NYT MEDIE – Det digitale medie, Zetland, har 14 millioner kroner i ryggen – og en masse medvilje fra branchen. POV’s Christel Skousen Thrane læste med, da zetlænderne lancerede deres nye medie som et, der udkommer dagligt med 3-5 artikler, som skulle gøre læseren klogere. Hun kunne lide meget, men ikke det hele. Først og fremmest skulle man måske give den nysgerrige læser en smagsprøve, fremfor at ville have penge med det samme? Og lægge snittet lidt mindre akademisk? Men designet er pivlækkert og meget af stoffet er spændende, skriver hun.
Lad det være sagt med det samme: Kvalitetsjournalistik kan vi ikke få nok af, så herfra skal lyde et stort og varmt velkommen til Zetland (som dagligt netmedie). Zetland har hidtil især fokuseret på singler og på live-arrangementer. Med relanceringen i dag er et dagligt nyhedsudbud føjet til paletten.
Zetlands vision er at levere tre til fem artikler om dagen med perspektiv og baggrund på historier inden for politik, samfund, idéer og kultur. Deres skribenter er specialister, der dyrker – og er dedikerede til – deres stofområde.
Betalingsmur
Jeg havde glædet mig meget til at læse premiere-udgaven i dag, så jeg blev helt barnligt skuffet over, at jeg intet måtte se, før jeg havde lagt 99 kr. Ikke den mest brugervenlige velkomst, vil jeg mene.
Jeg er med på, at Zetland skal løbe rundt og brugerbetaling er en nødvendighed (for dem), men det havde da klædt mediet om interesserede – som mig selv – fik en mulighed for at se, hvad det var vi evt. skulle beslutte os for at abonnere på. Jeg tror, at man gør sig selv en tjeneste ved at give det første fix gratis og lade alle læse med den første måneds tid, men det får tiden vise.
Efter læsning af alle tre artikler er det overordnede indtryk, at artiklerne er intelligente og velskrevne. De er skrevet i et akademisk sprog visse steder, hvilket får mig til at konkludere at Zetlands målgruppe nok primært er akademikere
Selv var jeg for nærig til at købe artikler ubeset, så jeg løste det ved i stedet at få lov til at kigge med på en kollegas computer. En kollega, som i morges brugte lang tid på at blive oprettet og få adgang til artiklerne.
Vi må håbe for dem, at andre læsere er mindre omkostningsbevidste end jeg er, og som min kollega har tålmodigheden til at oprette sig.
Lækkert design
Men nu hvor jeg så er inde, må jeg starte med at klappe i hænderne over Zetlands helt igennem lækre design.
Wow! Hvor er det indbydende og delikat. God stil over hele linjen og lækre detaljer på alle opslag. Rubrikkerne er interaktive, hvilket vil sige, at de skriver sig selv, mens man kigger på dem (på bedste powerpoint maner).
Det virker rigtig godt. Også featuren med de flotte tegninger af alle ansatte på Zetland fungerer indbydende og lækkert.
Zetland har valgt at lægge ud med tre artikler plus medstifter og chefredaktør Lea Korsgaards glimrende velkomstartikel: ”Træd indenfor i Zetland.”
En lækker detalje, er at man har skrevet: “Derfor skal du læse denne artikel” over hver tekst med en god, kort forklaring på, hvordan artiklen skriver sig ind i den aktuelle samfundsdebat og hvorfor netop denne vinkel eller interviewperson er relevant. Det er en dejlig service, som man har lånt fra udenlandske net-aviser. God idé.
Artiklerne har følgende overskrifter (hold fast, de er lange):
- ”Her siger Anthony Giddens, det er svært at tro på Europa lige nu. Men alternativet er “meget farligt”” af Jakob Jessen
- ”Politikernes argumenter roder i moskédebatten. Vi rydder op” af Jacob Mchangama
- ”Leicester er tæt på at skabe et fodboldmirakel. Forstå det på fem minutter – selv hvis du ikke er boldnørd” af Mads Olrik
Efter læsning af alle tre artikler er det overordnede indtryk, at artiklerne er intelligente og velskrevne. De er skrevet i et akademisk sprog visse steder, hvilket får mig til at konkludere at Zetlands målgruppe nok primært er akademikere.
Europa-artiklen
Her interviewes den anerkendte sociolog og pro-europæer, Anthony Giddens, om krisen i Europa.
