
TRUMP & NETANYAHU // ANALYSE – Den amerikanske præsident Trump synes at have imødekommet Netanyahu og den israelske højrefløj i spørgsmålet om Gazastriben. Men det er en plan, som sandsynligvis vil føre nye ulykker med sig.
TEL AVIV – På trods af at de første par uger med Trump i Det Hvide Hus har vist, at alt er muligt, kom det som noget af en bombe, da præsidenten natten til onsdag dansk tid erklærede, at USA vil overtage Gazastriben og ovenikøbet eje den krigshærgede stribe sandjord.
Selv den israelske premierminister Benyamin Netanyahu syntes at have svært ved at finde en passende grimasse og begrænsede sig til efterfølgende at betegne forslaget som ”interessant”.
Netanyahu ankom til Washington søndag på et ugelangt besøg, hvor højdepunktet var mødet med Trump. Han har gennem sine mange år som premierminister lagt stor vægt på besøgene i Det Hvide Hus, og efter en lang tid, hvor Joe Biden tog afstand fra ham, og den attråede invitation ikke kom, har han uden tvivl set det som en lettelse atter at kunne betræde Det Ovale Værelse.
Ovenikøbet blev Netanyahu den første udenlandske statsleder, der fik æren.
Bortset fra al snakken om politisk prestige var der god grund til at betragte mødet med Trump som skæbnesvangert.
Præmissen var, at Trump ville insistere på, at våbenhvilen i Gaza skal fortsætte, og at fase 2 skal forhandles på plads i en fart, mens Netanyahu tydeligvis ville forsøge at træde vande, som det er hans sædvanlige taktik.
Umiddelbart passer det Netanyahu dårligt at få våbenhvilen gennemført og dermed få lagt låg på krigshandlingerne i Gazastriben
Umiddelbart passer det Netanyahu dårligt at få våbenhvilen gennemført og dermed få lagt låg på krigshandlingerne i Gazastriben, og så kommer Trump med en overrumplende plan, der – i hvert fald set fra hans stol – vil få våbenhvilen endeligt på plads, samtidig med at den må fremkalde smil på Israels messianske højrefløj, der har magt til at gøre det til knald eller fald for Netanyahu.
Med sin plan lover Trump guld og grønne skove, men det er også en plan, der lægger op til nye mellemøstlige katastrofer.
Gazastriben som deal
Da Trump beskrev sin plan på pressemødet, tydede intet på, at den var endnu et impulsivt og improviseret indfald eller udfald, som han så ofte har præsteret. Det hele stod i noterne, og analytikere påpegede, at han tilsyneladende har sat sig ind i detaljerne, hvilket heller ikke altid er tilfældet. Men samtidig rummer den nye plan en række dybt uafklarede spørgsmål og dybe faldgruber.
Planen skuer frem mod våbenhvileaftalens fase 3, som omhandler tiden efter, at alle israelske gidsler er kommet hjem, og alle de ifølge aftalen omfattede palæstinensere er blevet løsladt fra israelske fængsler. Det er den fase, der skal fokusere på genopbygningen af Gaza efter krigens omfattende ødelæggelser.
Det har længe stået som et åbent spørgsmål, hvem der skal tage ansvaret for denne del af processen. Netanyahu-regeringen har flere gange antydet, at Israel kommer til at forblive i Gaza i lang tid fremover, og dette er i sig selv helt uholdbart.
Det vil igen placere Israel i rollen som besættelsesmagt, hvilket kun vil uddybe konflikten.
Det har også været på tale, at det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden kunne tage ansvaret for Gazastriben, men præsident Mahmoud Abbas mangler i den grad folkelig opbakning til, at han vil kunne stå som et tillidsvækkende alternativ i palæstinensernes øjne. På den baggrund kunne det umiddelbart virke logisk, at amerikanerne påtager sig ansvaret, men på de betingelser, som Trump opstiller, virker det som et klart oplæg til ny konflikt.
Det synes at stå klart, at flytningen skal være mere eller mindre permanent. Det vil i hvert fald være noget, som man med god grund ville kunne kalde etnisk udrensning
Tanken er at flytte 1,8 millioner ud af Gazastribens 2,3 millioner palæstinensere et andet sted hen. Det forlyder ikke, hvor de skal anbringes, men det synes at stå klart, at flytningen skal være mere eller mindre permanent. Det vil i hvert fald være noget, som man med god grund ville kunne kalde etnisk udrensning.
Det er tanken, at amerikanerne rykker ind og tager fuld kontrol over Gazastriben. I første omgang skal dette sætte Hamas helt ud af spillet, og derpå skal der foregå en genopbygning af området og skabelse af en økonomi. Mange gange tidligere har det været nævnt, at Gaza under de rette betingelser kan blive et nyt Singapore, og i dette regnestykke inkluderer Trump tilsyneladende den resterende del af stribens palæstinensiske civilbefolkning.
Som en integreret del af planen regner Trump med Saudi-Arabien, og det er den del, Netanyahu kan benytte politisk til at skildre manøvren som en sejr.
I tiden op til Hamas’ brutale terrorangreb på Israel den 7. oktober forrige år tydede meget på, at Saudi-Arabien var ved at indgå en normaliseringsaftale med Israel. Den var mere eller mindre modelleret over de såkaldte Abraham-aftaler, som Israel indgik med Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater i oktober 2020 – med Donald Trump som fødselshjælper.
Det er ikke umuligt, at en af Hamas’ grunde til at angribe på netop det tidspunkt var at forpurre denne tilnærmelse.
