RELATIONER // KRONIK – Mennesket har brug for at have tillid både til medmennesker og det samfund, som vi lever i. Men befolkningens tillid til samfundsmæssige og politiske institutioner har taget et dyk, viser flere undersøgelser. Og det efterlader borgerne i en følelse af kaos. Filosof Peter Schjødt beskriver i denne kronik, hvorfor mennesket har brug for at leve med tillid.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Tillid har altid været et centralt tema i politik. Op til folketingsvalget i 1935 lancerede Socialdemokratiet en valgplakat med det legendariske slogan “Stauning – eller Kaos”, som jo i virkeligheden betød “Tillid til Stauning – eller det ender i kaos”.
I dag tales der om tillidspakker i sundhedspolitikken, tillid til økonomien, politiet, skattesystemet, skolen, forskningen og samfundets institutioner i det hele taget, og der laves undersøgelser af udviklingen i denne tillid. Her ved årets afslutning viser det sig således, at “Over halvdelen af borgerne har mindre tillid til samfundets bærende institutioner sammenlignet med for et år siden.”
Tidligere på året viste en anden analyse, at danskernes tillid til politikerne har taget et markant dyk. En tendens, som understreges af, at danskernes tillid til Folketinget falder ganske betydeligt. Generelt ser det imidlertid ud til, at danskerne stadig har en høj grad af tillid til hinanden.
Men der er forskel på tillid i hverdagens menneskelige relationer og tillid til de bærende samfundsmæssige og politiske institutioner. I det første tilfælde er tilliden nærmest kropslig og knytter sig til nærhedens intimitet. I det andet tilfælde er den abstrakt og skal fungere på trods af afstand, ukendskab, dybe forskelle og endda konflikter.
Tillid som etik?
For den danske teolog og filosof K.E. Løgstrup var tillid noget helt primært, og han talte om tillid som en af de suveræne livsytringer, sammen med fx kærlighed, barmhjertighed og oprigtighed. At de er suveræne, betyder, at det ikke er noget, som mennesket beslutter sig til, men noget, som så at sige sætter sig igennem bag om ryggen på os. Det er måske lettest at forstå, når det drejer sig om kærlighed, som jo ikke er noget, et menneske kan beslutte sig til; kærligheden sker så at sige med os.
På samme måde er det iflg. Løgstrup med tillid. Løgstrup hævder, at tillid, som suveræn livsytring, kommer før mistillid, fordi vi altid møder det andet menneske i tillid, og at denne tillid skal krænkes, før den bliver til mistillid.
Løgstrup hævder, at tillid, som suveræn livsytring, kommer før mistillid, fordi vi altid møder det andet menneske i tillid
Løgstrup gav et eksempel: Vi sidder i en togkupé, og en fremmed kommer ind. Iflg. Løgstrup slår tillid igennem som en suveræn livsytring ved, at vi umiddelbart og spontant tror på vedkommende, altså har tillid. Løgstrup skriver i bogen Den etiske fordring, at “Det hører vort menneskeliv til, at vi normalt mødes med en naturlig tillid til hinanden.”
Løgstrups tolkning af de suveræne livsytringer var kristen, og han så dem både som næstekærlighedens fuldbyrdelse og, ikke mindst, som en etisk fordring, som det enkelte menneske bør stille til sig selv. Det er imidlertid en vanskelig vej at følge, hvis vi vil forstå, hvorfor de mange undersøgelser viser, at tilliden til de samfundsmæssige institutioner er ved at blive udhulet. Selv om vi har tillid til hinanden i de daglige menneskelige relationer, er det en vigtig pointe, at dette ikke nødvendigvis afspejles i tillid til det, der ofte kaldes for systemet.
Personlig tillid og systemtillid
I et samfundsperspektiv giver det god mening at følge den engelske sociolog Anthony Giddens’ skelnen mellem personlig tillid og tillid til abstrakte systemer. Det er normalt at se tillid som en følelsesmæssig relation, og det er fristende at se fx Løgstrups teori om de suveræne livsytringer som et billede på, hvordan det burde være i vores samfund. Men hvis vi i stedet tager udgangspunkt i den tyske sociolog Niklas Luhmanns analyse af tillidsbegrebet, så viser det sig, at tillid i denne sammenhæng ikke er udtryk for en etisk holdning mellem mennesker, men har den meget vigtige funktion at skabe orden og sikkerhed og undgå for meget kaos og usikkerhed i vores komplekse verden.
Hvad har vi, hvis vi ikke har tillid? I hverdagens sprog vil vi sige, at vi har mistillid. Som Niklas Luhmann skriver i bogen Tillid, så er det imidlertid vigtigt ikke at forveksle tillid i den fortrolige livsverden med tillid i samfundsmæssig og politisk betydning. Tillid handler ikke kun om etik, men er også et spørgsmål om at undgå kaos.
Vi kan kun leve i en høj-kompleks verden, hvis vi har tillid til, at en lang række forskellige systemer på forhånd reducerer og sorterer i den viden og information, som når frem til os
Jo mere uoverskuelig og kompleks verden bliver, jo mere har vi brug for tillid i funktionel betydning. Vi kan kun leve i en høj-kompleks verden, hvis vi har tillid til, at en lang række forskellige systemer på forhånd reducerer og sorterer i den viden og information, som når frem til os, ellers vil vi ganske enkelt drukne i kaos og være ude af stand til at orientere os og handle i verden.