Artiklen lærer mig, at den eneste løsning på Europas krise er en fælles løsning, som kan bringe os tættere sammen. At flygtninge er en gave til det gamle og aldrende Europa og at krisen er en mulighed for at indfri et moralsk og humanitært løfte, vi anser for at være kerneeuropæisk: At hjælpe folk i nød.
Europa kan blive det, vi altid troede, vi var. Men situationen er også ekstrem farlig. Meget spændende og tankevækkende artikel, som nok skal blive delt flittigt.
Grimhøj-artiklen
Her bliver det svært. Jeg har selv læst jura et par år engang, men alligevel kløjs jeg i kancellistilen og formuleringer, som ”det kan for så vidt ikke klart udelukkes” og ”selv hvis man finder en sådan undtagelse overbevisende, er der dog god grund til at afvise dens relevans” bare for at nævne nogle af de mange passive formuleringer.
Ved andet besøg fik jeg følgende besked: ”Du har indtil videre haft to gode oplevelser på Zetland”. Øh, say what? Det er måske lige familiært nok, jeg ville mene, at det må være op til læseren selv at bedømme om oplevelsen var god
Som almindelig læser var jeg stået af, både på emnet, som i den grad er dækket i forvejen på samtlige medier, og på selve sproget.
Og efter at have læst artiklen til ende, er jeg nødt til at scrolle op til læserservice-infoen om, hvorfor jeg skulle læse artiklen.
Forklaringen forvirrer mig også:
”Danske politikere konkurrerer i stigende grad på hurtige politiske udmeldinger, især når der er følelser på spil. Om deres revolverforslag giver mening, bør optage os – de kan hurtigt ende som lovgivning”. Jeg mener: Er det ikke et generelt problem for al politik i landet? Og kunne man ikke med sindsro skrive det over alle artikler om politiske emner?
Artiklen er dog informativ omkring ytringsfriheden og dobbeltmoralen blandt politikerne.
Fodbold-artiklen
Artiklen er skrevet til de ikke-fodboldkyndige, dvs. sådan en som mig, og jeg blev allerede glad helt fra starten ved at lære, at Leicester udtales Læster.
Historien om den grimme ælling, som bliver til en svane, hvis klubben vinder Premier League var velskrevet og informativ og jeg glæder mig personligt til at deltage i et middagsselskab, hvor emnet Leicester dukker op. Mine fodbold-kyndige venner indvender, at de til gengæld intet nyt fik under solen.
Men artiklen er så heller ikke skrevet til dem.
Gratis gæstevisit
Man kan som abonnent dele en artikel på de sociale medier, og så kan gæster gratis klikke på linket og læse artiklen. Fin måde at få nye ombord. Det gjorde jeg to gange.
Ved andet besøg fik jeg følgende besked: ”Du har indtil videre haft to gode oplevelser på Zetland”. Øh, say what? Det er måske lige familiært nok, jeg ville mene, at det må være op til læseren selv at bedømme om oplevelsen var god.
Betalingsmodellen
Som skrevet bliver alle bedt om at lægge 99 kr. ved døren. Al information er gemt bag en betalingsvæg, med mindre man inviteres ind til en specifik artikel via et link på de sociale medier.
Zetland stiler mod 5.000 læsere inden jul, og 14.500 om to år. Så løber det hele rundt
Zetland har 14 millioner kroner i ryggen. 8 af de 14 mio. kr. kommer fra tre private investorer. Dertil kommer 4 mio. kr. fra Innovationspuljen, 534.000 kr. fra en crowdfunding-kampagne og 350.000 kr., som Zetland modtog i mediestøtte for at lave forundersøgelser til projektet. (Mediawatch i dag) .
Zetland sidder samlet på en redaktion i København og arbejder på den måde, som traditionelle aviser altid har gjort.
Zetland stiler mod 5.000 læsere inden jul, og 14.500 om to år. Så løber det hele rundt.
Herfra skal lyde et stort og varmt velkommen til relanceringen af Zetland. Der er ingen tvivl om at Zetland byder på læsværdige, informative og kloge artikler. Spørgsmålet bliver, om læserne er klar til at betale (så meget) for det?
Kun tiden vil vise, om Zetland har fundet formlen på fremtidens netmedie.
Tillykke og god vind.
Topillustration: Zetland
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her