Den synes at være på bordet igen, og også uden Trump har Saudi-Arabien ytret interesse for at bidrage til den nye version af Mellemøsten, som på mange måder tegner sig nu. Fra Riyadh har der været ytret interesse for at investere massivt i Libanon for at få det ødelagte land på benene igen, men på betingelse af, at man afvæbner Hizbollah-militsen. Noget lignende kan godt vise sig i forbindelse med Gaza.
I denne sammenhæng er Trump mere forretningsmand end diplomat, for han ser inddragelsen af Saudi-Arabien som ”en deal”. Det nævnes, at Gaza ad den vej kan komme til at indbefatte mere end 600 milliarder dollar, og hvis det er USA, som kommer til at køre løbet, vil der altså være store penge at tjene, ikke mindst for amerikanske virksomheder.
Regning uden vært
Men det hele er en plan, som gør regning uden vært. Som den israelsk analytiker Assa Sasson skriver i The Marker, som er finansmediet under dagbladet Haaretz, er dette en sag, hvor tilsyneladende rationelle forretningsmæssige argumenter ganske enkelt ikke fungerer.
Det er til en vis grad muligt at tage den slags principper i brug, når det kommer til Mexico, Canada og Kina, skriver Sasson, men hvad angår Gazastriben skal der tages helt andre betragtninger i anvendelse.
Her er der tale om en befolkning, der vil blive taget som gidsel i en kynisk forretningsmæssig manøvre. Det er folk, som har en dyb tilknytning til landet, også selv om de, der efter Trump-planen skal flyttes, er flygtninge eller efterkommere af flygtninge.
For dem er Gaza en integreret del af Palæstina, selv om de personligt stammer fra en anden del af landet, og hvis man flytter dem til Egypten eller Indonesien (som Trump på et tidspunkt foreslog), vil man kun skabe nye frustrationer og nyt had, selv om Gazastriben kommer økonomisk på benene.
Man vil kunne se det som et trusselsbillede, der er forsvundet. Men det lukker for så vidt kun op for nye potentielle scenarier, der kan vise sig at være lige så problematiske
For Netanyahu kunne dette ligne en våd drøm. Hvis det ad denne vej lykkes at få Saudi-Arabien til at indgå diplomatiske forbindelser med Israel, vil han kunne skildre det som den totale sejr – i hvert fald over for sine egne kernevælgere.
Og det vil navnlig være tilfældet, hvis amerikanerne samtidig rydder op i Gaza og sørger for at fratage Hamas magten. Man kan sige, at planen på kort sigt har reddet Netanyahus politiske liv, for som udgangspunkt lægger den op til en fortsat eliminering af Hamas, nu blot på amerikanske vilkår. Dette fratager den yderste højrefløj anledningen til at forlade regeringssamarbejdet med Netanyahu. Hans regering vil altså i første omgang kunne overleve, og at Trump implicit forbyder nationalreligiøse israelere at skabe nye bosættelser i Gazastriben vil ikke i sig selv være nok til at vende samarbejdet ryggen.

Mange israelere vil også se det som en positiv udvikling, at Hamas i givet fald ikke længere vil have magten i Gaza. Man vil kunne se det som et trusselsbillede, der er forsvundet. Men det lukker for så vidt kun op for nye potentielle scenarier, der kan vise sig at være lige så problematiske og bestemt ikke vil garantere nogen sikker vej frem mod fred i Mellemøsten.
Det palæstinensiske selvstyre i Ramallah har straks taget afstand fra planen og begrunder det med, at tostatsløsningen fortsat er den eneste farbare vej.
Med massiv amerikansk tilstedeværelse i Gaza vil dette ikke blive tilfældet, og tilbage står det, som vil være et absolut kardinalpunkt, nemlig den store civilbefolkning, der i forbindelse med planen skal flyttes et andet sted hen.
Ingen stater i den arabiske verden har vist interesse for at modtage dem, og det hænger ikke nødvendigvis sammen med nogen principiel støtte til den palæstinensiske sag, men bunder snarere i en angst for den indre uro, en stor palæstinensisk flygtningebefolkning potentielt vil kunne udløse. Det er eksempelvis grunden til Egyptens meget afvisende holdning, som har været til stede lige siden starten på Gazakrigen for 15 måneder siden.
Hvis denne plan ser dagens lys, vil opmærksomheden derfor nok rette sig mod Vestbredden, hvor Mahmoud Abbas og hans Fatah-bevægelse formelt har magten, men hvor løbet reelt køres af oppositionsgrupper, lige så snart man kommer en smule på afstand af hovedstaden Ramallah.
Her er Hamas også markant til stede, så Vestbredden kan hurtigt blive stedet, hvor de palæstinensiske frustrationer får frit løb. Situationen er i forvejen anspændt, fordi radikale bosættere i månedsvis har bekriget lokale palæstinensere, mens radikale palæstinensiske grupper har svaret igen med samme mønt.
Alt dette gør, at der er en lang række problemer, som ikke lader sig løse gennem en deal udtænkt af Trump, og dette vækker allerede nu dyb bekymring både blandt israelere og palæstinensere.
Hvis man ser Netanyahu isoleret, kan man således sige, at han her og nu har reddet sit gode forhold til Trump på det personlige plan, samtidig med at regeringen overlever, fordi den messianske højrefløj ikke har nogen indlysende grund til at forlade folden.
Men selv om gidslerne kommer hjem fra Hamas-tunnellerne under Gazastriben, vil den dybe kritik mod Netanyahu ikke ophøre. Han vil stadig stå som manden, der har det store ansvar for krigens ulykker, og den vej, han nu synes at være ved at slå ind på, vil sandsynligvis føre til endnu flere.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her