Det kan siges, at vi med internettet har fået uendelige muligheder for at tjekke og kontrollere alt mellem himmel og jord. Men det kan også siges på den måde, at vi derfor altid ved, at der er stadig mere viden og uendelige mængder af informationer, som måske kunne være relevante for os, men som vi aldrig får. Derfor er vi overladt til at have tillid til anonyme systemers forarbejdning og sortering af, hvad der når frem til os. Dén indsigt i sig selv kræver i sandhed tillid til de systemer, som reducerer verdens kaotiske og i princippet uendelige mangfoldighed og gør den til et beboeligt sted for os.
Tillid som nødvendig illusion
Hvis vi holder fast i Luhmanns antagelse om, at mere og mere af vores viden og flere og flere af vores informationer om verden og samfundet omkring os er “noget, vi har hørt”, så bliver det klart, hvilken betydning han tillægger tillid.
Endnu mere tydeligt bliver det, når vi tilføjer, at der til enhver viden, vi har, føjer sig enorme mængder af viden om det samme, som aldrig når frem til os, men som vi ved eksisterer. Det kunne være viden om sundhed og sygdom, vacciner, klimaproblemer, teknologi, samfundets funktionsmåde, magtkampe mellem økonomiske interesser osv.
Der kræves en betydelig tillid til, at abstrakte systemer, som fx Sundhedsstyrelsen, medierne, de økonomiske organisationer o.l. bringer viden og information frem til os, som giver os mulighed for at handle i forhold til vores væsentlige livsforhold. Men uden denne sortering ville vi gå til i kaos, usikkerhed og handlingslammelse – og frygt.
Virkeligheden er for kompleks til, at det enkelte menneske selv kan have fuldstændig og reel kontrol med, hvilken viden og hvilke informationer der tilflyder det. I dag er vi i princippet aldrig informeret nok eller har viden nok, fordi der er informationer og viden i en overvældende mængde. Tillid knytter sig til at kunne udholde at handle alligevel på et grundlag, som altid kunne have været anderledes.
Som Luhmann skriver, så bygger tillid dybest set på en illusion. Vi kunne sige, at vores liv i den hyper-komplekse verden altid støtter sig på fremmed informationsbearbejdning, og det er den, vi må have tillid til. Der vil altid være andre erfarings- og handlemuligheder, som ikke når frem til os; denne indsigt må vi “tillidsfuldt” leve med og af.
Tillidstabets konsekvenser
Det betyder naturligvis ikke, at vi skal have blind tillid. For Luhmann er der en grænse, hvor betingelserne for tillid overskrides. Når flere undersøgelser viser en svigtende tillid til “systemet”, politikerne, Folketinget, sundhedsmyndighederne osv., så kan det være symptom på, at mange oplever, at deres tillid til dette system faktisk lige netop har resulteret i det kaos og den usikkerhed, som tilliden ellers skulle have forhindret. Den mindskede tillid viser sig ved, at “systemernes” legitimitet svækkes; deres “sandheder” undergraves, og der søges andre veje (anden viden og andre informationer, som jo altid eksisterer i uendelig mængde) for at mindske det kaos, som er opstået ved tillidstabet.
Et eksempel på tillidstabet er den mængde af modstridende forskningsresultater, som dukker op på flere og flere områder, f.eks. omkring covid-19, den globale opvarmning og klimaforandringerne. Ofte kaldes de for “konspirationsteorier”, men må også ses i lyset af et tillidstab, som altid har to sider og dermed et delt ansvar for at få genoprettet tilliden.
Det samme gælder medierne, som ellers også er med til at mindske kompleksiteten gennem sortering. Der er en global tendens til, at flere og flere mennesker undgår de etablerede og traditionelle nyhedsmedier (som kritisk kaldes for “mainstream”) og frem for alt har mindre tillid til dem. Enten tilgår de derfor ikke så ofte som tidligere nyhedssider, eller også retter de opmærksomheden mod mindre etablerede nyhedskilder på de sociale medier, som reducerer kaos ved at fokusere på andre afgrænsede vinkler i forbindelse med fx klima, covid-19, vacciner, Ukraine, Mellemøsten o.l.
Når tilliden af forskellige årsager mistes til de systemer, som skulle modvirke kaos, så eftersøges der nye systemer. Ingen videnssystemer hverken har eller kan længere have tillid fra alle. Det er dét, vi må tage alvorligt, hvis vi i denne sammenhæng forstår tillid som modvægt til en ubærlig oplevelse af kaos.
Tilfredsheden vil sandsynligvis stige, jo mere det politiske niveau og regeringen viser vilje til inddragelse i stedet for at “køre solo”
Når tilliden til kaos-reducerende systemer som fx videnskaben, medierne og de politisk-administrative systemer svækkes, så vil der blive eftersøgt såkaldte “alternative” videnssystemer. I dag ser vi således fremvæksten af mange parallelle systemer, som kæmper om tilliden til at kunne modvirke kaos. At det sker, er ikke mærkeligt; hvordan samlivet mellem dem udvikler sig, bliver demokratiernes store udfordring.
I den sammenhæng er det vigtigt at nævne, at en af de omtalte undersøgelser også viser, at tilfredsheden sandsynligvis vil stige, jo mere det politiske niveau og regeringen viser vilje til inddragelse i stedet for at ”køre solo”, selv om muligheden er der: “Overordnet mener danskerne ikke, der er nogen enkelt aktør, som er i stand til at løse samfundets store problemer på egen hånd.”
Omvendt ser der ud til at være en oplagt mulighed for øget systemtillid, hvis der blev skabt rammer og muligheder for et langt stærkere samspil mellem det politiske niveau, interesseorganisationer, virksomheder og civilsamfund. På den måde bliver udviklingen af tillid en ressource, som flere parter tager ansvaret for. Alene den proces vil skabe mere tillid på tværs af uenigheder og konflikter.
Læs tidligere kronikker af Peter Schjødt
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og