Ruben Östlunds The Square, med danske Claes Bang i hovedrollen, har sensationelt vundet Guldpalmerne i Cannes. Og svensk, norsk og islandsk film rider på en bølge af succes og kreativitet, skriver Frederik Bojer Bové i denne analyse, hvor han påviser, at Danmark på trods af diverse Oscars er i krise og mangler nyt blod.
Sorg er til glæde vendt.
Det var en stor skuffelse for skandinavisk film, da programmet til Cannes-festivalen blev offentliggjort. Der var håb om både Joachim Trier og Ruben Östlund i hovedkonkurrence, og mon ikke sidekonkurrencerne som sædvanligt ville byde på nye spændende navne?
I stedet var der fuldstændig blottet for skandinavisk islæt nogen steder i programmet – en stor overraskelse efter at Sverige, Island og selv Finland havde vundet priser i den næstbedste række Un Certain Regard de sidste tre år.
Men så vendte alt på en tallerken. Ruben Östlunds The Square, med danske Claes Bang i hovedrollen, var en sen tilføjelse til hovedkonkurrencen, og som en svensk pendant til det danske Europamesterskab i ‘92 så endte den såmænd med at gå hele vejen.
En kæmpe triumf til svensk film, der ikke har haft en eneste film i hovedkonkurrence i Cannes siden 2000. Sveriges første Guldpalme siden Alf Sjöberg vandt i 1951 for Frøken Julie.
Ruben Östlunds The Square, med danske Claes Bang i hovedrollen, var en sen tilføjelse til hovedkonkurrencen, og som en svensk pendant til det danske Europamesterskab i ‘92 så endte den såmænd med at gå hele vejen.
Men midt i gensidige klapsalver fra vor egen side af sundet, må vi også kigge lidt indad. Sverige har nu vundet både Guldløve – Roy Andersson’s En Due Sad På En Gren og Funderede Over Tilværelsen i 2014 – og Guldpalme dette årti, mens dansk film ingen har vundet siden Dancer in the Dark i 2000. Er vi blevet hægtet af?
Den svenske bølge
Ja. Det er vi. Så simpelt kan det siges. Svensk film, norsk film, selv islandsk og finsk film, buldrer derudaf med nye navne og nye idéer, mens dansk film fortsætter i en gammeldags dramatisk skabelon, som godt nok har gjort os til den mest succesfulde Oscar-nation i disse år – såmænd også en bedrift – men som ikke gør sig ved de store festivaler i Europa.
Lars von Trier, Nicholas Winding Refn, Thomas Vinterberg, alle har de haft film i Cannes, men fælles for alle tre er også, at de brød igennem for over tyve år siden. Det er ikke nyt blod. Og det er svært at se, hvor det nye blod overhovedet er henne.
Der er optræk til en helt lille svensk bølge af nye spændende navne.
Sammenlign med Sverige, hvor Ruben Östlund som sagt netop har sat kronen på sin bemærkelsesværdige udvikling siden hans provokerende indvandrer-debatterende mesterværk Play fra 2011 og opfølgeren Force Majeure fra 2014. Han er ikke bare en utroligt dygtig instruktør, nok Nordens største i disse år, han har også en debatterende, politisk tone, som går stik imod vor fordom om Sverige som kvalt i politisk korrekthed.
Det er sigende, at det var i Sverige og ikke i Danmark at Play kunne laves. Filmen skildrer indvandrerdrenge der mobber og truer svenskfødte jævnaldrende til at udlevere deres mobiltelefoner, men fordi manus og instruktion er så overlegent bliver det ikke en stupid racistisk konstruktion, men snarere en dybt tankevækkende film om hvordan samfundsindretningen umuliggør et konstruktivt møde mellem etniciteter.
Og det er som om, man kan se inspirationen, dels omkring det politiske og dels i den sublime rumopfattelse, brede sig fra Östlund og til resten af svensk film.
Som f.eks. i Måns Månssons Yarden, hvor en fejlslagen intellektuel er nødt til at ernære sig på den titulære ‘yard’ – et opbevaringssted for biler – hvor han finder ud af, at hans privilegier som hvid svensker giver ham fordele, han ikke er tryg ved. Eller Lisa Aschan’s Det Hvide Folk: Først og fremmest et portræt af en udsendingelejr, men hvor der også leges med race og etnicitet i forholdet mellem vogtere og de udviste. Der er optræk til en helt lille svensk bølge af nye spændende navne.
Bølgerne i Norge og Island
Eller tag Norge. Nu kom Joachim Trier ikke i hovedkonkurrence i år, men han deltog i 2015 med Louder Than Bombs, Norges første film i hovedkonkurrence igen siden 2000. Og hans specifikke stil, knyttet som den er til intellektuelle, skrivende hovedpersoner, voice-over sekvenser og essayistiske passager, ses også hos andre norske instruktører som Eskil Vogt og Yngvild Sve Flikke. Igen er det ikke blot en enkelt god film, en enkelt god instruktør, men et miljø som samarbejder og inspirerer hinanden. En bølge.
Ja selv lillebitte Island kan gøre krav på en bølge med de mange film om mænd i naturen med titler som Om Heste og Mænd, Blandt Mænd og Får, Virgin Mountain, Sparrows og den kommende, og ret fantastiske, Heartstone. Og landet har da også haft held i Cannes, hvor Blandt Mænd og Får vandt Un Certain Regard-prisen i 2015.
Året efter gik samme pris så til finske Den Bedste Dag i Olli Mäkis Liv, men jeg skal ærligt indrømme jeg ikke kan finde nogen finsk bølge, lige meget hvor meget jeg leder…
Nye stemmer, nyt blod, ny æstetik
Men der er stadigvæk unge finske instruktører, der har større succes end tilsvarende danske. Og vi må spørge os selv, hvad vi har gjort forkert. For det er ikke noget nyt problem. Det, vi mangler, er folk som Joachim Trier og Östlund; de som skulle have været i sidekonkurrencerne for ti år siden og arbejdet sig op siden da.
Dem har vi ikke. Folk som Michael Noer, Tobias Lindholm, Martin Zandvliet, de laver glimrende film, men de tages ikke seriøst internationalt som kunstinstruktører med nogen særlig personlig stil. Og dansk film kan helt ærligt ikke siges at have noget særskilt æstetisk kendetræk i disse år. Overhovedet.
Grundlæggende mangler vi en diskussion om, hvad dansk film skal være, sådan rent æstetisk. De sidste efterhånden mange år har fortællingen heddet, at krisen har været hård ved filmproduktionen, men det kan ikke forklare, hvorfor samtlige vore skandinaviske broderlande har en sprudlende succes, hvor Danmark ikke har.
Grundlæggende mangler vi en diskussion om, hvad dansk film skal være, sådan rent æstetisk. De sidste efterhånden mange år har fortællingen heddet, at krisen har været hård ved filmproduktionen, men det kan ikke forklare, hvorfor samtlige vore skandinaviske broderlande har en sprudlende succes, hvor Danmark ikke har.
Når selv Island kan skabe en bølge af kunstnerisk stærke unge instruktører, så er det tydeligvis hverken talentmasse eller økonomi, der er problemet. Vi må kigge på, hvorfor vi ikke er med.
Nye idéer, nye kræfter, ny æstetik, nye stemmer, nyt blod. På den ene eller anden måde, fra den ene eller anden front. Ellers vil vi bare falde længere og længere bagud.
Hovedillustration: Scene fra The Square. PR-foto.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
