Hvordan vi omgås – Takt og Tone 100 år efter

i Bøger/Kulturhistorie/Liv & Mennesker af

ESSAY – Der er løbet meget vand i stranden, siden Emma Gad udgav sin berømte og berygtede bog om takt og tone for 100 år siden, men måske er der i virkeligheden stadig meget at lære af Emma Gad, skriver Nikolaj Bøgh. I mange år er vi blevet vænnet til at mene, at høflighed og god opførsel er begrænsende for den frie livsudfoldelse, men måske er det i virkeligheden omvendt? Som der står i bogen: ”Kun én Hovedregel for at menneskeligt Samkvem bliver aldrig forældet. Det er den at handle mod sine Medmennesker ud fra et godt Hjerte.”

I december 1918 – for præcis 100 år siden – udkom Emma Gads berømte og berygtede værk Takt og Tone. Hvordan vi omgaas. Men i og for sig kunne det lige så godt være flere hundrede år siden, så fremmed kan nogle af datidens regler for god opførsel føles i dag:

Hvem sender f.eks. forlovelseskort ud, hvorefter modtagerne sender et visitkort tilbage med påskriften ”p.f.” (pour féliciter) eller Hjertelig Lykønskning? Og hvor mange børn i dag venter mon pænt med at svare høfligt, til de bliver spurgt af en voksen?

Mange andre af bogens råd om etikette og gode råd i snart sagt alle livets store og små begivenheder fra vugge til grav er imidlertid aldeles anvendelige i dag, og i det hele taget er bogen langt mere afslappet og morsom, end man måske tror, hvis man kun overfladisk kender til dens eksistens.

Man kunne ikke forvente, at alle de nye storbyboere, handlende og funktionærer kendte til almindelig god opførsel

Emma Gads hensigt med bogen var da bestemt heller ikke at opstille kunstige og stive rammer for samlivet mellem mennesker men at levere en nyttig brugsbog, som først og fremmest var henvendt til de mange mennesker, der ikke kendte til god opførsel på forhånd og derfor kunne risikere at falde igennem og miste deres sociale accept.

En bog til den nye sociale virkelighed

Bogen er skrevet i den voldsomme brydningstid lige omkring afslutningen på 1. Verdenskrig. Krigens blodsudgydelser og kaos havde – også i Danmark, som havde stået udenfor krigen – sat grundlæggende spørgsmålstegn ved samfundets bærende kultur, normer og hierarkier, og samtidig var den geografiske, erhvervsmæssige og sociale mobilitet i tiden enorm. Der foregik omfattende vandring fra land til by, industrien voksede, og mange nye erhverv så dagens lys, bl.a. i detailhandel og liberale erhverv.

Man kunne ikke forvente, at alle de nye storbyboere, handlende og funktionærer kendte til almindelig god opførsel. For Emma Gad og hendes eget borgerlige miljø var bogens gode råd i og for sig overflødige – de kendte udmærket alle dens regler til fingerspidserne. Det var de nye sociale grupper, der i virkeligheden havde behovet.

At det ikke er borgerskabet, der er målgruppen, ser man også i den forsigtige tilgang til, hvad man kan forvente at finde i et hjem. Melodien er, at hvis man har noget sølvtøj, så kan man… Og hvis fruen har smykker, så kan hun passende…

Det er med andre ord i høj grad en bog til den nye tid og den nye sociale og også teknologiske virkelighed. Man finder heri de første anbefalinger om, hvordan man omgås skilsmissepartnere og deres børn på en god måde, ligesom man finder gode råd om tidens nye moderne kommunikationsmiddel – telefonen.

Kodeordet er hele tiden respekt og forståelse for hinanden. Man kan sagtens tale om politik, bare man respekterer hinandens synspunkter. Ligesådan med religion, når blot der ikke går fanatisme i den, hvilket der er en særligt stor risiko for hos nyomvendte

Om julestress og julegaver har hun forbavsende nutidige anbefalinger, nemlig at skrue ned for gaveræset, bl.a. for at undgå “en tordnende finansiel Katastrofe” og ikke overforkæle børnene med dyre gaver, som kun gør dem “fordringsfulde og mindre elskværdige.”

Hun har også et budskab til integrationsdebatten: Hun forstår i grunden ikke, at mange mænd er så interesserede i at finde en udenlandsk ægtefælle, “istedet for at vælge en af sine Egne, der er inde i Forholdene og fra Barnsben af har lyttet til den samme Sprogets og Hjertets Melodi som de selv.” Men skal det være, så er det bedst at sørge for, at der bliver talt dansk i hjemmet, så hustruen hurtigst muligt slår rod, og hun bør afgjort afholde sig fra kritik af sit nye hjemland, hvilket kun vil vække modvilje. Til gengæld har ægtemanden “en endnu større Forpligtelse imod hende som kærlig Husbond og Beskytter, end hvis han havde giftet sig med et af Landets Børn.”

Udgangspunktet er i det hele taget hjemmets liv, og om det er der mange gode – og selvfølgelig også nogen pudsige – råd i bogen. Kodeordet er hele tiden respekt og forståelse for hinanden. Man kan sagtens tale om politik, bare man respekterer hinandens synspunkter. Ligesådan med religion, når blot der ikke går fanatisme i den, hvilket der er en særligt stor risiko for hos nyomvendte.

