særdeles faste greb om orkesterets iboende akustiske udfoldelsesmuligheder i netop denne koncert.

Den store musikalske naturskildring
Stasevskas direktion i Sibelius’ efterfølgende 5. symfoni var ikke mindre pågående. I denne er naturmaleriet også det fremherskende fra komponistens side. Han reviderede denne symfoni op til flere gange før dens fuldendte form syntes ham at være opnået. Og et naturskilderi er denne symfoni fremfor noget. Det syder, summer og koger over overalt i de tre satser, som var det myggesværme over de 1000 søers land, eller trækfuglenes susende brusen henover det høje himmelhvælv.
Især svanernes vingeflugt og susen var en af Sibelius’ største inspirationskilder i især tredje satsen, hvor han efter eget udsagn vil videregive en af sine stærkeste naturlydsoplevelser nogensinde: at have set og hørt en flok af 16 svaner i formation suse henover ham.
Måske er det netop menneskenes lod at skulle lytte til og respektere denne stærke naturkraft, ikke blot som en æstetiserende kilde, men ligefuldt som en berusende og altbetvingende kraft
At Sibelius’ i såvel den 4. som hans 5. symfoni behersker grebet om den store musikalske naturskildring står her soleklart, men musikken virker i lange passager undertiden også voldsom bombastisk, så man undervejs ligesom næsten drukner i dens almægtighed.
Men det er måske netop menneskenes lod at skulle lytte til og respektere denne stærke naturkraft, ikke blot som en æstetiserende kilde, men ligefuldt som en berusende og altbetvingende kraft.
Sådan formidler Sibelius det for os med overlegen kompositorisk autoritet, hvilket DR-symfoniorkesteret efterlevede forbilledligt under den håndfaste og kraftfulde direktion i Stasevskas hænder.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.