
SAUDI ARABIEN // REPORTAGE – Der bliver skrevet historie i Saudi-Arabien, hvor kvindefodbolden de seneste år er gået fra at være ikke-eksisterende til, at kvinderne opnår sejre både inden og uden for kridtstregerne.
AL KHOBAR – For få år siden ville det, der i aften udspiller sig på Prince Saud bin Jalawi Stadium i Al Khobar, have været utænkeligt.
Indtil 2018 var kvinder nemlig forment adgang til saudiske fodboldstadions, men på denne torsdag sidder de ikke blot på tribunen – et saudisk kvindelandshold er også kommet på banen, og i aften møder de Pakistan.
På fanafsnittet, hvor kun mænd har adgang, er det tydeligt, at sympatien ligger hos hjemmeholdet, men på den resterende del af tribunen, hvor mænd og kvinder sidder sammen, er der både saudiske og pakistanske flag at spore blandt tilskuerne.
En kvinde har medbragt et skilt med ordene “No Mariam, no party”, en hilsen til midtbanespilleren Mariam Altameimi, som grundet en skade er ude af aftenens kamp.

Historiske milepæle
I Saudi-Arabien, et land notorisk kendt for manglende ligestilling, er kvinder på grønsværen et nyt syn. Først i 2020 etablerede det saudiske fodboldforbund en national kvindeliga, hvor 24 hold i dag kæmper om mesterskabstrofæet.
En spiller, som hurtigt løb med opmærksomheden, var Farah Jefry, der til daglig spiller for klubben Ittihad på den saudiske vestkyst. I en alder af 18 blev hun brand-ambassadør for Adidas som den første kvindelige atlet i Saudi-Arabien.
Et andet initiativ sat i værk for at styrke kvindefodbolden var etableringen af et landshold. I 2021 blev tyske Monika Staab udpeget til at stå i spidsen for et saudisk kvindelandshold, ligesom hun også fik ansvaret for at uddanne kommende, kvindelige trænere.
Ved at sponsorere og afholde alt lige fra cykelløb, Formel 1 og fodboldturneringer forsøger regimet sig med en bekostelig afledningsmanøvre, hvor fokus forsøges fjernet fra manglende menneskerettigheder og brutal behandling af politisk opposition
Som træner kunne Staab se sit hold vinde sin første internationale kamp 2-0 over Seychellerne i februar sidste år. En sejr, den nu afdøde fodboldlegende Pelé omtalte som “historisk” på sociale medier.
Kampen i aften går også over i historien, for det er første gang, at Saudi-Arabien er vært for en international venskabsturnering i kvindefodbold.
Foruden værtsnationen tæller turneringens øvrige hold Pakistan, Mauritius og Comorerne – ikke just store fodboldnationer, men alle tre hold optræder på Fifas verdensrangliste over kvindelandshold, modsat Saudi-Arabien.
En anden milepæl, den lille venskabsturnering markerer, består i, at Anoud al-Asmari debuterer som dommer. I starten af januar udnævnte Fifa al-Asmari som officiel dommer, og hun er dermed blevet Saudi-Arabiens første kvindelige internationale dommer med Fifa-licens.
Sport, sponsorater og Saudi-Arabien
Det saudiske regime må dog sande, at en udvikling af kvindefodbold i kongeriget fortsat ikke køber dem fri af kritik, når det kommer til deres ageren i den internationale sportsarena.
Visit Saudi – en slags regeringsejet turistagentur med blandt andre Lionel Messi som ambassadør – skal angiveligt sponsorere kvindernes fodbold-VM denne sommer i Australien og New Zealand, og det var en nyhed, der straks mødte store protester fra værtsnationerne.
Saudi-Arabiens motiver for at investere i sportsbegivenheder er velbeskrevet.
Det kan lyde af lidt, men den saudiske ungdom er opvokset i et samfund, hvor selv biografer var forbudte indtil 2018
Ved at sponsorere og afholde alt lige fra cykelløb, Formel 1 og fodboldturneringer forsøger regimet sig med en bekostelig afledningsmanøvre, hvor fokus forsøges fjernet fra manglende menneskerettigheder og brutal behandling af politisk opposition.
Ikke alene kan sportsstjerner som Ronaldo og Messi være med til at renvaske (sportswashing, red.) kongerigets mildest talt blakkede ry; de prominente events og stjerner kan også være et middel til at fremme saudiske politiske interesser og tiltrække internationale investorer, som er en vigtig del af den saudiske strategi.
Alt dette kan forklare Saudi-Arabiens eksterne motiver for at investere i sport, men med nationale briller har landet også god grund at sætte sport højt på dagsordenen.
Den unge generation
Saudiske børn og unge er nogle af de mest overvægtige i verden, og landets sundhedsmyndigheder har udtalt, at overvægt er den primære årsag til forebyggelige dødsfald i Saudi-Arabien.
Foruden de sundhedsmæssige aspekter kan der meget vel også ligge en politisk kalkule bag udviklingen af sportsindustrien.
To tredjedele af den 34 millioner store befolkning er under 35 år i Saudi-Arabien.
Den unge demografi spiller formentlig også ind i udviklingen og etableringen af sports- og underholdningsindustrierne, hvor det politiske lederskab måske håber, at koncerter og fodboldkampe kan gøre op for de fortsat manglende politiske rettigheder i landet.
Det kan lyde af lidt, men den saudiske ungdom er opvokset i et samfund, hvor selv biografer var forbudte indtil 2018. De seneste års investeringer og reformer inden for sport og kultur har derfor givet de unge muligheder, som var utænkelige for deres forældres generation.
En mulig plads på verdensranglisten
Det er dog hverken politiske interesser eller folkesundhed, der fylder her på stadionet i Al Khobar, hvor dommeren netop har fløjtet af. En storskærm fortæller, at 4.568 mennesker har trodset den saudiske vinterkulde for at se aftenens kamp, som ender 1-1.
Saudi-Arabiens målscorer blev Al-Bandari Mubarak. For mindre end et år siden blev hun den første til at score for kvindelandsholdet nogensinde i sejren over Seychellerne.
Med syv point er de saudiske kvinder turneringens vinder, og mens spillerne omfavner hinanden på banen, gøres konfettikanoner og medaljepodie klar i kulissen.

Turneringens resultat betyder også, at Saudi-Arabien meget vel kan være at finde, når Fifa i løbet af foråret offentliggør en ny verdensrangliste over kvindelandshold. Med en plads på listen vil holdet kunne deltage i regionale og kontinentale kvalifikationer og turneringer.
De saudiske kvinder har, her 11 måneder efter holdets officielle debut, derfor fortsat mange milepæle i vente.
Læs mere om Saudi-Arabien i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her