Kærlighed I, Kærlighed II, Sådan var det

Tanja Stupar Trifunović 06.04.2017

KÆRLIGHED I

da mørket fyldte huset
gik jeg ud på gaden
også her var mørket
overalt
mørkere end mørke som sådan
forskrækket satte jeg i løb
som om man kan løbe mørket over ende
hvis man er hurtig nok
mens jeg spænede af sted blev jeg forelsket
i en bordlampe
selve fænomenet bordlampe
slog rod i mit sind
i mine tanker kyssede jeg lampen
alt hvad jeg kunne
trykkede mig ind til den
ophidselsen gjorde næsten ondt
da lampen blev tændt
sagde jeg formanende til mig selv
forstår du
forstår du hvor meget lys jeg har brug for
når mørket falder på

KÆRLIGHED II

pæren er sprunget
sagde bordlampen
jeg er ikke noget for dig

forelsk dig i en projektør
forelsk dig i en gadelygte
forelsk dig i solen
min pære er brændt sammen på grund af dig
hvad skal jeg gøre
forsvind fra mig
du er sindssyg
du kan aldrig få nok
jeg er kun en bordlampe

jeg elsker dig
sagde jeg til bordlampen
omfavn mig selv om du er brændt sammen
jeg vil lade som om du er okay
jeg elsker dig som du er
en bordlampe hvor pæren er sprunget
jeg kan ikke løbe mere
jeg har ondt i benene
lad mig hvile ud hos dig

SÅDAN VAR DET

sådan var det
jeg døde da jeg var syv og fyrre
gnisten af lys jeg kendte fra drømmesyner
i luften og på væggene
kredsede omkring mit hoved
og brød til sidst
ind i hovedet på mig
i hovedet på lyset selv
og dagen var cirkelrund og badet i solskin
som hovedet som lyset der førte mig bort
jeg sagde ”fuck you”
uden at tænke over om lyset var en engel
om det gør godt eller ondt
og hvad kunne der ske ved at bande over det
hvor ville det føre mig hen
jeg sagde ”fuck you”
sådan var det
lyset lukket ud over det hele
midt på hovedgaden
en cirkelrund solskinsdag
mens to unge livlige piger
med små spidse bryster og lækre røve
speedsnakkende gik forbi
i solen og lyset
og bagefter ingenting
og det eneste jeg ønskede mig
var at bænken igen ville vise sig for mit indre blik
bænken hvor jeg holdt om dig af alle kræfter
med benene
mens en stodder onanerede bag ved et træ
og smådrenge på en bro råbte efter os
og hele verden dirrede af ophidselse
og jeg for tusinde gang fattede at jeg elskede dig
ikke på grund af bænkens hårdhed og vores sex
ikke på grund af den perverse voyeur som sprøjtede sperm på træet
ikke på grund af mine mange orgasmer
men kun fordi liv og død var i gang med os
ligesom solen
ligesom ophidsede lemmer afmægtige
ligesom ord
ligesom tavshed
ligesom skrig højere og mere skræmmende
end barselsskrig
ligesom mere smertefuldt
end at dø når man er syv og fyrre
ligesom at ville komme til at mindes dette igen
og igen og igen
fordi jeg er født som din kvinde

Tanja Stupar Trifunović

Tanja Stupar Trifunović blev født i Zadar i 1977. Hun er uddannet fra Det humanistiske fakultet, Institut for serbisk sprog og litteratur i Banja Luka, hvor hun bor. Hun skriver digte, klummer og litteraturkritik. Hendes digtning er oversat til engelsk, fransk, tysk, polsk og slovensk. Den er repræsenteret i flere lyrik og prosaantologier både hjemme og i udlandet. Hun er redaktør af tidsskriftet for litteratur, kunst og kultur, Veje. Hun har netop modtaget EU's Litteraturpris. Hun fik den for romanen, Ure i min mors værelse, hvor hun skriver om en mor og datters liv i krig og fred; som observatører til mændenes storpolitik og krig, med den splittelse som flugt, hjemløshed og rodløshed fører med sig.