At handle ud fra et godt hjerte

I virkeligheden handler langt de fleste af Emma Gads regler og gode råd om at vise hensyn og respekt og anerkende hinanden, også de råd, der bærer præg af overleverede konventioner.

Som hun skriver i indledningen: ”Vær ikke snobbet. Vær ikke vigtig. Vær ikke underdanig. Vær fordringsfuld over for Dem selv, men ikke overfor Andre.” Og efter at have moret sig over, hvor mærkelige folk vil finde hendes bog, når de efter et par hundrede år finder den på en støvet hylde i et bibliotek, skriver hun:

”Kun én Hovedregel for at menneskeligt Samkvem bliver aldrig forældet. Det er den at handle mod sine Medmennesker ud fra et godt Hjerte.”

Er der ingen regler og rammer, ja, så kommer man netop let til at træde andre mennesker med andre skikke og traditioner over tæerne. Samværet bliver kejtet og fyldt med faldgruber

Takt og Tone er en praktisk håndbog, der beskriver et liv, der fungerer som en velsmurt maskine, og hvor der er regler for og anbefalinger til næsten enhver situation. Det, Emma Gad først og fremmest vil undgå, er ligegyldighed og ubehagelig opførsel mellem mennesker. Som hun skriver: ”Takt og Tone er Evnen til at hjælpe et andet Menneske på Benene uden at træde dem over Tæerne.”

Med andre ord er Takt og Tone en bog om at hjælpe hinanden. Om at skabe trygge faste rammer, der skaber overskuelighed og stabilitet. Fordi det er bogens grundsyn på omgang mellem mennesker, er der stadig meget at hente i bogen, og mange af dens konkrete råd er i virkeligheden fuldt ud gangbare den dag i dag.

Kender man reglerne og rammerne, så er det også nemmere at improvisere på en god måde. Er der ingen regler og rammer, ja, så kommer man netop let til at træde andre mennesker med andre skikke og traditioner over tæerne. Samværet bliver kejtet og fyldt med faldgruber.

Formløshedens tyranni

Ikke desto mindre er vi langt fra Emma Gads univers i 2018, og langt de fleste af hendes regler er gået i glemmebogen. Op gennem 1900-tallet og navnlig efter 68-oprøret blev god opførsel set som en snærende begrænsning på den enkeltes frie udfoldelse, som man helst burde frigøre sig fra.

Har det så gjort os til friere mennesker, som bedre kan realisere vores potentialer, at vi har nedtonet respekten for de basale regler for god opførsel?

Det kan man nok i høj grad diskutere.

Filosoffen K.E. Løgstrup mente det absolut ikke. Allerede i 1961 skrev han sit essay om Formløshedens tyranni, hvor han gør op med tanken om, at faste former og konventioner for god opførsel gør mennesket ufrit, mens normbrud og mangel på konventioner skabte frihed.

Løgstrup købte heller ikke tanken om, at den enkelte blev fri at at frigøre sig fra klassiske omgangsformer

Nej, skrev Løgstrup; ”Formløshed er tvang, især når den ritualiseres, hvad der uvægerligt sker.” Med andre ord tvang formløsheden alle ind i den, også dem, der følte sig dårligt tilpas med den eller ikke evnede at give los. Dermed var der pludselig skabt et nyt hierarki og et nyt tyranni, som de fælles regler for omgang mellem mennesker forhindrede i at opstå.

Løgstrup købte heller ikke tanken om, at den enkelte blev fri at at frigøre sig fra klassiske omgangsformer:

”Det forholder sig … ikke sådan, at form og konvention gør ufri, og formløshed gør fri. Det kan lige så godt være omvendt … Vi er nemlig alle sammen tilbøjelige til at mene, at form er det modsatte af spontaneitet, og at et liv i formløshed er det samme som et liv uden regler. Men begge dele er forkert. Form og krav er ligefrem en betingelse for spontaneitet.”

Med andre ord mente Løgstrup, at livet blev både mere besværligt og mere ufrit, når man ikke kendte eller respekterede reglerne for god opførsel. Han mente desuden, at formløsheden let ender i ligegyldighed overfor andre mennesker.

Vejen til ligegyldighed overfor hinanden

Siger man ikke ”godmorgen”, ”goddag” og ”farvel”, anerkender man i virkeligheden ikke det menneske, man møder på sin vej. Man signalerer, at man egentlig er ret ligeglad, og det fører ofte til, at det menneske man står overfor, også bliver ligeglad med en selv.

Fra at kunne have været medmennesker i gensidig anerkendelse, bliver man pludselig fremmede, ligegyldige – potentielt umenneskelige overfor hinanden.

Ofte erkender man ikke betydningen af et civilisationstab, før det reelt er for sent, og man ser de uheldige konsekvenser.

Der kan det nok være godt engang imellem at kigge i sin Takt og Tone og huske på Emma Gads grundlæggende råd om at handle ud fra et godt hjerte.


Topfoto: Det Hirschsprungske familiebillede. Wikimedia Commons.

Nikolaj Bøgh (født 1969) er cand.scient.pol. og kommunikationsrådgiver, konservativt medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse og folketingskandidat på Frederiksberg. Han har skrevet bøger og artikler om politisk historie, herunder ”Hækkerup” om den socialdemokratiske udenrigsminister m.m. Per Hækkerup og ”Brødrene Møller” om de fremtrædende konservative politikere Aksel og Poul Møller.

Seneste artikler om Bøger